CASE: Sammenlignet med hvad?

"𝗝𝗲𝗴 𝗵𝗮𝗿 𝗷𝗼 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗻𝗼𝗴𝗲𝘁 𝗹𝗶𝘃!", sagde hun. Da jeg spurgte, hvad hun mente med det, svarede hun:
"Jeg sidder bare her og kukkelurer. Smerterne er der hele tiden. Alt, hvad jeg har lyst til, kan enten ikke lade sig gøre, eller også er der ikke nogen, der gider at gøre det sammen med mig, og jeg har ikke lyst til at gøre det alene."
"Hvor mange problemer er det?", spurgte jeg
"Hmm, to, tror jeg: smerterne og kedsomheden"
"To? Jeg får det til seks"
"Seks, ligegodt?!"
"Seks, ja:
1. Du burde ikke sidde der
2. Du burde ikke "kukkelure"
3. Du burde ikke have smerter
4. Det, du har lyst til, burde kunne lade sig gøre
5. Andre burde have lyst til det samme
6. Du burde elske at gøre det alene"

Der blev stille lidt. Så:
"Du er på en eller anden måde enormt 𝗽𝗿𝗼𝘃𝗼𝗸𝗲𝗿𝗲𝗻𝗱𝗲 at høre på!"
"Virkelig? Hvordan?"
"Det ved jeg ikke. Det lyder bare som om, jeg er sådan en forkælet møgunge!"
"Virkelig?"
"Ja! Det gør ondt, og der er mange ting, jeg ikke kan. 𝗗𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝗻𝗼𝗴𝗲𝘁 𝗹𝗼𝗿𝘁!"
"Jeg forstår godt, at det føles som noget lort. Jeg har også jævnligt smerter, og der er virkeligt mange ting, jeg ikke kan. Hvordan kan det så være, at jeg ikke synes, det er noget lort?"
"Det ved jeg da ikke. Desuden kan du meget mere end mig"
"Ja, og jeg har også færre smerter end dig. Er det derfor, at jeg ikke synes, det er noget lort, tror du?"
"Ja"
"Du har måske ret. Det er bare mærkeligt, at jeg heller ikke syntes det, før jeg hørte om din situation? Jeg har betydeligt flere smerter end min ven M, som siger, han aldrig har ondt nogen steder, og jeg kan helt vildt meget mindre end min ven S, som har lavet en Ironman. Hvorfor er det ikke noget lort?"
"𝗗𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝘃𝗲𝗹 𝗯𝗮𝗿𝗲, 𝗳𝗼𝗿𝗱𝗶 𝗱𝘂 𝗲𝗿 𝘁𝗶𝗹𝗳𝗿𝗲𝗱𝘀 𝗺𝗲𝗱 𝗱𝗲𝘁, 𝗱𝘂 𝗸𝗮𝗻!"

Stilhed. Jeg smilede irriterende til hende. Mere stilhed.
Så hørte hun, hvad hun selv havde sagt. Skulle lige til at sige noget, men standsede så sig selv. Lidt mere stilhed.
Så mumlede hun: "Det er vel nemmere at være tilfreds, når du kan det, du kan?"
"Det tror jeg ikke. Min ven S er faktisk ikke tilfreds med det, han kan. Han har lyst til mere. Og det kunne være så fedt aldrig at have migræne, sådan som M…"
"Jamen, hvad så?"
"𝗗𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝗻𝗲𝗺𝗺𝗲𝗿𝗲 𝗮𝘁 𝘃æ𝗿𝗲 𝘁𝗶𝗹𝗳𝗿𝗲𝗱𝘀, 𝗻𝗮̊𝗿 𝗷𝗲𝗴 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝘀𝗮𝗺𝗺𝗲𝗻𝗹𝗶𝗴𝗻𝗲𝗿 𝗺𝗲𝗱 𝗻𝗼𝗴𝗲𝗻, men blot ser, hvad der faktisk er muligt for mig"
"Ja, men der er bare så lidt, som er muligt!"
"I sammenligning med mig, ja. Ikke i sammenligning med en, jeg kender, som er lam fra halsen og nedefter, og giver dagligt udtryk for at have et godt og meningsfuldt liv! Kan du få dine smerter til at gå væk, og få din fulde styrke og smidighed tilbage nu og her?"
"Nej, det er jo det, der er problemet!"
"Det er det ikke. Problemet er, at du synes, de burde være væk, og du burde kunne alting. Vil du leve et begrænset liv i bitterhed eller 𝗲𝘁 𝗹𝗶𝘃 𝗺𝗲𝗱 𝗺𝘂𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱𝗲𝗿, 𝗶 𝗴𝗹æ𝗱𝗲 𝗲𝗹𝗹𝗲𝗿 𝗶 𝗵𝘃𝗲𝗿𝘁 𝗳𝗮𝗹𝗱 𝗮𝗰𝗰𝗲𝗽𝘁?"
Kort pause.
"Det sidste…"
"Godt. Så lad os bygge sådan et. Med lige præcis de muligheder, du har, de smerter du har, og de ressourcer, du har. Vi starter nu!"

