Hvad er virkeligheden i virkeligheden?


Han er hanrej. Han er til grin. Det har han været igennem alle årene. Troede, at hun elskede ham. Det gør hun åbenbart ikke. Han er fundet uværdig. Det giver mening: en lille, bange mand, som aldrig for alvor har slået til, aldrig for alvor har mærket og vist sin fylde i verden. Hvem kan have nok i sådan en? Det er selvfølgelig fint nok, at han er flink til at lægge vasketøjet sammen og er omhyggelig med at holde styr på Forældreintra. Han rydder op og gør rent. Er omgængelig. En god støtte i dagligdagen. Hvordan kunne han tro, at det var nok? Det troede han nok egentlig heller ikke, nu han tænker efter og tilbage. Der har vel altid været en fornemmelse af, at hun ville kede sig en dag, fordi han er så kedelig? Det er så nu. Hun keder sig. Åbenbart.
Han er usexet. Forudsigelig og rutinepræget i sengen, en pleaser, hæmmet af sin benovelse over, at så vidunderlig en kvinde virkelig gider at elske med ham, en genert dreng, der helst ikke sætter sin skolemælk fra sig alt for længe ad gangen. Han er for tynd, for bleg, for kontrolleret, for intellektuel. Der er ikke meget handyr over ham. Nu vil hun have Mand. 
Hun boller udenom. Enden er nær, for i en hvilken som helst sammenligning vil han falde igennem. Verden er fuld af stærke, frie, sexede, frygtløse mænd med seriøse biceps, voluminøse brystkasser, mørke skægstubbe og dybe øjne. Hun er erotisk og fri i sin seksualitet. Hun vil have dem, ikke ham. Åbenbart.

Her er tydeligvis lidelse. Et problem. Den mand har det ikke godt. Det er der vel ingen, der har, når de opdager, at deres partner er utro? Det er vel meget forståeligt? Hvordan du som læser reagerer på historien ovenfor, afhænger af mange forskellige ting, og kun en af dem er, hvad der faktisk står. Du bor i en kultur, som ikke tolererer utroskab, og det giver dig formodentlig en forhåndsholdning til problematikken. Måske er du mand og kan genkende følelsen af amputeret maskulinitet, forvirring, angst og mindreværd? Det kan også være, du er en af de der frygtløse mænd med seriøse biceps, som der er så mange af. Da vil du måske smile overbærende af det lille fjols, i tryg forvisning om, at du nok skal score hans lækre kvinde.  Du kan også være kvinde og være dybt forarget over, at en af dine medsøstre behandler sin kærlige og opmærksomme mand så hensynsløst. Eller du kan tænke, at han da godt nok også lyder som en trist taber, og du ville gøre det samme. På bundlinjen står, at historien kan fortolkes på ca. lige så mange måder, som der er læsere til den. Hver enkelt vil få det på sin egen, unikke måde af at læse den, ligesom vi alle får det på forskellige måder med alt andet, vi møder. Også selvom der måske nogle gange kun er en nuance til forskel os imellem, fordi bl.a. moralen giver os en fælles grundforståelse. Men forskel er der altid. Tror du ikke, hvis du tænker efter?



Hvad så med virkeligheden? Hvad er den for noget? Hvor mange virkeligheder er der? Lige så mange, som der er mennesker?
Det er vel i hvert fald virkelighed, at manden er til den kedelige side, hans parforhold skranter, og hans partner er ham utro? Kan vi ikke også godt blive enige om, at det, kvinden gør, ikke er i orden? Så er det vel virkeligheden?
Lad os stoppe op et øjeblik og undersøge ordet: virke-ligheden. Det betegner det, som er "lig det, der virker", dvs. udretttes eller sker. Aha! Det, som sker, er virkeligheden! Lad os afprøve det! Hvad ved vi så om manden i historien? I virkeligheden?

  • At vi mener at vide, at han er "til den kedelige side" er en vurdering. Vi ved ikke ret meget om manden og det, vi ved, hidrører udelukkende fra hans egen beskrivelse af sig selv, i en tilstand af fortvivlelse og angst. Desuden vil nogle finde en ekspert i færøske frimærker fra før 1850 spændende pga. hans fordybelse, engagement og passion, mens andre skal præsenteres for en, der har paraglidet over indlandsisen kun iført Speedos og Raybansolbriller, før de trækker det prædikat af huse. Manden kan ikke være kedelig, før nogen mener det!
  • At vi mener at vide, at "hans parforhold skranter" er en projektion. Vi ved intet om hans parforhold. Det kan være kærligt, intimt, trygt og stabilt. Vores forhåndsantagelse om, at utroskab er et tegn på et dårligt parforhold får os nemt til at projicere den antagelse over på denne, konkrete historie. Skete det også for dig?
  • At vi mener at vide, at hans partner er ham "utro", er et spørgsmål om definition. Hvis vi definerer utroskab som sex med andre end den faste partner, så er hun det nok. Nogle vil også definere kysseri ved en julefrokost som utroskab, mens andre vil mene, at det først er utroskab, hvis man både har sex udenfor parforholdet og lyver om det. Man kan også definere utroskab som manglende kontakt til sin egen kerne, lyst og retning i livet, og på en lang række andre måder. Kvinden kan med andre ord ikke være utro, før vi har defineret hende som sådan!
  • At vi måske mener at det, kvinden gør, "ikke er i orden" er et spørgsmål om moral. Moral er ikke det, der sker, men en kollektiv vurdering af rigtigt og forkert, se min definition i ordbogen. Måske gør hun netop det rigtige, hvis succeskriteriet er, at de to mennesker hver især skal vågne op og blive lykkelige? Måske har hun fortalt manden om sine affærer, muligvis endda før hun kastede sig ud i dem? Det kan være, at han har "godkendt" dem, uden af den grund at have det godt med dem? Det fremgår ikke af historien, men mange vil nok, pga. moralens fordom, antage, at det ikke er tilfældet. Skete det også for dig?
Tilbage står, at vi stort set intet ved om virkeligheden. Det er fordi, vi ikke var der selv. Og ethvert referat vil rumme en fortolkning af det refererede, og føre til en fortolkning af referatet i dig. Det kan derfor aldrig være virkeligheden selv, altså det, der skete. Hvad ved vi? Vi ved, at en mand er i svær lidelse, fordi han fortolker et hændelsesforløb og sit eget værd stærkt negativt og tillægger sin partner en række egenskaber og motiver, som han ikke kan kende sandheden af, fordi han ikke er hende. Punktum.
Det var sørme ikke ret meget? Nej, men det var sandt. Og nu kan både manden og vi bevæge os og begynde at betragte virkeligheden. 

Hvad skal den stakkels mand gøre? Hans situation ser håbløs ud. Selv hvis virkeligheden vender og begynder at gå hans vej, er det ikke sikkert, at hans lidelse ophører. Kvinden opgiver måske sine affærer for ikke at plage sin stakkels mand mere. Men han tænker nok stadig, at hun har lyst til det, og at hun blot undertrykker sin naturlige seksualitet og frihed for at henslæbe sit liv sammen med sin uerotiske, kedelige frimærkesamler-mand. Han kan så føje skyld til den lange liste over byrder, han skal bære. Og den liste, han har i forvejen, bliver ikke nødvendigvis kortere, for nu har han beskrevet og fortolket sig selv, sit parforhold og sin kvinde med en stærk og negativ historie. Den slags har det ikke med bare at forsvinde af sig selv. Er det din erfaring? Formodentlig ikke!

Måske har lidelse et formål. Hvis ikke, kan vi tildele det et: opvågning!. Her forstået som frigørelsen fra den drøm, jeg beskriver mylderet af fortolkninger som, til betragtning af det, der faktisk sker, dvs. virkeligheden. Nedenfor er mandens historie gengivet igen, denne gang med en streg over alt det, som ikke er virkelighed, men mandens fortolkning, antagelse eller vurdering: 


Han er hanrej. Han er til grin. Det har han været igennem alle årene. Troede, at hun elskede ham. Det gør hun åbenbart ikke. Han er fundet uværdig. Det giver mening: en lille, bange mand, som aldrig for alvor har slået til, aldrig for alvor har mærket og vist sin fylde i verden. Hvem kan have nok i sådan en? Det er selvfølgelig fint nok, at han er flink til at lægge vasketøjet sammen og er omhyggelig med at holde styr på Forældreintra. Han rydder op og gør rent. Er omgængelig. En god støtte i dagligdagen. Hvordan kunne han tro, at det var nok? Det troede han nok egentlig heller ikke, nu han tænker efter og tilbage. Der har vel altid været en fornemmelse af, at hun ville kede sig en dag, fordi han er så kedelig? Det er så nu. Hun keder sig. Åbenbart.
Han er usexet. Forudsigelig og rutinepræget i sengen, en pleaser, hæmmet af sin benovelse over, at så vidunderlig en kvinde virkelig gider at elske med ham, en genert dreng, der helst ikke sætter sin skolemælk fra sig alt for længe ad gangen. Han er for tynd, for bleg, for kontrolleret, for intellektuel. Der er ikke meget handyr over ham. Nu vil hun have Mand.
Hun boller udenom. Enden er nær, for i en hvilken som helst sammenligning vil han falde igennem. Verden er fuld af stærke, frie, sexede, frygtløse mænd med seriøse biceps, voluminøse brystkasser, mørke skægstubbe og dybe øjne. Hun er erotisk og fri i sin seksualitet. Hun vil have dem, ikke ham. Åbenbart.

