CASE: Vadestedet

Hun så, at hendes 𝗷𝗮𝗹𝗼𝘂𝘀𝗶 bundede i et billede af hende selv, et billede af partneren og et billede af verden i det hele taget, som simpelthen ikke holdt vand nogen steder. Hun Så det, da undersøgelsen af hele det trossystem, som var mulden, jalousien voksede op af, var tilendebragt.
Hun Så det. Stilheden. Det ganske lille smil. Dét blik, som afslørede, at hun ikke længere så skærmen foran sig, ikke længere så på mig, men ind i en verden af kontakt med den altid forløsende Virkelighed, og dermed med 𝗙𝗿𝗶𝗵𝗲𝗱. Ikke Frihed bare fra jalousi, men fra fortolkningernes tyranni i det hele taget.

Så vendte frygten tilbage. For hvis hun skulle gå med det, hun havde set, skulle hun give afkald på 𝗼𝗳𝗳𝗲𝗿𝗿𝗼𝗹𝗹𝗲𝗻, og dermed på de kontrolmekanismer, som denne rolle fordrede. Altså: ingen kontrol! 
Hvis det, hun Så, var sandt (og det vidste hun, få øjeblikke før, at det var), var der ikke brug for kontrolmekanismer. Jalousi er en sådan kontrolmekanisme, og den kontrollerer ingenting, fordi den ikke korresponderer med Virkeligheden, men med frygt.
Men hvad nu, hvis det alligevel ikke var Sandt? Så ville hun være så sårbar som aldrig før… 

Jeg kalder det "𝘃𝗮𝗱𝗲𝘀𝘁𝗲𝗱𝗲𝘁". Den fase af transformationen, hvor mennesket stadig tror, at egne tanker er sande og afspejler virkeligheden, men begynder at ane, at der er en anden mulighed. At Virkeligheden smiler, bag alle de frygtsomme illusioner. At Sandheden aldrig kan være stressende. 𝘔𝘦𝘯… 

Det er en kritisk fase. Der er nemlig kun én måde at komme helt over på den anden side: 𝘢𝘵 𝘣𝘭𝘪𝘷𝘦 𝘷𝘦𝘥 𝘮𝘦𝘥 𝘢𝘵 𝘨𝘢̊, gennem afvikling af den ene overbevisning om verden, livet og sig selv efter den anden. Uden at vide, om der er strømhuller forude, om strømmen vil tage mennesket med - eller om det fredfyldte paradis af Frihed, som anes på den anden bred, i virkeligheden blot er et fatamorgana
Og sagen er, at der, hvor man 𝘩𝘢𝘳 gået, ved man, at det er "sikkert" (skønt hæsligt!) at gå - for man overlevede jo! At give slip på det kendte og bare gå fremad, i strømmende vand til livet, kræver ikke bare tillid, det kræver også vilje og mod.
I den fase er det min opgave ikke længere at befordre den kritiske afdækning af Sandheden gennem konfrontation med de tillærte overbevisninger, men at animere til 𝗱𝗶𝘀𝗰𝗶𝗽𝗹𝗶𝗻, 𝗴𝗲𝗻𝘁𝗮𝗴𝗲𝗹𝘀𝗲 𝗼𝗴 𝘀𝘁𝗮𝗺𝗶𝗻𝗮. Bliv ved med at gå, min ven! 

Og da hun trådte op på bredden på den anden side, vendte sig og så tilbage over det strømmende vand mod Frygtens Land på den side, hun kom fra, var det ikke til at forstå, hvorfor hun nogensinde havde levet der.
Og hvordan det havde været muligt ikke at Se, at frygten var illusorisk.
𝗔𝘁 𝗙𝗿𝗶𝗵𝗲𝗱𝗲𝗻 𝗮𝗹𝗹𝗲𝗿𝗲𝗱𝗲 𝘃𝗮𝗿 𝗲𝗻 𝗿𝗲𝗮𝗹𝗶𝘁𝗲𝘁.

Og at alt, hvad der skulle til, var at Se det.
Og gå fremad.