Mulighederne forblev de samme. Smerterne var et vilkår. Men oplevelsen ændredes fra den dag.
𝗢𝗴 𝗼𝗽𝗹𝗲𝘃𝗲𝗹𝘀𝗲𝗻 𝗲𝗿 𝗱𝗲𝘁 𝗲𝗻𝗲𝘀𝘁𝗲, 𝗱𝗲𝗿 𝗯𝗲𝘁𝘆𝗱𝗲𝗿 𝗻𝗼𝗴𝗲𝘁!

CASE: Mønster eller ej?

De mænd, der har været i hendes liv, har alle været 𝗻𝗮𝗿𝗰𝗶𝘀𝘀𝗶𝘀𝘁𝗶𝘀𝗸𝗲, 𝗽𝘀𝘆𝗸𝗶𝘀𝗸 𝘂𝘀𝘁𝗮𝗯𝗶𝗹𝗲 𝗼𝗴 𝘃𝗼𝗹𝗱𝘀𝗼𝗺𝘁 𝗿𝗲𝗮𝗴𝗲𝗿𝗲𝗻𝗱𝗲.
Det har været et 𝗺ø𝗻𝘀𝘁𝗲𝗿, og det ser ud til at fortsætte i det uendelige: Et nyt forhold går fint i et stykke tid, men så viser det sig, at han kun er sammen med hende for at stive sig selv af, og hans humørsvingninger og dårlige hukommelse ift., hvad han har lovet for kort tid siden bliver efterhånden ulideligt at være med. Konflikterne eskalerer, men hun bliver i det for længe, og så kommer bruddet. En konstant gentagen cyklus af forelskelse, indskrænkning, frygt, lavt selvværd og brud.

Hvordan bryde mønsteret? 

Vi begynder med at undersøge det såkaldte 𝗺ø𝗻𝘀𝘁𝗲𝗿. Mand 1, for 25 år siden. Mand 2, for 23 år siden. Mand 3, for 18 år siden, etc. Hver mand får en score fra 1 til 10 på narcissisme-, psykisk ustabil- og voldsomhedsskalaerne. Denne score er naturligvis subjektiv, det er hendes vurdering, jeg kender ikke disse mænd, og kan derfor ikke verificere angivelsernes rimelighed. Men der er noget ved den, som alligevel gør den objektiv: den er knyttet til en bestemt mand, og til en bestemt parameter ved netop denne mand, og skal angives uden skelen til naboparametrene ved denne eller de andre mænd. Vi har med andre ord zoomet så meget ind på virkeligheden, at det ikke er muligt at se et "𝗺ø𝗻𝘀𝘁𝗲𝗿", selv hvis der er et.
Godt så, lad os se på tallene! Det viser sig nu, at et par mænd har haft "narcissisme"-score over 5, en enkelt har "psykisk ustabil"-score over 5, og to har tilsyneladende været mere end normalt "voldsomt reagerende". Det viser sig også, at 𝘪𝘯𝘨𝘦𝘯 af mændene har haft alle tre karaktertræk med en score over 5 - og det samlede antal mænd, som hun har haft det, man med rimelighed kan kalde et kortere eller længere forhold til, over de sidste 30 år, er 12!

Så...hvor er "𝗺ø𝗻𝘀𝘁𝗲𝗿𝗲𝘁" henne? Hun ser lidt rådvildt ned på papiret foran sig. Overvejer, om hun har været for sød ved mændende, da hun gav dem karakterer, for det kan da ikke passe?! Gennemgår det hele igen. Og en gang til. Jeg lader hende passe sit arbejde. Arbejdet med at 𝗸𝗼𝗻𝗳𝗿𝗼𝗻𝘁𝗲𝗿𝗲 𝘀𝗶𝘁 𝘀𝗶𝗻𝗱𝘀 𝗵𝗶𝘀𝘁𝗼𝗿𝗶𝗲 𝗺𝗲𝗱 𝗩𝗶𝗿𝗸𝗲𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱𝗲𝗻. Og lader så Virkeligheden virke…
Historien om dette "𝗺ø𝗻𝘀𝘁𝗲𝗿" afledte, før den blev undersøgt, en anden historie: historien om, at hendes lave selvværd ledte hende i armene på mænd, som var skadelige for hende, og som det var utrygt at være sammen med. Nu sidder vi så her, uden en historie. Papiret viser med al ønskelig tydelighed, at det ikke forholder sig sådan! 

