CASE: Sammenlignet med hvad?

"𝗝𝗲𝗴 𝗵𝗮𝗿 𝗷𝗼 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗻𝗼𝗴𝗲𝘁 𝗹𝗶𝘃!", sagde hun. Da jeg spurgte, hvad hun mente med det, svarede hun:
"Jeg sidder bare her og kukkelurer. Smerterne er der hele tiden. Alt, hvad jeg har lyst til, kan enten ikke lade sig gøre, eller også er der ikke nogen, der gider at gøre det sammen med mig, og jeg har ikke lyst til at gøre det alene."
"Hvor mange problemer er det?", spurgte jeg
"Hmm, to, tror jeg: smerterne og kedsomheden"
"To? Jeg får det til seks"
"Seks, ligegodt?!"
"Seks, ja:
1. Du burde ikke sidde der
2. Du burde ikke "kukkelure"
3. Du burde ikke have smerter
4. Det, du har lyst til, burde kunne lade sig gøre
5. Andre burde have lyst til det samme
6. Du burde elske at gøre det alene"

Der blev stille lidt. Så:
"Du er på en eller anden måde enormt 𝗽𝗿𝗼𝘃𝗼𝗸𝗲𝗿𝗲𝗻𝗱𝗲 at høre på!"
"Virkelig? Hvordan?"
"Det ved jeg ikke. Det lyder bare som om, jeg er sådan en forkælet møgunge!"
"Virkelig?"
"Ja! Det gør ondt, og der er mange ting, jeg ikke kan. 𝗗𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝗻𝗼𝗴𝗲𝘁 𝗹𝗼𝗿𝘁!"
"Jeg forstår godt, at det føles som noget lort. Jeg har også jævnligt smerter, og der er virkeligt mange ting, jeg ikke kan. Hvordan kan det så være, at jeg ikke synes, det er noget lort?"
"Det ved jeg da ikke. Desuden kan du meget mere end mig"
"Ja, og jeg har også færre smerter end dig. Er det derfor, at jeg ikke synes, det er noget lort, tror du?"
"Ja"
"Du har måske ret. Det er bare mærkeligt, at jeg heller ikke syntes det, før jeg hørte om din situation? Jeg har betydeligt flere smerter end min ven M, som siger, han aldrig har ondt nogen steder, og jeg kan helt vildt meget mindre end min ven S, som har lavet en Ironman. Hvorfor er det ikke noget lort?"
"𝗗𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝘃𝗲𝗹 𝗯𝗮𝗿𝗲, 𝗳𝗼𝗿𝗱𝗶 𝗱𝘂 𝗲𝗿 𝘁𝗶𝗹𝗳𝗿𝗲𝗱𝘀 𝗺𝗲𝗱 𝗱𝗲𝘁, 𝗱𝘂 𝗸𝗮𝗻!"

Stilhed. Jeg smilede irriterende til hende. Mere stilhed.
Så hørte hun, hvad hun selv havde sagt. Skulle lige til at sige noget, men standsede så sig selv. Lidt mere stilhed.
Så mumlede hun: "Det er vel nemmere at være tilfreds, når du kan det, du kan?"
"Det tror jeg ikke. Min ven S er faktisk ikke tilfreds med det, han kan. Han har lyst til mere. Og det kunne være så fedt aldrig at have migræne, sådan som M…"
"Jamen, hvad så?"
"𝗗𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝗻𝗲𝗺𝗺𝗲𝗿𝗲 𝗮𝘁 𝘃æ𝗿𝗲 𝘁𝗶𝗹𝗳𝗿𝗲𝗱𝘀, 𝗻𝗮̊𝗿 𝗷𝗲𝗴 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝘀𝗮𝗺𝗺𝗲𝗻𝗹𝗶𝗴𝗻𝗲𝗿 𝗺𝗲𝗱 𝗻𝗼𝗴𝗲𝗻, men blot ser, hvad der faktisk er muligt for mig"
"Ja, men der er bare så lidt, som er muligt!"
"I sammenligning med mig, ja. Ikke i sammenligning med en, jeg kender, som er lam fra halsen og nedefter, og giver dagligt udtryk for at have et godt og meningsfuldt liv! Kan du få dine smerter til at gå væk, og få din fulde styrke og smidighed tilbage nu og her?"
"Nej, det er jo det, der er problemet!"
"Det er det ikke. Problemet er, at du synes, de burde være væk, og du burde kunne alting. Vil du leve et begrænset liv i bitterhed eller 𝗲𝘁 𝗹𝗶𝘃 𝗺𝗲𝗱 𝗺𝘂𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱𝗲𝗿, 𝗶 𝗴𝗹æ𝗱𝗲 𝗲𝗹𝗹𝗲𝗿 𝗶 𝗵𝘃𝗲𝗿𝘁 𝗳𝗮𝗹𝗱 𝗮𝗰𝗰𝗲𝗽𝘁?"
Kort pause.
"Det sidste…"
"Godt. Så lad os bygge sådan et. Med lige præcis de muligheder, du har, de smerter du har, og de ressourcer, du har. Vi starter nu!"

Mulighederne forblev de samme. Smerterne var et vilkår. Men oplevelsen ændredes fra den dag.
𝗢𝗴 𝗼𝗽𝗹𝗲𝘃𝗲𝗹𝘀𝗲𝗻 𝗲𝗿 𝗱𝗲𝘁 𝗲𝗻𝗲𝘀𝘁𝗲, 𝗱𝗲𝗿 𝗯𝗲𝘁𝘆𝗱𝗲𝗿 𝗻𝗼𝗴𝗲𝘁!

CASE: Det er for meget!

Hun havde for meget i sit liv. ALT for meget!

Det var det ydre: Et uoverskueligt, stressende arbejde, børn ud over det hele, en kæreste (i et kompliceret forhold), et par gamle forældre, tusind venneaftaler, "fri"tidsaktiviteter en masse - plus en stor gæld, som var nødvendig for at have det store hus, som forfaldt, mens græsset groede og hækken voksede... 
Det var det indre: Hensyn til højre og venstre, forpligtelser, skyld, skam, kærlighed, relationer, konflikt... 
På bundlinjen: Total forvirring, stress og en stærk oplevelse af ikke at ane, hvem hun var! 
Meget af det var simpelthen så fint at have i sit liv. Isoleret betragtet. Men det var ikke isoleret. Det var heller ikke 𝙗𝙚𝙩𝙧𝙖𝙜𝙩𝙚𝙩!
Dét blev arbejdet: at 𝙗𝙚𝙩𝙧𝙖𝙜𝙩𝙚 det. 𝘽𝙚𝙩𝙧𝙖𝙜𝙩𝙚 sig selv, hendes essens, forvirret og rodløs midt i det kaos af For Meget. Udefra, for det var den eneste måde at mærke det indefra. Hvad det gjorde ved sjælen, og hvad der, i Virkeligheden, foregik. 

Vi trænede 𝙗𝙚𝙩𝙧𝙖𝙜𝙩𝙣𝙞𝙣𝙜, iagttagelse, udefra og indefra. Og som klarheden indfandt sig, blev det ikke længere et spørgsmål om at overleve, eller om at vælge til eller fra. Det blev organisk og naturligt at sige Nej Tak til det, som ikke nærede sjælens længsel, men blot var kommet til ved en tilfældighed, af gammel vane eller af norm.
Ikke som en beslutning, men bare fordi, det ikke føltes rigtigt. Med klarheden fulgte nemlig også modet til at sige Ｎｅｊ til For Meget.

Og der blev ro. Stilhed. Og i den stilhed kunne hun nu sige Ｊａ til 𝘿𝙚𝙩 𝙀𝙧 𝙇𝙞𝙜𝙚 𝙈𝙞𝙜.

Man må kunne sige Ｎｅｊfor at kunne sige Ｊａ.

Er du sindssyg?!

Et af min fars opmuntrende mantraer om denne verden er: "Vi lever i en galeanstalt!". Jeg havde i rigtig mange år en forunderlig følelse af, at han, med dette statement, havde fat i noget. Det varede, indtil jeg opdagede, at han slet og ret...havde ret! 

"Sindssygdom er en samlebetegnelse for en række forskelligartede indgribende psykisk abnorme tilstande, kendetegnet ved en ændring i realitetsvurderingen, en forandring i patientens muligheder for at opleve og vurdere sin omverden og sig selv, sin tilstand og handlinger i overensstemmelse med virkeligheden. Man er ikke i stand til at teste sandhedsværdien af sine tanker, følelser og forestillinger. Dette realitetstab kan vise sig i symptomer som hallucinationer, paranoid tænkning, bevidsthedsforstyrrelser eller ændret stemningsleje." 1)

I dag er det d. 10. oktober, som er "World Mental Health Day" - dagen, hvor vi sætter fokus på mentale sygdomme, ubalancer og de konsekvenser, de har for dem, der rammes af dem. Sindssygdom eller, som det mere lægefagligt korrekt benævnes: "psykotiske tilstande", kan være voldsomt invaliderende og have vidtrækkende, skadelige konsekvenser for både patienter og pårørende. Derfor er det også absolut på sin plads at have en særlig dag til opmærksomhed på dette aspekt af vores menneskeliv.
Det findes. Det er meget udbredt! Vidste du, at over 700.000 danskere tager psykofarmika2)?!

Men måske er det langt mere udbredt end denne statistik viser? Måske er der mange, som lider af tilstande, der falder indenfor definitionen ovenfor, men ikke bliver medicinerede eller hjulpet på anden vis? 

Måske lider alle af sindssyge? Også du og jeg? Er du sindssyg?! 

Lad os undersøge det: Hvis vi koger den detaljerede definition på sindssyge ned, handler det om, at patienten har problemer med at vurdere, hvad der er Virkeligt, og hvad der ikke er ("en ændring i realitetsvurderingen...etc."). Lidelsen går med andre ord ud på at lide af vrangforestillinger om Virkeligheden. Husk, at jeg for det meste staver Virkeligheden med stort for at gøre det tydeligt, at den er en absolut, objektiv størrelse, som ikke kan fortolkes uden at blive til noget andet, nemlig en fortolkning: Det regner, eller det regner ikke. Det her er et bord, ikke en stol. Han sagde præcis sådan, eller han sagde noget andet.
Og når man er sindssyg, har man altså problemer med at "opleve og vurdere sin omverden og sig selv, sin tilstand og handlinger i overensstemmelse med Virkeligheden". Det er jo ikke så godt! 

