B for Bi, B for 𝗕𝗲𝗸𝘆𝗺𝗿𝗶𝗻𝗴. De stod i kø, 𝗯𝗲𝗸𝘆𝗺𝗿𝗶𝗻𝗴𝗲𝗿𝗻𝗲, døgnet rundt.
Nej, det gjorde de faktisk ikke, de møflede rundt hulter til bulter i hjernebarken, som stressede, desperate forbrugere i et stormagasin på Kulsort Fredag.
Sindet var utroligt velmenende. Tænk, hvis der var en lillebitte mulighed for, at noget kunne gå galt, som hun havde overset? Tænk, hvis hele læsset væltede, hun væltede med, ud over kanten, ud i Mørket, hvor der kun er Gråd Og Tænders Gnidsel, og sindet havde forsømt sin vigtigste opgave: at holde hende på dupperne (læs: max. stresset) 24-7?
Natten var i brug, drømmene var bekymrede. Og for at få mere tid til at "arbejde" med diverse skrækscenarier, vækkede sindet hende hver morgen ved 4.30-tiden. Det gav lige to en halv time til rigtig at forstå, der under dynen, hvor galt, det nok ville gå. Utroligt velmenende, det sind!
Mærkeligt nok hjalp det ikke spor at fortælle sindet, at det skulle tage en slapper, at det bare var noget pjat, og at det nok skulle gå alt sammen. Sindet lyttede ikke til sådan noget lalleglad bullshit! Det passede fortsat sin opgave, for at passe på hende, naturligvis.
Det var først, da vi sammen begyndte at undersøge skrækscenarierne metodisk, grundigt, faktuelt og først og fremmest LANGSOMT, meditativt, for Sandhed, at der begyndte at ske noget. Hver gang en 𝗯𝗲𝗸𝘆𝗺𝗿𝗶𝗻𝗴 blev afsløret i at være utroligt usandsynlig, ikke som ønsketænkning, men omhyggeligt bakket op af evidens, og derefter kontempleret langsomt, mistede den kraft. Nogle 𝗯𝗲𝗸𝘆𝗺𝗿𝗶𝗻𝗴𝗲𝗿 forsvandt pludseligt, og hun kunne forundret le af dem minutter efter, at de havde stresset hende.
Andre krævede mere arbejde, over tid. Men hun gjorde arbejdet. Hver gang sindet foreslog en katastrofe som minimum, snurrede hun rundt på hælen og spurgte det, mens hun så det i øjnene: "Undskyld, hvad sagde du? Er du helt sikker på, at det er Sandt?".
Allerede efter få uger begyndte hun at kunne sove, og da hendes coachingforløb sluttede, havde en grundlæggende ro indfundet sig i hendes liv.
Vist kunne hun stadig blive bekymret, og det var virkelig fint, for nogle 𝗯𝗲𝗸𝘆𝗺𝗿𝗶𝗻𝗴𝗲𝗿 er det faktisk en god ide at have, så man kan handle fornuftigt og rettidigt.
Men de meningsløse 𝗯𝗲𝗸𝘆𝗺𝗿𝗶𝗻𝗴𝗲𝗿, som både var usandsynlige og som hun alligevel ikke ville kunne forhindre, var stort set luget ud. Og når de opstod, havde hun sit værktøj klar: "𝙀𝙧 𝘿𝙚𝙩 𝙎𝙖𝙣𝙙𝙩?".
"𝙃𝙫𝙚𝙢 𝙖𝙛 𝙟𝙚𝙧 𝙠𝙖𝙣, 𝙫𝙚𝙙 𝙖𝙩 𝙗𝙚𝙠𝙮𝙢𝙧𝙚 𝙨𝙞𝙜, 𝙡æ𝙜𝙜𝙚 𝙚𝙣 𝙖𝙡𝙚𝙣 𝙩𝙞𝙡 𝙨𝙞𝙣 𝙫æ𝙠𝙨𝙩?" (Matthæus 6:27)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar