Ordbog



MEGET VIGTIGT!: Alle nedenstående definitioner står 100 % for min egen regning. Samtlige, definerede begreber vil du kunne finde hundredvis af andre definitioner på andre steder. Mine definitioner er ikke bedre end andres, og du er fri til at have dine egne. Ordbogen tjener til en præcisering af, hvad jeg mener med ordene, når jeg bruger dem i mine tekster.

For fuldt udbytte anbefaler jeg, at du afprøver definitionerne i forhold til dine egne erfaringer. Giver de mening? Hvis ikke: drop dem! Da er de kun et værktøj til at forstå, hvad jeg skriver, ikke i sig selv til opvågning i dig.

Absolut. Et absolut er noget, som er hinsides fortolkning. Jeg staver absolutter med stort for at skelne dem fra de fortolkede versioner, som er meget udbredte. Stavemåden er derfor ikke udtryk for nogen som helst form for religiøsitet, men udelukkende et tydeliggørende værktøj.
Eksempler på absolutter i min forståelsesramme: Virkeligheden* (det, som Er*), Sandhed* og Gud*.

Anerkende. At anerkende er at se* uden bedømmelse. Du værdisætter ikke det sete, vurderer det ikke ud fra, hvad det kan bibringe dig, eller true dit ego* med. Anerkendelse kan have mange former: et blik, et nik, en bemærkning, en berøring, en gave*, opmærksomhed*, lydhørhed, tantrisk elskov...
Anerkendelse er formodentlig ethvert menneskes inderste, virkelige ønske.

Ansvarlighed Ansvarlighed er bevidsthed* om, at alt er forbundet. Du kan ikke bevæge dig, uden at alt omkring dig også bevæges. Det er den samme bevægelse. Med den bevidsthed handler du instinktivt ansvarligt, og der er ingen forskel på, hvad der er ansvarligt over for dig selv, og overfor andre. Ansvarlighed er bevidsthed*, uden ansigt. Ansvarlighedens modsætning er pligt*.
Se relevante artikler HER.

BegribeAt begribe er at absorbere Virkeligheden* i bevidstheden. Det, du har set, kan aldrig gøres uset, derfor er begribelse irreversibel, i modsætning til forståelse*. Begribelse er, da den er uafhængig af intellektet, ofte karakteriseret ved at være ordløs. Ingen beskrivelse af den kan være dækkende. Den kan ikke overleveres til andre, som forståelse ofte kan. Begribelse opstår i den enkelte gennem egen erfaring. Forståelse kan pege på det rum, hvori den enkelte kan gøre den nødvendige erfaring for at begribe. Hvad du har begrebet er altid Sandt, da det er ét med det begrebne.

Bevidsthed. Bevidsthed er det, som ser. Jeg definerer bevidsthed som ”lav”, når den i rent geodætisk forstand er lav, nemlig i højde med dit hoved og dit ego*. Lav bevidsthed ser kun egoets* historier* om det, dine sanser bringer ind i sindet*, ikke det sansede selv, nemlig Virkeligheden*. "Høj” bevidsthed ser Virkeligheden fra et højere perspektiv end dit egos. Du ser det hele, altså alt, som Er og som sker, uden dit egos evaluering af fordele og ulemper for ”dig” (= dit ego). Det er porten til frihed*, kontakten til kærlighed* og enden på al lidelse*. Høj bevidsthed er kun "bedre" end lav bevidsthed, hvis succeskriteriet er fred*. Det er ikke i sig selv "finere" end lav bevidsthed, for bevidstheden er bare, som den er.
Du ”er” ikke et ”menneske med høj bevidsthed”, eller det modsatte. Bevidstheden stiger og falder hele tiden i niveau. Specielt når dit ego presses på sine historier, vil bevidstheden have tendens til at falde. Nogle gange ser du det, og dermed er bevidstheden høj igen. Andre gange gør du ikke.