Hvad med dig? Er du til enhver tid i stand til at opleve og vurdere din omverden og dig selv, din tilstand og handlinger i overensstemmelse med Virkeligheden? De fleste mennesker vil nok svare "Ja". De fleste mennesker lader til at mene, at de har styr på Virkeligheden og er i stand til at handle fornuftigt og i overensstemmelse med den. Det mener jeg også selv. Ja da, det kan jeg sagtens! Men er det sandt?

Du oplever intens jalousi, fordi din kæreste har lyst til at date andre også. Du oplever frygt, fordi du er nødt til at tage vaccinen, og den vil slå dig ihjel. Du oplever vrede, fordi din chef overser dig. Du spiser vegetarisk for at passe på klimaet, og kører gerne langt ud på landet i din bil for at købe lokalt og økologisk. Du oplever klaustrofobi i dit parforhold, fordi din kæreste savner dig, hvis du ikke er sammen med ham/hende 24-7. 

Fællesnævnere her? Jo, der er, i alle eksemplerne, en klar overbevisning om at "opleve og vurdere sin omverden og sig selv, sin tilstand og handlinger i overensstemmelse med Virkeligheden". 
For det er ikke i orden, og det bringer din position i fare, at din kæreste pludselig vil sammenligne dig med andre. Vaccinen er ikke ordentligt gennemtestet, og din tante kender en, hvis storesøsters nabo oplevede en summen på venstre knæ i flere uger efter at have fået stikket. Din chef hader dig, og det er sgu da utrygt! Er kødspisning måske ikke en af de værste klimasynder? Og du er et ufølsomt røvhul, hvis du lader din kæreste sidde hjemme og græde ned i en pude af savn, mens du hygger dig med vennerne. Sådan er virkeligheden, og du føler og handler i overensstemmelse med den. 

Andre fællesnævnere? Jo, oplevelserne af, hvad der her er virkeligt, bygger i allerhøjeste grad på antagelser, og i ingen af tilfældene er de følelses- eller handlingsmæssige reaktioner i overensstemmelse med Virkeligheden, men udelukkende med antagelsen. 
Realitetstabet resulterer i "symptomer som hallucinationer, paranoid tænkning, bevidsthedsforstyrrelser eller ændret stemningsleje".

Hvad er antagelserne/hallucinationerne her?

Det antages, at kæresten vil sammenligne dig med de andre, hun dater, at sammenligningen ikke vil falde ud til din fordel, at du derfor er værdiløs, at han/hun derfor vil forlade dig og at dit liv dermed er slut!
Det antages, at du er "nødt" til at tage vaccinen (altså, at du skal, der er ingen som helst vej uden om, kanylen går simpelthen i kødet på dig, lige meget, hvad du gør), at det er sandt, at den ikke er ordentligt gennemtestet, og at du kommer til at dø af stikket.
Det antages, at din chef faktisk overser dig (og ikke bare f.eks. også har sin opmærksomhed tusind andre steder), at  det betyder, at dit job er i fare og at det vil have fuldstændigt ødelæggende konsekvenser at miste dit arbejde.

Det antages, at det betyder noget for klimaet, at du spiser grønt i stedet for kød, og fokuseringen på denne dyd dækker fuldstændig over proportionerne, så det ikke tages i betragtning, at bilturen sandsynligvis er mangefold mere skadelig for miljøet end en ribeye ville være.
Det antages, at det er dit ansvar at kompensere for din kærestes oplevelse af mangel og frygt i sit eget liv, og at du er et dårligt menneske som helhed, hvis du ikke gør det. 

De fleste af antagelserne er dele af "trossystemer", som gensidigt betinger hinanden og binder i historier/hallucinationer om Virkeligheden, som er truende, ubehagelige og/eller i hvert fald fører til (sandsynligvis) helt irrationel adfærd. Iagttag "trossystemerne", altså "kæderne" af "at'er": hvis en af antagelserne i kæden ikke var der, ville der ikke være et problem! 

Og hvad er Virkeligheden? I de fleste af eksemplerne er Virkeligheden, at du ikke aner, hvad den er, men går med din antagelse, som, selv hvis den tilfældigvis(!) skulle vise at være sand, ikke gør din følelses- eller handlingsmæssige reaktion mere berettiget - for den fører ikke til ændring af Virkeligheden, men kun til lidelse/besvær for dig! 

Se lige et øjeblik dette billede for dig: Den sindssyge, som raver rundt i sin celle på psykiatrisk hospital, slår om sig med armene og højrøstet proklamerer, at bierne vil æde ham, at det i virkeligheden er droner fra PET, og at han vil skrive til Dronningen for at få ændret Grundloven, da den ikke favoriserer strikkeklubber, som den i høj grad burde. Er der, hvis du nu skal være helt ærlig, ikke skal sige det højt til nogen, men bare lige iagttage dig selv et øjeblik, i Virkeligheden den helt store forskel på dig og denne stakkels patient? Åh jo, i absurditeten af vrangforestillingerne måske, og måske særligt i den grad, hvormed de skader patientens evne til at leve et "normalt" liv. Men hvad med selve kvaliteten af måden at opleve verden på? Altså det her med, i mangel af nogen reel viden om, hvad Virkeligheden i Virkeligheden er, at ophøje antagelser til sandhed, og føle, tænke og reagere i overensstemmelse hermed? 

Nu er det ikke sikkert, at du kan genkende dig selv i nogen af de eksempler, jeg har angivet ovenfor - men så find selv nogle andre. Jeg er helt sikker på, at langt hovedparten af de tanker, som styrer dit liv, ikke afspejler Virkeligheden nøjagtigt og objektivt, men er antagelser/fortolkninger/hallucinationer om den! Det er jeg ikke sikker på, fordi jeg kender dig personligt, kære læser, men fordi jeg antager, at du er menneske, og menneskers sind virker grundlæggende ens. Vores sind kan ikke vide, hvordan verden er, så det er henvist til at gætte. Ofte leder gætterierne ind i frygt, binding, ufrihed og depression. Ikke bare, fordi de er dystopiske i en eller anden grad, men også, fordi vi generelt har en stor tendens til at tro på dem!  

Så...

Vi lever i en galeanstalt

- og vi er selv blandt patienterne!

Nu til de gode nyheder! For der er faktisk en helt afgørende forskel på dig/os uden for det psykiatriske hospitals mure, og dem indenfor. Hvis du er et normalt fungerende, menneskeligt individ med en bevidsthed, så er du i stand til "at teste sandhedsværdien af dine tanker, følelser og forestillinger"! Og det er præcis det, som er porten tilbage til Sandhed og dermed sundhed. 

Du er ikke et viljeløst offer for dit sinds mere eller mindre tilfældige, og meget ofte vanvittigt upræcise, forestillinger om Virkeligheden. Du kan undersøge dem! Det er superenkelt - men også supersvært, fordi det er et oprør mod sindets tilbøjelighed til diktatur over din bevidsthed. 

Når du imidlertid tager mod til dig og gør det alligevel, vil du opleve en Frihed fra den truende, triste, meningsløse, farlige eller kedelige verden, som dine hallucinationer om den præsenterer. 

Og du vil vide, at du ikke er sindssyg. Du er Her. I verden. Sammen med os andre.

Læs også: "Hvad er Virkeligheden i Virkeligheden?". 

1) Kilde: Bet. 1068: Principbetænkning om anvendelse af tvang i psykiatrien, kapitel 6, afgivet af det af Justitsministeriet nedsatte udvalg.
2)  Kilde: Sundhedsdatastyrelsen.

Sindssyge-check

1. Ved enhver, negativ, stressende, ubehagelig følelse: Hvilke tanker må jeg tænke om verden/situationen for at føle sådan?
2. Er tankerne fuldstændig objektivt sande? Eller kun måske? Eller helt sikkert ikke?
3. Hvis tanken/tankerne ikke (helt sikkert) er sand(e), hvad er Virkeligheden så? Seriøst, sandsynligvis?

Hvis du mener, at tanken er fuldstændig objektivt sand, er du ikke sindssyg (hvad denne forestilling angår!) - men hvis tanken er sand, er det helt sikkert ikke den, der bereder dig lidelse! En sand tanke kan aldrig berede lidelse! Ikke mere om denne vilde påstand her - følg med på bloggen - eller skriv til mig, hvis du ønsker en uddybning...

Forkert - eller bare dumt?

Det er for dårligt, at han ikke kommer til tiden. 
Det er forkert af mig, at jeg ikke ringer til min mor.
Det er uetisk, hvis en terapeut har sex med sine klienter
Det er amoralsk at have hemmelige elskere/elskerinder.

Forkerthed står i kø for at finde sit udtryk, alle steder i samfundet, i relationer af enhver slags, og inde i det enkelte menneske. Jeg tvivler på, at du oplever en dag nogensinde, hvor dit sind ikke, muligvis blot overfladisk og i glimt, har gjort nogen, noget eller dig selv forkert? 

Det er det dømmende sind, der er på spil. Funktionen af det er, som funktionen af sindet i det hele taget, at økonomisere med ressourcerne, som hurtigt ville blive sparsomme, hvis det skulle forholde sig til alle indkommende, trilliarder af informationer. Derfor samles alle sanseindtryk til koncepter, som derefter forsynes med etiketter: "Godt for mig" eller "Skidt for mig". For at lette arbejdet, gøres værditildelingen generel: "Dårligt-Godt", "Forkert-Rigtigt", "Uetisk-Etisk", "Amoralsk-Moralsk"  etc.