OK: virkeligheden er, at manden lægger vasketøj sammen, holder styr på Forældreintra, rydder op og gør rent, og at hans kvinde nogle gange "boller udenom". Selv i den sidste formulering ligger en fortolkning, som rummer lidelse for ham, for det ligger implicit i "udenom", at der er et "rigtigt" sted at have sex, nemlig i forholdet. Så, endnu mere skåret ind til benet: den kvinde, han bor sammen med, har sex med forskellige mænd, heriblandt ham selv.
Hvad er problemet? Hvis vi vil, kan vi se et harmonisk og dejligt liv her, med en kompetent, mandlig livsledsager som på maskulin vis tager ansvaret for en stor del af det konkrete, fysiske samliv, så kvinden trygt kan udfolde sig feminint, kærligt og erotisk i sit fulde potentiale. Bringe ny inspiration og frisk energi ind i hjemmet. Der er ikke noget i virkeligheden, som modsiger det! Men muligvis noget inde i dig. Luk øjnene og undersøg, hvilke historier i dig, der måske stritter imod den lalleglade fortolkning? Vurdering, projektion, definition eller moral? Mangel på data? "Jeg ved for lidt om parret"? Ja, du ved næsten ingenting. Men bemærk, hvordan dit sind ubevidst hele tiden fylder hullerne i din viden om virkeligheden ud med historier. Selv om du stort set ingenting ved, vil jeg æde min gamle hat på, at du har en mening. Hvor har du den fra? Hvor har manden sin fra?

Hvis han var en anden, ville hans historie om præcis de samme data være en anden. Hvis han fra naturens side var udstyret med seriøse biceps, en voluminøs brystkasse, mørke skægstubbe og dybe øjne og selv syntes det, ville han måske være mindre nervøs? Hvis ingen nogensinde havde kaldt ham "kedelig og intellektuel", men tværtimod havde mødt ham i begejstring over det lys, han bragte ind i verden med sit væsen og han havde bemærket det, ville han måske ligefrem nyde at se sin kvinde rave lidt omkring med et par kedelige mænd? Hvis ikke kulturen og moralen havde lært ham, at parforholdets sammenhængskraft bygger på "troskab", ville der vel ikke være noget belæg for at frygte, at "enden er nær"?

Så igen: hvad er problemet? Det så måske ud til, at problemet var, at manden var blevet "ramt" af utroskab. Men vi ser nu, at han ikke er blevet ramt af noget som helst. Han lever sit liv som før. Kvinden han lever med, bruger noget af sin fritid på at være sammen med andre mænd, andre gange shopper hun måske, hænger ud med veninder eller går i fitness-centeret. Det har ikke noget med ham at gøre, før han synes det! Så problemet findes ikke i virkeligheden, men i mandens historier om den. De gør ham til hovedperson i en handling, der sådan set intet har med ham at gøre, og bestemmer, at handlingen skal være tragisk og pege mod "enden" for ham.
Da problemet ikke ligger i irkeligheden, kan det naturligvis heller ikke løses her. Som vi så, ville selv et radikalt skift i virkeligheden formodentlig ikke hjælpe den arme mand ud af hans lidelse, fordi den kommer indefra. Traditionel parterapi? Med hvilket formål? Ud fra den beskrevne historie er der ikke faktuelt belæg for at vide, at der er noget i vejen med parforholdet. Det eneste, der er noget i vejen med, er mandens fortolkning af det, der sker. Der er noget i vejen med den, fordi den opponerer imod virkeligheden. Dermed bereder den ham lidelse, for virkeligheden har altid ret!

Vi ser, hvad vi så. Gennem livet bygger vi historier op omkring alt det, som sanserne bringer fra virkeligheden ind i sindet. Det er nogle gange praktisk, andre gange katastrofalt, hvis succeskriteriet er lykke. Det vil vi undersøge nærmere i kommende artikler.

Der er kun én virkelighed: Virkeligheden. Det, som sker, og som derfor Er. Jeg er begyndt at stave Virkeligheden med stort for at skelne den fra "virkeligheden", som er det, de fleste refererer til, når de taler om deres oplevelse eller fortolkning af noget, som sker. Hvis du taler om din fortolkning og jeg om min, og vi begge kalder det "virkeligheden", taler vi i Virkeligheden slet ikke sammen. Kun i Virkeligheden kan vi mødes, for den er fælles for os alle.

Derfor er Virkeligheden svaret. Det er i den, vi finder opløsningen af al lidelse og begyndelsen på alle møder, med hinanden og med alt andet. Hvordan kommer vi så i kontakt med den? Hvordan ser vi, hvad der er virkelighed, og hvad der er historie? Følg med på bloggen...




            Tilmeld dig mit nyhedsbrev


Ingen kommentarer:

Send en kommentar