Men hvorfor så alle disse brud? Hvorfor intet forhold, som varede mere end 7 år? Hvorfor intet forhold nu? Der 𝘦𝘳 da et 𝗺ø𝗻𝘀𝘁𝗲𝗿? Ja, det er der, men det er ikke det 𝗺ø𝗻𝘀𝘁𝗲𝗿, som det så ud til. Det 𝗺ø𝗻𝘀𝘁𝗲𝗿 handlede nemlig om 𝘮æ𝘯𝘥𝘦𝘯𝘦. Deres egenskaber, og hvordan hun altid "fandt" disse mænd, som nåle i høstakken. Om det derude, som skulle være et "spejl" på det derinde. Det var og er det sikkert også, men ikke på en entydig, lige-ud-af-landevejen-måde.

 
Tallene på papiret afspejler Virkeligheden mere præcist, end den 𝘧𝘰𝘳𝘯𝘦𝘮𝘮𝘦𝘭𝘴𝘦, hun havde af verden og sig selv i den. De gør, at vi intet ved, og det er en stor fordel! Nu starter undersøgelsen af 𝗱𝗲 𝗽𝗿𝗼𝗴𝗿𝗮𝗺𝗺𝗲𝗿, 𝘀𝗼𝗺 𝗶 𝗱𝗲𝘁 𝘀𝗸𝗷𝘂𝗹𝘁𝗲 𝘀𝘁𝘆𝗿𝗲𝗿 𝗵𝗲𝗻𝗱𝗲𝘀 𝗹𝗶𝘃, udfra et lidt forvirret, nysgerrigt og ikke-vidende sted.

Og et nyt billede tager efterhånden form. Et billede af en kvinde, som måske nok kunne have glæde af et højere selvværd, men som, i relationel henseende, i højere grad er styret af en 𝗿𝗮𝘀𝘁𝗹ø𝘀𝗵𝗲𝗱, 𝘂𝘁𝗶𝗹𝗳𝗿𝗲𝗱𝘀𝗵𝗲𝗱 𝗼𝗴 𝘀ø𝗴𝗲𝗻 end af et lavt selvværd. Det er stadig en fortolkning, et billede. Men den afspejler Virkeligheden mere præcist end den gamle historie, og er derfor et langt bedre udgangspunkt for at Se, hvad der foregår, og bevæge sig mere hensigtsmæssigt i livet.

Herfra og frem kan vi undersøge 𝗱𝗲𝘁, 𝗱𝗲𝗿 𝗲𝗿 𝗽𝗿𝗼𝗯𝗹𝗲𝗺𝗲𝘁 - ikke det, som ville være mest praktisk, var problemet, i forhold til den selvværdshistorie, som i forvejen spøgte!
Og det gør vi så… 

CASE: I følelsernes vold

Hun var helt 𝗶 𝘀𝗶𝗻𝗲 𝗳ø𝗹𝗲𝗹𝘀𝗲𝗿𝘀 𝘃𝗼𝗹𝗱. Det ville ikke have været et problem, hvis følelserne havde været behagelige, men det var de for det meste ikke: der var frygt, der var vrede, der var sorg, irritation og stress. Ikke altid, men ofte.

I hendes oplevelse var verden simpelthen ikke ret god ved hende! 

Vi kunne have undersøgt verden, da vi gik i gang med arbejdet for Frihed og glæde, og vi skævede da også til den. Den så ikke umiddelbart så truende ud, som hun oplevede, når hun var nede i følelserne, men det hjalp ikke så meget - for det var hun jo! 

Så den væsentligste del af dette arbejde kom til at handle om at blive bevidst om hvad, der var følelser og hvad, der var tanker! I første omgang kendte hun ikke forskel. Det føltes bare forkert, og der var da ingen tanke? 

