Julen er smerternes fest

Det er snart jul, og i julen skal du hygge dig. Du skal være sammen med din familie, I skal skabe en ramme for samvær og nydelse, som afspejler jeres fælles værdier og traditioner, og som derfor er tryg og velkendt. Det er umuligt ikke at nyde julen, for den indeholder alt det, du ønsker dig: kærlighed, samvær, gaver, tryghed og kropslig nydelse i form af varme, lys, velsmag og betryggende/overvældende mæthed. What's not to like?

Alligevel kender jeg mange, som, i det mindste også, tumler med følelser som klaustrofobi, irritation, vrede og angst i forbindelse med den tilstundende højtid. En pakkekalender af rastløshed og ængstelse, og pakkerne bliver større og større, jo tættere vi kommer på d. 24. Kender jeg mon egentlig nogen, som ikke (også) har det sådan?
Når følelserne er såkaldt negative, dvs. er tegn fra kroppen på, at sindet har justeret den til kamp eller flugt, ved du, at der er noget, du har misforstået. Altså lige bortset fra de tilfælde, hvor en 6-akslet lastbil, lastet med broelementer, er på vej imod dig med 80 km/t, mens du står midt på vejbanen. Eller hvor en rocker på 2,10 meter over skuldrene går frem imod dig med løftede knytnæver og et ansigtsudtryk, der ikke giver grund til at antage, at han kommer med blomster. Da er en følelse af angst, altså øget alarmberedskab, ikke baseret på en misforståelse. Sindets fortolkning af verden er i overensstemmelse med den: du er i fare. Kom væk!

Men julen, da? Hvor er lastbilen? Rockeren? Den akutte livsfare? Hvorfor vil du gerne væk? Paradoksalt nok er trangen til flugt fra julen for det meste ledsaget af skyld over denne følelse. Der er ikke meget, som er så hæmmende for lyst som skyld. Lysten bliver altså mindre endnu, skylden større. Pakkerne vokser, men er ikke fulde af det, du ønsker dig. Tværtimod.
Julen kan i langt de fleste tilfælde umuligt være farlig for dig, selvom der er rapporteret enkelte tilfælde af brande i juledekorationer, forbrændinger i forbindelse med karamellisering af brune kartofler og livstruende mavekneb knyttet til kampen om den kornfede marcipangris, som var årets mandelgave. Men du tror åbenbart, den er farlig. Der må altså være noget i setup'et som truer dit ego, altså fortællingen om dig, i dig.
For du er jo et socialt, kærligt, gavmildt og rummeligt menneske, ikke? Dine relationer til de nærmeste er da sunde og karakteriseret ved integritet, kærlighed og respekt? I din familie holder I sammen, og alle vil hinandens bedste. Der er talt ud om alle fortidige uoverensstemmelser, og evtuelle nye (og de er meget sjældne) håndteres følelsesmæssigt kompetent, direkte og uden forsinkelse, på en baggrund af bagvedliggende, ubetinget kærlighed. Ikke sandt? Jo da. Og du har lyst til at skrige?


Julen er et udstillingsvindue for alle de mange løgne, vi fortæller om os selv og hinanden. Vi gør det 24-7, året rundt. Men i julen skal de være sande. For der er investeret umådelig meget ego i julen, for alle implicerede: alle de dyre gaver, al den arbejdskrævende mad, juletræet, konfekten, den smukke dug, som oldemor broderede til bedstemor, lyskæder i ligusterhækken, børnene i deres fine tøj, nisser og engle all over the place. Her har vi det godt, basta!
Hvis du ikke har det, sårer du de andre(s egoer). For de har lagt så meget energi i, at du skal have det godt, og de skal have det for indsatsen, at du har det, siger det og viser det. Så ved de, at de er noget værd. Hvis du ikke har det godt, og ikke formår at skjule det, inviterer du de andre til at føle, at de er værdiløse, og reaktionen vil være vrede, angst, skuffelse, bebrejdelse. Det vil igen invitere dig ind i skyld, så har du det værre, og så tager vi en runde mere i spiralen mod bunden.

Men der er en anden vej. Det vil nok ikke overraske dig (hvis du har læst tidligere indlæg), at jeg peger på kontakt med Virkeligheden som vejen ud af hamster-julen.
Virkeligheden er, at det er umuligt selv at bestemme, hvad man føler. Faktisk er følelser, ifølge nyere forskning, sindets fortolkning af kroppens tilstand, som igen er betinget af sindets fortolkning af omgivelserne, f.eks. lastbil, rocker, jul eller noget andet truende. Følelserne er altså en slags feedbackmekanisme: du har fortolket omgivelserne som truende, og derfor sat kroppen i forhøjet alarmberedskab. Virker det? Angst, check. Vrede, check. Klaustrofobi, check. Yes, det virker. Klar til afgang!
Da du ikke selv kan bestemme, hvad du føler, kan du heller ikke have ansvar for det. Ingen vil vel bebrejde dig, at de valgte Donald Trump? Nej, for du havde ingen indflydelse på det. Derfor giver skyld over følelser, i Virkeligheden, ingen mening. Uanset det shitload af lækkerier, der hober sig op på din tallerken, og en gaveregn, der vil sende dig på bytte-bytur langt ind i det nye år, kan du udmærket sidde og have det ad H... til. Lige midt i hyggen. Måske endda uden at ane hvorfor. Det er bare sådan, det er. Og du er uskyldig!

En meget hyppig årsag til mavepine op mod jul er angsten for spændinger imellem nogle af de andre. Dette kan naturligvis kun true dit ego, hvis du tror på, at disse spændinger har/får konsekvenser for dette på den ene eller anden måde, men lad os lade det ligge for nu. Alt, hvad du behøver i denne omgang er at se, at når du nu ikke kan bestemme, hvad du selv føler, har du i hvert fald ikke Kinamands chance for at bestemme, hvad de andre føler. Uanset hvor hurtig du er til at udtrykke din søns taknemmelighed for den pastelfarvede batik-poncho fra svigermors aftenskolekursus over for hende, kan det ikke udelukkes, at en del af de tilstedeværende vil føle sig virkeligt dårligt til mode. Selvom de ikke burde. Selvom I pr. definition har det sindssygt godt. Selvom det er jul. Og det kan ikke være din skyld.

Misstemning i dig og i de andre vil i næsten alle tilfælde følges ad. Det vil det, fordi I mødes i en fælles forventning. Det er jul, og det betyder, at tingene - og følelserne! - skal være på en helt bestemt måde. Hvor noget skal være på en helt bestemt måde, er lidelse stort set uundgåelig. For livet er ikke på en helt bestemt måde, og at kræve det er som at forlange af en flod, at den er en sø.
Lidelsen i løgnen bliver særligt intens til jul, fordi I er fælles om den. Det ligger i løgnen, at alle skal have det godt, hvilket er et absurd forlangende. Der findes intet setup, som alle kan have det lige godt /ens i, da vi alle er forskellige. Det er også Virkelighed.
Da setup'et kræver lykke hele vejen rundt, er det også ekstremt sårbart: der skal kun én til ikke at have det godt, så er det hele ødelagt. For alle de andre! Er det mon dig, der "bliver den"? Den "skyldige" vil trække de andre med sig, og det er ikke bare sandsynligt, men helt sikkert. For misstemning kan mærkes, også selvom det ikke italesættes (og det gør man ikke til jul). Især når alle har misstemnings-radaren justeret til højeste følsomhed.

Men hvad nu hvis du klart ser, at din misstemning ikke er din skyld, men produkt af dit sinds upersonlige og ubevidste fortolkning af omgivelserne? Hvis du anerkender, at du har ret til at føle dig shitty, fordi det er det, du faktisk føler, uanset datoen? Du behøver ikke at hænge et skilt om halsen, før du sætter dig til andestegen, bare have det sådan indeni, og det er OK, for dig selv?
Hvad nu hvis du klart ser, at de andres eventuelle misstemning opstår i dem som følge af nøjagtig det samme fænomen, og at det derfor også er OK? Hvad nu hvis du (som formodentlig den eneste i selskabet) giver alting lov til at være, som det er? Sætter aftenen af til at iagttage Virkeligheden, som udspiller sig for øjnene af dig? Bruger den til at lære din familie at kende, ved at sammenligne løgnene med det, som rent faktisk sker, uden at fordømme forskellen?

Det går lidt lettere, hvis du husker dig selv på, at uanset hvordan aftenen forløber, så er der grund til at antage, at alle tilstedeværende vil have både deres liv og deres førlighed dagen efter, naturligvis med respekt for de førnævnte, med julen samhørende risikofaktorer. Der er faktisk meget sjældent nogen, som dør af at have det ringe, i hvert fald ikke en enkelt aften. Derimod er der akut fare for at dø, hvis du står på vejen, den der lastbil eller rocker kommer buldrende, og du har det fint! At have det dårligt kan være meget praktisk!
Det er altså højst forbundet med et helt ufarligt ubehag at have det dårligt, hvor du faktisk ikke er i livsfare. Du kunne i de tilfælde undersøge, hvori risikoen, som dit sind åbenbart tror på, faktisk består?
I forbindelse med julen kan det sjældent gå værre, end at løgne om jeres indbyrdes relationer, værdier, ønsker og længsler bliver afsløret up front. Det var så ikke meningen med aftenen, men det var det, der skete. Alle har stadig deres liv og førlighed, og dermed mulighed for at bevæge sig fysisk og psykisk med det nye virkelighedsbillede, naturligvis på eget ansvar. Ingen skade sket.

Og da julens problem ligger i løgnene, som kommer under pres, fordi de sættes på spidsen, kunne du måske forestille dig en bedre jul uden løgn? Hvis det går så galt, som det kan, kunne det måske være åbningen til et mere sandt, nyt år?
Så...måske brister relationer, fordi de viste sig at bygge på indbyrdes løgn. Måske ændres de, eller der opstår nye, fordi løgne, som før adskilte, afsløres og falder fra hinanden. Sandsynligvis kommer I til at hygge jer OK, med en snert af bekymringsmavepine i dig, men det er så også bare det. Det er ikke til at sige, hvad der sker. Sådan er det med fremtid.

Men hvis I holder en brandslukker indenfor rækkevidde af juledekorationen, undgår at strinte med vand under bruningen af kartoflerne og flasher svigermors batik-poncho som mandelgave, så tror jeg på, at I kommer igennem uden varige mén.

Det er alt, hvad der behøves. Hvor der er liv, er der håb.

Glædelig jul!





            Tilmeld dig mit nyhedsbrev


Frihed Nu!



Hvis bare jeg kunne få solgt huset, så var jeg fri. Når jeg bliver pensioneret, har jeg min frihed. Sikke en masse frihed, det ville give at vinde i Lotto. Jeg har meget frihed i mit ægteskab, for det er OK, at jeg nogle gange kører motorcykeltur med vennerne. Jeg trænger til frihed til at gøre lige, hvad der passer mig. Jeg ønsker mig mere frihed i tilrettelæggelsen af mit arbejde. Frihed er vigtigere end penge for mig. 

Frihed er noget, som stort set alle mennesker ønsker sig. Drømmen om frihed brænder i brystet, det er kun de betingelser, som tilsyneladende kræves opfyldt for at opnå friheden, som er forskellige fra menneske til menneske.
Hvad er det for en længsel? Som alle andre længsler må den knytte sig til en ønskværdig følelse, for som vi tidligere har set, så oplever vi ikke Virkeligheden direkte, men gennem sindets fortolkning af den.
Luk lige øjnene et øjeblik og mediter på frihed. Forestil dig frihed, som den nu manifesterer sig for dig. Måske en ramme, som du associerer med frihed: ferie, vennetur, hængekøje... Hvilken følelse mærker du? Lettelse, plads, bevægelse, glæde, beruselse? Det er i hvert fald ret sandsynligt, at du ikke bliver i dårligere humør!

Hvis friheden er så attraktiv, hvorfor er det så lige, at de fleste af os bruger så umanerlig meget energi på at binde os: parforhold, parcelhus, 50 timers arbejdsuge, fire børn, to biler, sommerhus og lystbåd, som skal vedligeholdes og repareres. Ikke meget frihed der!
Problemet er, at de fleste af os forveksler frihed med muligheder. Mange tror, at det er antallet af muligheder at vælge imellem, som definerer graden af frihed. Det er en meget alvorlig misforståelse, for det forholder sig i en vis forstand omvendt. De muligheder, vi ikke umiddelbart har adgang til, koster nemlig, hvad enten det er tid, penge eller fokus. Og så ligger det lige for at antage, at hvis der bare er penge, tid eller overskud nok, så er der også mange muligheder, og så er der meget frihed. Der opstilles med andre ord betingelser for friheden. Det er bare ikke sådan, frihed virker.


Uanset om det, igennem sindets tætte spind af historier om det modsatte, ser sådan ud eller ej, er vi når som helst fri til at bevæge os præcis, som impulsen i os tilsiger (indenfor de rammer, som den fysiske virkelighed sætter, naturligvis). Mulighedsrummet er umådeligt meget større, end sindets begrænsning af synsfeltet giver os adgang til umiddelbart at se. Så det er ikke mulighedsrummet, som begrænser friheden. Det er vores evne til at se det rum.
Frihed har intet med muligheder at gøre. Det er heller ikke en følelse. Frihed er en bevidsthedstilstand. Derfor er den gratis, frit tilgængelig og hinsides enhver betingelse.

I samme øjeblik, du ønsker (eller afskyr) noget bestemt, er du bundet af den betingelse, dit sind netop har opstillet. Betingelse fører til ambition, hvad enten det er om at opnå eller undgå noget for at blive fri. Ambition er binding, og binding er lidelse. Det er det, fordi frihed er vores inderste natur. Vold på den inderste natur er altid lidelsesfuld, fordi den er ude af overensstemmelse med Virkeligheden.
Når du begærer/afskyr noget, fokuserer du på det, og tildeler det værdi. Da fokus er det modsatte af  opmærksomhed, ser du nu ikke længere mulighedsrummet, altså det univers, som du er en del af, men kun den faktor, som er blevet en betingelse for din frihed og dermed lykke. Den kan tit være svær at opnå/slippe af med, og ofte erstattes den blot af en anden, når målet endelig er nået. Megen stræben, men (netop derfor!) ingen frihed.
Det er derfor, at det at "kunne gøre, som man har lyst til" ikke har noget med frihed at gøre, og ofte giver en følelse af tomhed frem for lykke. For har du lyst til noget, har du fokus på det, og er bundet til det som betingelse for din lykke, hvad enten du opnår det eller ej.

Frihed er bevidstheden om, at du intet behøver for at være lykkelig. Du er og har det hele allerede. Det er uafhængigt af, hvad du f.eks. materielt eller relationelt "har". Du er fri, når du ser hele billedet, ikke kun de delelementer, som dit sind, via sine indlæste historier, vurderer vil være "gode for dig".
Frihed er at anerkende det, som Er lige nu. Frihed kan kun findes i nuet. Enhver afsky over noget, som var, eller begær efter noget, som gerne skulle opnås i fremtiden, peger ud af nuet, væk fra det, som Er - og lukt ind i ambition og binding.
Frihed som bevidsthedstilstand afstedkommer altid en følelse af lykke, afspændthed, harmoni, styrke, forbundethed og bevægelighed - uden at være følelsen. Det er for det meste den følelse, vi jagter, i længslen efter frihed. Og paradoksalt nok er vi netop helt afskåret fra frihed, så snart vi jagter den!


Hvis bare jeg kunne få solgt huset ikke ønskede at bo et andet sted, så var jeg fri. Når jeg bliver pensioneret nyder mit arbejdsliv, har jeg min frihed. Sikke en masse frihed, det ville give at vinde i Lotto være ligeglad med penge. Jeg har meget frihed i mit ægteskab, for det er OK, at jeg nogle gange kører motorcykeltur med vennerne jeg tror ikke på konventionen om, at man skal spørge om lov til at bevæge sig, når man er gift. Jeg trænger til frihed til at gøre lige, hvad der passer mig se, at jeg kan bevæge mig. Jeg ønsker mig mere frihed i tilrettelæggelsen af min oplevelse af rammerne for mit arbejde. Frihed er vigtigere end penge for mig ikke nogen modsætning til penge.