Se på eksemplerne ovenfor. Se hvor meget energi, der kan spares her: Enhver, der kommer for sent, er for dårlig, enhver, der ikke ringer til sin mor er forkert, enhver terapeut, som har sex med sine klienter, er uetisk, og enhver, der har en hemmelig elsker/elskerinde er amoralsk (og dermed implicit også forkert). Dermed kan alle disse mennesker uden videre forhandling smides væk. "Dur ikke - væk!" - og du kan komme videre til vigtigere ting.
Quadratisch. Praktisch. Gut.

Eller hvad?
Du har sikkert erfaret, at det ikke sjældent sker, at det er dig, som, efter eget eller andres sinds mening, er forkert. Du har med garanti også mærket, at det føles meget ubehageligt og ufrit, og at du bruger endog rigtig meget energi på søvnløse nætter, grublerier, lange telefonsamtaler etc.
Du har bevæget dig, som du nu bedst kunne, ud fra dine følelser, fornemmelser og sunde fornuft på det tidspunkt, og er så trådt ned i et hul, der gør dig forkert: Du kom for sent! Du orkede ikke at ringe til din mor! Det bliver ikke lettere at gøre sig fri af den indre dom, hvis den bekræftes af en "velmenende" omverdens kritik. Og hvor du er forkert, er du også i fare: det handler om, at du står til at blive bortvist fra din plads ved bålet, at blive smidt ud af gruppen. Dit ego vil gøre hvad som helst for at sikre, at du fremstår "rigtig", så du kan overleve i gruppen, og vil derfor berede dig intens lidelse, til du retter ind. Tak, ego!

Men der er noget galt. Kan du se, hvad det er?

Lad os et kort øjeblik antage, at det vitterlig er forkert at komme for sent, ikke ringe til sin mor, have sex med sine klienter, eller have hemmelige elskere/elskerinder. OK, så har nogen, måske du, handlet forkert. Men hvordan blev det til, at han/hun/du er forkert?

Denne fejlslutning kommer af sammenblandingen af handling og intention. Når du kommer for sent, er det fordi, du skider på os andre. Når du ikke ringer til din mor, er det fordi, du er utaknemmelig og følelseskold. Hvis du, som terapeut, har sex med dine klienter, er det fordi du udnytter din position til at booste dit eget ego og få tilfredsstillet din lyst. Når du har hemmelige elskere/elskerinder er det fordi, du er styret af dit begær og desuden fej. Meget forkert, indeed! 

Hvad nu, hvis det ikke er sandt? Hvad nu, hvis den bagvedliggende intention var en helt anden, og han/hun/du dermed var en helt anden? Dermed ville du ikke bare være offer for en sløret udsigt til den anden eller dig selv, men også være vidne til et justitsmord, right? Og disse justitsmord sker dagligt, i det store og i det små, inde i dig, inde i alle andre, og i samfundet som sådan. Se efter dem, når du ser nyheder, taler med dine venner og relaterer med din partner. Med opmærksomhed vil du finde flere eksempler, end du tror! De andre eller du selv er forkerte, fordi I handler på en bestemt måde.

Det kan imidlertid ikke være sandt, for vores handlinger betinges ikke blot af vores intention, men i høj grad også af vores forståelse af omgivelserne. Derfor omsættes en kærlig intention ofte til handlinger, som ikke afkodes kærligt af omgivelserne. At disse omgivelser ikke aflæser intentionen korrekt, er i mange tilfælde hverken omgivelsernes eller afsenderens skyld. Der er blot tale om en kommunikationsbrist, som skyldes forskellig for-forståelse, af hvad det f.eks. typisk er et tegn på, når man kommer for sent. Dermed er man ikke pr. definition forkert, fordi man kommer for sent.
Det kan være, at man har kæmpet mod helt vanvittige odds på arbejdet, i trafikken og i elevatoren (som sad fast) for at nå frem, det lykkedes bare alligevel ikke. Det kan også være, at man er følelsesmæssigt udsultet, ensom og fuld af uforløst kærlighed, derfor har fundet en elsker/elskerinde at give sin gave til. Og det kan være...rigtig meget kan være. Der er grunde til alt, men de er ofte uendeligt meget mere nuancerede, end den hurtige dom levner plads til at se, og ofte kender du ikke engang selv grundene til, at du har det eller handler, som du har det/gør. 

Nå, jeg lovede ovenfor, at vi kun et øjeblik ville antage, at de i starten oplistede forbrydelser var forkerte, og det øjeblik har vist varet længe nok nu. Jeg har ofte før været inde på (læs f.eks. disse artikler), at generelle vurderinger af, hvordan "man" "bør" gøre og ikke gøre aldrig kan være objektivt sande. Det afhænger af, hvad nogen synes, og kan derfor ikke i sig selv være gældende for dig. Desuden er Virkeligheden altid mere nuanceret end det, der er plads til at skrive på en etiket.
Tilsvarende kan det, du synes om andre, aldrig være udtryk for andet end din for-forståelse og eventuelle frygt, og det kan derfor ikke sige noget objektivt sandt om disse andre. Nogen kan med andre ord synes at det, du eller andre gør, er forkert, det bliver det bare ikke forkert af. Det er, som det er, uanset hvad nogen synes.

Men lad os tage den et skridt videre. Hvad nu, hvis de "forkerte" handlinger, i bestemte situationer, faktisk er de helt rigtige - i forhold til den bagvedliggende intention? Kan en forkert handling være rigtig? Hvis vi nu erstatter "forkert" med "uhensigtsmæssig" og "rigtig" med "hensigtsmæssig" -  i forhold til den bagvedliggende intention? 

Det kunne måske være hensigtsmæssigt, at han kommer for sent, hvis alternativet var at blive dræbt i trafikken på vej herhen?
Det er måske hensigtsmæssigt, at jeg ikke ringer til min mor, da jeg har en intention om at have en bevidst nærværende, autentisk dialog med hende, og jeg orker det simpelthen ikke lige nu.
Jeg kan ikke umiddelbart forestille mig, hvordan det kunne være hensigtsmæssigt som terapeut at have sex, eller sågar blot have en privat relation, med sine klienter, men kunne der være undtagelser? Hvad nu hvis man, som terapeut, åbenlyst underviste i netop sex, det var klart og tydeligt annonceret, at det var det, det handlede om, der var fuld forståelse og samtykke etc., altså at intentionen var at hjælpe til udvidelse af klientens seksuelle begrebsverden?
Kunne det være hensigtsmæssigt at have hemmelige elskere/elskerinder, hvis intentionen var at give sin kærlighedsgave til flere, blive et mere helt og lykkeligt menneske, partneren ikke vil kunne rumme det, aldrig vil finde ud af det, og, uden at vide det, indirekte vil have glæde af det?

Det er naturligvis blot eksempler, og fortolkningen af hensigtsmæssighed er ikke nødvendigvis sand i disse tilfælde, men den er en mulighed. Den mulighed er en sprække i det panser af fordømmelse, som udelukker fra at se den anden rent, og som indeslutter dig selv i en ubehagelig og usand fortælling, som du ikke kan slippe ud af, fordi du er forkert. Og du er jo dig, så det er der ikke noget at gøre ved, lige som de andre er sig!

Naturligvis kan det også forholde sig sådan,  at intentionen er god nok, men handlingen er uhensigtsmæssig - eller slet og ret dum! Er du så dum? Nej, som sagt, handlingen var, i det tilfælde, dum, og det var den måske endda kun fordi, de andre misforstod den! Havde disse andre været nogle andre, havde det været den helt rigtige handling, og du kunne ikke på forhånd vide, hvordan de ville afkode din handling, for du er ikke dem. 

Troen på forkerthed er en sygdom, som forpester de fleste menneskers liv i en eller anden grad. Det er troen på konceptet som sådan: at noget og nogen kan være forkerte, som skaber ufrihed og lidelse, for det at dømme andre forkerte kommer af frygt i dig, og slår altid tilbage som frygt: det kunne være dig, der var forkert, og det er det måske næste gang?

Kun du er dig. Kun du har adgang til din indre verden. Og husk, at kun de andre har adgang til deres. Du ved ikke, hvad der foregår inde i de andres maskinrum. Pas på med at gætte, og afvis andres gætterier på dine vegne venligt, men bestemt.

De fleste menneskers intention er, i de fleste tilfælde, dybest set kærlig, uanset hvor kikset du kan synes, den kommer ud. Du ved, at det er din egen også.

At give afkald på at dømme er noget af det sværeste, du kan øve dig i.
Og det er den mest kraftfulde portal til Frihed, der findes. 

Aldrig mere forkert!

Vær i den kommende tid opmærksom på "forkerthed". Altså på, hvornår du selv føler dig forkert, gjort forkert, eller du gør andre forkerte, udtalt eller bare i dit "stille" sind. Fortæl mig ikke, at det ikke sker!

Se nu på denne forkerthed, og stil følgende spørgsmål til den:

1. Hvad bevirker handlingen, konkret eller følelsesmæssigt, i afsender hhv. modtager?
2. Hvem synes, det er forkert? Ville alle mennesker på planeten, helt uden undtagelse, finde det forkert?
3. Hvad er intentionen mon? Alle muligheder skal med, også de tilsyneladende usandsynlige.
4. Hvad kunne de positive effekter af den "forkerte" handling være, måske på længere sigt og på en anden måde, end det umiddelbart ser ud?
5. Hvad kunne være grunden til, at handlingen bliver, som den bliver? Hvad tror/frygter den anden/du selv, som kunne medvirke til netop denne handling som resultat af netop denne intention? Alle muligheder skal med, tænk ud af boksen!
6. Hvordan ville du se på den anden/dig selv, hvis du slet ikke medtog den forkerte handling i din vurdering?

Ud af hamsterjulen

Det er snart jul, og i julen skal du hygge dig. Du skal være sammen med din familie, I skal skabe en ramme for samvær og nydelse, som afspejler jeres fælles værdier og traditioner, og som derfor er tryg og velkendt. Det er umuligt ikke at nyde julen, for den indeholder alt det, du ønsker dig: kærlighed, samvær, gaver, tryghed og kropslig nydelse i form af varme, lys, velsmag og betryggende/overvældende mæthed. What's not to like?

