Hun rakte ud efter det på den øverste hylde. 𝗚𝗶𝗸 𝗲𝗳𝘁𝗲𝗿 𝗴𝘂𝗹𝗱𝗲𝘁. Det bedste for hende, til hende! Men blev så ramt af skammen: var det ikke meget utaknemmeligt at ønske det bedste i livet? Havde hun været 𝘁𝗮𝗸𝗻𝗲𝗺𝗺𝗲𝗹𝗶𝗴 nok for det, hun havde, til at gøre sig fortjent til noget endnu bedre?
En indremissionsk opdragelse har lært hende, at man skal være taknemmelig, og helst også lidt 𝘀𝗸𝗮𝗺𝗳𝘂𝗹𝗱. At selvundertrykkelse er en handelsvare, og at man skal lægge en del af det på bordet for at gøre sig fortjent til lidt den anden vej.
Men hvorfor være taknemmelig? For de andres skyld? Der er ingen tvivl om, at det er rart at blive anerkendt for det, man giver. Det er bestemt rart. Men hvad er det i forhold til den 𝗳𝗿𝗶𝗵𝗲𝗱 𝗼𝗴 𝗸æ𝗿𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱, som gennemstrømmer den, som føler sig taknemmelig? Taknemmelighed åbner for den højeste frekvens. Hvordan kan det være?
Der kan kun være en ting ad gangen i sindets bæger. Taknemmelighed er det modsatte af bitterhed, så 𝗵𝘃𝗼𝗿 𝘁𝗮𝗸𝗻𝗲𝗺𝗺𝗲𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱 𝘀𝘁𝗿ø𝗺𝗺𝗲𝗿 𝗶𝗻𝗱, 𝘀𝘁𝗿ø𝗺𝗺𝗲𝗿 𝗯𝗶𝘁𝘁𝗲𝗿𝗵𝗲𝗱 𝘂𝗱. Hun kan ikke være både taknemmelig og bitter på samme tid. Bitterhed kan ikke fravælges, men det kan erstattes og dermed fortrænges. Tænk at befri sig selv for bitterhed ved simpelthen at vælge noget andet i stedet! For sin egen skyld! 𝗧𝗮𝗸𝗻𝗲𝗺𝗺𝗲𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱 𝗲𝗿 𝗮𝘁 𝗮𝗻𝗲𝗿𝗸𝗲𝗻𝗱𝗲 𝗱𝗲 𝗴𝗮𝘃𝗲𝗿, 𝘀𝗼𝗺 𝗺𝗮𝗻 𝗳𝗮̊𝗿, og man får hele tiden gaver. Hvert åndedrag er en gave, og de fleste åndedrag bliver ignoreret, selvom de er det. Virker det så sådan, at hvis man er superglad for sine gaver, så gør man sig fortjent til flere? Nej, sådan virker det ikke. Man får de gaver, man får. Men ved at vælge taknemmelighed 𝘴𝘦𝘳 hun i langt højere grad de gaver, hun har fået, får og vil få - og oplever dermed langt større rigdom! Den faktiske, relative rigdom er øsende ligegyldig, det er 𝘰𝘱𝘭𝘦𝘷𝘦𝘭𝘴𝘦𝘯, som har kvalitet!
Så det at være taknemmelig er i sig selv at række ud efter det på den øverste hylde. At gå efter guldet. Det bedste for hende, til hende! Og så er hun der allerede. Hun har den følelse, som sindet tror, hun får, hvis hun får det på øverste hylde, uden endda at have fået det endnu. Og følelsen er alt. I stedet for at vælge det på øverste hylde, som hun måske og måske ikke får, 𝘃æ𝗹𝗴𝗲𝗿 𝗵𝘂𝗻 𝗳ø𝗹𝗲𝗹𝘀𝗲𝗻 𝘃𝗲𝗱 𝗿𝗶𝗴𝗱𝗼𝗺, 𝗴𝗲𝗻𝗻𝗲𝗺 𝘁𝗮𝗸𝗻𝗲𝗺𝗺𝗲𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱.
Hun tager taknemmeligheden på, og tager dermed bitterhed af. 𝗢𝗴 𝘀𝗮̊ 𝗵𝗮𝗿 𝗵𝘂𝗻 𝗴𝘂𝗹𝗱𝗲𝘁. 𝗗𝗲𝘁 𝗯𝗲𝗱𝘀𝘁𝗲 𝗳𝗼𝗿 𝗵𝗲𝗻𝗱𝗲. 𝗧𝗶𝗹 𝗵𝗲𝗻𝗱𝗲. 𝗡𝘂.
Det var det ydre: Et uoverskueligt, stressende arbejde, børn ud over det hele, en kæreste (i et kompliceret forhold), et par gamle forældre, tusind venneaftaler, "fri"tidsaktiviteter en masse - plus en stor gæld, som var nødvendig for at have det store hus, som forfaldt, mens græsset groede og hækken voksede... Det var det indre: Hensyn til højre og venstre, forpligtelser, skyld, skam, kærlighed, relationer, konflikt... På bundlinjen: Total forvirring, stress og en stærk oplevelse af ikke at ane, hvem hun var! Meget af det var simpelthen så fint at have i sit liv. Isoleret betragtet. Men det var ikke isoleret. Det var heller ikke 𝙗𝙚𝙩𝙧𝙖𝙜𝙩𝙚𝙩! Dét blev arbejdet: at 𝙗𝙚𝙩𝙧𝙖𝙜𝙩𝙚 det. 𝘽𝙚𝙩𝙧𝙖𝙜𝙩𝙚 sig selv, hendes essens, forvirret og rodløs midt i det kaos af For Meget. Udefra, for det var den eneste måde at mærke det indefra. Hvad det gjorde ved sjælen, og hvad der, i Virkeligheden, foregik.
Vi trænede 𝙗𝙚𝙩𝙧𝙖𝙜𝙩𝙣𝙞𝙣𝙜, iagttagelse, udefra og indefra. Og som klarheden indfandt sig, blev det ikke længere et spørgsmål om at overleve, eller om at vælge til eller fra. Det blev organisk og naturligt at sige Nej Tak til det, som ikke nærede sjælens længsel, men blot var kommet til ved en tilfældighed, af gammel vane eller af norm. Ikke som en beslutning, men bare fordi, det ikke føltes rigtigt. Med klarheden fulgte nemlig også modet til at sige Ｎｅｊ til For Meget.
Og der blev ro. Stilhed. Og i den stilhed kunne hun nu sige Ｊａ til 𝘿𝙚𝙩 𝙀𝙧 𝙇𝙞𝙜𝙚 𝙈𝙞𝙜.
Er du sikker på, at du bør læse denne artikel? Jeg er helt sikker på, at det bør du ikke! Enten læser du den, eller du læser den ikke. Det ved du om et kvarters tid.
Den dag det gik op for mig, at der ikke er noget som helst i denne verden, som hverken du eller jeg i Virkeligheden bør, sprængte min bevidsthed sig vej ud i friheden, og mit liv er aldrig blevet det samme siden. Jeg er stort set holdt op med at gøre noget, fordi jeg bør. Til gengæld er jeg begyndt at handle ansvarligt. Forklaring følger.
Hvis du vil øve dig i ikke at gøre, som du bør, fordi du bør, kan du med fordel læse videre. Hvis du ønsker at være et frit menneske, kommer du ikke uden om denne øvelse. For "bør" er et af de ord, som binder allermest.
Hvis jeg helt ukritisk og bevidstløst spørger mig selv, hvad jeg bør, bøvser mit sind uden betænkningstid en liste ud omtrent som denne (ikke rangordnet og langt fra fyldestgørende!):
Jeg bør...
Tjene mine egne penge
Opføre mig ordentligt
Være social og udadvendt
Være der for mine venner
Tage mig af mine børn
Købe økologisk
Spare op
Læse bøger
Træne regelmæssigt
Meditere
Skrive
Huske Gud og hvermands fødselsdag
Reparere i stedet for at smide ud
Og...