Ego. Ego er historien* om dig, i dig. Den grundlægges tidligt i livet, og vil ofte være skrevet færdig allerede i teenageårene. Derfra og frem er du ”sådan en, som...”. Egoet bruger sindet* til at fortolke og sortere al indkommende sansning. De sansninger, som bekræfter historien, slipper igennem til bevidstheden*, resten sorteres fra. Egoet stabiliserer på den måde sig selv livet igennem. Historien vil i næsten alle tilfælde være en mere eller mindre forklædt variant over temaet, at du er et ensomt offer for verden. For at bekræfte den historie, vil sindet forstørre sansede begivenheder, som rummer lidelse* pga. deres konflikt med overbevisningen om, hvordan det burde være, og glide let hen over begivenheder, som kunne bevise, at du er verdens heldigste menneske.
Egoet lever i kraft af din tro på afgrænsning fra Gud*, dvs. resten af verden. Med andre ord: din tro på, at du er ”nogen”.
Se relevante artikler HER.

Emotioner. Emotioner er primære, kropslige reaktioner på fortolkningen af et sanseindtryk. Disse reaktioner har en uendelig differentiering i nuancer og fornemmelser. For at sindet* skal kunne håndtere det emotionelle kaos, inddeler det emotionerne i kategorier: følelser*.

Er. Det, som Er, er Virkeligheden*. Det er et absolut*. Sindets billeder af Virkeligheden opfattes som udgangspunkt som sande, og der skal ofte en grundig undersøgelse til for at skille det, som tilsyneladende er, fra det, som Er. I den skelnen ligger porten til friheden*.

Fokus. Fokus er koncentration om ét delelement af helheden. I fokus ser du verden som opdelt, og dig selv som adskilt fra den. Egoet* anvender ofte fokus for at udelukke fakta, som kan så tvivl om historien om dig. Modsætningen til fokus er opmærksomhed*.

Forståelse Forståelse er kognitivt at se sammenhæng. Det kan være i tanker, følelser, teori, fysiske omstændigheder eller andet. Da forståelse er en kognitiv proces, dvs. baserer sig på intellektet, er den flygtig, og kan være usand. Nytilkomne data (sanseindtryk eller tanker) kan forstyrre forståelsen eller helt opløse den. I modsætning hertil står begribelse*. Forståelse er ofte, men ikke altid, et forstadie til begribelse. Forståelse fører ikke nødvendigvis til begribelse, og begribelse kan opstå uden forudgående forståelse.

Fred. Fred er resultatet af frihed*. Uden fortolkning eller bedømmelse af det, der Er, er du ét med det. Da der ingen modsætning er mellem det sete og din vurdering af det, er der ingen konflikt, derfor fred. I Døden ophører al fortolkning. Det bedste, der kan ske for dig, er derfor at dø, før du dør! Når det, du tror er ”dig”, dvs. dit ego*, ”dør”, kommer du i kontakt med den fred, som altid er der bag egoets* uafladelige bedømmelser og vurderinger.
Se relevante artikler HER.

Frihed. Frihed er fravær af fortolkning. Jo færre historier om dig selv og andre, som du tror på, des større frihed. At "kunne gøre, hvad du har lyst til" er ikke frihed, men blot muligheder*.
Er du ikke bundet af et begær efter eller en afsky for noget bestemt, fordi du ikke tror på historier om, at objekter er nødvendige for eller en trussel mod dig, er du fri.
Den ultimative frihed (friheden) er det fuldkomne nærvær i nuet, uden tanke på fortid eller fremtid, og uden dom over dig selv eller andre i det, der sker lige nu.
Se relevante artikler HER.

Følelser. Følelser er sindets beskrivelse af emotionerne*. Emotionerne opdeles i stærkt forsimplede kategorier som ”sorg” og ”glæde”. Disse kategorier er historier*. Du mærker en smerte* pga. en tanke om et nyligt tab (dvs. lidelse*). I samme øjeblik kategoriserer sindet smerten som ”sorg”, og du mærker ikke længere emotionens stadigt skiftende nuancer, men fokuserer på historien om ”sorgen”, hvorved den vokser i bevidstheden. Du kan derfor have mange, samtidige emotioner i kroppen, men stort set kun én følelse ad gangen.
Se relevante artikler HER.