Hvordan kommer du så derhen med din bevidsthed? Det gør du ved at udfordre dit sinds historier om dig og dine "behov", dvs. dit ego. Det kan gøres på mange måder, og det er interessant at iagttage, at stort set alle betydende profeter og spirituelle bevægelser igennem tiderne har peget på det samme: Se hvad der Er, og du er...fri! Kristus, Buddha, tantra, zen, mindfulness, Eckhart Tolle, Osho, for bare at nævne nogle tilfældige få. Drømmen om frihed har brændt i brystet, siden vi satte den over styr i en ikke så forfærdeligt fjern fortid - da egoet opstod (se f.eks. artiklen "Jeg er Nogen").

Min egen vej, og den, jeg peger på i mit arbejde med ufrie sind, er tantrisk bevidstheds- og kropsarbejde, minimalisme, en normbrydende livsstil, og en nøgtern, undersøgende og kritisk tilgang til egne tanker og overbevisninger. Der er mange andre veje - og så alligevel ikke. Kun formen er forskellig, perspektivet stort set det samme, og det hele ender samme sted: i friheden. Nu!

Praktisk øvelse: Læg to stykker papir foran dig. På det ene skriver du: "Jeg ønsker mig...", på det andet: "Jeg vil gerne af med...". Fyld de to lister ud. Det kan være materielle ting, det kan være følelsesmæssige ønsker/knuder, det kan være relationer, som du ønsker at ændre, opnå eller komme ud af, hvad som helst, der falder ind under kategorierne.
Skriv så, ud for hvert ønske, hvilken følelse, du gerne vil opnå med opfyldelsen af ønsket. Skriv derefter hvad det vil koste at opnå opfyldelse (penge, tid, prestige, skam...).
Lav en tredje liste: "Jeg er taknemmelig over...". Fyld den ud, mindst tre hele ark(!), med alt mellem himmel og jord, som du er taknemmelig over, lige fra dine børns gode helbred til at solen står op hver morgen, til den nye bil, til...
Luk øjnene. Forestil dig, at du ikke ønsker dig noget som helst af det, der står på de to første lister. At du er fuldstændigt tilfreds med alt, lige præcis, som det er. Du stræber ikke efter noget som helst, men går rundt og smiler, mens du nyder dit liv. Alt er droppet, du Er bare. Det er et tankeeksperiment. Men hvordan føles det?




            Tilmeld dig mit nyhedsbrev


Jeg er Nogen

Du er måske blevet beskyldt for at være egoistisk? Eller du har, udtalt eller i dit stille sind, beskyldt andre for at være det? Det er ikke nogen rar anklage, de fleste mennesker associerer det med noget negativt. Man må helst ikke være egoistisk, det er forkert at være. Hvorfor mon? Hvad betyder det i det hele taget?

Kan du godtage definitionen: "At være egoistisk er at fremme sine egne behov på bekostning af andres"? Vi skal lige være enige her, så lad os undersøge definitionen, især hvad den sidste del af sætningen angår. Hvis jeg sidder alene i min stue, får lyst til en kop kaffe og laver en, vil de fleste nok ikke kalde mig egoistisk, selv om jeg da fremmer mine egne behov. Men hvis jeg sidder sammen med en anden i stuen, får lyst til en kop kaffe og tager den sidste kaffe, vel vidende at den anden også godt kunne tænke sig en lille slat, så er jeg egoistisk, ikke sandt?
Du kan også beskylde mig for at have "et stort ego". Det er heller ikke så godt. Det er noget med, at jeg er meget optaget af mig selv, selvpromoverende, pralende, selvfed, nærtagende, narcissistisk, måske aggressiv, dominerende. Ikke godt. Ikke spor godt. Hvorfor mon ikke? Påstand: fordi mit "store" ego presser dit! Du skal jo også være her! Du kommer måske til at føle dig lille, underlegen, irriteret, (også) aggressiv, såret, hvad ved jeg. Fordi du også har et ego. Det har vi nemlig alle sammen, og der er ikke en eneste undtagelse.
"Måske lige bortset fra mig, jeg ser altid de andres behov før de selv gør, og sætter mig selv til side for det fælles bedste. Jeg kunne aldrig tiltage mig fordele på andres bekostning, jeg er det mindst egoistiske menneske, jeg kender. Jeg har ikke noget ego!". Godt, så siger vi det. Men jeg har ikke på noget tidspunkt sagt, at du nødvendigvis tiltager dig fordele på andres bekostning, fordi du har et ego. Jeg siger, at dit ego er der, ligesom dine arme og ben er der. Hvad arme, ben eller ego gør, varierer alt efter situationen. Dine arme hænger normalt afslappet ned langs siden og gør ikke noget stort væsen af sig. Men hvis du pludselig falder i vandet, hvor du ikke kan bunde, begynder de at fægte vildt omkring (vi kalder det svømning) for at redde dit liv. "Jeg er ikke nogen stor svømmer". Nej, men det bliver du, hvis det er forudsætningen for at redde dit liv. Kunne det forholde sig på samme måde med egoet?

Vi har i de tidligere indlæg kortlagt og defineret Virkeligheden, vi har set på sindets tilbøjelighed til at lave historier om den, og til at antage, at den værst tænkelige historie er den sandeste (se denne artikel HER). Vi har også undersøgt, hvorfor vi så ofte mærker følelsesmæssig stress i vores liv, selvom vi i Virkeligheden ikke har nogen som helst grund til bekymring (se HER). Men der mangler noget. For der ville vel ikke være noget problem, selv ved udsigten til snarlig udslettelse, hvis der ikke i sindet fandtes en ide om, at der var noget at miste?

Liv fødes og liv går til grunde hvert eneste sekund. Der er ikke én eneste levende organisme, som har overlevet livet indtil nu! En gennemsnitlig menneskekrop består af omkring 70 billioner celler, som er under stadig udskiftning. Hver eneste dag dør der med andre ord millioner af dine celler, og nye dannes. Intet problem. Hver dag dør ca. 150.000 mennesker på Jorden. Det tager du formodentlig meget roligt, for det er jo "naturligt". Ja, indtil du tænker tanken helt til ende og når til den konklusion, at du selv en dag indgår i tallet! Så er det måske lige knap så cool? Hvorfor gør det en forskel? Et menneske er vel et menneske? Alle skal dø. "Af jord er du kommet, til jord skal du blive". Der går intet til spilde, hver eneste gram af din krop bliver genbrugt til at skabe nyt liv, i sidste ende nye mennesker. Intet problem. Eller?

Created by Luis_molinero - Freepik.com
Designed by luis_molinero / Freepik

Nu skal jeg ikke være flabet, selvfølgelig er der et problem. Det er jo dig, der dør, ikke bare en stabel molekyler. Så spørger jeg: hvem er du? Hvorfor er du ikke mig, en af de andre 7 milliarder mennesker på Jorden, eller en af de 150.000, som stiller træskoene i dag? Vi er alle mennesker, dvs. stort set ens. Der kan være ganske små forskelle i udseende, men vi skal ikke zoome ret meget ud, før de bliver ubetydelige. Faktisk har vi 98 % af vores gener til fælles med dværgchimpanser. Det er kun indenfor de sidste to procent, variationerne os imellem kan ligge, og i virkeligheden er 99,9 % af vores gener helt ens. Du synes måske, at der er stor forskel på os, men det er der faktuelt ikke, sammenlignet med forskellen på  mennesket som sådan og en dværgchimpanse, eller en rotte for den sags skyld, den har vi 80 % gener til fælles med!