Og...
Du godeste! Hvad er der nu i vejen med at tage sig af sine børn og opføre sig ordentligt?! Hvor er vi på vej hen?! Rolig nu. Der er intet i vejen med nogen af tingene på listen, tværtimod. Problemet ligger i ord nr. 2, før listen overhovedet er kommet fra start: Jeg bør...
Lad os, for eksemplets skyld, antage, at du har nogle børn, og at du tager dig af dem(!). Gør du mon det, fordi du bør? Fordi du elsker dem? Fordi du godt kan lide at tage dig af dem? Eller gør du det bare? Jeg gætter på, at det er en blanding af det hele. Du elsker sandsynligvis dine børn, det kan være hyggeligt at blande en skål fredagsslik til dem, og det meste af tiden tænker du slet ikke over, at du "tager dig af dem", du gør det bare. Så er der også de tidspunkter, hvor du er desperat efter at komme en tur i byen med vennerne, eller ligger syg med influenza. Da tager du dig måske mest af dine børn, fordi du bør?
Lad os undersøge det. Hvad betyder "bør" i det hele taget? Jeg får det i første omgang til at være noget i retning af "skal", og hvor der er et "skal", må der være to instanser: en, som befaler, og en, som adlyder. Det kunne i dette tilfælde være samfundet og dig. Samfundet kan finde på at slæbe dig i retten for omsorgssvigt, hvis du ikke magter at blande en skål fredagsslik, fordi du har 40,2 i feber og helst vil dø snarest muligt. Du skal tage dig af dine børn, basta.
Det er imidlertid interessant, at det ofte hedder "bør og skal". Der skelnes mellem de to. Hvor "skal" primært henviser til praktisk nytte ("...for ellers dør de"), peger "bør" på værdier. "Bør" betyder altså, mere præcist, noget i retning af "Skal, fordi det har værdi".
Men hvad er værdi for noget? Det er et emne, som kræver en hel artikel for sig selv, og det lover jeg, det nok skal få. Men, helt kort: der er ingenting, som har en iboende værdi! Virkeligheden er bare, som den er (læs f.eks. Hvad er virkeligheden i virkeligheden?). Et stykke legetøj kan have stor værdi for det ene barn, men blive kastet over højre skulder af det andet. For det ene menneske kan det have værdi at bo i et rent og ryddet hjem, mens et andet menneske er ligeglad, og hygger sig fint i rodet. Og for nogle forældre er det livets mening at være om børnene, for andre er det vigtigere at have tid til karrieren eller spændende fritidsinteresser.
Hvem skal så afgøre, hvad der er rigtigst at tillægge værdi? Hvis vi sætter dig til det, vil et par andre nok slå sig i tøjret og mene, at de ikke kan leve i sådan et rod, eller holde ud kun at være sammen med børnene. Først og fremmest vil de mene, at det skal du sgu ikke bestemme. Og det har de ret i!
Kun du har ret til at definere, hvad der har værdi for dig. Du ville formodentlig blive forfærdet, hvis der blev indført Sharia-lovgivning i Danmark, sågar måske gribe til væbnet modstand. Men Det store Bør, som i forvejen omgiver os alle, er meget svært at få øje på. Sandsynligvis fordi det er blevet gentaget så mange gange, og fra vi var så små, at vi nu tror, at Det store Bør er en universel værdi, og dermed også en værdi for os hver især. Det store Bør har et navn. Det hedder moral.
Moralen er forskellig fra kultur til kultur, men består af et katalog over, hvad vi allesammen skal gøre, fordi det har værdi for os allesammen(!). Noget af det, der står i kataloget, giver god mening. Hvis ingen længere tager sig af deres børn, mister vi en generation til sult og kulde, og hvem skal så betale vores folkepension? Man bør tage sig af sine børn.
Andet er fuldstændig pløk, eller voldsomt selvmodsigende, som universel værdi: hvorfor bør man f.eks. være påklædt, når man bader i havet, eller tage sig af sin hund (i et land, som hvert år mishandler og afliver 30millioner svin, der er mindst lige så intelligente som hunde)?