GaveEn gave er en overførsel af energi (sjælelig, åndelig eller materiel), som der ikke er blevet bedt om, du ikke føler dig nødt til at give, og ikke følges af nogen som helst forventning om en modydelse (herunder taknemmelighed). Gaven er, i denne beskrivelse, et rent udtryk for kærlighed*.
Overførsler, som ikke lever op til den nævnte beskrivelse på et eller flere punkter, er ikke gaver, men ydelser i en byttehandel, som modtageren ofte ikke har bedt om at indgå i. Egoet* kan godt lide "gaver" som middel til at binde modtageren i taknemmelighed eller skyld. Selv gaver givet med ovennævnte, rene kærlighedsimpuls som afsæt, har tendens til at binde modtageren, og er derfor gaver for afsenderen, men binding for modtageren.

Gud. Gud er det hele, uden nogen som helst undtagelse. Dermed har Gud ingen udstrækning i tid eller rum, og er ikke betinget af nogens tro på ”Ham” (jeg kalder Ham ”Det”), ej heller af forskellige beskrivelser (religion). Hvad ”det hele” er, kan du, på de højeste bevidstheds*niveauer, dvs. i kontakt til kærlighed*, ansvarlighed* og frihed*, muligvis få et glimt af. Muligvis, fordi vi mennesker aldrig vil kunne vide, om vi ser det hele, eller blot aner det højeste niveau, som vi er skabt til at kunne rumme. Det er, i denne forbindelse, ikke så vigtigt. Da Gud, i min definition, er det hele, er der ingen modsætninger eller gradbøjninger forbundet med Gud. Gud er det, du ser* i kontakt til frihed* og kærlighed*. Og i den kontakt er der fuldkommen fred*.

Historier. Historier er hændelser tildelt betydning. Det er en hændelse, at et æble falder fra træet ned på græsplænen, men en historie, at det er et smukt tegn på efterår. Alle hændelserne i dit liv tildeles betydning af egoet*. De kategoriseres i godt, dårligt, dig og ikke-dig. Den samlede historie om, hvem du ”er” og ikke ”er” udgør egoet*.
Se relevante artikler HER.

Identifikation. Identifikation er inddragelsen af hændelser eller objekter i historien* om dig. Forud er ofte gået fokus*, da egoet* sorterer i de sansede hændelser: de hændelser, som passer til historien om dig, vil passere igennem til bevidstheden, resten sorteres fra. Identifikation kan have form af stor tilknytning til ting, afhængighed af en partner, angst for at miste sit arbejde eller lignende. Den skaber illusionen om at ”have” noget udenfor dig (f.eks. en kæreste), som du kan ”miste”. Hvis det sker, mister du noget af dig selv (dit ego), fordi der er identifikation. Deraf smerte* og lidelse*.
Med høj bevidsthed* ser* du, at du er ét med alt. Der er ingen til at identificere sig med noget andet, for alt er det samme.

Kærlighed. Kærlighed er at se* uden dom. Den er derfor udtryk for det højeste bevidsthedsniveau*, på hvilket vi også finder frihed*. Kærlighed og frihed er to sider af samme sag.
Kærligheden har ingen retning, intet objekt, da den er en bevidsthedstilstand. Hader du nogen, elsker du ingen – i dét øjeblik. Du kan ikke elske nogen, men ikke dig selv, eller omvendt. Der er kontakt til kærlighed, eller ikke.
At se et andet menneskes levende essens uden evaluering af, hvad denne essens kan bibringe dig og uden konsekvensberegning for dit liv, er at elske det. Den naturlige impuls vil være at række ud over dig selv for om muligt at fremme det elskede menneskes vækst*. Denne impuls kan ytre sig på utallige måder. Fælles for dem er, at de ikke undertrykker dig (for så har du ikke kontakt til kærlighed, men er i gang med en byttehandel), og at de ikke nødvendigvis indebærer nogen som helst fordele for dig. Men da alt er forbundet, kan du ikke fremme et andet menneskes vækst uden at fremme din egen, og omvendt. ”Elsk din næste som dig selv”. Kærligheden har ikke noget objekt. Den Er. Også, når du ikke har kontakt til den.
Se relevante artikler HER.