Alligevel kender jeg mange, som, i det mindste også, tumler med følelser som klaustrofobi, irritation, vrede og angst i forbindelse med den tilstundende højtid. En pakkekalender af rastløshed og ængstelse, og pakkerne bliver større og større, jo tættere vi kommer på d. 24. Kender jeg mon egentlig nogen, som ikke (også) har det sådan?
Når følelserne er såkaldt negative, dvs. er tegn fra kroppen på, at sindet har justeret den til kamp eller flugt, ved du, at der er noget, du har misforstået. Altså lige bortset fra de tilfælde, hvor en 6-akslet lastbil, lastet med broelementer, er på vej imod dig med 80 km/t, mens du står midt på vejbanen. Eller hvor en rocker på 2,10 meter over skuldrene går frem imod dig med løftede knytnæver og et ansigtsudtryk, der ikke giver grund til at antage, at han kommer med blomster. Da er en følelse af angst, altså øget alarmberedskab, ikke baseret på en misforståelse. Sindets fortolkning af verden er i overensstemmelse med den: du er i fare. Kom væk!

Men julen, da? Hvor er lastbilen? Rockeren? Den akutte livsfare? Hvorfor vil du gerne væk? Paradoksalt nok er trangen til flugt fra julen for det meste ledsaget af skyld over denne følelse. Der er ikke meget, som er så hæmmende for lyst som skyld. Lysten bliver altså mindre endnu, skylden større. Pakkerne vokser, men er ikke fulde af det, du ønsker dig. Tværtimod.
Julen kan i langt de fleste tilfælde umuligt være farlig for dig, selvom der er rapporteret enkelte tilfælde af brande i juledekorationer, forbrændinger i forbindelse med karamellisering af brune kartofler og livstruende mavekneb knyttet til kampen om den kornfede marcipangris, som var årets mandelgave. Men du tror åbenbart, den er farlig. Der må altså være noget i setup'et som truer dit ego, altså fortællingen om dig, i dig.
For du er jo et socialt, kærligt, gavmildt og rummeligt menneske, ikke? Dine relationer til de nærmeste er da sunde og karakteriseret ved integritet, kærlighed og respekt? I din familie holder I sammen, og alle vil hinandens bedste. Der er talt ud om alle fortidige uoverensstemmelser, og evtuelle nye (og de er meget sjældne) håndteres følelsesmæssigt kompetent, direkte og uden forsinkelse, på en baggrund af bagvedliggende, ubetinget kærlighed. Ikke sandt? Jo da. Og du har lyst til at skrige?

Julen er et udstillingsvindue for alle de mange løgne, vi fortæller om os selv og hinanden. Vi gør det 24-7, året rundt. Men i julen skal de være sande. For der er investeret umådelig meget ego i julen, for alle implicerede: alle de dyre gaver, al den arbejdskrævende mad, juletræet, konfekten, den smukke dug, som oldemor broderede til bedstemor, lyskæder i ligusterhækken, børnene i deres fine tøj, nisser og engle all over the place. Her har vi det godt, basta!
Hvis du ikke har det, sårer du de andre(s egoer). For de har lagt så meget energi i, at du skal have det godt, og de skal have det for indsatsen, at du har det, siger det og viser det. Så ved de, at de er noget værd. Hvis du ikke har det godt, og ikke formår at skjule det, inviterer du de andre til at føle, at de er værdiløse, og reaktionen vil være vrede, angst, skuffelse, bebrejdelse. Det vil igen invitere dig ind i skyld, så har du det værre, og så tager vi en runde mere i spiralen mod bunden.

Men der er en anden vej. Det vil nok ikke overraske dig (hvis du har læst tidligere indlæg), at jeg peger på kontakt med Virkeligheden som vejen ud af hamster-julen.
Virkeligheden er, at det er umuligt selv at bestemme, hvad man føler. Faktisk er følelser, ifølge nyere forskning, sindets fortolkning af kroppens tilstand, som igen er betinget af sindets fortolkning af omgivelserne, f.eks. lastbil, rocker, jul eller noget andet truende. Følelserne er altså en slags feedbackmekanisme: du har fortolket omgivelserne som truende, og derfor sat kroppen i forhøjet alarmberedskab. Virker det? Angst, check. Vrede, check. Klaustrofobi, check. Yes, det virker. Klar til afgang!
Da du ikke selv kan bestemme, hvad du føler, kan du heller ikke have ansvar for det. Ingen vil vel bebrejde dig, at de valgte Donald Trump? Nej, for du havde ingen indflydelse på det. Derfor giver skyld over følelser, i Virkeligheden, ingen mening. Uanset det shitload af lækkerier, der hober sig op på din tallerken, og en gaveregn, der vil sende dig på bytte-bytur langt ind i det nye år, kan du udmærket sidde og have det ad H... til. Lige midt i hyggen. Måske endda uden at ane hvorfor. Det er bare sådan, det er. Og du er uskyldig!

En meget hyppig årsag til mavepine op mod jul er angsten for spændinger imellem nogle af de andre. Dette kan naturligvis kun true dit ego, hvis du tror på, at disse spændinger har/får konsekvenser for dette på den ene eller anden måde, men lad os lade det ligge for nu. Alt, hvad du behøver i denne omgang er at se, at når du nu ikke kan bestemme, hvad du selv føler, har du i hvert fald ikke kinamands chance for at bestemme, hvad de andre føler. Uanset hvor hurtig du er til at udtrykke din søns taknemmelighed for den pastelfarvede batik-poncho fra svigermors aftenskolekursus over for hende, kan det ikke udelukkes, at en del af de tilstedeværende vil føle sig virkeligt dårligt til mode. Selvom de ikke burde. Selvom I pr. definition har det sindssygt godt. Selvom det er jul. Og det kan ikke være din skyld.

Misstemning i dig og i de andre vil i næsten alle tilfælde følges ad. Det vil det, fordi I mødes i en fælles forventning (se også artiklen om "villusioner"). Det er jul, og det betyder, at tingene - og følelserne! - skal være på en helt bestemt måde. Hvor noget skal være på en helt bestemt måde, er lidelse stort set uundgåelig. For livet er ikke på en helt bestemt måde, og at kræve det er som at forlange af en flod, at den er en sø.
Lidelsen i løgnen bliver særligt intens til jul, fordi I er fælles om den. Det ligger i løgnen, at alle skal have det godt, hvilket er et absurd forlangende. Der findes intet setup, som alle kan have det lige godt /ens i, da vi alle er forskellige. Det er også Virkelighed.
Da setup'et kræver lykke hele vejen rundt, er det også ekstremt sårbart: der skal kun én til ikke at have det godt, så er det hele ødelagt. For alle de andre! Er det mon dig, der "bliver den"? Den "skyldige" vil trække de andre med sig, og det er ikke bare sandsynligt, men helt sikkert. For misstemning kan mærkes, også selvom det ikke italesættes (og det gør man ikke til jul). Især når alle har misstemnings-radaren justeret til højeste følsomhed.

Men hvad nu hvis du klart ser, at din misstemning ikke er din skyld, men produkt af dit sinds upersonlige og ubevidste fortolkning af omgivelserne? Hvis du anerkender, at du har ret til at føle dig shitty, fordi det er det, du faktisk føler, uanset datoen? Du behøver ikke at hænge et skilt om halsen, før du sætter dig til andestegen, bare have det sådan indeni, og det er OK, for dig selv?
Hvad nu hvis du klart ser, at de andres eventuelle misstemning opstår i dem som følge af nøjagtig det samme fænomen, og at det derfor også er OK? Hvad nu hvis du (som formodentlig den eneste i selskabet) giver alting lov til at være, som det er? Sætter aftenen af til at iagttage Virkeligheden, som udspiller sig for øjnene af dig? Bruger den til at lære din familie at kende, ved at sammenligne løgnene med det, som rent faktisk sker, uden at fordømme forskellen?

Det går lidt lettere, hvis du husker dig selv på, at uanset hvordan aftenen forløber, så er der grund til at antage, at alle tilstedeværende vil have både deres liv og deres førlighed dagen efter, naturligvis med respekt for de førnævnte, med julen samhørende risikofaktorer. Der er faktisk meget sjældent nogen, som dør af at have det ringe, i hvert fald ikke en enkelt aften. Derimod er der akut fare for at dø, hvis du står på vejen, den der lastbil eller rocker kommer buldrende, og du har det fint! At have det dårligt kan være meget praktisk!
Det er altså højst forbundet med et helt ufarligt ubehag at have det dårligt, hvor du faktisk ikke er i livsfare. Du kunne i de tilfælde undersøge, hvori risikoen, som dit sind åbenbart tror på, faktisk består?
I forbindelse med julen kan det sjældent gå værre, end at løgne om jeres indbyrdes relationer, værdier, ønsker og længsler bliver afsløret up front. Det var så ikke meningen med aftenen, men det var det, der skete. Alle har stadig deres liv og førlighed, og dermed mulighed for at bevæge sig fysisk og psykisk med det nye virkelighedsbillede, naturligvis på eget ansvar. Ingen skade sket.

Og da julens problem ligger i løgnene, som kommer under pres, fordi de sættes på spidsen, kunne du måske forestille dig en bedre jul uden løgn? Hvis det går så galt, som det kan, kunne det måske være åbningen til et mere sandt, nyt år?
Så...måske brister relationer, fordi de viste sig at bygge på indbyrdes løgn. Måske ændres de, eller der opstår nye, fordi løgne, som før adskilte, afsløres og falder fra hinanden. Sandsynligvis kommer I til at hygge jer OK, med en snert af bekymringsmavepine i dig, men det er så også bare det. Det er ikke til at sige, hvad der sker. Sådan er det med fremtid.

Men hvis I holder en brandslukker indenfor rækkevidde af juledekorationen, undgår at strinte med vand under bruningen af kartoflerne og flasher svigermors batik-poncho som mandelgave, så tror jeg på, at I kommer igennem uden varige mén.

Det er alt, hvad der behøves. Hvor der er liv, er der håb.

Glædelig jul!

            

Frihed Nu!

Hvis bare jeg kunne få solgt huset, så var jeg fri. Når jeg bliver pensioneret, har jeg min frihed. Sikke en masse frihed, det ville give at vinde i Lotto. Jeg har meget frihed i mit ægteskab, for det er OK, at jeg nogle gange kører motorcykeltur med vennerne. Jeg trænger til frihed til at gøre lige, hvad der passer mig. Jeg ønsker mig mere frihed i tilrettelæggelsen af mit arbejde. Frihed er vigtigere end penge for mig. 

Frihed er noget, som stort set alle mennesker ønsker sig. Drømmen om frihed brænder i brystet, det er kun de betingelser, som tilsyneladende kræves opfyldt for at opnå friheden, som er forskellige fra menneske til menneske.
Hvad er det for en længsel? Som alle andre længsler må den knytte sig til en ønskværdig følelse, for som vi tidligere har set, så oplever vi ikke Virkeligheden direkte, men gennem sindets fortolkning af den.
Luk lige øjnene et øjeblik og mediter på frihed. Forestil dig frihed, som den nu manifesterer sig for dig. Måske en ramme, som du associerer med frihed: ferie, vennetur, hængekøje... Hvilken følelse mærker du? Lettelse, plads, bevægelse, glæde, beruselse? Det er i hvert fald ret sandsynligt, at du ikke bliver i dårligere humør!

Hvis friheden er så attraktiv, hvorfor er det så lige, at de fleste af os bruger så umanerlig meget energi på at binde os: parforhold, parcelhus, 50 timers arbejdsuge, fire børn, to biler, sommerhus og lystbåd, som skal vedligeholdes og repareres. Ikke meget frihed der!
Problemet er, at de fleste af os forveksler frihed med muligheder. Mange tror, at det er antallet af muligheder at vælge imellem, som definerer graden af frihed. Det er en meget alvorlig misforståelse, for det forholder sig i en vis forstand omvendt. De muligheder, vi ikke umiddelbart har adgang til, koster nemlig, hvad enten det er tid, penge eller fokus. Og så ligger det lige for at antage, at hvis der bare er penge, tid eller overskud nok, så er der også mange muligheder, og så er der meget frihed. Der opstilles med andre ord betingelser for friheden. Det er bare ikke sådan, frihed virker.

Uanset om det, igennem sindets tætte spind af historier om det modsatte, ser sådan ud eller ej, er vi når som helst fri til at bevæge os præcis, som impulsen i os tilsiger (indenfor de rammer, som den fysiske virkelighed sætter, naturligvis). Mulighedsrummet er umådeligt meget større, end sindets begrænsning af synsfeltet giver os adgang til umiddelbart at se. Så det er ikke mulighedsrummet, som begrænser friheden. Det er vores evne til at se det rum.
Frihed har intet med muligheder at gøre. Det er heller ikke en følelse. Frihed er en bevidsthedstilstand. Derfor er den gratis, frit tilgængelig og hinsides enhver betingelse.

I samme øjeblik, du ønsker (eller afskyr) noget bestemt, er du bundet af den betingelse, dit sind netop har opstillet. Betingelse fører til ambition, hvad enten det er om at opnå eller undgå noget for at blive fri. Ambition er binding, og binding er lidelse. Det er det, fordi frihed er vores inderste natur. Vold på den inderste natur er altid lidelsesfuld, fordi den er ude af overensstemmelse med Virkeligheden.
Når du begærer/afskyr noget, fokuserer du på det, og tildeler det værdi. Da fokus er det modsatte af  opmærksomhed, ser du nu ikke længere mulighedsrummet, altså det univers, som du er en del af, men kun den faktor, som er blevet en betingelse for din frihed og dermed lykke. Den kan tit være svær at opnå/slippe af med, og ofte erstattes den blot af en anden, når målet endelig er nået. Megen stræben, men (netop derfor!) ingen frihed.
Det er derfor, at det at "kunne gøre, som man har lyst til" ikke har noget med frihed at gøre, og ofte giver en følelse af tomhed frem for lykke. For har du lyst til noget, har du fokus på det, og er bundet til det som betingelse for din lykke, hvad enten du opnår det eller ej.

Frihed er bevidstheden om, at du intet behøver for at være lykkelig. Du er og har det hele allerede. Det er uafhængigt af, hvad du f.eks. materielt eller relationelt "har". Du er fri, når du ser hele billedet, ikke kun de delelementer, som dit sind, via sine indlæste historier, vurderer vil være "gode for dig".
Frihed er at anerkende det, som Er lige nu. Frihed kan kun findes i nuet. Enhver afsky over noget, som var, eller begær efter noget, som gerne skulle opnås i fremtiden, peger ud af nuet, væk fra det, som Er - og lukt ind i ambition og binding.
Frihed som bevidsthedstilstand afstedkommer altid en følelse af lykke, afspændthed, harmoni, styrke, forbundethed og bevægelighed - uden at være følelsen. Det er for det meste den følelse, vi jagter, i længslen efter frihed. Og paradoksalt nok er vi netop helt afskåret fra frihed, så snart vi jagter den!

Hvis bare jeg kunne få solgt huset ikke ønskede at bo et andet sted, så var jeg fri. Når jeg bliver pensioneret nyder mit arbejdsliv, har jeg min frihed. Sikke en masse frihed, det ville give at vinde i Lotto være ligeglad med penge. Jeg har meget frihed i mit ægteskab, for det er OK, at jeg nogle gange kører motorcykeltur med vennerne jeg tror ikke på konventionen om, at man skal spørge om lov til at bevæge sig, når man er gift. Jeg trænger til frihed til at gøre lige, hvad der passer mig se, at jeg kan bevæge mig. Jeg ønsker mig mere frihed i tilrettelæggelsen af min oplevelse af rammerne for mit arbejde. Frihed er vigtigere end penge for mig ikke nogen modsætning til penge.

Hvordan kommer du så derhen med din bevidsthed? Det gør du ved at udfordre dit sinds historier om dig og dine "behov", dvs. dit ego. Det kan gøres på mange måder, og det er interessant at iagttage, at stort set alle betydende profeter og spirituelle bevægelser igennem tiderne har peget på det samme: Se hvad der Er, og du er...fri! Kristus, Buddha, tantra, zen, mindfulness, Eckhart Tolle, Osho, for bare at nævne nogle tilfældige få. Drømmen om frihed har brændt i brystet, siden vi satte den over styr i en ikke så forfærdeligt fjern fortid - da egoet opstod (se f.eks. artiklen "Jeg er Nogen").

Min egen vej, og den, jeg peger på i mit arbejde med ufrie sind, er tantrisk bevidstheds- og kropsarbejde, minimalisme, en normbrydende livsstil, og en nøgtern, undersøgende og kritisk tilgang til egne tanker og overbevisninger. Der er mange andre veje - og så alligevel ikke. Kun formen er forskellig, perspektivet stort set det samme, og det hele ender samme sted: i friheden. Nu!

Praktisk øvelse: Læg to stykker papir foran dig. På det ene skriver du: "Jeg ønsker mig...", på det andet: "Jeg vil gerne af med...". Fyld de to lister ud. Det kan være materielle ting, det kan være følelsesmæssige ønsker/knuder, det kan være relationer, som du ønsker at ændre, opnå eller komme ud af, hvad som helst, der falder ind under kategorierne.
Skriv så, ud for hvert ønske, hvilken følelse, du gerne vil opnå med opfyldelsen af ønsket. Skriv derefter hvad det vil koste at opnå opfyldelse (penge, tid, prestige, skam...).
Lav en tredje liste: "Jeg er taknemmelig over...". Fyld den ud, mindst tre hele ark(!), med alt mellem himmel og jord, som du er taknemmelig over, lige fra dine børns gode helbred til at solen står op hver morgen, til den nye bil, til...
Luk øjnene. Forestil dig, at du ikke ønsker dig noget som helst af det, der står på de to første lister. At du er fuldstændigt tilfreds med alt, lige præcis, som det er. Du stræber ikke efter noget som helst, men går rundt og smiler, mens du nyder dit liv. Alt er droppet, du Er bare. Det er et tankeeksperiment. Men hvordan føles det?

             Få artikler mm. i din indbakke!

Jeg er Nogen

Du er måske blevet beskyldt for at være egoistisk? Eller du har, udtalt eller i dit stille sind, beskyldt andre for at være det? Det er ikke nogen rar anklage, de fleste mennesker associerer det med noget negativt. Man må helst ikke være egoistisk, det er forkert at være. Hvorfor mon? Hvad betyder det i det hele taget?

Kan du godtage definitionen: "At være egoistisk er at fremme sine egne behov på bekostning af andres"? Vi skal lige være enige her, så lad os undersøge definitionen, især hvad den sidste del af sætningen angår. Hvis jeg sidder alene i min stue, får lyst til en kop kaffe og laver en, vil de fleste nok ikke kalde mig egoistisk, selv om jeg da fremmer mine egne behov. Men hvis jeg sidder sammen med en anden i stuen, får lyst til en kop kaffe og tager den sidste kaffe, vel vidende at den anden også godt kunne tænke sig en lille slat, så er jeg egoistisk, ikke sandt?
Du kan også beskylde mig for at have "et stort ego". Det er heller ikke så godt. Det er noget med, at jeg er meget optaget af mig selv, selvpromoverende, pralende, selvfed, nærtagende, narcissistisk, måske aggressiv, dominerende. Ikke godt. Ikke spor godt. Hvorfor mon ikke? Påstand: fordi mit "store" ego presser dit! Du skal jo også være her! Du kommer måske til at føle dig lille, underlegen, irriteret, (også) aggressiv, såret, hvad ved jeg. Fordi du også har et ego. Det har vi nemlig alle sammen, og der er ikke en eneste undtagelse.
"Måske lige bortset fra mig, jeg ser altid de andres behov før de selv gør, og sætter mig selv til side for det fælles bedste. Jeg kunne aldrig tiltage mig fordele på andres bekostning, jeg er det mindst egoistiske menneske, jeg kender. Jeg har ikke noget ego!". Godt, så siger vi det. Men jeg har ikke på noget tidspunkt sagt, at du nødvendigvis tiltager dig fordele på andres bekostning, fordi du har et ego. Jeg siger, at dit ego er der, ligesom dine arme og ben er der. Hvad arme, ben eller ego gør, varierer alt efter situationen. Dine arme hænger normalt afslappet ned langs siden og gør ikke noget stort væsen af sig. Men hvis du pludselig falder i vandet, hvor du ikke kan bunde, begynder de at fægte vildt omkring (vi kalder det svømning) for at redde dit liv. "Jeg er ikke nogen stor svømmer". Nej, men det bliver du, hvis det er forudsætningen for at redde dit liv. Kunne det forholde sig på samme måde med egoet?

Vi har i de tidligere indlæg kortlagt og defineret Virkeligheden, vi har set på sindets tilbøjelighed til at lave historier om den, og til at antage, at den værst tænkelige historie er den sandeste (se denne artikel HER). Vi har også undersøgt, hvorfor vi så ofte mærker følelsesmæssig stress i vores liv, selvom vi i Virkeligheden ikke har nogen som helst grund til bekymring (se HER). Men der mangler noget. For der ville vel ikke være noget problem, selv ved udsigten til snarlig udslettelse, hvis der ikke i sindet fandtes en ide om, at der var noget at miste?

Liv fødes og liv går til grunde hvert eneste sekund. Der er ikke én eneste levende organisme, som har overlevet livet indtil nu! En gennemsnitlig menneskekrop består af omkring 70 billioner celler, som er under stadig udskiftning. Hver eneste dag dør der med andre ord millioner af dine celler, og nye dannes. Intet problem. Hver dag dør ca. 150.000 mennesker på Jorden. Det tager du formodentlig meget roligt, for det er jo "naturligt". Ja, indtil du tænker tanken helt til ende og når til den konklusion, at du selv en dag indgår i tallet! Så er det måske lige knap så cool? Hvorfor gør det en forskel? Et menneske er vel et menneske? Alle skal dø. "Af jord er du kommet, til jord skal du blive". Der går intet til spilde, hver eneste gram af din krop bliver genbrugt til at skabe nyt liv, i sidste ende nye mennesker. Intet problem. Eller?

Designed by luis_molinero / Freepik

Nu skal jeg ikke være flabet, selvfølgelig er der et problem. Det er jo dig, der dør, ikke bare en stabel molekyler. Så spørger jeg: hvem er du? Hvorfor er du ikke mig, en af de andre 7 milliarder mennesker på Jorden, eller en af de 150.000, som stiller træskoene i dag? Vi er alle mennesker, dvs. stort set ens. Der kan være ganske små forskelle i udseende, men vi skal ikke zoome ret meget ud, før de bliver ubetydelige. Faktisk har vi 98 % af vores gener til fælles med dværgchimpanser. Det er kun indenfor de sidste to procent, variationerne os imellem kan ligge, og i virkeligheden er 99,9 % af vores gener helt ens. Du synes måske, at der er stor forskel på os, men det er der faktuelt ikke, sammenlignet med forskellen på  mennesket som sådan og en dværgchimpanse, eller en rotte for den sags skyld, den har vi 80 % gener til fælles med!

Prøv nu, bare som et eksperiment med din bevidsthed, at betragte alle mennesker som grundlæggende ens. Det kan du godt tillade dig ifølge ovenstående statistik, som jo beskriver Virkeligheden.
Du har det samme antal celler i kroppen som mig, de er fordelt på funktioner, organer mv. nøjagtigt ligesom i mig, du har arme og ben ligesom mig, et hoved, en torso, et ansigt. Dit hjerte fungerer ligesom mit, ligeså gør din lever, dine nyrer og lunger osv. Også din hjerne, og dermed dit sind, fungerer som mit, og alle andres, og hvis du ikke er enig, kan jeg anbefale at gå tilbage i artikelserien og læse de tidligere indlæg igen! Du registrerer, katalogiserer og værdisætter alt, som kommer ind via sanserne, med dit sind, ligesom mig. At du ikke når frem til de samme resultater som mig skyldes udelukkende, at det er nogle andre historier, der er indlæst i din hjerne end i min, men hjernerne er ens.

Alle disse kendetegn og funktioner er med andre ord upersonlige. Hvis de var alt, hvad der var at sige om os, ville enhver død være uproblematisk. Du tillægger det ikke stor betydning, at et træ i skoven fældes, det er bare et træ, og der vokser jo snart et andet op. Men hvis et menneske, du kender, står for at skulle dø, bliver du bange og sørgmodig. Hvorfor det? Fordi du har en ide i dit sind om, at du, jeg og alle andre mennesker er nogen.
Det eneste, der således adskiller dig fra mig, er vores respektive ideer om, at vi ikke er det samme. Du er dig, jeg er Mads. Vi mener, at vi er nogen. Derfor lider vi!

Uden tanken om, at jeg er mig, dvs. adskilt fra resten af verden, særlig, ville intet kunne berede mig lidelse. Jeg ville se mig selv som ét med alle andre mennesker, og også med træerne, chimpanserne, rotterne, havet, vinden og universet som helhed. Døden ville indtræde, når den nu gjorde, og der var ikke noget tidspunkt, som var bedre end et andet, for der skete jo ingen skade. Jeg døde bare. Derfor ville intet heller kunne true mig, og der ville ikke være nogen grund for sindet til at skabe historier om, at noget gjorde. Jeg ville være helt fri, og i fuldkommen fred. Det er jeg imidlertid ikke. For jeg har et ego, altså en historie om mig, ligesom jeg har arme og ben. Egoet er historien om mig i verden. Den historie er moder til alle de andre historier om de andre, det andet, verden omkring mig. Uden "mig", intet problem!

Denne indsigt er på ingen måde en, jeg har fundet på. Stort set alle religioner og spirituelle udviklingsveje peger på det samme: frigørelsen fra egoet som udfrielsen af lidelsen. Faktisk stammer indsigten bogstavelig talt helt tilbage fra Adam og Eva:
Adam og Eva lever i ubekymret harmoni med naturen i Edens Have. De er skabt af jorden og af hinanden, er Et med verden omkring sig. Paradis er kendetegnet ved at være harmonisk, uden problemer.

Men da menneskene spiser af Kundskabens Træ, sker der et radikalt skift. Bevidstheden stiger, de får et ego. De ser nu sig selv som adskilt fra hinanden, forskellige (mand og kvinde). Skammen følger lige efter, og de dækker sig med figenblade. Lidelsen er indtrådt!
Med ideen om at være adskilt følger også adskillelsen fra Gud (som er det hele). De kan ikke længere være i Edens Have, men fordrives til Jorden, hvor vilkårene fra da af er "med møje at skaffe sig føden" og "i smerte at føde sine børn". Det er ikke, i min tolkning af myten, nogen straf, men et vilkår. Det er ikke gratis at tiltage sig guddommelig bevidsthed!
Med bevidstheden følger også evnen til at "kende godt og ondt", dvs. værdisætte alting. Da vores ego ikke er Gud, men blot isoleret "kundskab" i isolerede sind, fører denne værdisættelse til meget stor lidelse. For nu ses alting ud fra vores individuelle perspektiv, ikke ud fra helhedens. Spørgsmålet om godt eller ondt bliver til "Hvad får jeg ud af det?" og "Hvad truer mig?".
Det er let at se, hvordan Syndefaldsmyten ikke er et sagn fra gamle dage, men også en dybdepsykologisk/spirituel beskrivelse af det enkelte menneskes udvikling fra barn til voksen. Vi fødes frie, ubekymrede, legende, nøgne - og "ens". Senere lærer vi, hvem vi skal "være", tillægges bestemte egenskaber, udvikler selv andre, for at passe ind i det miljø af egoer, vi vokser op i. Vi bliver til "ham, som..." og "hende, som...". Vi bliver voksne, skaffer os med møje føden og føder vores børn i smerte. Det er ikke nemt at være voksen, for det er en tilstand af konstant stress at skulle være nogen!

Det er imidlertid ikke Virkelighed (i min definition af ordet), at vi er nogen. Det er bare noget, vi tænker, at vi er, med den hjerne, som er inde i hver vores hovedskal. Årsagen står hen i det uvisse og kan bestemt diskuteres, Syndefaldsmyten er blot en ud af utallige tolkninger og forklaringsmodeller, som findes indenfor bl.a. religion, spiritualitet, antropologi og evolutionslære. Det fører alt for vidt her at komme ind på flere af dem, selvom det er fristende.
Alt, hvad du behøver for at vinde frihed og få fred i dit liv, er at se egoet som det, det er: en historie, dit sind har brygget sammen, intet andet. Den vil altid være der, den vil blive ved med at minde dig om, at du er "sådan en, som...". Den vil til evig tid ind imellem berede dig lidelse. Men når du ser egoet, er du fri af det. Det er muligt at se egoet, fordi du ikke er egoet. Du er bevidsthed. Du er fred. Du er frihed, og du er kærlighed.
På denne blog, og i samtaler med mig, vil jeg vise dig, hvordan du ser det, og igen bliver det frie menneske, du blev født som. "Sandelig siger jeg jer: den, der ikke bliver som et lille barn, kommer slet ikke ind i Himmerige". Hvad mente han mon med det?

Praktisk øvelse: Skriv øverst på et stykke papir: "Jeg er sådan en som...", og derunder en liste på mindst det hele ark over egenskaber ved dig, som du mener kendetegner dig. Det kan være f.eks. "...elsker fester", "...hader møder", "...er god mod dyr" eller "...du ikke kan regne med"(!).
Betragt listen. Er den helt sand? Er det altid sådan med dig? Find mindst tre eksempler på undtagelser fra hvert kendetegn. Hmm, undtagelser? Er du så ikke dig, når du hader en fest? Eller når man kan regne med dig? Hvem er der hele tiden, uanset hvad du gør, hader, elsker, tænker eller føler? Hvem er du i Virkeligheden?

