CASE: Er du det, du længes efter?

Vi arbejder med at fritskrabe det, som er den inderste længsel, og opløse det, som ikke tjener dens forløsning.
Det velmenende sind, som ikke helt har forstået opgaven, og slet ikke formålet med den: at have det godt!
Den klemte sjæl, som længes, men hele tiden spærres inde af bekymring, forbehold og frygt - fra det velmenende sind.
Det indebrændte liv, som vil så meget mere, og som kan så meget mere, når bare det velmenende sind ikke står i vejen.
Efter en måneds arbejde sender hun mig denne vilde tekst.
Jeg får gåsehud fra isse til fod.
Jeg ved, at hun har ramt det.
Jeg ved, at også hun vil nå frem.

A's tekst om sin transformation:

"𝗗𝗲𝗿 𝗲𝗿 𝗲𝗻 ø 𝗽𝗮̊ 𝗷𝗼𝗿𝗱𝗲𝗻, 𝗵𝘃𝗼𝗿 𝗵𝘂𝗻 𝗵ø𝗿𝗲𝗿 𝘁𝗶𝗹, har hun altid kunne mærke. Hvor er du, min ø, henne? Hvorfor længes jeg efter dig? Var jeg lykkelig der, eller er der sket noget, som jeg skal tilbage for at heale i dette liv på jorden?
Hende, der længes efter sin ø, træder ud og adskiller sig fra mig nu og jeg iagttager hende. Hun er lidt vild at se på og fri på en måde, men fanget af noget mystisk. Hendes hår er langt og slået ud. To meget tynde fletninger gemmer på hendes historie, tanker og oplevelser. De er ikke blevet klippet meget længe og hænger ned, dekoreret af små ravstykker. Resten af håret danser i vinden i rodet bevægelse.
Hendes grønne øjne lyser. Jeg iagttager dem. De har ikke lyst længe, men nu gør de det. Hvorfor mon? Hvad ser de? Er det lys indefra? Jeg spørger ikke, kan mærke at hun ikke vil snakke, som om hun vil sige: "Vil du kende mig, så må du denne gang mærke min sjæl".
Hun er mystisk og spændende, jeg vil så gerne mærke hendes sjæl, men hvordan gør jeg det? Jeg kender ikke opskriften, jeg er jo hendes sind.
Jeg iagttager hende længe, ser for mig en rejsende sjæl på jorden. En der har oplevet meget i det ydre og nu er rejsende i sit indre. En der bærer på mange lykkelige oplevelser men også sår. De succes og mål hun har nået er nu hendes eliksir til den følelse af frihed hun altid har savnet. Var hun fri på sin ø? Jeg forbinder mig med hende. Hun står der på en stenet kyst, med bare fødder, kroppen er dækket med et skønt ,farverigt blåt stof, som om det var havet, der omfavner hende.
Hun drømmer om at hun styrer sit liv som en skipper styrer sin båd. Hun drømmer, at hun er sejlet mod sin ø i retning mod det ukendte. Hun beder Universet om svar på, om hun er på rette vej, det har hun gjort tit, men hun føler, at hun ikke forstår de svar og tegn, der kommer til hende.
Måske fordi jeg, hendes sind, blænder dem med tanker og forklaringer. "Du er på rette vej", hvisker jeg.
"Hvad for en vej?", svarer hun. "Jeg er ved et kryds, hvorfra flere veje går. Jeg står her og ved faktisk ikke, hvilken af de veje, der er den rette?".
Hvordan kan det være, at jeg, hendes sind, ikke kender hende?
Hun siger så: "Du er mit sind, og du har været god til at beskytte mig, men jeg har sådan behov for, at 𝗷𝗲𝗴 𝗻𝘂 𝘃æ𝗹𝗴𝗲𝗿 𝗺𝗶𝗻 𝗿𝗲𝗷𝘀𝗲 𝗺𝗲𝗱 𝗯𝗮𝗿𝗻𝗹𝗶𝗴 𝘂𝘀𝗸𝘆𝗹𝗱 𝗼𝗴 𝗻𝘆𝘀𝗴𝗲𝗿𝗿𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱 - og du kommer altid med tanker, der kræver overvejelser, logik, fornuft!".
Hun løfter hænderne mod himlen, det er blevet nat, en varm nat, og klippen, hun står på, er belyst af månen og stjerner.
"Kære sind mit, tak for dine bekymrede tanker, de er kun sande, hvis jeg tror på dem, så 𝗻𝘂 𝘃æ𝗹𝗴𝗲𝗿 𝗷𝗲𝗴 𝗮𝘁 𝗹æ𝗿𝗲 𝗺𝗶𝗻 𝘀𝗷æ𝗹 𝗮𝘁 𝗸𝗲𝗻𝗱𝗲, 𝗱𝗲𝗻𝘀 𝗹æ𝗻𝗴𝘀𝗲𝗹, 𝘀𝗼𝗺 𝗷𝗲𝗴 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗳𝗼𝗿𝘀𝘁𝗮̊𝗿 𝗲𝗻𝗱𝗻𝘂, 𝗺𝗲𝗻 𝘃𝗶𝗹 𝗵𝗲𝗻𝗴𝗶𝘃𝗲 𝗺𝗶𝗴 𝘁𝗶𝗹 𝗮𝘁 𝗺æ𝗿𝗸𝗲. Derude", peger hun mod havet, "ligger en drøm om at sejle min egen båd, båret af medvind mod min ø. Jeg ser for mig bølgerne, der møder min båd og de synger sammen. Det føles godt. Jeg mærker Frihed.
Derovre", nu peger hun mod landskabet med skove og bjerge, "ligger min drøm om lange vandringer med telt. Roen og tiden til at sanse naturen. Det føles godt. Jeg mærker Frihed.
Derovre", peger hun igen, "er mit hus. Her kan jeg bare være, nyder fuglene, der besøger min have og de 100 roser, jeg har plantet. Det føles godt. Jeg mærker Frihed."
"Uha, det med sejle alene, hvad så hvis det er en fejlagtig beslutning?" siger jeg, hendes sind. "Det koster mange penge, kræver en masse tid, og selve sejladsen er ikke kun rolig dans på bølgerne?"
"Aha, så er du der igen!", svarer hun med det samme. “Fejl, kære sind mit, har jeg netop lært, er noget 𝘥𝘶 formulerer. Så", råber sjælen, "𝗷𝗲𝗴 𝗯𝗲𝗴𝗮̊𝗿 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗳𝗲𝗷𝗹, 𝗷𝗲𝗴 𝗼𝗽𝗹𝗲𝘃𝗲𝗿 𝗼𝗴 𝗳ø𝗹𝗲𝗿. Så det bliver ikke en fejl, men en ny oplevelse. Hvorfor siger du ikke til mig, din sjæl: "Rolig, du kan faktisk forfølge alle de tre drømme du lige har nævnt!?""
Jeg ser på hende, den mystiske kvinde, og mærker det, som om hun forsvinder fra mig, hvis jeg bliver ved at skabe de bekymrende tanker for hende. Nej, jeg vil ikke miste hende. Så hvis jeg vil være hendes følger, må jeg lære at give hendes sjæl det lys og den energi, den længes efter. Hun mærker min intention med det samme, smiler til mig og siger: "Du, mit sind, er en del af mig, jeg vil lytte til dig, men jeg 𝘦𝘳 ikke dig, jeg er ikke dine/mine tanker".
"Nu vil jeg sige dig en iagttagelse, jeg har gjort:", siger jeg. "Hver gang du siger: “Jeg mærker Frihed” så kommer det sammen med: “Det føles godt”. Er det så ikke lige meget, hvad du foretager dig, så snart det føles godt, så har du din Frihed?
Og 𝗱𝗲𝗻 ø, 𝗱𝘂 𝗹æ𝗻𝗴𝗲𝘀 𝗲𝗳𝘁𝗲𝗿, 𝗲𝗿 𝗺𝗮̊𝘀𝗸𝗲 𝗯𝗹𝗼𝘁 𝗱𝗶𝗴?"
Efter en kort pause siger hun: "Kære sind mit, så klog har du aldrig været før. Du er nu velkommen til at følges med mig.
Jeg tiltrækkes nu af noget større. Angst og frygt bar jeg længe som en tung sten i min rygsæk. Angsten for at begå fejl har forhindret mig i at slippe mine drømme løs. Så den tunge sten har jeg nu lagt ned på stranden, kysset farvel. Hvor det dog lettede! Det var tunge tanker, som i min sjæl har skabt frygt, angst og ubeslutsomhed. Nu ved jeg, at 𝗳𝗿𝗶𝗵𝗲𝗱𝘀𝗳ø𝗹𝗲𝗹𝘀𝗲𝗻 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗵𝗮𝗿 𝗻𝗼𝗴𝗲𝘁 𝗮𝘁 𝗴ø𝗿𝗲 𝗺𝗲𝗱, 𝗵𝘃𝗮𝗱 𝗷𝗲𝗴 𝗴ø𝗿, 𝗺𝗲𝗻 𝗵𝘃𝗮𝗱 𝗷𝗲𝗴/𝗱𝘂 𝘵æ𝘯𝘬𝘦𝘳 𝗼𝗺 𝗱𝗲𝘁, 𝗷𝗲𝗴 𝗴ø𝗿.
Nu skal jeg rejse mod Frihed, målet er at have det godt, det kræver så, at jeg ved hvad der er virkeligheden, og hvad der er tanker, så kære sind mit, hvordan vil du være med?"
I samme øjeblik udstråler hendes grønne øjne endnu mere lys, hun mærker, at hendes sjæl endelig synger med. Jeg iagttager hendes udstråling i dette øjeblik, det er længe siden, at hendes øjne strålede sådan. Det lys er essensen af hendes klarhed, men det ved hun ikke endnu.
"Jeg vil være fri til at opleve min sjæl synge, fri til at skrive nye sange og nynne dem med min sjæl som dirigent. Min sjæls længsel efter følelser af stolthed, tilfredstillelse, selvtillid, selvværd, ro, fred, hygge, forbundethed, tryghed, er min nøgle til min kerne, til at have det godt, det er vejen til min Frihed.
𝗝𝗲𝗴 𝘃𝗶𝗹 𝘀𝗹𝗶𝗽𝗽𝗲 𝗺𝗶𝗻 𝘀𝗷æ𝗹𝘀 𝗹æ𝗻𝗴𝘀𝗹𝗲𝗿 𝗼𝗴 𝗱𝗿ø𝗺𝗺𝗲 𝗳𝗿𝗶 𝗼𝗴 𝘃𝗶𝗹 𝗯𝗲𝘃æ𝗴𝗲 𝗺𝗶𝗴 𝘃𝗶𝗱𝗲𝗿𝗲 𝗽𝗮̊ 𝗺𝗶𝘁 𝗹𝗶𝘃𝘀 𝗿𝘂𝘁𝗲, ledsaget af havets liv, skovens magi, bjergenes styrke, min nyetablerede haves skønhed, belyst af stjerner, månen og solen, vandrende og sejlende til min ø.
Og hvis jeg møder udfordringer, så skal du ikke sige, “I told you so”".
Jeg betragter hende, hun er en stærk sjæl. Hvis jeg nu skaber tanker, der giver tillid og glæde til hendes sjæl så er jeg integreret i hendes videre livsrejse. Hun er for spændende til at give slip på. Jeg må være med.
Når jeg nu tænker tilbage på “vores” liv sammen, så har hun nået mange store mål. Og det er nu, jeg kan se, at det gjorde hun fordi jeg har frembragt tanker, der skabte selvtillid. Så hvorfor stoppede jeg med det? Hvad er der sket i mig, hendes sind, som gjorde, at jeg ikke kunne se og mærke hendes dybe længsler mere, men bedøvede hende med mine tanker og sendte frygt, der stoppede hende, ....men stoppede hende i hvad? Oh det ved jeg ikke.
Lige nu nåede hun toppen af det bjerg, hun klatrede opad hele livet, og derfra kan hun se paletten af sine uopfyldte drømme.
"Hengiv dig tillidsfuldt til de forandringer", hvisker jeg til hende. "𝗗𝘂 𝘀ø𝗴𝗲𝗿 𝗳𝗿𝗶𝗵𝗲𝗱. 𝗗𝘂 𝗺𝗮̊ 𝘀𝗸æ𝗿𝗲 𝗶𝗴𝗲𝗻𝗻𝗲𝗺 𝗴𝗮𝗺𝗹𝗲 𝗺𝗮𝘀𝗸𝗲𝗿 𝗼𝗴 𝗮𝗱𝗳æ𝗿𝗱𝘀𝗺ø𝗻𝘀𝘁𝗿𝗲, 𝗱𝗲 𝗺𝗮𝘀𝗸𝗲𝗿 𝗵𝗼𝗹𝗱𝗲𝗿 𝗱𝗶𝗴 𝗮𝗱𝘀𝗸𝗶𝗹𝘁 𝗳𝗿𝗮 𝗱𝗶𝗴 𝘀𝗲𝗹𝘃. 𝗗𝗲𝘁 𝘃𝗶𝗹 𝗳ø𝗿𝗲 𝗱𝗶𝗴 𝗳𝗿𝗮 𝗱𝗲𝗻 𝗼𝗺𝗴𝗶𝘃𝗲𝗻𝗱𝗲 𝘁𝗮̊𝗴𝗲 𝘂𝗱 𝗶 𝗸𝗹𝗮𝗿𝗵𝗲𝗱 𝗼𝗴 𝗮̊𝗯𝗲𝗻𝗵𝗲𝗱", siger jeg og gyser, for jeg frygter, at hun vil sige: "Forsvind, sind!", men hun lytter med lethed og smiler.
"Ja, sindet mit, du er her og jeg lytter, men denne gang føles det let at lytte til dig. Når tiden er inde, vil du se miraklet".
Så tænker jeg, hendes sind, at det bliver en spændende rejse videre sammen."