Lidelse. Lidelse er sindets stadige geniscenesættelse af smerte*. Et sanseindtryk, som blev fortolket som smertefuldt (psykisk eller fysisk), afspilles igen og igen, med deraf følgende smerte.
Lidelsens rod er modstand mod Virkeligheden. Hvis historien* om Virkeligheden er, at den forvolder smerte*, mærker du smerte igen og igen, hver gang du tænker på historien, uanset de faktiske sanseindtryk nu. Det er lidelse.
Se relevante artikler HER.

Moral. Moral er de normer for, hvad der er rigtigt og forkert, som en given kultur kollektivt, men oftest ubevidst, har ”vedtaget”. Jeg beskriver den som ”den krykke, den blinde støtter sig til for ikke at falde”. Angsten for at falde ud i mørket, altså helt ud af fællesskabet, får dig til at bruge moralens krykke. Problemet er imidlertid ikke manglende førlighed, men blindhed. Når du ikke ser Virkeligheden*, og dermed ikke har kontakt til ansvarlighed* og kærlighed*, bliver du bange for at gøre noget ”forkert”. Moralen fortæller dig, hvad det ”rigtige” er. Men da moral er forskellig i alle kulturer, men Virkeligheden den samme, kan den ikke være Sand*. Rigtigt og forkert afhænger af succeskriteriet, og det vil altid være helt individuelt. Moral hører sammen med pligt*, lukker dit mulighedsrum* og sænker dit bevidsthedsniveau*.
Dens funktion er at holde sammen på et samfund af mennesker uden kontakt til ansvarlighed*. Har du kontakt til ansvarlighed, er moral unødvendig og dysfunktionel for dig. Har du kontakt til moral, er det vanskeligt at opnå kontakt til ansvarlighed.
Typiske tegn på moral-aktivitet i sindet er brug af ord som ”man” (= os alle sammen, uanset at vi alle mærker noget forskelligt), ”bør” (= drop ansvarligheden og kontakt til konteksten, og gør din pligt*) og ”jo” (= det kan ikke diskuteres), ofte i sammenhæng: ”Man bør jo...”.
Se relevante artikler HER.

Muligheder. Muligheder er det bevægelsesrum, som Virkeligheden* på et givet tidspunkt levner plads til. Du har aldrig alle muligheder, for dit sind* er i en krop, som er underlagt fysiske lovmæssigheder, men mulighedsrummet er for langt det meste umådelig meget større, end du tror. Egoet* vil sørge for, at du kun ser de muligheder, som passer til historien* om dig – indtil du undersøger historien og begynder at se*.

Opmærksomhed. Opmærksomhed er at være bevidst om alt det, som Er*. Opmærksomhedens modsætning er derfor fokus*. I opmærksomhed ser du verden og dig selv som ét.

Pligt. Pligt er at underkaste sig moral*. Den pålægger dig bestemte handlinger, som moralen har stemplet som ”de rigtige”. De fleste følger sådanne ordrer hele tiden. Du kan imidlertid ikke både gøre din pligt og være ansvarlig*. Det er enten eller. Af samme grund trænes soldater i at gøre deres pligt, også når den forekommer meningsløs. Intet ansvarligt (bevidst) menneske vil gå ud og slå ukendte (eller kendte) mennesker ihjel. Men i respekten for pligt kan hvad som helst fremstå som ”rigtigt” eller ”forkert”.
Se relevante artikler HER.

Religion. Religion er forsøget på at gøre en begribelse* til en pakkeløsning for mange. Da begribelse* netop er at vide, og kun kan opnås gennem egen erfaring, bliver de mange for det meste henvist til at tro på denne begribelse uden selv at have gjort den. Dermed er disse mange oplagte ofre for manipulation.
Ved roden af de fleste religioner ligger dyb indsigt og begribelse, en pegen på Gud* (se for Guds skyld(!) min definition i ordbogen!) og dermed fred*. At denne begribelse altid efterfølgende er blevet annekteret af individuelle og kollektive egoer* for at opnå kontrol er ikke som sådan religionens skyld.

Sandhed. Sandhed er et objektivt udsagn om Virkeligheden*. Det er f.eks. Sandt, at en kvinde har haft sex med en anden mand end sin ægtemand, for det er et udsagn om det, der skete. Det er ikke Sandt, at det var forkert af hende, for det er et udsagn om moralens* vurdering af det, der skete. Ingen, som måske var til stede, vil sige, at hun ikke havde sex med den anden mand, for det er Sandt, men om det var forkert vil afhænge af den enkeltes grad af frisind, psykologiske indsigt, kendskab til ægteparrets forhistorie, kulturelle baggrund og mange andre betingelser. Det er derfor ikke Sandt, men en fortolkning.
Der er ifølge definitionen ikke noget, som kan være sandt for den ene, men ikke for den anden. Det er Sandt, eller det er ikke Sandt.
Se relevante artikler HER.

Se. At se er at anerkende* Virkeligheden*. Forudsætningen for at kunne se er, at du ikke tror på noget som helst. Du forholder dig helt åbent og uden filter til det, som Er*. Enhver identifikation* med en historie* om det sete lukker straks dine ”øjne”. Uden tro på en historie om, at det sete truer dig eller gavner dig (med deraf følgende bekymring for at miste det) ingen angst. Uden angst kan du se. Når du ser noget, ser du det hele, for alt er forbundet, og der er ingen forskel.

Sindet. Sindet er den regnemaskine, som fortolker den omgivende verden. Det følger helt upersonlige lovmæssigheder. Sindet er meget kraftfuldt, fordi det er de facits, det kommer ud med, som betinger, hvor godt du har det. Hvis det fortolker en hændelse som ”sexet”, vil du blive varm og glad, hvis det fortolker den samme hændelse som ”et overgreb”, vil du blive kold og bange.
Egoet bruger sindet til at skabe historien* om dig, og når sindet er i egoets vold, er din lykke betinget af de facits, som den indlæste historie om dig giver i behandlingen af den sansede virkelighed. Du kan tage kontrollen over dit sind tilbage ved at undersøge Virkeligheden selv, udenom egoet. Indlæs Virkeligheden i stedet for historien, og sindet vil give dig et andet og for det meste langt venligere facit.
Se relevante artikler HER.

Skam. Skam er den følelse, der opstår, når egoet* føler sig afsløret.  Skammen er ofte særligt stærk omkring vores seksualitet, fordi moralen* her har sat sig voldsomt igennem med et dogme om, at den er grundlæggende beskidt. Derfor har egoet lavet en historie om, at vi slet ikke har en seksualitet! Afløres vi i at have en, afsløres vi i at være ”beskidte”, fordi de to ting kollektivt er sidestillet. Det første, Adam og Eva gjorde, da de havde spist af Kundskabens Træ (= havde fået et ego*) var at dække sig med figenblade!

Skift. Skiftet er markeret ved erkendelsen* af, at du ikke er dit ego*. Det kan komme pludseligt, som en aha-oplevelse, eller gradvist over mange år. Skiftet er irreversibelt, da du aldrig igen grundlæggende kommer til at tro på dine historier. Det betyder ikke, at sindet* ikke ofte vil skifte til ego*-tænkning. Forskellen er, at du nu ved, at det er det, der sker. Dermed truer tænkningen dig ikke som før, da du nu kan vælge at vågne*, dvs. skifte til høj bevidsthed*.

