Det var det ydre: Et uoverskueligt, stressende arbejde, børn ud over det hele, en kæreste (i et kompliceret forhold), et par gamle forældre, tusind venneaftaler, "fri"tidsaktiviteter en masse - plus en stor gæld, som var nødvendig for at have det store hus, som forfaldt, mens græsset groede og hækken voksede...
Det var det indre: Hensyn til højre og venstre, forpligtelser, skyld, skam, kærlighed, relationer, konflikt...
På bundlinjen: Total forvirring, stress og en stærk oplevelse af ikke at ane, hvem hun var!
Meget af det var simpelthen så fint at have i sit liv. Isoleret betragtet. Men det var ikke isoleret. Det var heller ikke 𝙗𝙚𝙩𝙧𝙖𝙜𝙩𝙚𝙩!
Dét blev arbejdet: at 𝙗𝙚𝙩𝙧𝙖𝙜𝙩𝙚 det. 𝘽𝙚𝙩𝙧𝙖𝙜𝙩𝙚 sig selv, hendes essens, forvirret og rodløs midt i det kaos af For Meget. Udefra, for det var den eneste måde at mærke det indefra. Hvad det gjorde ved sjælen, og hvad der, i Virkeligheden, foregik.
Vi trænede 𝙗𝙚𝙩𝙧𝙖𝙜𝙩𝙣𝙞𝙣𝙜, iagttagelse, udefra og indefra. Og som klarheden indfandt sig, blev det ikke længere et spørgsmål om at overleve, eller om at vælge til eller fra. Det blev organisk og naturligt at sige Nej Tak til det, som ikke nærede sjælens længsel, men blot var kommet til ved en tilfældighed, af gammel vane eller af norm.
Ikke som en beslutning, men bare fordi, det ikke føltes rigtigt. Med klarheden fulgte nemlig også modet til at sige Ｎｅｊ til For Meget.
Og der blev ro. Stilhed. Og i den stilhed kunne hun nu sige Ｊａ til 𝘿𝙚𝙩 𝙀𝙧 𝙇𝙞𝙜𝙚 𝙈𝙞𝙜.
Man må kunne sige Ｎｅｊfor at kunne sige Ｊａ.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar