P ville gerne 𝗿𝗲𝗱𝗱𝗲 𝘃𝗲𝗿𝗱𝗲𝗻. I hvert fald alle dem, der havde berøring med hende. Det var der mange, der havde. De skulle have det godt, og det var vigtigt! Hun var der for dem, hver gang, med sit store hjerte. De rakte ud, hun favnede. Og 𝗴𝗶𝗸 𝗶 𝘀𝘁𝘆𝗸𝗸𝗲𝗿.
Det var nemlig som om, at alle dem, der rakte ud, rakte ud efter noget i hende, som de tog med sig, når de 𝗳𝗮𝗹𝗱𝘁. Og der var en tendens til, at det gjorde de. Faldt. Mens hun favnede dem! De blev ikke reddet, mens hun faldt sammen med dem - og de tog det med sig, som de havde rakt ud efter, når adskillelsen uundgåeligt indtraf. Uden at efterlade noget andet i stedet, og uden at det tilsyneladende havde næret dem.
Hun blev 𝗺𝗲𝗿𝗲 𝗼𝗴 𝗺𝗲𝗿𝗲 𝗵𝘂𝗹. Det var naturligvis ikke en mulighed at sige nej, og når hun en sjælden gang imellem var pinedød nødt til det (fordi hun trods alt ikke kunne redde tre indenfor den samme time), vred og vendte hun sig, kom med de besynderligste forklaringer og 𝘂𝗻𝗱𝘀𝗸𝘆𝗹𝗱𝗻𝗶𝗻𝗴𝗲𝗿, som i sidste ende oftest endte med at såre offeret dybere, end det var i forvejen. Og det kunne hun hverken bære eller udholde ved sig selv. Det så med andre ord ikke så godt ud for P .
Det blev 𝗞𝗼𝗴𝗲𝗽𝗹𝗮𝗱𝗲𝗻, som satte gang i den transformation, som førte til enden på den ulykkelige spiral mod bunden. "Hvad gør du, hvis du kommer til at læne dig op ad en tændt kogeplade?", spurgte jeg. "Jeg skriger nok" "Nøjes du med at skrige?" "Jeg fjerner selvfølgelig også hånden, og puster på den eller putter den i koldt vand!" "Hvorfor gør du det?" Hun så på mig, som om jeg var idiot, hvilket jeg selvfølgelig også var. "Øh, fordi det gør ondt, nok!" "Hvorfor fjerner du hånden bare, fordi det gør ondt?" Jeg kunne se, at hun begyndte at blive bekymret for mig. "For at få det til at holde op med at gøre ondt. Og for ikke at blive forbrændt!" "Er det en fordel?" "Ja, sgu da!" Et lille smil spillede nu om hendes læber, hun begyndte at nære håb om, at jeg bare tog pis på hende. "OK. Hvem er det en fordel for?" "Mig selv, selvfølgelig!" "Det lyder rimeligt. Hvem ellers?" "Øh, hvem ellers? Det ved jeg ikke lige…?" "Hvad med dine børn, din mand, dine kolleger f.eks.?" Hun så langt på mig. "Jaeh. Jo, det er nok også ret praktisk for dem, at jeg ikke er forbrændt…" "Fjerner du så hånden af hensyn til dem? Fordi det er praktisk for dem?" Hun lo. "Nej da!" "Godt så. Men det ER immervæk en fordel for dem, at du stadig er funktionsdygtig?" "Ja, det er det" "Det er en bivirkning?" "Haha, det kan man vel kalde det!" "OK. Men hvis du havde udholdt lidelsen, var blevet stående og var blevet forbrændt, så havde det haft den bivirkning, at du ikke var en skid værd de næste 14 dage, er vi enige om det?" "Ja, det havde det nok" "Kunne man sige, at det havde været selvisk?" Der blev stille. I ret lang tid. Så, tøvende: "Nej, for det gjorde jo ondt på mig?" "Ja, men du lavede dig også 14 fridage fra at servicere andre!" "Haha, ja OK, men jeg ville nok alligevel foretrække at fjerne hånden!" "Det ville jeg også. Mærkeligt, ikke?" Hun virkede lettet nu. Point taken. "Ikke så mærkeligt. Det er jo din krop!" "Det er det nemlig. Og hvis jeg ikke passer på mig, kan jeg ikke hjælpe nogen med noget som helst!" "Er det det, du mener med, at "𝗡𝗲𝗷 𝗲𝗿 𝗲𝗻 𝗵𝗲𝗹 𝘀æ𝘁𝗻𝗶𝗻𝗴?"" "Ja. Din krop siger entydigt og uden forsinkelse "Nej" til det, du mærker, da du rører kogepladen. Du flytter dig med det samme, og det er selvfølgelig det rigtige at gøre. Men jeg er alligevel nødt til at spørge: husker du at forklare kogepladen, hvorfor du var nødt til at afvise den - og at 𝘀𝗶𝗴𝗲 𝘂𝗻𝗱𝘀𝗸𝘆𝗹𝗱?" Hun lo nu mere, end joken berettigede til. For 𝗵𝘂𝗻 𝗹𝗼 𝗮𝗱 𝘀𝗶𝗴 𝘀𝗲𝗹𝘃. En kærlig, forstående latter. En latter, som tog alt af det gamle med sig. Det ville ikke længere være muligt at bide "Nej" i sig uden at tænke på Kogepladen, og uden at Se, hvad hun havde gang i. Og det ville ikke være muligt at have gang i det, nu, hvor absurditeten var afsløret helt ned til roden. Den latter.