CASE: Taknemmelighed

Hun rakte ud efter det på den øverste hylde. 𝗚𝗶𝗸 𝗲𝗳𝘁𝗲𝗿 𝗴𝘂𝗹𝗱𝗲𝘁. Det bedste for hende, til hende! Men blev så ramt af skammen: var det ikke meget utaknemmeligt at ønske det bedste i livet? Havde hun været 𝘁𝗮𝗸𝗻𝗲𝗺𝗺𝗲𝗹𝗶𝗴 nok for det, hun havde, til at gøre sig fortjent til noget endnu bedre? 

En indremissionsk opdragelse har lært hende, at man skal være taknemmelig, og helst også lidt 𝘀𝗸𝗮𝗺𝗳𝘂𝗹𝗱. At selvundertrykkelse er en handelsvare, og at man skal lægge en del af det på bordet for at gøre sig fortjent til lidt den anden vej.

Men hvorfor være taknemmelig? For de andres skyld? Der er ingen tvivl om, at det er rart at blive anerkendt for det, man giver. Det er bestemt rart. Men hvad er det i forhold til den 𝗳𝗿𝗶𝗵𝗲𝗱 𝗼𝗴 𝗸æ𝗿𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱, som gennemstrømmer den, som føler sig taknemmelig? Taknemmelighed åbner for den højeste frekvens. Hvordan kan det være? 

Der kan kun være en ting ad gangen i sindets bæger. Taknemmelighed er det modsatte af bitterhed, så 𝗵𝘃𝗼𝗿 𝘁𝗮𝗸𝗻𝗲𝗺𝗺𝗲𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱 𝘀𝘁𝗿ø𝗺𝗺𝗲𝗿 𝗶𝗻𝗱, 𝘀𝘁𝗿ø𝗺𝗺𝗲𝗿 𝗯𝗶𝘁𝘁𝗲𝗿𝗵𝗲𝗱 𝘂𝗱. Hun kan ikke være både taknemmelig og bitter på samme tid. Bitterhed kan ikke fravælges, men det kan erstattes og dermed fortrænges. Tænk at befri sig selv for bitterhed ved simpelthen at vælge noget andet i stedet! For sin egen skyld! 
𝗧𝗮𝗸𝗻𝗲𝗺𝗺𝗲𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱 𝗲𝗿 𝗮𝘁 𝗮𝗻𝗲𝗿𝗸𝗲𝗻𝗱𝗲 𝗱𝗲 𝗴𝗮𝘃𝗲𝗿, 𝘀𝗼𝗺 𝗺𝗮𝗻 𝗳𝗮̊𝗿, og man får hele tiden gaver. Hvert åndedrag er en gave, og de fleste åndedrag bliver ignoreret, selvom de er det. Virker det så sådan, at hvis man er superglad for sine gaver, så gør man sig fortjent til flere? Nej, sådan virker det ikke. Man får de gaver, man får.
Men ved at vælge taknemmelighed 𝘴𝘦𝘳 hun i langt højere grad de gaver, hun har fået, får og vil få - og oplever dermed langt større rigdom!  Den faktiske, relative rigdom er øsende ligegyldig, det er 𝘰𝘱𝘭𝘦𝘷𝘦𝘭𝘴𝘦𝘯, som har kvalitet! 

Så det at være taknemmelig er i sig selv at række ud efter det på den øverste hylde. At gå efter guldet. Det bedste for hende, til hende! Og så er hun der allerede. Hun har den følelse, som sindet tror, hun får, hvis hun får det på øverste hylde, uden endda at have fået det endnu. Og følelsen er alt. I stedet for at vælge det på øverste hylde, som hun måske og måske ikke får, 𝘃æ𝗹𝗴𝗲𝗿 𝗵𝘂𝗻 𝗳ø𝗹𝗲𝗹𝘀𝗲𝗻 𝘃𝗲𝗱 𝗿𝗶𝗴𝗱𝗼𝗺, 𝗴𝗲𝗻𝗻𝗲𝗺 𝘁𝗮𝗸𝗻𝗲𝗺𝗺𝗲𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱.

Hun tager taknemmeligheden på, og tager dermed bitterhed af.
𝗢𝗴 𝘀𝗮̊ 𝗵𝗮𝗿 𝗵𝘂𝗻 𝗴𝘂𝗹𝗱𝗲𝘁. 𝗗𝗲𝘁 𝗯𝗲𝗱𝘀𝘁𝗲 𝗳𝗼𝗿 𝗵𝗲𝗻𝗱𝗲. 𝗧𝗶𝗹 𝗵𝗲𝗻𝗱𝗲. 𝗡𝘂.

CASE: Er det nu?

Der, på kanten til det ukendte, kan det meget nemt virke uoverskueligt, Stemmen fra Det Gamle  hvisker stadig sine gode råd, som blandes med stemmen fra Det Nye. Det Nye lokker med forandring, et helt nyt paradigme, en ny grund at stå på. 𝗗𝗲𝘁 𝗡𝘆𝗲 𝗟𝗶𝘃, som er så langt mere i overensstemmelse med sjælens længsel end Det Gamle.

 
Jeg har, siden sidste efterår, fra sidelinjen fulgt og rådgivet en deltager i et af efterårets SEJLent Retreats. Han vil skille sig af med det meste, nedskalere minimalistisk og leve på en sejlbåd. 𝗘𝗻𝗸𝗲𝗹𝘁, 𝘀𝘁æ𝗿𝗸𝘁 𝗼𝗴 æ𝗴𝘁𝗲,

En båd, som på stort set alle måder var perfekt til formålet, blev udbudt til salg kort efter, at han havde besluttet sig for det store skift. Perfekt timing?
Nej, 𝗱𝗮̊𝗿𝗹𝗶𝗴 𝘁𝗶𝗺𝗶𝗻𝗴!  For noget var ikke modent endnu. Der var lige det ene og det andet. Når økonomien lige var lidt bedre. Der kunne komme en endnu bedre båd til salg? Skulle lige være klar. Båden blev solgt til anden side, og nu er det svært at finde en egnet båd - det er heldigvis blevet sådan, at rigtig mange vil ud at sejle!  Surt for ham? 

Tjaeh, måske. Men der sker altid det, der nu engang sker. Og…𝗴𝗼𝗱𝘁 𝗲𝗹𝗹𝗲𝗿 𝘀𝗸𝗶𝗱𝘁, 𝗵𝘃𝗲𝗺 𝗸𝗮𝗻 𝘃𝗶𝗱𝗲 𝗱𝗲𝘁? Måske er det lige den tid, der skal til, for at han for alvor kan "få sjælen med" - eller finde ud af, at det er et vanvittigt projekt, og derfor nå at komme på bedre tanker? 

Jeg oplevede selv noget lignende, da jeg for nogle år siden var alvorligt syg. Fandt undervejs en helt fantastisk båd til salg for en utroligt lav pris i England, og havde en meget stærk impuls til at købe den, og lade den blive min nye langtursbåd. Jo mere, jeg researchede på muligheden, des flere lamper lyste grønt. Spændende, og ret vildt! 

Og så alligevel…jeg kunne ikke overskue det. Var i kemobehandling og måtte af den grund ikke forlade landet foreløbig, så hvordan skulle den kunne sejles hjem? Ville jeg nogensinde blive ordentligt rask, så jeg i det hele taget ville kunne få glæde af den? Hvad nu hvis…osv. 

Nogle måneder senere tog jeg beslutningen: jeg ville have den båd, som virkelig var unik - der findes kun meget få af den type i hele verden. Den havde været til salg i et halvt år - men da jeg ringede til sælgeren, var den lige blevet solgt…for tre dage siden! 

𝗦𝘂𝗿𝘁! 𝗘𝗹𝗹𝗲𝗿 𝗵𝗲𝗹𝗱𝗶𝗴𝘁? 𝗜𝗻𝗴𝗲𝗻 𝗸𝗮𝗻 𝘃𝗶𝗱𝗲 𝗱𝗲𝘁!
Er det her "signaler fra Universet"? Det ved jeg virkelig ikke, men jeg har ingen som helst grund til at tro det. 𝗗𝗲𝗿 𝘀𝗸𝗲𝗿 𝗱𝗲𝘁, 𝗱𝗲𝗿 𝘀𝗸𝗲𝗿 

Og vi er klar til forandring, når vi er det. Jeg hjælper naturligvis mennesker med at 𝗯𝗹𝗶𝘃𝗲 𝗸𝗹𝗮𝗿, i forhold til at finde ud af, hvad der skal til for skabe et mere autentisk liv, opløse frygten for at gøre det og booste motivationen for at 𝗳ø𝗹𝗴𝗲 𝗱𝗲𝘁 𝗶𝗻𝗱𝗲𝗿𝘀𝘁𝗲 𝗸𝗮𝗹𝗱.
Men i den sidste ende er det mennesket selv, som skal gå vejen, indtil den ender, og 𝗱𝗲𝗿 𝗸𝘂𝗻 𝗲𝗿 𝗲𝘁 𝘀𝗽𝗿𝗶𝗻𝗴 𝘁𝗶𝗹𝗯𝗮𝗴𝗲.
Man tager springet, eller man tager det ikke. At springe for tidligt har 𝗸𝗼𝗻𝘀𝗲𝗸𝘃𝗲𝗻𝘀𝗲𝗿. At springe for sent ligeså. Og, sjovt nok: det har det også at springe lige på "det rigtige" tidspunkt! 

Ingen kan vide, hvornår "det rigtige" tidspunkt er, for ingen ved, hvad vi "skal". 𝗗𝗲𝗿 𝗲𝗿 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗻𝗼𝗴𝗲𝘁 "𝗿𝗶𝗴𝘁𝗶𝗴𝘁" 𝗿𝗲𝘀𝘂𝗹𝘁𝗮𝘁, men der er en hel masse forkerte - nemlig dem, som konsekvent 𝘧ø𝘭𝘦𝘴 forkerte, som om, formen strammer om livet.

Det er ikke sikkert, at du skal springe, og det er heller ikke sikkert, at du skal springe nu.
Men det er helt sikkert, at hvis du aldrig går hen til kanten og mærker, om det er nu, så er du heller ikke 𝗸𝗹𝗮𝗿 𝘁𝗶𝗹 𝗮𝘁 𝘀𝗽𝗿𝗶𝗻𝗴𝗲 𝗱𝗲𝗻 𝗱𝗮𝗴, 𝗱𝗲𝘁 𝗲𝗿.

𝙃𝙑𝙊𝙍𝙉𝘼̊𝙍 𝙑𝘼𝙍 𝘿𝙐 𝙎𝙄𝘿𝙎𝙏 𝙃𝙀𝙉𝙉𝙀 𝙑𝙀𝘿 𝙆𝘼𝙉𝙏𝙀𝙉? 

CASE: Sammenlignet med hvad?

"𝗝𝗲𝗴 𝗵𝗮𝗿 𝗷𝗼 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗻𝗼𝗴𝗲𝘁 𝗹𝗶𝘃!", sagde hun. Da jeg spurgte, hvad hun mente med det, svarede hun:
"Jeg sidder bare her og kukkelurer. Smerterne er der hele tiden. Alt, hvad jeg har lyst til, kan enten ikke lade sig gøre, eller også er der ikke nogen, der gider at gøre det sammen med mig, og jeg har ikke lyst til at gøre det alene."
"Hvor mange problemer er det?", spurgte jeg
"Hmm, to, tror jeg: smerterne og kedsomheden"
"To? Jeg får det til seks"
"Seks, ligegodt?!"
"Seks, ja:
1. Du burde ikke sidde der
2. Du burde ikke "kukkelure"
3. Du burde ikke have smerter
4. Det, du har lyst til, burde kunne lade sig gøre
5. Andre burde have lyst til det samme
6. Du burde elske at gøre det alene"

Der blev stille lidt. Så:
"Du er på en eller anden måde enormt 𝗽𝗿𝗼𝘃𝗼𝗸𝗲𝗿𝗲𝗻𝗱𝗲 at høre på!"
"Virkelig? Hvordan?"
"Det ved jeg ikke. Det lyder bare som om, jeg er sådan en forkælet møgunge!"
"Virkelig?"
"Ja! Det gør ondt, og der er mange ting, jeg ikke kan. 𝗗𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝗻𝗼𝗴𝗲𝘁 𝗹𝗼𝗿𝘁!"
"Jeg forstår godt, at det føles som noget lort. Jeg har også jævnligt smerter, og der er virkeligt mange ting, jeg ikke kan. Hvordan kan det så være, at jeg ikke synes, det er noget lort?"
"Det ved jeg da ikke. Desuden kan du meget mere end mig"
"Ja, og jeg har også færre smerter end dig. Er det derfor, at jeg ikke synes, det er noget lort, tror du?"
"Ja"
"Du har måske ret. Det er bare mærkeligt, at jeg heller ikke syntes det, før jeg hørte om din situation? Jeg har betydeligt flere smerter end min ven M, som siger, han aldrig har ondt nogen steder, og jeg kan helt vildt meget mindre end min ven S, som har lavet en Ironman. Hvorfor er det ikke noget lort?"
"𝗗𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝘃𝗲𝗹 𝗯𝗮𝗿𝗲, 𝗳𝗼𝗿𝗱𝗶 𝗱𝘂 𝗲𝗿 𝘁𝗶𝗹𝗳𝗿𝗲𝗱𝘀 𝗺𝗲𝗱 𝗱𝗲𝘁, 𝗱𝘂 𝗸𝗮𝗻!"

Stilhed. Jeg smilede irriterende til hende. Mere stilhed.
Så hørte hun, hvad hun selv havde sagt. Skulle lige til at sige noget, men standsede så sig selv. Lidt mere stilhed.
Så mumlede hun: "Det er vel nemmere at være tilfreds, når du kan det, du kan?"
"Det tror jeg ikke. Min ven S er faktisk ikke tilfreds med det, han kan. Han har lyst til mere. Og det kunne være så fedt aldrig at have migræne, sådan som M…"
"Jamen, hvad så?"
"𝗗𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝗻𝗲𝗺𝗺𝗲𝗿𝗲 𝗮𝘁 𝘃æ𝗿𝗲 𝘁𝗶𝗹𝗳𝗿𝗲𝗱𝘀, 𝗻𝗮̊𝗿 𝗷𝗲𝗴 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝘀𝗮𝗺𝗺𝗲𝗻𝗹𝗶𝗴𝗻𝗲𝗿 𝗺𝗲𝗱 𝗻𝗼𝗴𝗲𝗻, men blot ser, hvad der faktisk er muligt for mig"
"Ja, men der er bare så lidt, som er muligt!"
"I sammenligning med mig, ja. Ikke i sammenligning med en, jeg kender, som er lam fra halsen og nedefter, og giver dagligt udtryk for at have et godt og meningsfuldt liv! Kan du få dine smerter til at gå væk, og få din fulde styrke og smidighed tilbage nu og her?"
"Nej, det er jo det, der er problemet!"
"Det er det ikke. Problemet er, at du synes, de burde være væk, og du burde kunne alting. Vil du leve et begrænset liv i bitterhed eller 𝗲𝘁 𝗹𝗶𝘃 𝗺𝗲𝗱 𝗺𝘂𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱𝗲𝗿, 𝗶 𝗴𝗹æ𝗱𝗲 𝗲𝗹𝗹𝗲𝗿 𝗶 𝗵𝘃𝗲𝗿𝘁 𝗳𝗮𝗹𝗱 𝗮𝗰𝗰𝗲𝗽𝘁?"
Kort pause.
"Det sidste…"
"Godt. Så lad os bygge sådan et. Med lige præcis de muligheder, du har, de smerter du har, og de ressourcer, du har. Vi starter nu!"

Mulighederne forblev de samme. Smerterne var et vilkår. Men oplevelsen ændredes fra den dag.
𝗢𝗴 𝗼𝗽𝗹𝗲𝘃𝗲𝗹𝘀𝗲𝗻 𝗲𝗿 𝗱𝗲𝘁 𝗲𝗻𝗲𝘀𝘁𝗲, 𝗱𝗲𝗿 𝗯𝗲𝘁𝘆𝗱𝗲𝗿 𝗻𝗼𝗴𝗲𝘁!

CASE: Dragen i vindueskarmen

Hun 𝗵𝗮𝗱𝗲𝗿 𝗮𝘁 𝗵ø𝗿𝗲 𝗽𝗮̊ 𝘀𝗶𝗴 𝘀𝗲𝗹𝘃. Der er alt i vejen. Hun taler for meget, hun afbryder, hun taler udenom, hun starter tilbage ved Adam og Eva hver gang, hun skal forklare noget, og er ganske enkelt ikke skarp nok! 

I hvilken situation har hun denne oplevelse? Til en 𝗷𝗼𝗯𝘀𝗮𝗺𝘁𝗮𝗹𝗲? Når hun holder 𝗳𝗼𝗿𝗲𝗱𝗿𝗮𝗴? I sit arbejde som 𝘂𝗻𝗱𝗲𝗿𝘃𝗶𝘀𝗲𝗿? Sammen med 𝗳𝗮𝗺𝗶𝗹𝗶𝗲𝗻?
Nej. Hun hader at høre på sig selv på 𝘰𝘱𝘵𝘢𝘨𝘦𝘭𝘴𝘦𝘳𝘯𝘦 𝘧𝘳𝘢 𝘩𝘦𝘯𝘥𝘦𝘴 𝘴𝘦𝘴𝘴𝘪𝘰𝘯𝘦𝘳 𝘮𝘦𝘥 𝘮𝘪𝘨! Hun burde performe bedre. Hvis hun var skarpere, ville hun få fem gange så meget ud af sessionerne. Der er for meget spildtid, snakken udenom. Og se…nu afbrød hun igen! 

Skal man være 𝗱𝘆𝗴𝘁𝗶𝗴 𝘁𝗶𝗹 𝗮𝘁 𝗯𝗹𝗶𝘃𝗲 𝗰𝗼𝗮𝗰𝗵𝗲𝘁 for at man kan være bekendt at blive det? Det må vi hellere lige undersøge! Hvorfor er det nu, hun har sat 12 uger af til intensivt arbejde med sit sind, gennem 𝘀𝗮𝗺𝘁𝗮𝗹𝗲𝗿, 𝗺𝗲𝗱𝗶𝘁𝗮𝘁𝗶𝗼𝗻𝗲𝗿, 𝗼𝗽𝗺æ𝗿𝗸𝘀𝗼𝗺𝗵𝗲𝗱𝘀ø𝘃𝗲𝗹𝘀𝗲𝗿 𝗼𝗴 𝘀𝗸𝗿𝗶𝗳𝘁𝗹𝗶𝗴 𝘀𝗽𝗮𝗿𝗿𝗶𝗻𝗴 på sine tanker og oplevelser? Hvad er formålet? 
"Det er 𝘂𝗱𝘃𝗶𝗸𝗹𝗶𝗻𝗴. At blive fri af alt det her", siger hun. Det lyder rimeligt. Hvorfor ellers?
Og ud fra det succeskriterium, er det mon så en fordel at tale hurtigt, kort, skarpt og lige ind til benet hele tiden - når man nu ikke endnu helt ved, hvor benet er? 
Eller kunne det være en fordel at "væve"? 
At afbryde, når en pludselig erkendelse vil frem? 
At beskrive konteksten så omhyggeligt som muligt, for at få alle nuancerne med? 
At tage sig tid? 

"𝗗𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝗷𝗼 𝗮̊𝗯𝗲𝗻𝗯𝗮𝗿𝘁 𝗱𝗲𝘁, 𝗷𝗲𝗴 𝗵𝗮𝗿 𝗯𝗲𝗵𝗼𝘃 𝗳𝗼𝗿 𝗮𝘁 𝗴ø𝗿𝗲", kommer det. Aha! Behov!
Måske virker hun simpelthen på den måde, og handler, som hun virker? Måske er det totalt fint, hvis succeskriteriet ikke er at være dygtig og imponere sig selv, men nysgerrigt at undersøge hvad i sindet, som 𝘀𝗽æ𝗻𝗱𝗲𝗿 𝗯𝗲𝗻 𝗳𝗼𝗿 𝗳𝗿𝗶𝗵𝗲𝗱𝗲𝗻 - 𝗼𝗴 𝘀𝗲𝗹𝘃𝗸æ𝗿𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱𝗲𝗻? 
Kunne den mulighed foreligge, at 𝗵𝘂𝗻 𝗲𝗿, 𝗹𝗶𝗴𝗲 𝘀𝗼𝗺 𝗵𝘂𝗻 𝘀𝗸𝗮𝗹 𝘃æ𝗿𝗲? Og kunne det derfor være en mulighed at høre optagelserne igen, men denne gang med en 𝘯𝘺𝘴𝘨𝘦𝘳𝘳𝘪𝘨 attitude: "Nå, siger jeg virkelig det? Nå, jeg har åbenbart brug for tid til at lade erkendelserne opstå?" etc.
Vi er heldigvis blevet enige om, at den dømmende installation i hendes sind ikke er hende. Det er personaen, egoet, you name it - men vi har døbt den 𝘿𝙧𝙖𝙜𝙚𝙣, og hun har været på loppemarked og fundet en fysisk repræsentant for denne art af ret farlige væsener! 

Den står i hendes vindueskarm, og hver gang en dømmende stemme prøver at forklare hende, hvad der er galt med hende eller med verden, ved hun godt, hvor den kommer fra. 𝗗𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝗗𝗿𝗮𝗴𝗲𝗻, 𝗱𝗲𝗿 𝘁𝗮𝗹𝗲𝗿.

Hvordan mon det er at lytte til sig selv, ikke bare på en fysisk optagelse, men 𝗶 𝗹𝗶𝘃𝗲𝘁 𝗶 𝗱𝗲𝘁 𝗵𝗲𝗹𝗲 𝘁𝗮𝗴𝗲𝘁, uden Dragens kommentarspor af fordømmelse og nedvurdering kørende oveni? Hvordan mon det er at omfatte sig selv med 𝗻𝘆𝘀𝗴𝗲𝗿𝗿𝗶𝗴 𝘃𝗲𝗻𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱?  Hvad nu, hvis nysgerrig venlighed fylder det hele?
Er der så plads til en drage også? 

𝗗𝗲𝘁 𝘂𝗻𝗱𝗲𝗿𝘀ø𝗴𝗲𝗿 𝘃𝗶.

CASE: Mønster eller ej?

De mænd, der har været i hendes liv, har alle været 𝗻𝗮𝗿𝗰𝗶𝘀𝘀𝗶𝘀𝘁𝗶𝘀𝗸𝗲, 𝗽𝘀𝘆𝗸𝗶𝘀𝗸 𝘂𝘀𝘁𝗮𝗯𝗶𝗹𝗲 𝗼𝗴 𝘃𝗼𝗹𝗱𝘀𝗼𝗺𝘁 𝗿𝗲𝗮𝗴𝗲𝗿𝗲𝗻𝗱𝗲.
Det har været et 𝗺ø𝗻𝘀𝘁𝗲𝗿, og det ser ud til at fortsætte i det uendelige: Et nyt forhold går fint i et stykke tid, men så viser det sig, at han kun er sammen med hende for at stive sig selv af, og hans humørsvingninger og dårlige hukommelse ift., hvad han har lovet for kort tid siden bliver efterhånden ulideligt at være med. Konflikterne eskalerer, men hun bliver i det for længe, og så kommer bruddet. En konstant gentagen cyklus af forelskelse, indskrænkning, frygt, lavt selvværd og brud.

Hvordan bryde mønsteret? 

Vi begynder med at undersøge det såkaldte 𝗺ø𝗻𝘀𝘁𝗲𝗿. Mand 1, for 25 år siden. Mand 2, for 23 år siden. Mand 3, for 18 år siden, etc. Hver mand får en score fra 1 til 10 på narcissisme-, psykisk ustabil- og voldsomhedsskalaerne. Denne score er naturligvis subjektiv, det er hendes vurdering, jeg kender ikke disse mænd, og kan derfor ikke verificere angivelsernes rimelighed. Men der er noget ved den, som alligevel gør den objektiv: den er knyttet til en bestemt mand, og til en bestemt parameter ved netop denne mand, og skal angives uden skelen til naboparametrene ved denne eller de andre mænd. Vi har med andre ord zoomet så meget ind på virkeligheden, at det ikke er muligt at se et "𝗺ø𝗻𝘀𝘁𝗲𝗿", selv hvis der er et.
Godt så, lad os se på tallene! Det viser sig nu, at et par mænd har haft "narcissisme"-score over 5, en enkelt har "psykisk ustabil"-score over 5, og to har tilsyneladende været mere end normalt "voldsomt reagerende". Det viser sig også, at 𝘪𝘯𝘨𝘦𝘯 af mændene har haft alle tre karaktertræk med en score over 5 - og det samlede antal mænd, som hun har haft det, man med rimelighed kan kalde et kortere eller længere forhold til, over de sidste 30 år, er 12!

Så...hvor er "𝗺ø𝗻𝘀𝘁𝗲𝗿𝗲𝘁" henne? Hun ser lidt rådvildt ned på papiret foran sig. Overvejer, om hun har været for sød ved mændende, da hun gav dem karakterer, for det kan da ikke passe?! Gennemgår det hele igen. Og en gang til. Jeg lader hende passe sit arbejde. Arbejdet med at 𝗸𝗼𝗻𝗳𝗿𝗼𝗻𝘁𝗲𝗿𝗲 𝘀𝗶𝘁 𝘀𝗶𝗻𝗱𝘀 𝗵𝗶𝘀𝘁𝗼𝗿𝗶𝗲 𝗺𝗲𝗱 𝗩𝗶𝗿𝗸𝗲𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱𝗲𝗻. Og lader så Virkeligheden virke…
Historien om dette "𝗺ø𝗻𝘀𝘁𝗲𝗿" afledte, før den blev undersøgt, en anden historie: historien om, at hendes lave selvværd ledte hende i armene på mænd, som var skadelige for hende, og som det var utrygt at være sammen med. Nu sidder vi så her, uden en historie. Papiret viser med al ønskelig tydelighed, at det ikke forholder sig sådan! 

Men hvorfor så alle disse brud? Hvorfor intet forhold, som varede mere end 7 år? Hvorfor intet forhold nu? Der 𝘦𝘳 da et 𝗺ø𝗻𝘀𝘁𝗲𝗿? Ja, det er der, men det er ikke det 𝗺ø𝗻𝘀𝘁𝗲𝗿, som det så ud til. Det 𝗺ø𝗻𝘀𝘁𝗲𝗿 handlede nemlig om 𝘮æ𝘯𝘥𝘦𝘯𝘦. Deres egenskaber, og hvordan hun altid "fandt" disse mænd, som nåle i høstakken. Om det derude, som skulle være et "spejl" på det derinde. Det var og er det sikkert også, men ikke på en entydig, lige-ud-af-landevejen-måde.