             Få artikler mm. i din indbakke!

Den store angst

Jeg er nervøs, for han svarer ikke på den SMS. Jeg er vred, for jeg blev ikke forfremmet. Jeg er bange, for hun virker så fjern. Jeg er ensom, for der er ingen, der vil danse med mig. Jeg er såret, for ikke én eneste har kommenteret min nye frisure. Jeg er ked af det , for han lytter ikke til mig. Jeg er frustreret, for jeg har ikke råd til den Maserati. Jeg er skamfuld, for jeg snakkede så meget om mig selv sidst. Jeg er rasende, for han flirtede med hende blondinen. Jeg er pinligt berørt, for jeg nåede ikke at støvsuge, inden de kom. Jeg har det skidt, for jeg er alene. Jeg er stresset, for jeg kan ikke leve op til deres forventninger. Jeg er bedrøvet, for han ser ikke hvor træt, jeg er. Jeg har ondt i maven, for jeg skal være sammen med min familie hele julen.

Stress i bredeste forstand er, om ikke kronisk tilstedeværende, så i hvert fald meget hyppigt forekommende i de fleste menneskers liv. Vores mentale og emotionelle liv er i meget høj grad belastet af negative følelser, som forurener vores lykke, forstyrrer vores opmærksomhed – og får os til i afmagt at belaste andre. Hvorfor mon det? I sidste uge så vi på sindets tilbøjelighed til at tildele alt, hvad der sker, betydning, og dets hyppige forkærlighed for at tro på den værst tænkelige fortolkning af en given hændelse (se indlægget HER). Vi konstaterede også, at den reelle risiko for det moderne, vestlige menneske er til at overse, men at vi alligevel sjældent føler os trygge og lykkelige ret længe ad gangen.Sikke et spild! Lad os undersøge årsagen.

Betragt de indledende konstateringer i denne artikel. Ja, de er konstateringer. Altså neutrale udsagn om Virkeligheden. Følelser er lige så virkelige som den fysiske virkelighed, hvis fortolkning, de er billeder på. ”Jeg” har  det sådan, som det beskrives.
Hvad er gennemgående for konstateringerne? Jo, de er alle konstateringer af negative følelser. De har alle sammen med den eller de ”andre” at gøre. Og de er alle udtryk for én angst: angsten for ikke at være eller blive elsket.

Ingen påstand uden afprøvning: forestil dig, at ”du” i eksemplerne ovenfor føler dig grundlæggende fuldkommen hvilende i dig selv. Den tanke, at det kunne være nødvendigt eller bare rart med andres anerkendelse, opmærksomhed eller kærlighed opstår simpelthen ikke i dit sind. Der er intet som helst behov for udefrakommende, positiv respons. Alt er godt, præcis som det er, og selv om intet menneske nogensinde lagde mærke til dig herfra og frem, ville du stadig være bevidst om dit eget værd som menneske og ikke savne noget. Hvis nogen kritiserede dig, ville du nøgternt tage kritikken til efterretning, men uden at føle dig dårligere af den grund. Det lyder rart, ikke? Kærlighed uden andre mennesker?! Utopisk? Selvtilstrækkeligt? Der kan komme alt muligt op, det er ikke vigtigt lige nu (og vi vender i den grad tilbage til det her på bloggen!). Øvelsen er et eksperiment, du laver med dine tanker og følelser for at se, hvad der binder dig, intet andet. Lige for nu...
Renset for behovet for anerkendelse og den deraf afledte angst for at være forkert, ville konstateringerne ovenfor skrumpe til:

 Jeg er nervøs, for han svarer ikke på den SMS. Jeg er vred, for jeg blev ikke forfremmet. Jeg er bange, for hun virker så fjern. Jeg er ensom, for der er ingen, der vil danse med mig. Jeg er såret, for ikke én eneste har kommenteret min nye frisure. Jeg er ked af det , for han lytter ikke til mig. Jeg er frustreret, for jeg har ikke råd til den Maserati. Jeg er skamfuld, for jeg snakkede så meget om mig selv sidst. Jeg er rasende, for han flirtede med hende blondinen. Jeg er pinligt berørt, for jeg nåede ikke at støvsuge, inden de kom. Jeg har det skidt, for jeg er alene. Jeg er stresset, for jeg kan ikke leve op til deres forventninger. Jeg er bedrøvet, for han ser ikke hvor træt, jeg er. Jeg har ondt i maven, for jeg skal være sammen med min familie hele julen.

Bemærk, at Virkeligheden ville være uændret, men alle de mange forskellige, negative følelser ville være forsvundet! Det ville de, fordi deres fælles kilde var væk: angsten for at miste kærlighed udefra.

Praktisk øvelse: Lav en liste på mindst fem negative følelser, der jævnligt opstår i dig, sammen med konteksten (kæresten, jobbet, vennerne, boligsituationen etc.). Der kan godt være følelsesmæssige gengangere, men i forskellig kontekst. Analyser konteksten: kan nogle af /alle følelserne henføres til en bagvedliggende angst for at miste eller ikke få anerkendelse/kærlighed fra andre mennesker? Hvordan ville du have det i de respektive situationer, hvis du ikke havde noget som helst behov for de andres anerkendelse? Hvordan ville dit liv være i det hele taget?

Det forekommer besynderligt, at vi reagerer så følelsesmæssigt negativt på enhver tanke om ikke at være elsket eller anerkendt af andre, for i Virkeligheden er vores overlevelse jo på ingen måde truet. Skulle der være et par stykker, som ikke er helt vilde med mig, klarer jeg mig nok endda. Det er vanskeligt at dø i vores del af verden, og der skal i hvert fald mere til end et par misbilligende ord fra en mere eller mindre tilfældig person i mit liv (og i Virkeligheden er selv din kæreste eller mor mere eller mindre tilfældig!). Alligevel reagerer kroppen ofte, som om den er i livsfare! Hvad foregår der?!

Det sker ofte, at mennesker i samtale med mig bliver forundrede over konfrontationen med det misforhold, der hersker imellem den reelle, Virkelige betydning for overlevelseschancerne og den følelsesmæssige stressrespons i hele systemet. De har ganske enkelt aldrig skænket det en tanke, at desavoueringen, fornærmelsen, svigtet eller hvad det nu er, i Virkeligheden ingen betydning har! For det føles sådan, og følelser er, som nævnt, meget virkelige. Og vi har vænnet os til den lidelse, der ligger i konstant forventning og deraf afledt skuffelse i forhold til omverdenens anerkendelse. Men de ikke-anerkendende tildragelser er vel ikke betydningsløse, hvis de afføder lidelse? Nej, det er de ikke, men de har en ganske anden betydning, end vores sind har vænnet sig til at give dem. Det vender vi tilbage til ved en senere lejlighed.

Angsten for at miste eller ikke få kærlighed kan forklares på to planer: det psykologiske plan og det spirituelle. Her følger den psykologiske forklaring. Den er ikke Sand i min definition af ordet, da det ikke objektivt kan verificeres, at det forholder sig sådan. Det er en teori. Men ligesom med alle andre teorier kan den danne grundlag for en afprøvning af det sansede, altså den virkelighed, du lever i. Giver teorien mening? Kunne det forholde sig sådan? Og, hvis det gjorde: gør det nogen forskel for dit liv, hvis du tænker anderledes om hele grundlaget for din længsel? At du mistænker grundlaget for at være én stor misforståelse? Jeg kan fortælle, at det gjorde det for mig!

Designed by nensuria / Freepik

Et barns overlevelse er i ganske mange år helt afhængigt af, at dets forældre elsker det, eller i hvert fald anerkender dets eksistens ved at ulejlige sig med at skovle havregrød i munden på det. Derfor er dets sind meget optaget af at måle og forudsige forældrenes kærlighed. Elsker de mig, hvis jeg gør X? Eller Y? Hvad med nu? Tegn på, at forældrene er ved at tabe interessen, eller bare er mere optaget af en anden, opleves, helt i overensstemmelse med Virkeligheden, som livstruende, og barnet vil reagere ved at justere sin adfærd (og det kan både være i en mere nuttet eller mere irriterende retning, bare det giver opmærksomhed!). Jeg kalder det Hans og Grethe-syndromet. Angsten for at blive efterladt alene i den mørke skov sætter sig i kroppen. I større eller mindre grad, alt efter, hvor voldsomt og over hvor lang tid, livet blev oplevet som truet. Og uanset hvor kærlige og opmærksomme, vores forældre var, vil der altid være adfærd, som af barnet på et eller andet tidspunkt i opvæksten er blevet tolket som bortvendt, dvs. farlig.
Så bliver vi voksne, og sindet fortsætter med at tolke Virkeligheden ud fra den historie, der er blevet skabt i barndommen: mangel på anerkendelse er livsfarligt! Som vi så i sidste uge, reagerer vi ikke på Virkeligheden, men på historien om den. Derfor vil vores adfærd også stadig bære præg af det, vi mente virkede dengang. Og vores angst vil være den samme, uanset at vi nu har en årsindkomst på den rigtige side af 800.000 kr., en timeshare-lejlighed ved den franske riviera, et klippekort til Noma, og vi aldrig mere behøver at spise havregrød.

Det her er psykologi for dummies? Det er langt mere kompliceret end som så? Der er gode, reelle grunde til, at vi mennesker konstant efterstræber anerkendelse og kærlighed i hele vores voksenliv? Ja da, ja da – og måske (lad os undersøge det senere!). Men det er en model, som, sammen med gennemgangen af sindets virkemåde i de tidligere artikler, møder det, der er virkeligt og fællesmenneskeligt: det store behov for kærlighed udefra, den lidelse, det afføder, og det indlysende meningsløse i behovet i forhold til den konkrete, fysiske Virkelighed.

Men har vi da i Virkeligheden slet ikke brug for hinanden? Er vi slet ikke sociale væsener? Er de fysiske behov de eneste, vi skal bekymre os om? Drejer det sig kun om, at den her klump kød skal overleve længe nok til at formere sig? Det må vi også hellere undersøge!
Som sagt er der også en spirituel dimension i længslen efter kærligheden fra ”de andre”. Den undersøger vi i næste artikel.

Der skete nemlig noget skelsættende i Edens Have. Noget, som intet har med fluffy religion eller konkret æblegnaskeri at gøre. Vi fik en gæst i sindet. En vogter, som utrætteligt afpatruljerer vores grænse mod verden, som måler på altings betydning og værdi, som skelner mellem ”godt” og ”ondt”, ”mig” og ”de andre”. Som beskytter os mod angreb, forsvarer vores værdier. Og skaber en illusion om afstand, som forekommer uovervindelig og er kilden til kilden til lidelsen i os. Vi fik et ego.

             Få artikler mm. i din indbakke!

Brændt barn skyr ilden

Godt værktøj er det halve arbejde. Jeg fortsætter derfor artikelserien om højere bevidsthed med klargøring af flere begreber og fakta, som vi får brug for længere fremme. I dag handler det om sindets virkemåde. Og om konsekvenserne for dig. Hvem er du forresten?

Vi undersøgte i sidste uge det mylder af historier, som en mand konstruerede omkring det simple faktum, at hans kvindelige partner havde sex med andre end ham selv (se indlægget her). Dette var naturligvis et eksempel. Jeg er ikke i tvivl om, at du ved kun ganske let granskning af hukommelsen kan fremfinde adskillige eksempler fra dit eget liv, hvor "du" har gjort det samme: skabt kæder af betydning og værdiladning i tilknytning til simple, faktiske hændelser. Et blik. En rynke mellem øjnene. En frisk bemærkning i kantinen. Hvad som helst. Det gør noget ved dig, og det er ofte ikke rart. Er det ikke sandt?
Men hov: "du" var pludselig i anførselstegn ovenfor. Hvorfor nu det? Fordi jeg inviterer til undersøgelse af den påstand, at du slet ikke er dine tanker!

Natten går. Den lille viser snegler sig over urskiven, men nærmer sig alligevel betænkelig hurtigt 7, hvor uret vil kommandere dig ud på den kommende dags krævende mission: børn, arbejde, træning, parforhold og meget mere. Søvnen vil ikke komme til dig. En tanke bliver ved med at køre i ring i hjernen. Et problem. En bekymring. Noget, som truer forude. Noget, som nager fra dagen, ugen eller året før. Du konstaterede allerede kl. 23.30, at der ikke var noget, du kunne gøre ved det nu, her i din seng. At du mangler nogle oplysninger for at få afklaret problemets omfang, at du alligevel ikke kan tage den snak med kollegaen, som trådte dig over tæerne, nu, eller at sket ganske enkelt er sket, og det ikke kan betale sig at græde over spildt mælk. 
Tænk på noget andet! Sov, for pokker! Øv, det virker ikke. Tænk på noget rart! Softice, sommerferie, kys og kærtegn.... og problemet, der var det så igen, efter kun 12 sekunders afledning. Du vil ikke tænke på det fis! Hold op! Drop det! Sov!
Rrrrrrringggg...

Hvis du ligger der og er træt af at tænke det, du tænker, hvorfor holder du så ikke bare op? Hvis du er det, du tænker, vil tankerne vel følge din vilje, fordi de er din vilje? Hvem er det, som ønsker at tænke noget andet, end du faktisk tænker? Jeg påstår, at det er dig. Vi vil i et senere indlæg se nærmere på, hvad du er. Indtil videre er det nok at konstatere, at du ikke kan være dine tanker.
Hvad er tankerne så? De er produkter af sindet, den store regnemaskine, som din hjerne - og resten af din krop - udgør. Sindet er ikke dig, ligesom dine arme, ben og din mave ikke er dig. Men det har en funktion for dig, ligesom arme, ben og mave: det skal sørge for din overlevelse.

Sindet forsøger at hjælpe dig ved at tildele hændelser betydning, altså lave "historier" om dem. Det er i mange tilfælde praktisk: hvis du som barn brændte dig på et lejrbål, vil dit sind kode "ild" sammen med "smerte". Det er smart, for det nedsætter din risiko for fremtidige forbrændinger. Imidlertid er ikke alt, som er lyst og varmt, ild. Og sindet kan ikke altid skelne. I eksemplet med ild er det selvfølgelig forholdsvis tydeligt, men hvad nu, hvis sanserne ikke kan give et entydigt billede til sindet at arbejde med? Det er lyst, det er varmt. Det kan være mange ting, flere af dem har du endnu ikke mødt, og har derfor ikke erfaring med. Hvad skal sindet vælge? Det er her, det sker: sindet vælger worst case. For at passe på dig. Det kan være mange ting, men det er nok ild! Se at komme væk! Du er i fare! En misforståelse kan i værste fald føre til, at du får lidt ekstra motion. En fejlvurdering den anden vej kan føre til død eller svær forbrænding. Sindet tager ingen chancer. Af alle mulige tolkninger af et givet sanseindtryk (som også kan være en frisk bemærkning i kantinen) vil det have tendens til at vælge den værste!

Undersøg følgende påstand: du reagerer aldrig direkte på Virkeligheden, altid på dit sinds fortolkning af den. De indtryk, som kommer ind igennem dine sanser, skal forbi sindet, før de bliver til tanker og emotioner. Afprøv påstanden ved at betragte Virkeligheden: vi må antage, at to mennesker, som står lige ved siden af hinanden og betragter et lejrbål, modtager nogenlunde de samme sanseindtryk: lys, varme, røglugt, knitren. Hvis det ene af de to mennesker før har brændt sig på et lejrbål, vil det formodentlig blive stående i behørig afstand fra flammerne. Hvis det andet aldrig før har set ild, og derfor ikke har en historie i sit sind om det, vil det muligvis række armen lige ind i bålet for at undersøge det - og blive forbrændt. Men Virkeligheden er den samme for de to. Vi reagerer altså ikke på Virkeligheden, men på historien om Virkeligheden, som vi har hver vores udgave af, afhængigt af tidligere erfaringer. Denne lovmæssighed er et vilkår for os. Tro ikke på det. Undersøg det, ud fra dine egne erfaringer. Kan du finde et eksempel på noget, som to forskellige mennesker med fuld sikkerhed ville reagere helt ens på? Smerte? Alle vil nok trække hånden til sig i en fart, når flammerne slikker op ad huden. Men nogle vil skrige højt, løbe i cirkler og kalde på mor, andre vil bare sige "Av!" og atter andre blot puste lidt på hånden.
Nogle svarer gerne á la: "Hvis man står lige bag en lille dreng, som er lige ved at falde ud over en afgrund, vil enhver vel række ud og holde ham?!". Svaret er: ja, det vil næsten alle. Virkeligheden rummer imidlertid eksempler på mennesker, som er blevet paralyserede i en pludseligt opstået krisesituation. De så det bare ske. Det kan også være, at en er så belastet af højdeskræk, at rædslen får hende til at afholde sig fra at træde det skridt nærmere afgrunden for at gribe fat i drengen. Hvis vi kan finde bare ét eneste menneske, som ikke vil gribe ud efter drengen, ved vi, at det må være sandt: vi reagerer ikke på Virkeligheden, men på vores individuelle tolkning af den.
Dette er langt mere end et interessant, neurologisk fact. Det er nøglen til frihed fra al lidelse. Og som med alle andre påstande vil jeg naturligvis tage dig med på en undersøgelse af den længere fremme i artikelserien, bare hæng på her. Det, du kun tror på eller forstår, har ingen værdi for dig. Det, du begriber, forandrer dit liv.

Du ligger der i sengen og vrider og vender dig, fordi du har modtaget et sanseindtryk (f.eks. en frisk bemærkning i kantinen eller en SMS fra kæresten). Dit sind (ikke dig!) har straks tildelt hændelsen betydning. Hvor denne betydning er "ild", altså fare, reagerer du med stress. Da du ikke reagerer på Virkeligheden, men på historien om den i sindet, kan dit sind fint ligge hele natten og "arbejde" med "problemet", selvom det er indlysende for dig, at du er afskåret fra at påvirke Virkeligheden, der fra sengen. Det er nemlig slet ikke Virkeligheden, der er problemet, men din historie om den. Hvis dit sind havde tolket SMSen anderledes, ville du sove trygt. Surt show? Næ, det er helt fantastisk. For du kan ikke styre, hvilke SMSer, der tikker ind på din mobil, men dine fortolkninger kan påvirkes. Følg med og se hvordan!

Der er langt mellem lejrbålene i vores trygge del af verden. Mange har induktionskomfur, det skal man være meget dygtig for at brænde sig på. Alligevel er de fleste mennesker i mere eller mindre kronisk alarmberedskab. Hvad er vi så bange for? Hvorfor så stressede? Så vrede? Så fulde af sorg og længsel?
Der er én ting, vi er langt mere bange for end at brænde os på et lejrbål: vi er bange for at miste kærlighed. Og hvorfor netop det er kædet sammen med den rædsel, som i det store og hele styrer vores liv, ødelægger vores forhold til hinanden, bringer os ud i krig og overforbrug og truer med at lægge planeten øde, ser vi nærmere på i næste artikel. Sov godt.

Praktisk øvelse: De næste tre gange, der opstår en ubehagelig tanke i dit sind (hvis du er opmærksom, vil du opdage, at der ikke går så lang tid, før det sker!), stor som lille, stopper du op og siger til dig selv: "Jeg har det lige nu ubehageligt, fordi mit sind skaber tanken om, at X". Undersøg, hvad det gør ved dig at betragte fænomenet sådan. Hvem er det, som får det sådan, før som efter? Hvordan ser Virkeligheden ud, med bevidstheden om, at dit sind har skabt en tanke om den, som ikke er Virkeligheden?
Bemærk i øvrigt talemåden: "Sige til sig selv". Hvordan kan man sige noget til sig selv?! Det er jo noget sludder. Hvem er det, som siger det, og til hvem?  Eller...til hvad?

             Få artikler mm. i din indbakke!