Et af min fars opmuntrende mantraer om denne verden er: "Vi lever i en galeanstalt!". Jeg havde i rigtig mange år en forunderlig følelse af, at han, med dette statement, havde fat i noget. Det varede, indtil jeg opdagede, at han slet og ret...havde ret!
"Sindssygdom er en samlebetegnelse for en række forskelligartede indgribende psykisk abnorme tilstande, kendetegnet ved en ændring i realitetsvurderingen, en forandring i patientens muligheder for at opleve og vurdere sin omverden og sig selv, sin tilstand og handlinger i overensstemmelse med virkeligheden. Man er ikke i stand til at teste sandhedsværdien af sine tanker, følelser og forestillinger. Dette realitetstab kan vise sig i symptomer som hallucinationer, paranoid tænkning, bevidsthedsforstyrrelser eller ændret stemningsleje." 1)
I dag er det d. 10. oktober, som er "World Mental Health Day" - dagen, hvor vi sætter fokus på mentale sygdomme, ubalancer og de konsekvenser, de har for dem, der rammes af dem. Sindssygdom eller, som det mere lægefagligt korrekt benævnes: "psykotiske tilstande", kan være voldsomt invaliderende og have vidtrækkende, skadelige konsekvenser for både patienter og pårørende. Derfor er det også absolut på sin plads at have en særlig dag til opmærksomhed på dette aspekt af vores menneskeliv. Det findes. Det er meget udbredt! Vidste du, at over 700.000 danskere tager psykofarmika2)?!
Men måske er det langt mere udbredt end denne statistik viser? Måske er der mange, som lider af tilstande, der falder indenfor definitionen ovenfor, men ikke bliver medicinerede eller hjulpet på anden vis?
Måske lider alle af sindssyge? Også du og jeg?Er du sindssyg?!
Lad os undersøge det: Hvis vi koger den detaljerede definition på sindssyge ned, handler det om, at patienten har problemer med at vurdere, hvad der er Virkeligt, og hvad der ikke er ("en ændring i realitetsvurderingen...etc."). Lidelsen går med andre ord ud på at lide af vrangforestillinger om Virkeligheden. Husk, at jeg for det meste staver Virkeligheden med stort for at gøre det tydeligt, at den er en absolut, objektiv størrelse, som ikke kan fortolkes uden at blive til noget andet, nemlig en fortolkning: Det regner, eller det regner ikke. Det her er et bord, ikke en stol. Han sagde præcis sådan, eller han sagde noget andet. Og når man er sindssyg, har man altså problemer med at "opleve og vurdere sin omverden og sig selv, sin tilstand og handlinger i overensstemmelse med Virkeligheden". Det er jo ikke så godt!
Hvad med dig? Er du til enhver tid i stand til at opleve og vurdere din omverden og dig selv, din tilstand og handlinger i overensstemmelse med Virkeligheden? De fleste mennesker vil nok svare "Ja". De fleste mennesker lader til at mene, at de har styr på Virkeligheden og er i stand til at handle fornuftigt og i overensstemmelse med den. Det mener jeg også selv. Ja da, det kan jeg sagtens! Men er det sandt?
Du oplever intens jalousi, fordi din kæreste har lyst til at date andre også. Du oplever frygt, fordi du er nødt til at tage vaccinen, og den vil slå dig ihjel. Du oplever vrede, fordi din chef overser dig. Du spiser vegetarisk for at passe på klimaet, og kører gerne langt ud på landet i din bil for at købe lokalt og økologisk. Du oplever klaustrofobi i dit parforhold, fordi din kæreste savner dig, hvis du ikke er sammen med ham/hende 24-7.
Fællesnævnere her? Jo, der er, i alle eksemplerne, en klar overbevisning om at "opleve og vurdere sin omverden og sig selv, sin tilstand og handlinger i overensstemmelse med Virkeligheden". For det er ikke i orden, og det bringer din position i fare, at din kæreste pludselig vil sammenligne dig med andre. Vaccinen er ikke ordentligt gennemtestet, og din tante kender en, hvis storesøsters nabo oplevede en summen på venstre knæ i flere uger efter at have fået stikket. Din chef hader dig, og det er sgu da utrygt! Er kødspisning måske ikke en af de værste klimasynder? Og du er et ufølsomt røvhul, hvis du lader din kæreste sidde hjemme og græde ned i en pude af savn, mens du hygger dig med vennerne. Sådan er virkeligheden, og du føler og handler i overensstemmelse med den.
Andre fællesnævnere? Jo, oplevelserne af, hvad der her er virkeligt, bygger i allerhøjeste grad på antagelser, og i ingen af tilfældene er de følelses- eller handlingsmæssige reaktioner i overensstemmelse med Virkeligheden, men udelukkende med antagelsen. Realitetstabet resulterer i "symptomer som hallucinationer, paranoid tænkning, bevidsthedsforstyrrelser eller ændret stemningsleje".
Hvad er antagelserne/hallucinationerne her?
Det antages, at kæresten vil sammenligne dig med de andre, hun dater, at sammenligningen ikke vil falde ud til din fordel, at du derfor er værdiløs, at han/hun derfor vil forlade dig og at dit liv dermed er slut! Det antages, at du er "nødt" til at tage vaccinen (altså, at du skal, der er ingen som helst vej uden om, kanylen går simpelthen i kødet på dig, lige meget, hvad du gør), at det er sandt, at den ikke er ordentligt gennemtestet, og at du kommer til at dø af stikket. Det antages, at din chef faktisk overser dig (og ikke bare f.eks. også har sin opmærksomhed tusind andre steder), at det betyder, at dit job er i fare og at det vil have fuldstændigt ødelæggende konsekvenser at miste dit arbejde.
Det antages, at det betyder noget for klimaet, at du spiser grønt i stedet for kød, og fokuseringen på denne dyd dækker fuldstændig over proportionerne, så det ikke tages i betragtning, at bilturen sandsynligvis er mangefold mere skadelig for miljøet end en ribeye ville være. Det antages, at det er dit ansvar at kompensere for din kærestes oplevelse af mangel og frygt i sit eget liv, og at du er et dårligt menneske som helhed, hvis du ikke gør det.
De fleste af antagelserne er dele af "trossystemer", som gensidigt betinger hinanden og binder i historier/hallucinationer om Virkeligheden, som er truende, ubehagelige og/eller i hvert fald fører til (sandsynligvis) helt irrationel adfærd. Iagttag "trossystemerne", altså "kæderne" af "at'er": hvis en af antagelserne i kæden ikke var der, ville der ikke være et problem!
Og hvad er Virkeligheden? I de fleste af eksemplerne er Virkeligheden, at du ikke aner, hvad den er, men går med din antagelse, som, selv hvis den tilfældigvis(!) skulle vise at være sand, ikke gør din følelses- eller handlingsmæssige reaktion mere berettiget - for den fører ikke til ændring af Virkeligheden, men kun til lidelse/besvær for dig!
Se lige et øjeblik dette billede for dig: Den sindssyge, som raver rundt i sin celle på psykiatrisk hospital, slår om sig med armene og højrøstet proklamerer, at bierne vil æde ham, at det i virkeligheden er droner fra PET, og at han vil skrive til Dronningen for at få ændret Grundloven, da den ikke favoriserer strikkeklubber, som den i høj grad burde. Er der, hvis du nu skal være helt ærlig, ikke skal sige det højt til nogen, men bare lige iagttage dig selv et øjeblik, i Virkeligheden den helt store forskel på dig og denne stakkels patient? Åh jo, i absurditeten af vrangforestillingerne måske, og måske særligt i den grad, hvormed de skader patientens evne til at leve et "normalt" liv. Men hvad med selve kvaliteten af måden at opleve verden på? Altså det her med, i mangel af nogen reel viden om, hvad Virkeligheden i Virkeligheden er, at ophøje antagelser til sandhed, og føle, tænke og reagere i overensstemmelse hermed?
Nu er det ikke sikkert, at du kan genkende dig selv i nogen af de eksempler, jeg har angivet ovenfor - men så find selv nogle andre. Jeg er helt sikker på, at langt hovedparten af de tanker, som styrer dit liv, ikke afspejler Virkeligheden nøjagtigt og objektivt, men er antagelser/fortolkninger/hallucinationer om den! Det er jeg ikke sikker på, fordi jeg kender dig personligt, kære læser, men fordi jeg antager, at du er menneske, og menneskers sind virker grundlæggende ens. Vores sind kan ikke vide, hvordan verden er, så det er henvist til at gætte. Ofte leder gætterierne ind i frygt, binding, ufrihed og depression. Ikke bare, fordi de er dystopiske i en eller anden grad, men også, fordi vi generelt har en stor tendens til at tro på dem!
Så...
Vi lever i en galeanstalt
- og vi er selv blandt patienterne!
Nu til de gode nyheder! For der er faktisk en helt afgørende forskel på dig/os uden for det psykiatriske hospitals mure, og dem indenfor. Hvis du er et normalt fungerende, menneskeligt individ med en bevidsthed, så er du i stand til "at teste sandhedsværdien af dine tanker, følelser og forestillinger"! Og det er præcis det, som er porten tilbage til Sandhed og dermed sundhed.
Du er ikke et viljeløst offer for dit sinds mere eller mindre tilfældige, og meget ofte vanvittigt upræcise, forestillinger om Virkeligheden. Du kan undersøge dem! Det er superenkelt - men også supersvært, fordi det er et oprør mod sindets tilbøjelighed til diktatur over din bevidsthed.
Når du imidlertid tager mod til dig og gør det alligevel, vil du opleve en Frihed fra den truende, triste, meningsløse, farlige eller kedelige verden, som dine hallucinationer om den præsenterer.
Og du vil vide, at du ikke er sindssyg. Du er Her. I verden. Sammen med os andre.
1)Kilde: Bet. 1068: Principbetænkning om anvendelse af tvang i psykiatrien, kapitel 6, afgivet af det af Justitsministeriet nedsatte udvalg. 2) Kilde: Sundhedsdatastyrelsen.
Sindssyge-check
Ved enhver, negativ, stressende, ubehagelig følelse: Hvilke tanker må jeg tænke om verden/situationen for at føle sådan?
Er tankerne fuldstændig objektivt sande? Eller kun måske? Eller helt sikkert ikke?
Hvis tanken/tankerne ikke (helt sikkert) er sand(e), hvad er Virkeligheden så? Seriøst, sandsynligvis?
Hvis du mener, at tanken er fuldstændig objektivt sand, er du ikke sindssyg (hvad denne forestilling angår!) - men hvis tanken er sand, er det helt sikkert ikke den, der bereder dig lidelse! En sand tanke kan aldrig berede lidelse! Ikke mere om denne vilde påstand her - følg med på bloggen - eller skriv til mig, hvis du ønsker en uddybning...
Er du sikker på, at du bør læse denne artikel? Jeg er helt sikker på, at det bør du ikke! Enten læser du den, eller du læser den ikke. Det ved du om et kvarters tid.
Den dag det gik op for mig, at der ikke er noget som helst i denne verden, som hverken du eller jeg i Virkeligheden bør, sprængte min bevidsthed sig vej ud i friheden, og mit liv er aldrig blevet det samme siden. Jeg er stort set holdt op med at gøre noget, fordi jeg bør. Til gengæld er jeg begyndt at handle ansvarligt. Forklaring følger.
Hvis du vil øve dig i ikke at gøre, som du bør, fordi du bør, kan du med fordel læse videre. Hvis du ønsker at være et frit menneske, kommer du ikke uden om denne øvelse. For "bør" er et af de ord, som binder allermest.
Hvis jeg helt ukritisk og bevidstløst spørger mig selv, hvad jeg bør, bøvser mit sind uden betænkningstid en liste ud omtrent som denne (ikke rangordnet og langt fra fyldestgørende!):
Jeg bør...
Tjene mine egne penge
Opføre mig ordentligt
Være social og udadvendt
Være der for mine venner
Tage mig af mine børn
Købe økologisk
Spare op
Læse bøger
Træne regelmæssigt
Meditere
Skrive
Huske Gud og hvermands fødselsdag
Reparere i stedet for at smide ud
Og...
Og...
Du godeste! Hvad er der nu i vejen med at tage sig af sine børn og opføre sig ordentligt?! Hvor er vi på vej hen?! Rolig nu. Der er intet i vejen med nogen af tingene på listen, tværtimod. Problemet ligger i ord nr. 2, før listen overhovedet er kommet fra start: Jeg bør...
Lad os, for eksemplets skyld, antage, at du har nogle børn, og at du tager dig af dem(!). Gør du mon det, fordi du bør? Fordi du elsker dem? Fordi du godt kan lide at tage dig af dem? Eller gør du det bare? Jeg gætter på, at det er en blanding af det hele. Du elsker sandsynligvis dine børn, det kan være hyggeligt at blande en skål fredagsslik til dem, og det meste af tiden tænker du slet ikke over, at du "tager dig af dem", du gør det bare. Så er der også de tidspunkter, hvor du er desperat efter at komme en tur i byen med vennerne, eller ligger syg med influenza. Da tager du dig måske mest af dine børn, fordi du bør?
Lad os undersøge det. Hvad betyder "bør" i det hele taget? Jeg får det i første omgang til at være noget i retning af "skal", og hvor der er et "skal", må der være to instanser: en, som befaler, og en, som adlyder. Det kunne i dette tilfælde være samfundet og dig. Samfundet kan finde på at slæbe dig i retten for omsorgssvigt, hvis du ikke magter at blande en skål fredagsslik, fordi du har 40,2 i feber og helst vil dø snarest muligt. Du skal tage dig af dine børn, basta.
Det er imidlertid interessant, at det ofte hedder "bør og skal". Der skelnes mellem de to. Hvor "skal" primært henviser til praktisk nytte ("...for ellers dør de"), peger "bør" på værdier. "Bør" betyder altså, mere præcist, noget i retning af "Skal, fordi det har værdi".
Men hvad er værdi for noget? Det er et emne, som kræver en hel artikel for sig selv, og det lover jeg, det nok skal få. Men, helt kort: der er ingenting, som har en iboende værdi! Virkeligheden er bare, som den er (læs f.eks. Hvad er virkeligheden i virkeligheden?). Et stykke legetøj kan have stor værdi for det ene barn, men blive kastet over højre skulder af det andet. For det ene menneske kan det have værdi at bo i et rent og ryddet hjem, mens et andet menneske er ligeglad, og hygger sig fint i rodet. Og for nogle forældre er det livets mening at være om børnene, for andre er det vigtigere at have tid til karrieren eller spændende fritidsinteresser.
Hvem skal så afgøre, hvad der er rigtigst at tillægge værdi? Hvis vi sætter dig til det, vil et par andre nok slå sig i tøjret og mene, at de ikke kan leve i sådan et rod, eller holde ud kun at være sammen med børnene. Først og fremmest vil de mene, at det skal du sgu ikke bestemme. Og det har de ret i!
Kun du har ret til at definere, hvad der har værdi for dig. Du ville formodentlig blive forfærdet, hvis der blev indført Sharia-lovgivning i Danmark, sågar måske gribe til væbnet modstand. Men Det store Bør, som i forvejen omgiver os alle, er meget svært at få øje på. Sandsynligvis fordi det er blevet gentaget så mange gange, og fra vi var så små, at vi nu tror, at Det store Bør er en universel værdi, og dermed også en værdi for os hver især. Det store Bør har et navn. Det hedder moral.
Moralen er forskellig fra kultur til kultur, men består af et katalog over, hvad vi allesammen skal gøre, fordi det har værdi for os allesammen(!). Noget af det, der står i kataloget, giver god mening. Hvis ingen længere tager sig af deres børn, mister vi en generation til sult og kulde, og hvem skal så betale vores folkepension? Man bør tage sig af sine børn.
Andet er fuldstændig pløk, eller voldsomt selvmodsigende, som universel værdi: hvorfor bør man f.eks. være påklædt, når man bader i havet, eller tage sig af sin hund (i et land, som hvert år mishandler og afliver 30millioner svin, der er mindst lige så intelligente som hunde)?
Men problemet er sådan set ikke, om moralens store Bør giver mening eller ej. Problemet er, at du i det hele taget tillader det at have nogen som helst betydning i dit liv!
Hvad ville der mon ske, hvis du kunne tage en måned fri fra "bør"? Altså en måned, hvor den vanvittige tanke, at du skulle noget som helst, fordi nogen sagde, det havde værdi, simpelthen ikke kunne dannes i din hjerne? Du havde ingen ide om pligt af nogen art, og ingen moral dikterede dine handlinger. Måske løber det dig koldt ned ad ryggen: det rene anarki! Vold, plyndringer og drab alle vegne! Hor! Dovenskab! Nøgenbadning! Hvis du er ryger, så tag lige en smøg ude på altanen, eller træk bare vejret dybt 10 gange. Og vend så tilbage til tankeeksperimentet, helt nøgternt. Hvad ville ske?
Efter to dage får du desværre influenza. Feberen stiger i løbet af tre dage til 40,2 og hele kroppen gør ondt. Du har det virkelig hæsligt. Men ind fra stuen tripper din 4-årige datter. Hun meddeler, at hun er sulten, og gør opmærksom på, at hun faktisk ikke har fået mad siden i forgårs morges. Du stønner, at du er bedøvende ligeglad, og at hun må klare sig selv. Du bør jo ikke give hende mad, vel?
Tror du virkelig? Ville du, befriet fra moralens byrde, fejre det ved at lade din datter sulte? Hvad med dig selv? Ville du mon holde op med at gå i bad ("Man bør holde sig velsoigneret")? Stoppe med at træne ("Man bør vedligeholde sin krop")? Holde op med at arbejde ("Man bør bidrage til fællesskabet")? Ja, OK, måske i en måned, men på lang sigt? Ville du slå nogen ihjel ("Man bør ikke slå ihjel")? Bagtale dine venner over for hinanden ("Man bør være loyal")? Slå din hund ("Man bør behandle kæledyr ligeså godt som mennesker")? Ville det være din fejring?
Jeg kender dig ikke, kære læser, og kun du kender svarene - så godt, som du nu kan forestille dig dem. For det ér et tankeeksperiment, og det kan være meget vanskeligt at forestille sig et liv uden "bør". Det er interessant i sig selv: hvad er "bør", og hvad er "dig"?
Jeg selv forlod i det store og hele "bør" for nogle år siden. Det har været interessant at iagttage, at jeg stort set gør, som jeg gjorde før.
Bevares, mit liv er justeret på flere måder: jeg er blevet skilt, har solgt det meste af, hvad jeg ejede, bor i en sejlbåd, lever for og af at skrive og hjælpe mennesker, som har brug for bedre måder at navigere på sindets hav på, og jeg anerkender ikke det romantiske parforhold som den eneste måde at have et kærlighedsliv på. Det er da radikalt, afvigende, vildt? Det afgør du, men fælles for de i virkeligheden ret få forskelle på mit tidligere "bør"-liv og mit nuværende "vil"-liv er, at ingen af dem begrænser eller skader andre mennesker på nogen måde. Er det så fordi, jeg ikke har opdaget min troskab til "Man bør ikke begrænse eller skade andre mennesker på nogen måde"? Nej, det er det ikke.
At tage afsked med "bør" var som at tage et par meget stærke solbriller af. Da jeg ikke længere vidste, hvad jeg burde gøre, var jeg nødt til selv at finde ud af, hvad jeg ville gøre. Jeg kalder det ansvarlighed. Ansvarlighed er, i min definition, bevidsthed om, at jeg er forbundet med verden omkring mig. Det er derfor meningsløst ikke at arbejde, ubehageligt at gå rundt og lugte, og væmmeligt at slå min hund (og tillige vanskeligt, da jeg ikke har en). Jeg er kun ét levende væsen på denne planet, blandt billiarder andre. Når ingen fortæller mig, hvordan jeg "bør" forholde mig til det, åbner jeg øjnene og ser mig omkring: hvordan bevæger jeg mig bedst i den helhed, jeg er en del af? Der står mit barn, det trænger til mad. Jeg behøver ikke at slå op i noget katalog for at se, at det skal have mad, og det skal være nu. Mine børn får mad, og de får omsorg. I øvrigt en meget mere nærværende omsorg end den, der kommer af at "burde" tage sig af sine børn. Jeg tager mig af dem, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg kan ikke lade være, fordi jeg godt "må" lade være. Eller: jeg gør det bare.
Nøglen ligger i at adskille "bør" fra "skal". Her kommer:
Bliv din egen bør-mægler
Læg mærke til enhver, indre kommando i dit sind, og find den på en af nedenstående lister. Hører den til "skal" eller "bør"? "Skal" er karakteriseret ved "Ellers dør jeg", "bør" ved "Fordi nogen har tillagt det værdi".
DU SKAL:
Spise
Sove
Holde dig nogenlunde ren
Bevæge dig en gang imellem
DU BØR:
Absolut ingenting
Kommandoen står på "skal"-listen: Det vil være dumt at lade være. Kommandoen står ikke på nogen liste: Gør, som du vil.
Du har nok bemærket, at ovenstående vejledning er aldeles værdiløs. Det, du skal, gør du bare, du behøver ikke at checke med nogen liste. Prøv at udvide dette til resten af dit liv!
Der er ingen tvivl om, at denne øvelse kræver mod. For hvad nu, hvis du viser dig at være et selvisk røvhul, som spiser, sover og i øvrigt er øsende ligeglad med verden omkring dig? Hvis jeg er i radikalt humør, og det er jeg tit, vil jeg sige, at det kun er et problem, hvis du tror på, at "man bør være et uselvisk røvhul, som tilfører verden værdi". Hvem er "man" (se Tal for dig selv!) og hvem har fortalt dig, at man "bør" tilføre verden værdi? Nå, det kan du også bare lige skyde ind under sengen, men så gør noget andet:
Se ind i dig selv. Hvad ser du derinde? Et i virkeligheden selvisk røvhul, som er øsende ligeglad med verden omkring sig? Er det sandheden om dig? Er der virkelig grund til at være bekymret, selv hvis du accepterer præmissen om, at du "bør" være uselvisk? Jeg lader svaret være op til dig, for det er op til dig. Men jeg besvarer gerne mails eller kommentarer til denne artikel!
Jeg gør ofte noget af alt det, der står på "min"/moralens liste i starten af artiklen. Men ikke fordi jeg "bør". Hvis du mediterer eller køber økologisk, fordi du har læst et sted, at du "bør" gøre det for at få fred med dig selv og planeten, så garanterer jeg dig, at du hverken får fred med dig selv eller planeten ved at meditere og købe økologisk. Den værdi, disse handlinger er tillagt, kommer ikke fra dig, men udefra, nemlig fra moralen. Hvis du derimod en dag pludselig henfalder i meditation, måske mens du står i grøntafdelingen i Netto, eller køber økologisk fordi du ikke kan udholde tanken om pesticider i dine børns og børnebørns drikkevand, har du en chance for kontakt til fred.
Det som du ser dig selv gøre, har åbenbart værdi for dig.
En sidste, lille bonus:
At slippe "bør" giver dig:
Et perspektiv på verden omkring dig, som gør den transparent, enkel og ligefrem at forholde sig til.
En bevægelsesfrihed, som kan forløse dybt kærlige og ansvarlige aspekter af din natur, som hidtil har været spærret inde af den overdøvende larm fra pligten.
En udfrielse fra offerrollen.
Til det sidste punkt:
Du ligger med 40,2 i feber og har det hæsligt. Din datter på 4 år har brug for, at du giver hende mad. I stedet for at tænke: "Åh, hvor er det synd for mig, at jeg skal ud af sengen, men jeg bør jo tage mig af min datter!", tænker du: Ingenting. Du står bare op og gør det.