Prøv nu, bare som et eksperiment med din bevidsthed, at betragte alle mennesker som grundlæggende ens. Det kan du godt tillade dig ifølge ovenstående statistik, som jo beskriver Virkeligheden.
Du har det samme antal celler i kroppen som mig, de er fordelt på funktioner, organer mv. nøjagtigt ligesom i mig, du har arme og ben ligesom mig, et hoved, en torso, et ansigt. Dit hjerte fungerer ligesom mit, ligeså gør din lever, dine nyrer og lunger osv. Også din hjerne, og dermed dit sind, fungerer som mit, og alle andres, og hvis du ikke er enig, kan jeg anbefale at gå tilbage i artikelserien og læse de tidligere indlæg igen! Du registrerer, katalogiserer og værdisætter alt, som kommer ind via sanserne, med dit sind, ligesom mig. At du ikke når frem til de samme resultater som mig skyldes udelukkende, at det er nogle andre historier, der er indlæst i din hjerne end i min, men hjernerne er ens.

Alle disse kendetegn og funktioner er med andre ord upersonlige. Hvis de var alt, hvad der var at sige om os, ville enhver død være uproblematisk. Du tillægger det ikke stor betydning, at et træ i skoven fældes, det er bare et træ, og der vokser jo snart et andet op. Men hvis et menneske, du kender, står for at skulle dø, bliver du bange og sørgmodig. Hvorfor det? Fordi du har en ide i dit sind om, at du, jeg og alle andre mennesker er nogen.
Det eneste, der således adskiller dig fra mig, er vores respektive ideer om, at vi ikke er det samme. Du er dig, jeg er Mads. Vi mener, at vi er nogen. Derfor lider vi!


Uden tanken om, at jeg er mig, dvs. adskilt fra resten af verden, særlig, ville intet kunne berede mig lidelse. Jeg ville se mig selv som ét med alle andre mennesker, og også med træerne, chimpanserne, rotterne, havet, vinden og universet som helhed. Døden ville indtræde, når den nu gjorde, og der var ikke noget tidspunkt, som var bedre end et andet, for der skete jo ingen skade. Jeg døde bare. Derfor ville intet heller kunne true mig, og der ville ikke være nogen grund for sindet til at skabe historier om, at noget gjorde. Jeg ville være helt fri, og i fuldkommen fred. Det er jeg imidlertid ikke. For jeg har et ego, altså en historie om mig, ligesom jeg har arme og ben. Egoet er historien om mig i verden. Den historie er moder til alle de andre historier om de andre, det andet, verden omkring mig. Uden "mig", intet problem!

Denne indsigt er på ingen måde en, jeg har fundet på. Stort set alle religioner og spirituelle udviklingsveje peger på det samme: frigørelsen fra egoet som udfrielsen af lidelsen. Faktisk stammer indsigten bogstavelig talt helt tilbage fra Adam og Eva:
Adam og Eva lever i ubekymret harmoni med naturen i Edens Have. De er skabt af jorden og af hinanden, er Et med verden omkring sig. Paradis er kendetegnet ved at være harmonisk, uden problemer.
Men da menneskene spiser af Kundskabens Træ, sker der et radikalt skift. Bevidstheden stiger, de får et ego. De ser nu sig selv som adskilt fra hinanden, forskellige (mand og kvinde). Skammen følger lige efter, og de dækker sig med figenblade. Lidelsen er indtrådt!
Med ideen om at være adskilt følger også adskillelsen fra Gud (som er det hele). De kan ikke længere være i Edens Have, men fordrives til Jorden, hvor vilkårene fra da af er "med møje at skaffe sig føden" og "i smerte at føde sine børn". Det er ikke, i min tolkning af myten, nogen straf, men et vilkår. Det er ikke gratis at tiltage sig guddommelig bevidsthed!
Med bevidstheden følger også evnen til at "kende godt og ondt", dvs. værdisætte alting. Da vores ego ikke er Gud, men blot isoleret "kundskab" i isolerede sind, fører denne værdisættelse til meget stor lidelse. For nu ses alting ud fra vores individuelle perspektiv, ikke ud fra helhedens. Spørgsmålet om godt eller ondt bliver til "Hvad får jeg ud af det?" og "Hvad truer mig?".
Det er let at se, hvordan Syndefaldsmyten ikke er et sagn fra gamle dage, men også en dybdepsykologisk/spirituel beskrivelse af det enkelte menneskes udvikling fra barn til voksen. Vi fødes frie, ubekymrede, legende, nøgne - og "ens". Senere lærer vi, hvem vi skal "være", tillægges bestemte egenskaber, udvikler selv andre, for at passe ind i det miljø af egoer, vi vokser op i. Vi bliver til "ham, som..." og "hende, som...". Vi bliver voksne, skaffer os med møje føden og føder vores børn i smerte. Det er ikke nemt at være voksen, for det er en tilstand af konstant stress at skulle være nogen!

Det er imidlertid ikke Virkelighed (i min definition af ordet), at vi er nogen. Det er bare noget, vi tænker, at vi er, med den hjerne, som er inde i hver vores hovedskal. Årsagen står hen i det uvisse og kan bestemt diskuteres, Syndefaldsmyten er blot en ud af utallige tolkninger og forklaringsmodeller, som findes indenfor bl.a. religion, spiritualitet, antropologi og evolutionslære. Det fører alt for vidt her at komme ind på flere af dem, selvom det er fristende.
Alt, hvad du behøver for at vinde frihed og få fred i dit liv, er at se egoet som det, det er: en historie, dit sind har brygget sammen, intet andet. Den vil altid være der, den vil blive ved med at minde dig om, at du er "sådan en, som...". Den vil til evig tid ind imellem berede dig lidelse. Men når du ser egoet, er du fri af det. Det er muligt at se egoet, fordi du ikke er egoet. Du er bevidsthed. Du er fred. Du er frihed, og du er kærlighed.
På denne blog, og i samtaler med mig, vil jeg vise dig, hvordan du ser det, og igen bliver det frie menneske, du blev født som. "Sandelig siger jeg jer: den, der ikke bliver som et lille barn, kommer slet ikke ind i Himmerige". Hvad mente han mon med det?

Praktisk øvelse: Skriv øverst på et stykke papir: "Jeg er sådan en som...", og derunder en liste på mindst det hele ark over egenskaber ved dig, som du mener kendetegner dig. Det kan være f.eks. "...elsker fester", "...hader møder", "...er god mod dyr" eller "...du ikke kan regne med"(!).
Betragt listen. Er den helt sand? Er det altid sådan med dig? Find mindst tre eksempler på undtagelser fra hvert kendetegn. Hmm, undtagelser? Er du så ikke dig, når du hader en fest? Eller når man kan regne med dig? Hvem er der hele tiden, uanset hvad du gør, hader, elsker, tænker eller føler? Hvem er du i Virkeligheden?




            Tilmeld dig mit nyhedsbrev


Den store angst

Jeg er nervøs, for han svarer ikke på den SMS. Jeg er vred, for jeg blev ikke forfremmet. Jeg er bange, for hun virker så fjern. Jeg er ensom, for der er ingen, der vil danse med mig. Jeg er såret, for ikke én eneste har kommenteret min nye frisure. Jeg er ked af det , for han lytter ikke til mig. Jeg er frustreret, for jeg har ikke råd til den Maserati. Jeg er skamfuld, for jeg snakkede så meget om mig selv sidst. Jeg er rasende, for han flirtede med hende blondinen. Jeg er pinligt berørt, for jeg nåede ikke at støvsuge, inden de kom. Jeg har det skidt, for jeg er alene. Jeg er stresset, for jeg kan ikke leve op til deres forventninger. Jeg er bedrøvet, for han ser ikke hvor træt, jeg er. Jeg har ondt i maven, for jeg skal være sammen med min familie hele julen.

Stress i bredeste forstand er, om ikke kronisk tilstedeværende, så i hvert fald meget hyppigt forekommende i de fleste menneskers liv. Vores mentale og emotionelle liv er i meget høj grad belastet af negative følelser, som forurener vores lykke, forstyrrer vores opmærksomhed – og får os til i afmagt at belaste andre. Hvorfor mon det? I sidste uge så vi på sindets tilbøjelighed til at tildele alt, hvad der sker, betydning, og dets hyppige forkærlighed for at tro på den værst tænkelige fortolkning af en given hændelse (se indlægget HER). Vi konstaterede også, at den reelle risiko for det moderne, vestlige menneske er til at overse, men at vi alligevel sjældent føler os trygge og lykkelige ret længe ad gangen.Sikke et spild! Lad os undersøge årsagen.

Betragt de indledende konstateringer i denne artikel. Ja, de er konstateringer. Altså neutrale udsagn om Virkeligheden. Følelser er lige så virkelige som den fysiske virkelighed, hvis fortolkning, de er billeder på. ”Jeg” har  det sådan, som det beskrives.
Hvad er gennemgående for konstateringerne? Jo, de er alle konstateringer af negative følelser. De har alle sammen med den eller de ”andre” at gøre. Og de er alle udtryk for én angst: angsten for ikke at være eller blive elsket.



Ingen påstand uden afprøvning: forestil dig, at ”du” i eksemplerne ovenfor føler dig grundlæggende fuldkommen hvilende i dig selv. Den tanke, at det kunne være nødvendigt eller bare rart med andres anerkendelse, opmærksomhed eller kærlighed opstår simpelthen ikke i dit sind. Der er intet som helst behov for udefrakommende, positiv respons. Alt er godt, præcis som det er, og selv om intet menneske nogensinde lagde mærke til dig herfra og frem, ville du stadig være bevidst om dit eget værd som menneske og ikke savne noget. Hvis nogen kritiserede dig, ville du nøgternt tage kritikken til efterretning, men uden at føle dig dårligere af den grund. Det lyder rart, ikke? Kærlighed uden andre mennesker?! Utopisk? Selvtilstrækkeligt? Der kan komme alt muligt op, det er ikke vigtigt lige nu (og vi vender i den grad tilbage til det her på bloggen!). Øvelsen er et eksperiment, du laver med dine tanker og følelser for at se, hvad der binder dig, intet andet. Lige for nu...
Renset for behovet for anerkendelse og den deraf afledte angst for at være forkert, ville konstateringerne ovenfor skrumpe til:

 Jeg er nervøs, for han svarer ikke på den SMS. Jeg er vred, for jeg blev ikke forfremmet. Jeg er bange, for hun virker så fjern. Jeg er ensom, for der er ingen, der vil danse med mig. Jeg er såret, for ikke én eneste har kommenteret min nye frisure. Jeg er ked af det , for han lytter ikke til mig. Jeg er frustreret, for jeg har ikke råd til den Maserati. Jeg er skamfuld, for jeg snakkede så meget om mig selv sidst. Jeg er rasende, for han flirtede med hende blondinen. Jeg er pinligt berørt, for jeg nåede ikke at støvsuge, inden de kom. Jeg har det skidt, for jeg er alene. Jeg er stresset, for jeg kan ikke leve op til deres forventninger. Jeg er bedrøvet, for han ser ikke hvor træt, jeg er. Jeg har ondt i maven, for jeg skal være sammen med min familie hele julen.

Bemærk, at Virkeligheden ville være uændret, men alle de mange forskellige, negative følelser ville være forsvundet! Det ville de, fordi deres fælles kilde var væk: angsten for at miste kærlighed udefra.

Praktisk øvelse: Lav en liste på mindst fem negative følelser, der jævnligt opstår i dig, sammen med konteksten (kæresten, jobbet, vennerne, boligsituationen etc.). Der kan godt være følelsesmæssige gengangere, men i forskellig kontekst. Analyser konteksten: kan nogle af /alle følelserne henføres til en bagvedliggende angst for at miste eller ikke få anerkendelse/kærlighed fra andre mennesker? Hvordan ville du have det i de respektive situationer, hvis du ikke havde noget som helst behov for de andres anerkendelse? Hvordan ville dit liv være i det hele taget?

Det forekommer besynderligt, at vi reagerer så følelsesmæssigt negativt på enhver tanke om ikke at være elsket eller anerkendt af andre, for i Virkeligheden er vores overlevelse jo på ingen måde truet. Skulle der være et par stykker, som ikke er helt vilde med mig, klarer jeg mig nok endda. Det er vanskeligt at dø i vores del af verden, og der skal i hvert fald mere til end et par misbilligende ord fra en mere eller mindre tilfældig person i mit liv (og i Virkeligheden er selv din kæreste eller mor mere eller mindre tilfældig!). Alligevel reagerer kroppen ofte, som om den er i livsfare! Hvad foregår der?!

Det sker ofte, at mennesker i samtale med mig bliver forundrede over konfrontationen med det misforhold, der hersker imellem den reelle, Virkelige betydning for overlevelseschancerne og den følelsesmæssige stressrespons i hele systemet. De har ganske enkelt aldrig skænket det en tanke, at desavoueringen, fornærmelsen, svigtet eller hvad det nu er, i Virkeligheden ingen betydning har! For det føles sådan, og følelser er, som nævnt, meget virkelige. Og vi har vænnet os til den lidelse, der ligger i konstant forventning og deraf afledt skuffelse i forhold til omverdenens anerkendelse. Men de ikke-anerkendende tildragelser er vel ikke betydningsløse, hvis de afføder lidelse? Nej, det er de ikke, men de har en ganske anden betydning, end vores sind har vænnet sig til at give dem. Det vender vi tilbage til ved en senere lejlighed.

Angsten for at miste eller ikke få kærlighed kan forklares på to planer: det psykologiske plan og det spirituelle. Her følger den psykologiske forklaring. Den er ikke Sand i min definition af ordet, da det ikke objektivt kan verificeres, at det forholder sig sådan. Det er en teori. Men ligesom med alle andre teorier kan den danne grundlag for en afprøvning af det sansede, altså den virkelighed, du lever i. Giver teorien mening? Kunne det forholde sig sådan? Og, hvis det gjorde: gør det nogen forskel for dit liv, hvis du tænker anderledes om hele grundlaget for din længsel? At du mistænker grundlaget for at være én stor misforståelse? Jeg kan fortælle, at det gjorde det for mig!

Designed by nensuria / Freepik
Et barns overlevelse er i ganske mange år helt afhængigt af, at dets forældre elsker det, eller i hvert fald anerkender dets eksistens ved at ulejlige sig med at skovle havregrød i munden på det. Derfor er dets sind meget optaget af at måle og forudsige forældrenes kærlighed. Elsker de mig, hvis jeg gør X? Eller Y? Hvad med nu? Tegn på, at forældrene er ved at tabe interessen, eller bare er mere optaget af en anden, opleves, helt i overensstemmelse med Virkeligheden, som livstruende, og barnet vil reagere ved at justere sin adfærd (og det kan både være i en mere nuttet eller mere irriterende retning, bare det giver opmærksomhed!). Jeg kalder det Hans og Grethe-syndromet. Angsten for at blive efterladt alene i den mørke skov sætter sig i kroppen. I større eller mindre grad, alt efter, hvor voldsomt og over hvor lang tid, livet blev oplevet som truet. Og uanset hvor kærlige og opmærksomme, vores forældre var, vil der altid være adfærd, som af barnet på et eller andet tidspunkt i opvæksten er blevet tolket som bortvendt, dvs. farlig.
Så bliver vi voksne, og sindet fortsætter med at tolke Virkeligheden ud fra den historie, der er blevet skabt i barndommen: mangel på anerkendelse er livsfarligt! Som vi så i sidste uge, reagerer vi ikke på Virkeligheden, men på historien om den. Derfor vil vores adfærd også stadig bære præg af det, vi mente virkede dengang. Og vores angst vil være den samme, uanset at vi nu har en årsindkomst på den rigtige side af 800.000 kr., en timeshare-lejlighed ved den franske riviera, et klippekort til Noma, og vi aldrig mere behøver at spise havregrød.

Det her er psykologi for dummies? Det er langt mere kompliceret end som så? Der er gode, reelle grunde til, at vi mennesker konstant efterstræber anerkendelse og kærlighed i hele vores voksenliv? Ja da, ja da – og måske (lad os undersøge det senere!). Men det er en model, som, sammen med gennemgangen af sindets virkemåde i de tidligere artikler, møder det, der er virkeligt og fællesmenneskeligt: det store behov for kærlighed udefra, den lidelse, det afføder, og det indlysende meningsløse i behovet i forhold til den konkrete, fysiske Virkelighed.