Skyld. Skyld er opfattelsen af at være årsag til andres lidelse*. Skylden bunder i den misforståelse, at lidelse kommer udefra (i dette tilfælde fra dig), og er et udtryk for ego*-aktivitet, dvs. lav bevidsthed*. Du ser dig selv som verdens midte, hvorfra alt godt eller skidt strømmer. I Virkeligheden* har hvert menneske sin opfattelse af det, der sker, og det, der fører til lidelse i et menneske, er måske betydningsløst for et andet.
Se relevante artikler HER.

Smerte. Smerte er en negativ emotions*-respons på fortolkningen af et netop opstået sanseindtryk. Smerte er nu og her, og det er subjektivt, hvad der udløser smerte. Derfor er smerten i sin natur illusorisk. Menneskers smertetærskel er meget forskellig, og det er muligt at føle intens smerte uden nogen fysisk tilskadekomst overhovedet, og at være stort set upåvirket selv af fysisk lemlæstelse. Se lidelse*.

Stress.. Tilstedeværelse af emotioner*, som giver en negativ helhedsoplevelse af nuet. Da emotionerne er produkter af tankerne om Virkeligheden*, er kilden til stress aldrig Virkeligheden, men tankerne om den.

Spiritualitet. En forståelsesramme, som ser altings eksistens som åndelig, og det fysiske blot som en manifestation af det åndelige. Da det menneskelige sind* ikke har direkte kontakt til den åndelige dimension, kan Sandheden* af det spirituelle ikke verificeres mentalt for alle. Men den enkelte kan gennem bevidsthedsarbejde nå til at Se* den åndelige dimension, hvis Sandhed dermed bliver klar for denne enkelte. I høj bevidsthed* ses den åndelige dimension som klarere end den fysiske.

Vilkår. Vilkår er den del af Virkeligheden*, som vi ikke kan ændre. Det er f.eks. et vilkår, at solen står op hver morgen og går ned hver aften. Det er også et vilkår, at vi tænker hele tiden, for intet menneske har nogensinde kunnet standse den proces i mere end få sekunder ad gangen. Men det er f.eks. ikke et vilkår, at vi bliver vrede, når nogen bevidst fornærmer os, for vreden er betinget af, at vi føler os fornærmede, dvs. af, hvad vi tænker om det, den anden gør. Og tanker kan ændres, deres indhold er ikke et vilkår.
Se relevante artikler HER.

Virkeligheden. Virkeligheden er det, der ikke kan være to meninger om. Altså den helt konkrete, fysiske virkelighed som den er, uden subjektiv fortolkning. En mere udbredt, ubevidst definition er: "Det, jeg oplever". Men det, du oplever, er ikke Virkeligheden, men dit sinds fortolkning af den. En strid om ord? Nej. Det er den altafgørende forskel på at være et offer for dit sinds* ego*-styrede tanker og at være fri*.
Det er f.eks. Virkelighed, at to mennesker bliver skilt (den ene eller begge flytter postadresse), men ikke Virkelighed, at det er f.eks. sørgeligt eller en lettelse, for det afhænger af, hvad man tænker. De to mennesker i eksemplet kan i princippet mene hhv. det første og det sidste, selvom det er den samme skilsmisse, der er tale om. Kun skilsmissen selv er Virkelighed.
Se relevante artikler HER.

Vækst. Vækst er højnelse af bevidstheden* fra egoets* perspektiv til Virkelighedens*. Du kan ikke vokse, for du er allerede det hele. Men din bevidsthed kan, fra øjenhøjde til fugleperspektiv. Dér er fred*.

Vågenhed. Vågenhed er fuld kontakt til Virkeligheden*. Enhver historie om Virkeligheden er en drøm, dvs. uvirkelig, og karakteriserer dermed søvnen. Langt de fleste mennesker sover det meste af tiden, og det er ikke det store problem, så længe drømmene er behagelige. Når de imidlertid bliver til mareridt, fordi Virkeligheden modsiger dem, er der behov, og dermed også mulighed, for at vågne.