Men problemet er sådan set ikke, om moralens store Bør giver mening eller ej. Problemet er, at du i det hele taget tillader det at have nogen som helst betydning i dit liv!
Hvad ville der mon ske, hvis du kunne tage en måned fri fra "bør"? Altså en måned, hvor den vanvittige tanke, at du skulle noget som helst, fordi nogen sagde, det havde værdi, simpelthen ikke kunne dannes i din hjerne? Du havde ingen ide om pligt af nogen art, og ingen moral dikterede dine handlinger. Måske løber det dig koldt ned ad ryggen: det rene anarki! Vold, plyndringer og drab alle vegne! Hor! Dovenskab! Nøgenbadning! Hvis du er ryger, så tag lige en smøg ude på altanen, eller træk bare vejret dybt 10 gange. Og vend så tilbage til tankeeksperimentet, helt nøgternt. Hvad ville ske?
Efter to dage får du desværre influenza. Feberen stiger i løbet af tre dage til 40,2 og hele kroppen gør ondt. Du har det virkelig hæsligt. Men ind fra stuen tripper din 4-årige datter. Hun meddeler, at hun er sulten, og gør opmærksom på, at hun faktisk ikke har fået mad siden i forgårs morges. Du stønner, at du er bedøvende ligeglad, og at hun må klare sig selv. Du bør jo ikke give hende mad, vel?
Tror du virkelig? Ville du, befriet fra moralens byrde, fejre det ved at lade din datter sulte? Hvad med dig selv? Ville du mon holde op med at gå i bad ("Man bør holde sig velsoigneret")? Stoppe med at træne ("Man bør vedligeholde sin krop")? Holde op med at arbejde ("Man bør bidrage til fællesskabet")? Ja, OK, måske i en måned, men på lang sigt? Ville du slå nogen ihjel ("Man bør ikke slå ihjel")? Bagtale dine venner over for hinanden ("Man bør være loyal")? Slå din hund ("Man bør behandle kæledyr ligeså godt som mennesker")? Ville det være din fejring?
Jeg kender dig ikke, kære læser, og kun du kender svarene - så godt, som du nu kan forestille dig dem. For det ér et tankeeksperiment, og det kan være meget vanskeligt at forestille sig et liv uden "bør". Det er interessant i sig selv: hvad er "bør", og hvad er "dig"?
Jeg selv forlod i det store og hele "bør" for nogle år siden. Det har været interessant at iagttage, at jeg stort set gør, som jeg gjorde før.
Bevares, mit liv er justeret på flere måder: jeg er blevet skilt, har solgt det meste af, hvad jeg ejede, bor i en sejlbåd, lever for og af at skrive og hjælpe mennesker, som har brug for bedre måder at navigere på sindets hav på, og jeg anerkender ikke det romantiske parforhold som den eneste måde at have et kærlighedsliv på. Det er da radikalt, afvigende, vildt? Det afgør du, men fælles for de i virkeligheden ret få forskelle på mit tidligere "bør"-liv og mit nuværende "vil"-liv er, at ingen af dem begrænser eller skader andre mennesker på nogen måde. Er det så fordi, jeg ikke har opdaget min troskab til "Man bør ikke begrænse eller skade andre mennesker på nogen måde"? Nej, det er det ikke.
At tage afsked med "bør" var som at tage et par meget stærke solbriller af. Da jeg ikke længere vidste, hvad jeg burde gøre, var jeg nødt til selv at finde ud af, hvad jeg ville gøre. Jeg kalder det ansvarlighed. Ansvarlighed er, i min definition, bevidsthed om, at jeg er forbundet med verden omkring mig. Det er derfor meningsløst ikke at arbejde, ubehageligt at gå rundt og lugte, og væmmeligt at slå min hund (og tillige vanskeligt, da jeg ikke har en). Jeg er kun ét levende væsen på denne planet, blandt billiarder andre. Når ingen fortæller mig, hvordan jeg "bør" forholde mig til det, åbner jeg øjnene og ser mig omkring: hvordan bevæger jeg mig bedst i den helhed, jeg er en del af? Der står mit barn, det trænger til mad. Jeg behøver ikke at slå op i noget katalog for at se, at det skal have mad, og det skal være nu. Mine børn får mad, og de får omsorg. I øvrigt en meget mere nærværende omsorg end den, der kommer af at "burde" tage sig af sine børn. Jeg tager mig af dem, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg kan ikke lade være, fordi jeg godt "må" lade være. Eller: jeg gør det bare.
Nøglen ligger i at adskille "bør" fra "skal". Her kommer:
Bliv din egen bør-mægler
Læg mærke til enhver, indre kommando i dit sind, og find den på en af nedenstående lister. Hører den til "skal" eller "bør"? "Skal" er karakteriseret ved "Ellers dør jeg", "bør" ved "Fordi nogen har tillagt det værdi".
DU SKAL:
Spise
Sove
Holde dig nogenlunde ren
Bevæge dig en gang imellem
DU BØR:
Absolut ingenting
Kommandoen står på "skal"-listen: Det vil være dumt at lade være. Kommandoen står ikke på nogen liste: Gør, som du vil.
Du har nok bemærket, at ovenstående vejledning er aldeles værdiløs. Det, du skal, gør du bare, du behøver ikke at checke med nogen liste. Prøv at udvide dette til resten af dit liv!
Der er ingen tvivl om, at denne øvelse kræver mod. For hvad nu, hvis du viser dig at være et selvisk røvhul, som spiser, sover og i øvrigt er øsende ligeglad med verden omkring dig? Hvis jeg er i radikalt humør, og det er jeg tit, vil jeg sige, at det kun er et problem, hvis du tror på, at "man bør være et uselvisk røvhul, som tilfører verden værdi". Hvem er "man" (se Tal for dig selv!) og hvem har fortalt dig, at man "bør" tilføre verden værdi? Nå, det kan du også bare lige skyde ind under sengen, men så gør noget andet:
Se ind i dig selv. Hvad ser du derinde? Et i virkeligheden selvisk røvhul, som er øsende ligeglad med verden omkring sig? Er det sandheden om dig? Er der virkelig grund til at være bekymret, selv hvis du accepterer præmissen om, at du "bør" være uselvisk? Jeg lader svaret være op til dig, for det er op til dig. Men jeg besvarer gerne mails eller kommentarer til denne artikel!
Jeg gør ofte noget af alt det, der står på "min"/moralens liste i starten af artiklen. Men ikke fordi jeg "bør". Hvis du mediterer eller køber økologisk, fordi du har læst et sted, at du "bør" gøre det for at få fred med dig selv og planeten, så garanterer jeg dig, at du hverken får fred med dig selv eller planeten ved at meditere og købe økologisk. Den værdi, disse handlinger er tillagt, kommer ikke fra dig, men udefra, nemlig fra moralen. Hvis du derimod en dag pludselig henfalder i meditation, måske mens du står i grøntafdelingen i Netto, eller køber økologisk fordi du ikke kan udholde tanken om pesticider i dine børns og børnebørns drikkevand, har du en chance for kontakt til fred.
Det som du ser dig selv gøre, har åbenbart værdi for dig.
En sidste, lille bonus:
At slippe "bør" giver dig:
Et perspektiv på verden omkring dig, som gør den transparent, enkel og ligefrem at forholde sig til.
En bevægelsesfrihed, som kan forløse dybt kærlige og ansvarlige aspekter af din natur, som hidtil har været spærret inde af den overdøvende larm fra pligten.
En udfrielse fra offerrollen.
Til det sidste punkt:
Du ligger med 40,2 i feber og har det hæsligt. Din datter på 4 år har brug for, at du giver hende mad. I stedet for at tænke: "Åh, hvor er det synd for mig, at jeg skal ud af sengen, men jeg bør jo tage mig af min datter!", tænker du: Ingenting. Du står bare op og gør det.