Men har vi da i Virkeligheden slet ikke brug for hinanden? Er vi slet ikke sociale væsener? Er de fysiske behov de eneste, vi skal bekymre os om? Drejer det sig kun om, at den her klump kød skal overleve længe nok til at formere sig? Det må vi også hellere undersøge!
Som sagt er der også en spirituel dimension i længslen efter kærligheden fra ”de andre”. Den undersøger vi i næste artikel.

Der skete nemlig noget skelsættende i Edens Have. Noget, som intet har med fluffy religion eller konkret æblegnaskeri at gøre. Vi fik en gæst i sindet. En vogter, som utrætteligt afpatruljerer vores grænse mod verden, som måler på altings betydning og værdi, som skelner mellem ”godt” og ”ondt”, ”mig” og ”de andre”. Som beskytter os mod angreb, forsvarer vores værdier. Og skaber en illusion om afstand, som forekommer uovervindelig og er kilden til kilden til lidelsen i os. Vi fik et ego.




            Tilmeld dig mit nyhedsbrev


Brændt barn skyr ilden

Godt værktøj er det halve arbejde. Jeg fortsætter derfor artikelserien om højere bevidsthed med klargøring af flere begreber og fakta, som vi får brug for længere fremme. I dag handler det om sindets virkemåde. Og om konsekvenserne for dig. Hvem er du forresten?

Vi undersøgte i sidste uge det mylder af historier, som en mand konstruerede omkring det simple faktum, at hans kvindelige partner havde sex med andre end ham selv (se indlægget her). Dette var naturligvis et eksempel. Jeg er ikke i tvivl om, at du ved kun ganske let granskning af hukommelsen kan fremfinde adskillige eksempler fra dit eget liv, hvor "du" har gjort det samme: skabt kæder af betydning og værdiladning i tilknytning til simple, faktiske hændelser. Et blik. En rynke mellem øjnene. En frisk bemærkning i kantinen. Hvad som helst. Det gør noget ved dig, og det er ofte ikke rart. Er det ikke sandt?
Men hov: "du" var pludselig i anførselstegn ovenfor. Hvorfor nu det? Fordi jeg inviterer til undersøgelse af den påstand, at du slet ikke er dine tanker!

Natten går. Den lille viser snegler sig over urskiven, men nærmer sig alligevel betænkelig hurtigt 7, hvor uret vil kommandere dig ud på den kommende dags krævende mission: børn, arbejde, træning, parforhold og meget mere. Søvnen vil ikke komme til dig. En tanke bliver ved med at køre i ring i hjernen. Et problem. En bekymring. Noget, som truer forude. Noget, som nager fra dagen, ugen eller året før. Du konstaterede allerede kl. 23.30, at der ikke var noget, du kunne gøre ved det nu, her i din seng. At du mangler nogle oplysninger for at få afklaret problemets omfang, at du alligevel ikke kan tage den snak med kollegaen, som trådte dig over tæerne, nu, eller at sket ganske enkelt er sket, og det ikke kan betale sig at græde over spildt mælk. 
Tænk på noget andet! Sov, for pokker! Øv, det virker ikke. Tænk på noget rart! Softice, sommerferie, kys og kærtegn.... og problemet, der var det så igen, efter kun 12 sekunders afledning. Du vil ikke tænke på det fis! Hold op! Drop det! Sov!
Rrrrrrringggg...

Hvis du ligger der og er træt af at tænke det, du tænker, hvorfor holder du så ikke bare op? Hvis du er det, du tænker, vil tankerne vel følge din vilje, fordi de er din vilje? Hvem er det, som ønsker at tænke noget andet, end du faktisk tænker? Jeg påstår, at det er dig. Vi vil i et senere indlæg se nærmere på, hvad du er. Indtil videre er det nok at konstatere, at du ikke kan være dine tanker.
Hvad er tankerne så? De er produkter af sindet, den store regnemaskine, som din hjerne - og resten af din krop - udgør. Sindet er ikke dig, ligesom dine arme, ben og din mave ikke er dig. Men det har en funktion for dig, ligesom arme, ben og mave: det skal sørge for din overlevelse.




Sindet forsøger at hjælpe dig ved at tildele hændelser betydning, altså lave "historier" om dem. Det er i mange tilfælde praktisk: hvis du som barn brændte dig på et lejrbål, vil dit sind kode "ild" sammen med "smerte". Det er smart, for det nedsætter din risiko for fremtidige forbrændinger. Imidlertid er ikke alt, som er lyst og varmt, ild. Og sindet kan ikke altid skelne. I eksemplet med ild er det selvfølgelig forholdsvis tydeligt, men hvad nu, hvis sanserne ikke kan give et entydigt billede til sindet at arbejde med? Det er lyst, det er varmt. Det kan være mange ting, flere af dem har du endnu ikke mødt, og har derfor ikke erfaring med. Hvad skal sindet vælge? Det er her, det sker: sindet vælger worst case. For at passe på dig. Det kan være mange ting, men det er nok ild! Se at komme væk! Du er i fare! En misforståelse kan i værste fald føre til, at du får lidt ekstra motion. En fejlvurdering den anden vej kan føre til død eller svær forbrænding. Sindet tager ingen chancer. Af alle mulige tolkninger af et givet sanseindtryk (som også kan være en frisk bemærkning i kantinen) vil det have tendens til at vælge den værste!



Undersøg følgende påstand: du reagerer aldrig direkte på Virkeligheden, altid på dit sinds fortolkning af den. De indtryk, som kommer ind igennem dine sanser, skal forbi sindet, før de bliver til tanker og emotioner. Afprøv påstanden ved at betragte Virkeligheden: vi må antage, at to mennesker, som står lige ved siden af hinanden og betragter et lejrbål, modtager nogenlunde de samme sanseindtryk: lys, varme, røglugt, knitren. Hvis det ene af de to mennesker før har brændt sig på et lejrbål, vil det formodentlig blive stående i behørig afstand fra flammerne. Hvis det andet aldrig før har set ild, og derfor ikke har en historie i sit sind om det, vil det muligvis række armen lige ind i bålet for at undersøge det - og blive forbrændt. Men Virkeligheden er den samme for de to. Vi reagerer altså ikke på Virkeligheden, men på historien om Virkeligheden, som vi har hver vores udgave af, afhængigt af tidligere erfaringer. Denne lovmæssighed er et vilkår for os. Tro ikke på det. Undersøg det, ud fra dine egne erfaringer. Kan du finde et eksempel på noget, som to forskellige mennesker med fuld sikkerhed ville reagere helt ens på? Smerte? Alle vil nok trække hånden til sig i en fart, når flammerne slikker op ad huden. Men nogle vil skrige højt, løbe i cirkler og kalde på mor, andre vil bare sige "Av!" og atter andre blot puste lidt på hånden.
Nogle svarer gerne á la: "Hvis man står lige bag en lille dreng, som er lige ved at falde ud over en afgrund, vil enhver vel række ud og holde ham?!". Svaret er: ja, det vil næsten alle. Virkeligheden rummer imidlertid eksempler på mennesker, som er blevet paralyserede i en pludseligt opstået krisesituation. De så det bare ske. Det kan også være, at en er så belastet af højdeskræk, at rædslen får hende til at afholde sig fra at træde det skridt nærmere afgrunden for at gribe fat i drengen. Hvis vi kan finde bare ét eneste menneske, som ikke vil gribe ud efter drengen, ved vi, at det må være sandt: vi reagerer ikke på Virkeligheden, men på vores individuelle tolkning af den.
Dette er langt mere end et interessant, neurologisk fact. Det er nøglen til frihed fra al lidelse. Og som med alle andre påstande vil jeg naturligvis tage dig med på en undersøgelse af den længere fremme i artikelserien, bare hæng på her. Det, du kun tror på eller forstår, har ingen værdi for dig. Det, du begriber, forandrer dit liv.