 
Tallene på papiret afspejler Virkeligheden mere præcist, end den 𝘧𝘰𝘳𝘯𝘦𝘮𝘮𝘦𝘭𝘴𝘦, hun havde af verden og sig selv i den. De gør, at vi intet ved, og det er en stor fordel! Nu starter undersøgelsen af 𝗱𝗲 𝗽𝗿𝗼𝗴𝗿𝗮𝗺𝗺𝗲𝗿, 𝘀𝗼𝗺 𝗶 𝗱𝗲𝘁 𝘀𝗸𝗷𝘂𝗹𝘁𝗲 𝘀𝘁𝘆𝗿𝗲𝗿 𝗵𝗲𝗻𝗱𝗲𝘀 𝗹𝗶𝘃, udfra et lidt forvirret, nysgerrigt og ikke-vidende sted.

Og et nyt billede tager efterhånden form. Et billede af en kvinde, som måske nok kunne have glæde af et højere selvværd, men som, i relationel henseende, i højere grad er styret af en 𝗿𝗮𝘀𝘁𝗹ø𝘀𝗵𝗲𝗱, 𝘂𝘁𝗶𝗹𝗳𝗿𝗲𝗱𝘀𝗵𝗲𝗱 𝗼𝗴 𝘀ø𝗴𝗲𝗻 end af et lavt selvværd. Det er stadig en fortolkning, et billede. Men den afspejler Virkeligheden mere præcist end den gamle historie, og er derfor et langt bedre udgangspunkt for at Se, hvad der foregår, og bevæge sig mere hensigtsmæssigt i livet.

Herfra og frem kan vi undersøge 𝗱𝗲𝘁, 𝗱𝗲𝗿 𝗲𝗿 𝗽𝗿𝗼𝗯𝗹𝗲𝗺𝗲𝘁 - ikke det, som ville være mest praktisk, var problemet, i forhold til den selvværdshistorie, som i forvejen spøgte!
Og det gør vi så… 

CASE: Nej er en hel sætning!

P ville gerne 𝗿𝗲𝗱𝗱𝗲 𝘃𝗲𝗿𝗱𝗲𝗻. I hvert fald alle dem, der havde berøring med hende. Det var der mange, der havde. De skulle have det godt, og det var vigtigt! Hun var der for dem, hver gang, med sit store hjerte. De rakte ud, hun favnede.
 Og 𝗴𝗶𝗸 𝗶 𝘀𝘁𝘆𝗸𝗸𝗲𝗿.

Det var nemlig som om, at alle dem, der rakte ud, rakte ud efter noget i hende, som de tog med sig, når de 𝗳𝗮𝗹𝗱𝘁. Og der var en tendens til, at det gjorde de. Faldt. Mens hun favnede dem! De blev ikke reddet, mens hun faldt sammen med dem - og de tog det med sig, som de havde rakt ud efter, når adskillelsen uundgåeligt indtraf. Uden at efterlade noget andet i stedet, og uden at det tilsyneladende havde næret dem.

Hun blev 𝗺𝗲𝗿𝗲 𝗼𝗴 𝗺𝗲𝗿𝗲 𝗵𝘂𝗹. Det var naturligvis ikke en mulighed at sige nej, og når hun en sjælden gang imellem var pinedød nødt til det (fordi hun trods alt ikke kunne redde tre indenfor den samme time), vred og vendte hun sig, kom med de besynderligste forklaringer og 𝘂𝗻𝗱𝘀𝗸𝘆𝗹𝗱𝗻𝗶𝗻𝗴𝗲𝗿, som i sidste ende oftest endte med at såre offeret dybere, end det var i forvejen. Og det kunne hun hverken bære eller udholde ved sig selv. Det så med andre ord ikke så godt ud for P .

Det blev 𝗞𝗼𝗴𝗲𝗽𝗹𝗮𝗱𝗲𝗻, som satte gang i den transformation, som førte til enden på den ulykkelige spiral mod bunden.
"Hvad gør du, hvis du kommer til at læne dig op ad en tændt kogeplade?", spurgte jeg.
"Jeg skriger nok"
"Nøjes du med at skrige?"
"Jeg fjerner selvfølgelig også hånden, og puster på den eller putter den i koldt vand!"
"Hvorfor gør du det?"
Hun så på mig, som om jeg var idiot, hvilket jeg selvfølgelig også var.
"Øh, fordi det gør ondt, nok!"
"Hvorfor fjerner du hånden bare, fordi det gør ondt?"
Jeg kunne se, at hun begyndte at blive bekymret for mig.
"For at få det til at holde op med at gøre ondt. Og for ikke at blive forbrændt!"
"Er det en fordel?"
"Ja, sgu da!"
Et lille smil spillede nu om hendes læber, hun begyndte at nære håb om, at jeg bare tog pis på hende.
"OK. Hvem er det en fordel for?"
"Mig selv, selvfølgelig!"
"Det lyder rimeligt. Hvem ellers?"
"Øh, hvem ellers? Det ved jeg ikke lige…?"
"Hvad med dine børn, din mand, dine kolleger f.eks.?"
Hun så langt på mig.
"Jaeh. Jo, det er nok også ret praktisk for dem, at jeg ikke er forbrændt…"
"Fjerner du så hånden af hensyn til dem? Fordi det er praktisk for dem?"
Hun lo.
"Nej da!"
"Godt så. Men det ER immervæk en fordel for dem, at du stadig er funktionsdygtig?"
"Ja, det er det"
"Det er en bivirkning?"
"Haha, det kan man vel kalde det!"
"OK. Men hvis du havde udholdt lidelsen, var blevet stående og var blevet forbrændt, så havde det haft den bivirkning, at du ikke var en skid værd de næste 14 dage, er vi enige om det?"
"Ja, det havde det nok"
"Kunne man sige, at det havde været selvisk?"
Der blev stille. I ret lang tid. Så, tøvende:
"Nej, for det gjorde jo ondt på mig?"
"Ja, men du lavede dig også 14 fridage fra at servicere andre!"
"Haha, ja OK, men jeg ville nok alligevel foretrække at fjerne hånden!"
"Det ville jeg også. Mærkeligt, ikke?"
Hun virkede lettet nu. Point taken.
"Ikke så mærkeligt. Det er jo din krop!"
"Det er det nemlig. Og hvis jeg ikke passer på mig, kan jeg ikke hjælpe nogen med noget som helst!"
"Er det det, du mener med, at "𝗡𝗲𝗷 𝗲𝗿 𝗲𝗻 𝗵𝗲𝗹 𝘀æ𝘁𝗻𝗶𝗻𝗴?""
"Ja. Din krop siger entydigt og uden forsinkelse "Nej" til det, du mærker, da du rører kogepladen. Du flytter dig med det samme, og det er selvfølgelig det rigtige at gøre. Men jeg er alligevel nødt til at spørge: husker du at forklare kogepladen, hvorfor du var nødt til at afvise den - og at 𝘀𝗶𝗴𝗲 𝘂𝗻𝗱𝘀𝗸𝘆𝗹𝗱?"
Hun lo nu mere, end joken berettigede til. For 𝗵𝘂𝗻 𝗹𝗼 𝗮𝗱 𝘀𝗶𝗴 𝘀𝗲𝗹𝘃. En kærlig, forstående latter. En latter, som tog alt af det gamle med sig. Det ville ikke længere være muligt at bide "Nej" i sig uden at tænke på Kogepladen, og uden at Se, hvad hun havde gang i. Og det ville ikke være muligt at have gang i det, nu, hvor absurditeten var afsløret helt ned til roden.
Den latter.

𝗢𝗴 𝗵𝘂𝗻 𝗴𝗶𝗸 𝘂𝗱 𝗼𝗴 𝘀𝗮𝗴𝗱𝗲 "𝗡𝗲𝗷", 𝘂𝗱𝗲𝗻 𝗳𝗼𝗿𝗸𝗹𝗮𝗿𝗶𝗻𝗴. 𝗢𝗴 "𝗝𝗮" 𝘁𝗶𝗹 𝘀𝗶𝗴 𝘀𝗲𝗹𝘃.

CASE: Forstå eller begribe?

Vi havde arbejdet med hendes lave 𝘀𝗲𝗹𝘃𝘃æ𝗿𝗱 hen over flere måneder. Hun havde lavet de øvelser, jeg havde givet hende, og mediteret hver dag efter guidening. Vi havde undersøgt de overbevisninger i hendes sind, som førte til det uafvendelige resultat, at hun var 𝘃æ𝗿𝗱𝗶𝗹ø𝘀, ikke værd at elske, ikke "nok".

Naturligvis var de blevet grundigt afkræftet som simpelthen usande. Desuden var det klart og tydeligt, når vi scannede hendes både nære og professionelle omgangskreds, at hun var 𝗮𝗳𝗵𝗼𝗹𝗱𝘁 𝗼𝗴 𝗲𝗹𝘀𝗸𝗲𝘁 af temmelig mange mennesker. Lige meget hjalp det. Sindet ville ikke give slip på den krampagtige forestilling, at hun lige om lidt ville blive afsløret som præcis så 𝘃æ𝗿𝗱𝗶𝗹ø𝘀, som hun i virkeligheden var, og hun ville blive stødt ud i mørket, hvor der kun er gråd og tænders gnidsel! 

Jeg spurgte hende så:
"𝘏𝘷𝘰𝘳 vil du gerne have 𝘃æ𝗿𝗱𝗶?". Hun så forvirret på mig.
"Hvor?".
"Ja, hvor?".
Pause.
"Øh, ude i livet, vel?". Hun lød ikke, som om hun selv troede på det.
"Hvor er "livet"?", spurgte jeg så.
"Alle steder. Det er…verden".
"OK. Hvor opleves verden?"
"Inde i mig".
"Hvor opleves verdens 𝘃æ𝗿𝗱𝗶?".
"Også inde i mig".
"Oplever jeg verdens værdi på samme måde som dig?"
"Nej...det gør du nok ikke…?"
"Hvordan kan det være?"
"Fordi...𝙢𝙞𝙩 𝙨𝙞𝙣𝙙 𝙨𝙠𝙖𝙗𝙚𝙧 𝙫æ𝙧𝙙𝙞𝙚𝙣!".
Hun havde fuldstændig skiftet udtryk. Fra sammensunket og modløs til rank og energisk. Der var kommet en gnist i hendes blik, som jeg ikke havde set før.
"Så...𝘩𝘷𝘰𝘳 vil du gerne have værdi?".
"Inde i mig!"
"Og hvem er den eneste, der kan give dig den værdi?".
"𝘔𝘪𝘵 𝘦𝘨𝘦𝘵 𝘴𝘪𝘯𝘥, selvfølgelig!"

Jeg havde været vidne til endnu et eksempel på den transformation fra udefra-og-ind-bevidsthed, som de fleste mennesker lever deres liv efter, til indefra-og-ud-bevidsthed. Og som altid fik jeg gåsehud, mærkede taknemmelighed og kærlighed gennemstrømme mig. Og jeg vidste med fuld sikkerhed, hvorfor jeg står op om morgenen!

 
Da transformationen skete, havde hun allerede for længe siden forstået det hele, 𝗶𝗻𝘁𝗲𝗹𝗹𝗲𝗸𝘁𝘂𝗲𝗹𝘁. Men det er ikke i intellektet, at bevidstheden bor. Derfor er det heller ikke der, eller derfra, frisættelsen sker. Intellektet er kun en forhal, som vi sammen fyldte med de begreber og perspektiver, som hun skulle bruge for at møde sindets intellektuelle modstand.

Hun havde længe vidst, at det var hende selv, der "skulle" elske sig selv. Det kan man jo også læse i enhver selvhjælpsbog om selvværd, og det er en udmærket måde at føje det, ikke at kunne det, til listen over mangler ved sig selv! 

At "vide" og "forstå" er udmærket. Men Skiftet til den dybtgående erkendelse, at hun Er verden, fordi den skabes i hende selv, og dermed er fri, skete 𝗯𝗮𝗴𝗼𝗺 𝗶𝗻𝘁𝗲𝗹𝗹𝗲𝗸𝘁𝗲𝘁, ikke som forståelse, men som begribelse.

 
𝗛𝘂𝗻 𝗴𝗿𝗲𝗯 𝗱𝗲𝘁, 𝗼𝗴 𝗴𝗶𝗸 𝘂𝗱 𝗶 𝗹𝗶𝘃𝗲𝘁 𝗺𝗲𝗱 𝗱𝗲𝘁…

 

CASE: Hospitalsskræk

Hun havde for mange dårlige oplevelser med "sundheds"væsenet. Kendte for mange, som var døde af sygdom - skønt de havde fået "hjælp" af lægerne. Eller var det lægerne, der havde slået dem ihjel? 
Skrækken for hvide kitler, skarpe lamper, gift og skalpeller sad dybt i hjernebarken, og affødte naturligvis følelser af frygt, vrede og modstand. Det var, som meget af vores frygt, ikke noget stort problem, fordi hun ikke var i berøring med triggeren: de hvide kitler. Hun var jo rask og frisk! 

Men da hun en dag blev syg og måtte ud i en længere, kompliceret udredning for sandsynligvis alvorlig sygdom, trådte hele frygtkomplekset i aktion. Frygten for udredning og behandling overskyggede frygten for sygdommen selv, fordi sindet var fyldt af overbevisninger om disse risici, og tilfældigvis knap så fyldt af overbevisninger om risikoen ved sygdom.

Den frygt, som havde ligget i dvale på lageret over begrænsende overbevisninger om verden, slap ud af sin kokon og drev nu sit spil i sindet - og, især, i kroppen, som stressende følelser! 

Ved en skæbnens tilskikkelse faldt det så heldigt at hun, da hun blev syg, var deltager på mit kursus "𝗦𝗹𝗶𝗽 𝗙𝗿𝗶!", som netop giver værktøjer og perspektiver til at 𝘀𝗹𝗶𝗽𝗽𝗲 𝗳𝗿𝗶 𝗮𝘁 𝘀𝗶𝗻𝗱𝗲𝘁𝘀 𝗮𝘂𝘁𝗼𝗺𝗮𝘁𝗳𝗿𝘆𝗴𝘁 𝗼𝗴 𝗯𝗲𝗴𝗿æ𝗻𝘀𝗻𝗶𝗻𝗴. Arbejdet med egne, personlige begrænsninger er en meget vigtig del af kurset, og hun skulle jo finde noget at "øve" sig på, så hvorfor ikke denne frygt? 

Hun brugte værktøjerne på sin frygt for læger:

• Fandt de udløsende tanker bag frygten.
• Undersøgte, om de var objektivt sande?
• Undersøgte, hvilke andre tanker (som heller ikke var objektivt sande), som fik tankerne til at virke sande?
• Satte overbevisningerne i perspektiv gennem at zoome ud, sammenligne dem med noget andet og værre(!).
• Visualiserede på det udfald af forløbet, som lige så godt kunne være sandt, som hendes værste frygt kunne det: at alt ville gå fint!
• Og hun hengav sig til processen gennem neutral iagttagelse: at vælge "Nå?" som svar, når der skete noget, der kunne trigge frygten. Ikke: "Åh nej!", men: "Nå?".

Det virkede. Den største triumf var ikke, at hun gennemførte undersøgelserne. Det var, at 𝗵𝘂𝗻 𝗴𝗷𝗼𝗿𝗱𝗲 𝗱𝗲𝘁 𝘂𝗱𝗲𝗻 𝗳𝗿𝘆𝗴𝘁! Der blev på sin vis ikke brug for mod, for mod er at gøre noget, selv om man er bange for det. For da Virkeligheden blev fritskrabet fra det lag af stressende fortolkning, som sindet havde lagt over det, viste det sig, at 𝗳𝗿𝘆𝗴𝘁𝗲𝗻 𝘃𝗮𝗿 𝗺𝗲𝗻𝗶𝗻𝗴𝘀𝗹ø𝘀: der sker det, der sker. Alting støtter! Og da det ikke bare var forstået, men bevidst erkendt, med følelserne, slap den. Frygten slap.
𝗛𝘂𝗻 𝘃𝗮𝗿 𝗦𝗹𝘂𝗽𝗽𝗲𝘁 𝗙𝗿𝗶!
Det allerbedste: værktøjerne havde bevist deres værd. Denne frygt var jo blot et eksempel på den frygt, som sindet hele tiden laver, i det store eller små. Og 𝗻𝗮̊𝗿 𝗱𝗲𝗻𝗻𝗲 𝗳𝗿𝘆𝗴𝘁 𝗸𝘂𝗻𝗻𝗲 𝗼𝗽𝗹ø𝘀𝗲𝘀, 𝘀𝗮̊ 𝗸𝗮𝗻 𝗮𝗹 𝗮𝗻𝗱𝗲𝗻 𝗳𝗿𝘆𝗴𝘁 𝗼𝗴𝘀𝗮̊.
Med de rette værktøjer, hvis man kender dem og bruger dem. Det gjorde hun, med vilje og bevidsthed.

𝗢𝗴 𝗵𝘂𝗻 𝗦𝗹𝗮𝗽 𝗙𝗿𝗶!

CASE: I følelsernes vold

Hun var helt 𝗶 𝘀𝗶𝗻𝗲 𝗳ø𝗹𝗲𝗹𝘀𝗲𝗿𝘀 𝘃𝗼𝗹𝗱. Det ville ikke have været et problem, hvis følelserne havde været behagelige, men det var de for det meste ikke: der var frygt, der var vrede, der var sorg, irritation og stress. Ikke altid, men ofte.

I hendes oplevelse var verden simpelthen ikke ret god ved hende! 

Vi kunne have undersøgt verden, da vi gik i gang med arbejdet for Frihed og glæde, og vi skævede da også til den. Den så ikke umiddelbart så truende ud, som hun oplevede, når hun var nede i følelserne, men det hjalp ikke så meget - for det var hun jo! 

Så den væsentligste del af dette arbejde kom til at handle om at blive bevidst om hvad, der var følelser og hvad, der var tanker! I første omgang kendte hun ikke forskel. Det føltes bare forkert, og der var da ingen tanke? 

𝗘𝗻𝗵𝘃𝗲𝗿 𝗳ø𝗹𝗲𝗹𝘀𝗲 𝗸𝗼𝗺𝗺𝗲𝗿 𝗮𝗳 𝗲𝗻 𝘁𝗮𝗻𝗸𝗲, også selvom tanken kan være helt ubevidst eller så kortvarig og simultan med følelsen, at man ikke når at opdage den, før kroppen eksploderer i respons på den: følelse! 
Så hun blev presset. Presset til ikke at lade sig være 𝗲𝘁 𝘃𝗶𝗹𝗷𝗲𝗹ø𝘀𝘁 𝗼𝗳𝗳𝗲𝗿 𝗳𝗼𝗿 𝗲𝗻𝗵𝘃𝗲𝗿 𝗳ø𝗹𝗲𝗹𝘀𝗲, der lige opstod, når verden bevægede sig, som den nu engang gør.
"Kære ven, hvad er tanken om Virkeligheden, som gør denne følelse til en meningsfuld respons? Hvad er dit sind nødt til at mene om det, der sker, for at f.eks. frygt kan være hensigtsmæssig?" 𝗘𝗻𝗵𝘃𝗲𝗿 𝗳ø𝗹𝗲𝗹𝘀𝗲 𝗲𝗿 𝗻𝗮𝘁𝘂𝗿𝗹𝗶𝗴𝘃𝗶𝘀 𝗵𝗲𝗻𝘀𝗶𝗴𝘁𝘀𝗺æ𝘀𝘀𝗶𝗴 - i forhold til det, sindet tror, der sker!
Ved stadigt, over mange uger, at blive holdt fast på at finde udløseren, ikke i verden, men i sindet, begyndte det at dæmre: der var faktisk ingen undtagelser: der var altid en tanke bag følelsen! 
For at kunne håndtere denne tanke, undersøge om den egentlig beskrev Virkeligheden objektivt, var hun også nødt til at blive helt bevidst om, hvad der var hvad 

"𝗗𝗲𝘁 𝗳ø𝗹𝗲𝘀 𝗯𝗮𝗿𝗲 𝗳𝗼𝗿𝗸𝗲𝗿𝘁". Nej, det kan ikke 𝘧ø𝘭𝘦𝘴 forkert. 𝘛𝘢𝘯𝘬𝘦𝘯 er: "Dette er forkert" - og 𝘧ø𝘭𝘦𝘭𝘴𝘦𝘯 er måske frygt eller vrede - 𝘧𝘰𝘳𝘥𝘪 det "er" forkert! 
Tørt bogholderi? Uh nej!  Det blev, for hende, 𝗽𝗼𝗿𝘁𝗲𝗻 𝘁𝗶𝗹 𝗙𝗿𝗶𝗵𝗲𝗱 𝗳𝗿𝗮 𝗳ø𝗹𝗲𝗹𝘀𝗲𝗿𝗻𝗲! For nu kunne det undersøges, om det f.eks. 𝘷𝘢𝘳 "forkert", det, der foregik omkring hende. Det var det kun, fordi hendes sind 𝘴𝘺𝘯𝘵𝘦𝘴 det! 
𝗙𝗿𝗶𝗵𝗲𝗱 𝗳𝗿𝗮 𝗳ø𝗹𝗲𝗹𝘀𝗲𝗿𝗻𝗲?! Holdt hun op med at føle?! Nej da, det gør ingen, før de dør! Men da hun nu havde opnået bevidsthed om sine tanker, var hun ikke nødt til bare at føle det, hun nu lige følte (og lide tilsvarende). 𝗛𝘂𝗻 𝗸𝘂𝗻𝗻𝗲 𝘃æ𝗹𝗴𝗲. Vælge at undersøge, hvad der lå bag, og opløse det, hvis det var ubehageligt. Vælge, helt grundlæggende, 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗮𝘁 𝘁𝗿𝗼 𝗽𝗮̊ 𝘀𝗶𝗻𝗲 𝘁𝗮𝗻𝗸𝗲𝗿, men iagttage dem med nysgerrighed og interesse.
Og de følelser, som nu dominerede, var i langt højere grad et svar på Virkeligheden, og ikke på sindets forvrængede fortolkninger. Og da 𝗩𝗶𝗿𝗸𝗲𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱𝗲𝗻 𝗮𝗹𝘁𝗶𝗱 𝗲𝗿 𝘃𝗲𝗻𝗹𝗶𝗴𝗲𝗿𝗲, 𝗲𝗻𝗱 𝘀𝗶𝗻𝗱𝗲𝘁 𝘁𝗿𝗼𝗿, når man lider, var følelsen først og fremmest…𝙁𝙧𝙞𝙝𝙚𝙙! 

CASE: Vadestedet

Hun så, at hendes 𝗷𝗮𝗹𝗼𝘂𝘀𝗶 bundede i et billede af hende selv, et billede af partneren og et billede af verden i det hele taget, som simpelthen ikke holdt vand nogen steder. Hun Så det, da undersøgelsen af hele det trossystem, som var mulden, jalousien voksede op af, var tilendebragt.
Hun Så det. Stilheden. Det ganske lille smil. Dét blik, som afslørede, at hun ikke længere så skærmen foran sig, ikke længere så på mig, men ind i en verden af kontakt med den altid forløsende Virkelighed, og dermed med 𝗙𝗿𝗶𝗵𝗲𝗱. Ikke Frihed bare fra jalousi, men fra fortolkningernes tyranni i det hele taget.

Så vendte frygten tilbage. For hvis hun skulle gå med det, hun havde set, skulle hun give afkald på 𝗼𝗳𝗳𝗲𝗿𝗿𝗼𝗹𝗹𝗲𝗻, og dermed på de kontrolmekanismer, som denne rolle fordrede. Altså: ingen kontrol! 
Hvis det, hun Så, var sandt (og det vidste hun, få øjeblikke før, at det var), var der ikke brug for kontrolmekanismer. Jalousi er en sådan kontrolmekanisme, og den kontrollerer ingenting, fordi den ikke korresponderer med Virkeligheden, men med frygt.
Men hvad nu, hvis det alligevel ikke var Sandt? Så ville hun være så sårbar som aldrig før… 

Jeg kalder det "𝘃𝗮𝗱𝗲𝘀𝘁𝗲𝗱𝗲𝘁". Den fase af transformationen, hvor mennesket stadig tror, at egne tanker er sande og afspejler virkeligheden, men begynder at ane, at der er en anden mulighed. At Virkeligheden smiler, bag alle de frygtsomme illusioner. At Sandheden aldrig kan være stressende. 𝘔𝘦𝘯… 

Det er en kritisk fase. Der er nemlig kun én måde at komme helt over på den anden side: 𝘢𝘵 𝘣𝘭𝘪𝘷𝘦 𝘷𝘦𝘥 𝘮𝘦𝘥 𝘢𝘵 𝘨𝘢̊, gennem afvikling af den ene overbevisning om verden, livet og sig selv efter den anden. Uden at vide, om der er strømhuller forude, om strømmen vil tage mennesket med - eller om det fredfyldte paradis af Frihed, som anes på den anden bred, i virkeligheden blot er et fatamorgana
Og sagen er, at der, hvor man 𝘩𝘢𝘳 gået, ved man, at det er "sikkert" (skønt hæsligt!) at gå - for man overlevede jo! At give slip på det kendte og bare gå fremad, i strømmende vand til livet, kræver ikke bare tillid, det kræver også vilje og mod.
I den fase er det min opgave ikke længere at befordre den kritiske afdækning af Sandheden gennem konfrontation med de tillærte overbevisninger, men at animere til 𝗱𝗶𝘀𝗰𝗶𝗽𝗹𝗶𝗻, 𝗴𝗲𝗻𝘁𝗮𝗴𝗲𝗹𝘀𝗲 𝗼𝗴 𝘀𝘁𝗮𝗺𝗶𝗻𝗮. Bliv ved med at gå, min ven! 

Og da hun trådte op på bredden på den anden side, vendte sig og så tilbage over det strømmende vand mod Frygtens Land på den side, hun kom fra, var det ikke til at forstå, hvorfor hun nogensinde havde levet der.
Og hvordan det havde været muligt ikke at Se, at frygten var illusorisk.
𝗔𝘁 𝗙𝗿𝗶𝗵𝗲𝗱𝗲𝗻 𝗮𝗹𝗹𝗲𝗿𝗲𝗱𝗲 𝘃𝗮𝗿 𝗲𝗻 𝗿𝗲𝗮𝗹𝗶𝘁𝗲𝘁.

Og at alt, hvad der skulle til, var at Se det.
Og gå fremad. 

CASE: Det er for meget!

Hun havde for meget i sit liv. ALT for meget!

Det var det ydre: Et uoverskueligt, stressende arbejde, børn ud over det hele, en kæreste (i et kompliceret forhold), et par gamle forældre, tusind venneaftaler, "fri"tidsaktiviteter en masse - plus en stor gæld, som var nødvendig for at have det store hus, som forfaldt, mens græsset groede og hækken voksede... 
Det var det indre: Hensyn til højre og venstre, forpligtelser, skyld, skam, kærlighed, relationer, konflikt... 
På bundlinjen: Total forvirring, stress og en stærk oplevelse af ikke at ane, hvem hun var! 
Meget af det var simpelthen så fint at have i sit liv. Isoleret betragtet. Men det var ikke isoleret. Det var heller ikke 𝙗𝙚𝙩𝙧𝙖𝙜𝙩𝙚𝙩!
Dét blev arbejdet: at 𝙗𝙚𝙩𝙧𝙖𝙜𝙩𝙚 det. 𝘽𝙚𝙩𝙧𝙖𝙜𝙩𝙚 sig selv, hendes essens, forvirret og rodløs midt i det kaos af For Meget. Udefra, for det var den eneste måde at mærke det indefra. Hvad det gjorde ved sjælen, og hvad der, i Virkeligheden, foregik. 

Vi trænede 𝙗𝙚𝙩𝙧𝙖𝙜𝙩𝙣𝙞𝙣𝙜, iagttagelse, udefra og indefra. Og som klarheden indfandt sig, blev det ikke længere et spørgsmål om at overleve, eller om at vælge til eller fra. Det blev organisk og naturligt at sige Nej Tak til det, som ikke nærede sjælens længsel, men blot var kommet til ved en tilfældighed, af gammel vane eller af norm.
Ikke som en beslutning, men bare fordi, det ikke føltes rigtigt. Med klarheden fulgte nemlig også modet til at sige Ｎｅｊ til For Meget.

Og der blev ro. Stilhed. Og i den stilhed kunne hun nu sige Ｊａ til 𝘿𝙚𝙩 𝙀𝙧 𝙇𝙞𝙜𝙚 𝙈𝙞𝙜.

Man må kunne sige Ｎｅｊfor at kunne sige Ｊａ.

CASE: Bekymring!

Hovedet var en bikube.
B for Bi, B for 𝗕𝗲𝗸𝘆𝗺𝗿𝗶𝗻𝗴. De stod i kø, 𝗯𝗲𝗸𝘆𝗺𝗿𝗶𝗻𝗴𝗲𝗿𝗻𝗲, døgnet rundt.
Nej, det gjorde de faktisk ikke, de møflede rundt hulter til bulter i hjernebarken, som stressede, desperate forbrugere i et stormagasin på Kulsort Fredag.

Sindet var utroligt velmenende. Tænk, hvis der var en lillebitte mulighed for, at noget kunne gå galt, som hun havde overset? Tænk, hvis hele læsset væltede, hun væltede med, ud over kanten, ud i Mørket, hvor der kun er Gråd Og Tænders Gnidsel, og sindet havde forsømt sin vigtigste opgave: at holde hende på dupperne (læs: max. stresset) 24-7? 
Natten var i brug, drømmene var bekymrede. Og for at få mere tid til at "arbejde" med diverse skrækscenarier, vækkede sindet hende hver morgen ved 4.30-tiden. Det gav lige to en halv time til rigtig at forstå, der under dynen, hvor galt, det nok ville gå. Utroligt velmenende, det sind!

Mærkeligt nok hjalp det ikke spor at fortælle sindet, at det skulle tage en slapper, at det bare var noget pjat, og at det nok skulle gå alt sammen. Sindet lyttede ikke til sådan noget lalleglad bullshit! Det passede fortsat sin opgave, for at passe på hende, naturligvis.

Det var først, da vi sammen begyndte at undersøge skrækscenarierne metodisk, grundigt, faktuelt og først og fremmest LANGSOMT, meditativt, for Sandhed, at der begyndte at ske noget. Hver gang en 𝗯𝗲𝗸𝘆𝗺𝗿𝗶𝗻𝗴 blev afsløret i at være utroligt usandsynlig, ikke som ønsketænkning, men omhyggeligt bakket op af evidens, og derefter kontempleret langsomt, mistede den kraft. Nogle 𝗯𝗲𝗸𝘆𝗺𝗿𝗶𝗻𝗴𝗲𝗿 forsvandt pludseligt, og hun kunne forundret le af dem minutter efter, at de havde stresset hende.

Andre krævede mere arbejde, over tid. Men hun gjorde arbejdet. Hver gang sindet foreslog en katastrofe som minimum, snurrede hun rundt på hælen og spurgte det, mens hun så det i øjnene: "Undskyld, hvad sagde du? Er du helt sikker på, at det er Sandt?".

Allerede efter få uger begyndte hun at kunne sove, og da hendes coachingforløb sluttede, havde en grundlæggende ro indfundet sig i hendes liv.
Vist kunne hun stadig blive bekymret, og det var virkelig fint, for nogle 𝗯𝗲𝗸𝘆𝗺𝗿𝗶𝗻𝗴𝗲𝗿 er det faktisk en god ide at have, så man kan handle fornuftigt og rettidigt.

Men de meningsløse 𝗯𝗲𝗸𝘆𝗺𝗿𝗶𝗻𝗴𝗲𝗿, som både var usandsynlige og som hun alligevel ikke ville kunne forhindre, var stort set luget ud. Og når de opstod, havde hun sit værktøj klar: "𝙀𝙧 𝘿𝙚𝙩 𝙎𝙖𝙣𝙙𝙩?".

"𝙃𝙫𝙚𝙢 𝙖𝙛 𝙟𝙚𝙧 𝙠𝙖𝙣, 𝙫𝙚𝙙 𝙖𝙩 𝙗𝙚𝙠𝙮𝙢𝙧𝙚 𝙨𝙞𝙜, 𝙡æ𝙜𝙜𝙚 𝙚𝙣 𝙖𝙡𝙚𝙣 𝙩𝙞𝙡 𝙨𝙞𝙣 𝙫æ𝙠𝙨𝙩?" (Matthæus 6:27)

CASE: Flugt - eller bevægelse?

Han bevæger sig, som alle mennesker gør. Ind og ud af møder med mennesker, og også ind og ud af relationer. Men i hans tilfælde ganske ofte ud og væk - når relationen ikke føles rigtig mere, eller der mangler den dybde, som er længslens egentlige mål.
Ganske ofte får han at vide, at han "flygter". Han kan sidde længe med sådan en mail og fundere. Der er så mange, der siger det. Er der noget om det? 

Det er naturligvis en mulighed, at det er sådan. I så fald er det værd at undersøge. Uundersøgt frygt i sindet kan, gennem irrationel fortolkning, skabe de oplevelser, som frygtes mest, og således kan han være på flugt fra sin egen skygge livet igennem. At se denne frygt i øjnene og undersøge den grundlæggende overbevisning, som ligger til grund for den kan, hvis det er sådan, det hænger sammen, være forløsende.

Men der er også en anden mulighed. Det er muligt, at han blot bevæger sig på en anden måde, end folk gør flest. Det er muligt, at han ikke stiller sig tilfreds med overfladiskhed, og at han, med sine bevægelser, anerkender, at han er et levende energisystem i konstant bevægelse, og derfor ikke skal bindes til bestemte konstruktioner i et eneste minut mere, end de giver mening i forhold til deres indhold. Det er muligt, at han er 𝗮𝘂𝘁𝗲𝗻𝘁𝗶𝘀𝗸, 𝗺𝗼𝗱𝗶𝗴, 𝗸𝗼𝗺𝗽𝗿𝗼𝗺𝗶𝘀𝗹ø𝘀, 𝗯𝗲𝘃𝗶𝗱𝘀𝘁 𝗼𝗴 𝗳𝗿𝗶! 
Også det er en fortolkning, det er ikke sikkert, den er helt sand, og sandheden ligger sandsynligvis et sted midt imellem. 𝘔𝘦𝘯 𝘩𝘷𝘰𝘳𝘥𝘢𝘯 𝘭𝘺𝘥𝘦𝘳 𝘥𝘦𝘵?

Den selv samme adfærd kan beskrives på meget forskellige måder, men da han lever i et samfund af norm, vil der være en statistisk sandsynlighed for, at hans normbrydende adfærd vil blive kaldt "𝗳𝗹𝘂𝗴𝘁" og ikke f.eks. "𝗮𝘂𝘁𝗲𝗻𝘁𝗶𝘀𝗸" eller "𝗳𝗹𝗲𝗸𝘀𝗶𝗯𝗲𝗹". Det er den selv samme adfærd, men hans oplevelse af, om han er "rigtig" eller "forkert" vil i høj grad kunne påvirkes af, hvilken etiket 𝘯𝘰𝘨𝘦𝘯 vælger at sætte på den. Dermed også hans håndtering af den.

Med ét sæt etiketter vil han - 𝘩𝘷𝘪𝘴 𝘩𝘢𝘯 𝘵𝘳𝘰𝘳 𝘱𝘢̊ 𝘥𝘦𝘮 - være usikker, konstant tvivlende, måske bruge svimlende summer på selvudvikling, kurser og piske(!).
Med et andet sæt vil han - 𝘩𝘷𝘪𝘴 𝘩𝘢𝘯 𝘵𝘳𝘰𝘳 𝘱𝘢̊ 𝘥𝘦𝘮 - hvile roligt i sig selv, bevæge sig spontant og tillidsfuldt - og også kunne 𝘣𝘭𝘪𝘷𝘦 så længe, det skal være, uden at skulle forholde sig til historier om, at han "har forandret sig", vist "er blevet mere tryg i verden" el.lign. 

Og hvis han ikke tror på noget som helst, som de andre fortæller ham, men simpelthen lytter til sin sjæls stemme og sin sjæls kald, og bevæger sig med den, som det føles rigtigt, uanset hvad de andre siger, kan han hengive sig til Sig Selv. Han kan hvile trygt i verden, bevidst om sin egen ret til og mulighed for at bevæge sig væk fra alt, som ikke føles godt, og dermed også bevidst om, hvor trygt det er at blive 

Han kan give sin gave til verden.
Han kan elske, og gøre, hvad han vil! 

CASE: Kan det vente?

Det kan godt vente. Hun har levet i en tung energi i mange år, ofte slæbt sig på arbejde, omgivet af negative brokkehoveder, uden mulighed for egentlig udvikling. Flere gange har hun været under beskydning og kritik.

Der er også noget andet. Hun har en passion, som også er en mission: hun vil og må dele den med andre mennesker, indvi dem i det, hun selv har fundet. Og hun vil leve af det, så hun kan hellige sig det fuldt og helt. Det får sjælen til at synge, hjertet til at danse, og det giver mening. Fuldt og helt mening.

Men det kan godt vente. For på arbejdet er der liiige den proces, der skal bringes i hus, der er også et lån, der gerne må betales lidt ned før opsigelsen ud i det ukendte (men spændende, fede, fantastiske, udviklende, livsglade...) - og desuden er der jo ingen, der vil købe noget af hende, og hun går bankerot indenfor 2 måneder hvis...osv. 

I arbejdet med al denne frygt, alle disse forbehold overfor livet, alle disse kontrakter med pligt og sikkerhed og r..kedelighed, undersøger vi sandheden, forbehold for forbehold. 
Men vi zoomer også ud og ser livet som en helhed: hvad er vigtigst, når du ligger på dit dødsleje? At have passet dit kedelige arbejde, eller have levet dit liv?! 

Hun bliver klar. Og hun får kolde fødder. Det kan godt vente. Bare lige et års nedmuntrende henslæben blandt brokkehovederne mere. Det er nødvendigt, siger pligten. Og frygten. 
Jeg spørger: "Du bestemmer, men er du helt sikker på, at det er sandt?" 

Og så falder det bort. Nu bliver længsler til drømme, og drømme bliver til planer, og det hele sker lige om lidt. Livet venter på hende, og det har ventet længe. Det kan ikke vente længere. 

CASE: Følelsen er alt!

Det er ikke det at renovere en firelænget gård. Det er ikke det at drive café der. Det er ikke arbejdet med uendeligt mange ormehuller, kilometervis af bjælker, gipslofter og halvfærdige installationer.

Det er ikke engang det at gøre det sammen. Det er ikke den gode kommunikation. Det er ikke kontakten, som nemt ryger sig en tur i 16 timers arbejdsdage med malerpletter på tøjet, gips i håret og meget forskellige temperamenter, foruden Mand og Kvinde, som skal finde hinanden i kaos. 
Det er følelsen, det handler om. Altid følelsen. Alt det andet er rammer, form, mulige, men ikke sikre, invitationer ind i følelsen. Så hvad er den? Hvad er målet med alt dette? Hvad vil du gerne føle, når det hele står færdigt? 
Vi finder frem til, at følelsen som café-ejer i en firelænget gård sammen med hendes elskede er følelsen af frihed, gavmildhed, mission, deling og, hvad kærlighedsrelationen angår, tryghed, respekt og retning. 

Hvad står i vejen? Mangel på maling? Upålidelige håndværkere? Utjekket projektstyring? Nope. Kaos i de ydre rammer er der nok af, men det løser sig jo nok hen ad vejen.
Det, der mangler, er tid.Tid til bare at være, sammen. Tid til at fordybe sig i det rum af kærlighed, som var udgangspunktet for det hele, som var det, den firelængede gård og caféen voksede ud af, før det hele blev til ormehuller, gipslofter og idelige konflikter.
Der mangler tid til stiletter, læbestift, hengivelse til mandens maskulinitet, når han med sikker stemmeføring bestiller maden ved et af de små borde, lidt afsides i en restaurant, der ikke er deres egen.
Tid til at komme tilbage til det rum, hvorfra det hele voksede.
Uden den tid falder det hele fra hinanden, og hun vil stå med en nyrenoveret, firelænget gård, en flot café, og en følelse af afmagt, stress, vrede, forsmåethed og svigt. Og hvorfor så?

First things first. Vi finder frem til, hvad længslen bag længslen efter at blive færdig med at renovere og lave café, er. Da det er blevet tydeligt, er det ikke svært at se, hvad der skal gøres nu, før de sidste 3562 småprojekter færdiggøres. Lige nu.
Sindet vil forsvinde ind i form, hvis det får lov. Det gør det ikke. Vi undersøger, og vi finder ind til det, der er Vigtigt. Det, der er Vigtigt, skal gøres Nu. Form kan vente.