Du ligger der i sengen og vrider og vender dig, fordi du har modtaget et sanseindtryk (f.eks. en frisk bemærkning i kantinen eller en SMS fra kæresten). Dit sind (ikke dig!) har straks tildelt hændelsen betydning. Hvor denne betydning er "ild", altså fare, reagerer du med stress. Da du ikke reagerer på Virkeligheden, men på historien om den i sindet, kan dit sind fint ligge hele natten og "arbejde" med "problemet", selvom det er indlysende for dig, at du er afskåret fra at påvirke Virkeligheden, der fra sengen. Det er nemlig slet ikke Virkeligheden, der er problemet, men din historie om den. Hvis dit sind havde tolket SMSen anderledes, ville du sove trygt. Surt show? Næ, det er helt fantastisk. For du kan ikke styre, hvilke SMSer, der tikker ind på din mobil, men dine fortolkninger kan påvirkes. Følg med og se hvordan!



Der er langt mellem lejrbålene i vores trygge del af verden. Mange har induktionskomfur, det skal man være meget dygtig for at brænde sig på. Alligevel er de fleste mennesker i mere eller mindre kronisk alarmberedskab. Hvad er vi så bange for? Hvorfor så stressede? Så vrede? Så fulde af sorg og længsel?
Der er én ting, vi er langt mere bange for end at brænde os på et lejrbål: vi er bange for at miste kærlighed. Og hvorfor netop det er kædet sammen med den rædsel, som i det store og hele styrer vores liv, ødelægger vores forhold til hinanden, bringer os ud i krig og overforbrug og truer med at lægge planeten øde, ser vi nærmere på i næste artikel. Sov godt.




Praktisk øvelse: De næste tre gange, der opstår en ubehagelig tanke i dit sind (hvis du er opmærksom, vil du opdage, at der ikke går så lang tid, før det sker!), stor som lille, stopper du op og siger til dig selv: "Jeg har det lige nu ubehageligt, fordi mit sind skaber tanken om, at X". Undersøg, hvad det gør ved dig at betragte fænomenet sådan. Hvem er det, som får det sådan, før som efter? Hvordan ser Virkeligheden ud, med bevidstheden om, at dit sind har skabt en tanke om den, som ikke er Virkeligheden?
Bemærk i øvrigt talemåden: "Sige til sig selv". Hvordan kan man sige noget til sig selv?! Det er jo noget sludder. Hvem er det, som siger det, og til hvem?  Eller...til hvad?




            Tilmeld dig mit nyhedsbrev


Hvad er virkeligheden i virkeligheden?


Han er hanrej. Han er til grin. Det har han været igennem alle årene. Troede, at hun elskede ham. Det gør hun åbenbart ikke. Han er fundet uværdig. Det giver mening: en lille, bange mand, som aldrig for alvor har slået til, aldrig for alvor har mærket og vist sin fylde i verden. Hvem kan have nok i sådan en? Det er selvfølgelig fint nok, at han er flink til at lægge vasketøjet sammen og er omhyggelig med at holde styr på Forældreintra. Han rydder op og gør rent. Er omgængelig. En god støtte i dagligdagen. Hvordan kunne han tro, at det var nok? Det troede han nok egentlig heller ikke, nu han tænker efter og tilbage. Der har vel altid været en fornemmelse af, at hun ville kede sig en dag, fordi han er så kedelig? Det er så nu. Hun keder sig. Åbenbart.
Han er usexet. Forudsigelig og rutinepræget i sengen, en pleaser, hæmmet af sin benovelse over, at så vidunderlig en kvinde virkelig gider at elske med ham, en genert dreng, der helst ikke sætter sin skolemælk fra sig alt for længe ad gangen. Han er for tynd, for bleg, for kontrolleret, for intellektuel. Der er ikke meget handyr over ham. Nu vil hun have Mand. 
Hun boller udenom. Enden er nær, for i en hvilken som helst sammenligning vil han falde igennem. Verden er fuld af stærke, frie, sexede, frygtløse mænd med seriøse biceps, voluminøse brystkasser, mørke skægstubbe og dybe øjne. Hun er erotisk og fri i sin seksualitet. Hun vil have dem, ikke ham. Åbenbart.

Her er tydeligvis lidelse. Et problem. Den mand har det ikke godt. Det er der vel ingen, der har, når de opdager, at deres partner er utro? Det er vel meget forståeligt? Hvordan du som læser reagerer på historien ovenfor, afhænger af mange forskellige ting, og kun en af dem er, hvad der faktisk står. Du bor i en kultur, som ikke tolererer utroskab, og det giver dig formodentlig en forhåndsholdning til problematikken. Måske er du mand og kan genkende følelsen af amputeret maskulinitet, forvirring, angst og mindreværd? Det kan også være, du er en af de der frygtløse mænd med seriøse biceps, som der er så mange af. Da vil du måske smile overbærende af det lille fjols, i tryg forvisning om, at du nok skal score hans lækre kvinde.  Du kan også være kvinde og være dybt forarget over, at en af dine medsøstre behandler sin kærlige og opmærksomme mand så hensynsløst. Eller du kan tænke, at han da godt nok også lyder som en trist taber, og du ville gøre det samme. På bundlinjen står, at historien kan fortolkes på ca. lige så mange måder, som der er læsere til den. Hver enkelt vil få det på sin egen, unikke måde af at læse den, ligesom vi alle får det på forskellige måder med alt andet, vi møder. Også selvom der måske nogle gange kun er en nuance til forskel os imellem, fordi bl.a. moralen giver os en fælles grundforståelse. Men forskel er der altid. Tror du ikke, hvis du tænker efter?



Hvad så med virkeligheden? Hvad er den for noget? Hvor mange virkeligheder er der? Lige så mange, som der er mennesker?
Det er vel i hvert fald virkelighed, at manden er til den kedelige side, hans parforhold skranter, og hans partner er ham utro? Kan vi ikke også godt blive enige om, at det, kvinden gør, ikke er i orden? Så er det vel virkeligheden?
Lad os stoppe op et øjeblik og undersøge ordet: virke-ligheden. Det betegner det, som er "lig det, der virker", dvs. udretttes eller sker. Aha! Det, som sker, er virkeligheden! Lad os afprøve det! Hvad ved vi så om manden i historien? I virkeligheden?

  • At vi mener at vide, at han er "til den kedelige side" er en vurdering. Vi ved ikke ret meget om manden og det, vi ved, hidrører udelukkende fra hans egen beskrivelse af sig selv, i en tilstand af fortvivlelse og angst. Desuden vil nogle finde en ekspert i færøske frimærker fra før 1850 spændende pga. hans fordybelse, engagement og passion, mens andre skal præsenteres for en, der har paraglidet over indlandsisen kun iført Speedos og Raybansolbriller, før de trækker det prædikat af huse. Manden kan ikke være kedelig, før nogen mener det!
  • At vi mener at vide, at "hans parforhold skranter" er en projektion. Vi ved intet om hans parforhold. Det kan være kærligt, intimt, trygt og stabilt. Vores forhåndsantagelse om, at utroskab er et tegn på et dårligt parforhold får os nemt til at projicere den antagelse over på denne, konkrete historie. Skete det også for dig?
  • At vi mener at vide, at hans partner er ham "utro", er et spørgsmål om definition. Hvis vi definerer utroskab som sex med andre end den faste partner, så er hun det nok. Nogle vil også definere kysseri ved en julefrokost som utroskab, mens andre vil mene, at det først er utroskab, hvis man både har sex udenfor parforholdet og lyver om det. Man kan også definere utroskab som manglende kontakt til sin egen kerne, lyst og retning i livet, og på en lang række andre måder. Kvinden kan med andre ord ikke være utro, før vi har defineret hende som sådan!
  • At vi måske mener at det, kvinden gør, "ikke er i orden" er et spørgsmål om moral. Moral er ikke det, der sker, men en kollektiv vurdering af rigtigt og forkert, se min definition i ordbogen. Måske gør hun netop det rigtige, hvis succeskriteriet er, at de to mennesker hver især skal vågne op og blive lykkelige? Måske har hun fortalt manden om sine affærer, muligvis endda før hun kastede sig ud i dem? Det kan være, at han har "godkendt" dem, uden af den grund at have det godt med dem? Det fremgår ikke af historien, men mange vil nok, pga. moralens fordom, antage, at det ikke er tilfældet. Skete det også for dig?
Tilbage står, at vi stort set intet ved om virkeligheden. Det er fordi, vi ikke var der selv. Og ethvert referat vil rumme en fortolkning af det refererede, og føre til en fortolkning af referatet i dig. Det kan derfor aldrig være virkeligheden selv, altså det, der skete. Hvad ved vi? Vi ved, at en mand er i svær lidelse, fordi han fortolker et hændelsesforløb og sit eget værd stærkt negativt og tillægger sin partner en række egenskaber og motiver, som han ikke kan kende sandheden af, fordi han ikke er hende. Punktum.
Det var sørme ikke ret meget? Nej, men det var sandt. Og nu kan både manden og vi bevæge os og begynde at betragte virkeligheden. 

Hvad skal den stakkels mand gøre? Hans situation ser håbløs ud. Selv hvis virkeligheden vender og begynder at gå hans vej, er det ikke sikkert, at hans lidelse ophører. Kvinden opgiver måske sine affærer for ikke at plage sin stakkels mand mere. Men han tænker nok stadig, at hun har lyst til det, og at hun blot undertrykker sin naturlige seksualitet og frihed for at henslæbe sit liv sammen med sin uerotiske, kedelige frimærkesamler-mand. Han kan så føje skyld til den lange liste over byrder, han skal bære. Og den liste, han har i forvejen, bliver ikke nødvendigvis kortere, for nu har han beskrevet og fortolket sig selv, sit parforhold og sin kvinde med en stærk og negativ historie. Den slags har det ikke med bare at forsvinde af sig selv. Er det din erfaring? Formodentlig ikke!

Måske har lidelse et formål. Hvis ikke, kan vi tildele det et: opvågning!. Her forstået som frigørelsen fra den drøm, jeg beskriver mylderet af fortolkninger som, til betragtning af det, der faktisk sker, dvs. virkeligheden. Nedenfor er mandens historie gengivet igen, denne gang med en streg over alt det, som ikke er virkelighed, men mandens fortolkning, antagelse eller vurdering: 


Han er hanrej. Han er til grin. Det har han været igennem alle årene. Troede, at hun elskede ham. Det gør hun åbenbart ikke. Han er fundet uværdig. Det giver mening: en lille, bange mand, som aldrig for alvor har slået til, aldrig for alvor har mærket og vist sin fylde i verden. Hvem kan have nok i sådan en? Det er selvfølgelig fint nok, at han er flink til at lægge vasketøjet sammen og er omhyggelig med at holde styr på Forældreintra. Han rydder op og gør rent. Er omgængelig. En god støtte i dagligdagen. Hvordan kunne han tro, at det var nok? Det troede han nok egentlig heller ikke, nu han tænker efter og tilbage. Der har vel altid været en fornemmelse af, at hun ville kede sig en dag, fordi han er så kedelig? Det er så nu. Hun keder sig. Åbenbart.
Han er usexet. Forudsigelig og rutinepræget i sengen, en pleaser, hæmmet af sin benovelse over, at så vidunderlig en kvinde virkelig gider at elske med ham, en genert dreng, der helst ikke sætter sin skolemælk fra sig alt for længe ad gangen. Han er for tynd, for bleg, for kontrolleret, for intellektuel. Der er ikke meget handyr over ham. Nu vil hun have Mand.
Hun boller udenom. Enden er nær, for i en hvilken som helst sammenligning vil han falde igennem. Verden er fuld af stærke, frie, sexede, frygtløse mænd med seriøse biceps, voluminøse brystkasser, mørke skægstubbe og dybe øjne. Hun er erotisk og fri i sin seksualitet. Hun vil have dem, ikke ham. Åbenbart.

OK: virkeligheden er, at manden lægger vasketøj sammen, holder styr på Forældreintra, rydder op og gør rent, og at hans kvinde nogle gange "boller udenom". Selv i den sidste formulering ligger en fortolkning, som rummer lidelse for ham, for det ligger implicit i "udenom", at der er et "rigtigt" sted at have sex, nemlig i forholdet. Så, endnu mere skåret ind til benet: den kvinde, han bor sammen med, har sex med forskellige mænd, heriblandt ham selv.
Hvad er problemet? Hvis vi vil, kan vi se et harmonisk og dejligt liv her, med en kompetent, mandlig livsledsager som på maskulin vis tager ansvaret for en stor del af det konkrete, fysiske samliv, så kvinden trygt kan udfolde sig feminint, kærligt og erotisk i sit fulde potentiale. Bringe ny inspiration og frisk energi ind i hjemmet. Der er ikke noget i virkeligheden, som modsiger det! Men muligvis noget inde i dig. Luk øjnene og undersøg, hvilke historier i dig, der måske stritter imod den lalleglade fortolkning? Vurdering, projektion, definition eller moral? Mangel på data? "Jeg ved for lidt om parret"? Ja, du ved næsten ingenting. Men bemærk, hvordan dit sind ubevidst hele tiden fylder hullerne i din viden om virkeligheden ud med historier. Selv om du stort set ingenting ved, vil jeg æde min gamle hat på, at du har en mening. Hvor har du den fra? Hvor har manden sin fra?

Hvis han var en anden, ville hans historie om præcis de samme data være en anden. Hvis han fra naturens side var udstyret med seriøse biceps, en voluminøs brystkasse, mørke skægstubbe og dybe øjne og selv syntes det, ville han måske være mindre nervøs? Hvis ingen nogensinde havde kaldt ham "kedelig og intellektuel", men tværtimod havde mødt ham i begejstring over det lys, han bragte ind i verden med sit væsen og han havde bemærket det, ville han måske ligefrem nyde at se sin kvinde rave lidt omkring med et par kedelige mænd? Hvis ikke kulturen og moralen havde lært ham, at parforholdets sammenhængskraft bygger på "troskab", ville der vel ikke være noget belæg for at frygte, at "enden er nær"?

Så igen: hvad er problemet? Det så måske ud til, at problemet var, at manden var blevet "ramt" af utroskab. Men vi ser nu, at han ikke er blevet ramt af noget som helst. Han lever sit liv som før. Kvinden han lever med, bruger noget af sin fritid på at være sammen med andre mænd, andre gange shopper hun måske, hænger ud med veninder eller går i fitness-centeret. Det har ikke noget med ham at gøre, før han synes det! Så problemet findes ikke i virkeligheden, men i mandens historier om den. De gør ham til hovedperson i en handling, der sådan set intet har med ham at gøre, og bestemmer, at handlingen skal være tragisk og pege mod "enden" for ham.
Da problemet ikke ligger i irkeligheden, kan det naturligvis heller ikke løses her. Som vi så, ville selv et radikalt skift i virkeligheden formodentlig ikke hjælpe den arme mand ud af hans lidelse, fordi den kommer indefra. Traditionel parterapi? Med hvilket formål? Ud fra den beskrevne historie er der ikke faktuelt belæg for at vide, at der er noget i vejen med parforholdet. Det eneste, der er noget i vejen med, er mandens fortolkning af det, der sker. Der er noget i vejen med den, fordi den opponerer imod virkeligheden. Dermed bereder den ham lidelse, for virkeligheden har altid ret!

Vi ser, hvad vi så. Gennem livet bygger vi historier op omkring alt det, som sanserne bringer fra virkeligheden ind i sindet. Det er nogle gange praktisk, andre gange katastrofalt, hvis succeskriteriet er lykke. Det vil vi undersøge nærmere i kommende artikler.

Der er kun én virkelighed: Virkeligheden. Det, som sker, og som derfor Er. Jeg er begyndt at stave Virkeligheden med stort for at skelne den fra "virkeligheden", som er det, de fleste refererer til, når de taler om deres oplevelse eller fortolkning af noget, som sker. Hvis du taler om din fortolkning og jeg om min, og vi begge kalder det "virkeligheden", taler vi i Virkeligheden slet ikke sammen. Kun i Virkeligheden kan vi mødes, for den er fælles for os alle.

Derfor er Virkeligheden svaret. Det er i den, vi finder opløsningen af al lidelse og begyndelsen på alle møder, med hinanden og med alt andet. Hvordan kommer vi så i kontakt med den? Hvordan ser vi, hvad der er virkelighed, og hvad der er historie? Følg med på bloggen...




            Tilmeld dig mit nyhedsbrev