𝗘𝗻𝗵𝘃𝗲𝗿 𝗳ø𝗹𝗲𝗹𝘀𝗲 𝗸𝗼𝗺𝗺𝗲𝗿 𝗮𝗳 𝗲𝗻 𝘁𝗮𝗻𝗸𝗲, også selvom tanken kan være helt ubevidst eller så kortvarig og simultan med følelsen, at man ikke når at opdage den, før kroppen eksploderer i respons på den: følelse! 
Så hun blev presset. Presset til ikke at lade sig være 𝗲𝘁 𝘃𝗶𝗹𝗷𝗲𝗹ø𝘀𝘁 𝗼𝗳𝗳𝗲𝗿 𝗳𝗼𝗿 𝗲𝗻𝗵𝘃𝗲𝗿 𝗳ø𝗹𝗲𝗹𝘀𝗲, der lige opstod, når verden bevægede sig, som den nu engang gør.
"Kære ven, hvad er tanken om Virkeligheden, som gør denne følelse til en meningsfuld respons? Hvad er dit sind nødt til at mene om det, der sker, for at f.eks. frygt kan være hensigtsmæssig?" 𝗘𝗻𝗵𝘃𝗲𝗿 𝗳ø𝗹𝗲𝗹𝘀𝗲 𝗲𝗿 𝗻𝗮𝘁𝘂𝗿𝗹𝗶𝗴𝘃𝗶𝘀 𝗵𝗲𝗻𝘀𝗶𝗴𝘁𝘀𝗺æ𝘀𝘀𝗶𝗴 - i forhold til det, sindet tror, der sker!
Ved stadigt, over mange uger, at blive holdt fast på at finde udløseren, ikke i verden, men i sindet, begyndte det at dæmre: der var faktisk ingen undtagelser: der var altid en tanke bag følelsen! 
For at kunne håndtere denne tanke, undersøge om den egentlig beskrev Virkeligheden objektivt, var hun også nødt til at blive helt bevidst om, hvad der var hvad 

"𝗗𝗲𝘁 𝗳ø𝗹𝗲𝘀 𝗯𝗮𝗿𝗲 𝗳𝗼𝗿𝗸𝗲𝗿𝘁". Nej, det kan ikke 𝘧ø𝘭𝘦𝘴 forkert. 𝘛𝘢𝘯𝘬𝘦𝘯 er: "Dette er forkert" - og 𝘧ø𝘭𝘦𝘭𝘴𝘦𝘯 er måske frygt eller vrede - 𝘧𝘰𝘳𝘥𝘪 det "er" forkert! 
Tørt bogholderi? Uh nej!  Det blev, for hende, 𝗽𝗼𝗿𝘁𝗲𝗻 𝘁𝗶𝗹 𝗙𝗿𝗶𝗵𝗲𝗱 𝗳𝗿𝗮 𝗳ø𝗹𝗲𝗹𝘀𝗲𝗿𝗻𝗲! For nu kunne det undersøges, om det f.eks. 𝘷𝘢𝘳 "forkert", det, der foregik omkring hende. Det var det kun, fordi hendes sind 𝘴𝘺𝘯𝘵𝘦𝘴 det! 
𝗙𝗿𝗶𝗵𝗲𝗱 𝗳𝗿𝗮 𝗳ø𝗹𝗲𝗹𝘀𝗲𝗿𝗻𝗲?! Holdt hun op med at føle?! Nej da, det gør ingen, før de dør! Men da hun nu havde opnået bevidsthed om sine tanker, var hun ikke nødt til bare at føle det, hun nu lige følte (og lide tilsvarende). 𝗛𝘂𝗻 𝗸𝘂𝗻𝗻𝗲 𝘃æ𝗹𝗴𝗲. Vælge at undersøge, hvad der lå bag, og opløse det, hvis det var ubehageligt. Vælge, helt grundlæggende, 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗮𝘁 𝘁𝗿𝗼 𝗽𝗮̊ 𝘀𝗶𝗻𝗲 𝘁𝗮𝗻𝗸𝗲𝗿, men iagttage dem med nysgerrighed og interesse.
Og de følelser, som nu dominerede, var i langt højere grad et svar på Virkeligheden, og ikke på sindets forvrængede fortolkninger. Og da 𝗩𝗶𝗿𝗸𝗲𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱𝗲𝗻 𝗮𝗹𝘁𝗶𝗱 𝗲𝗿 𝘃𝗲𝗻𝗹𝗶𝗴𝗲𝗿𝗲, 𝗲𝗻𝗱 𝘀𝗶𝗻𝗱𝗲𝘁 𝘁𝗿𝗼𝗿, når man lider, var følelsen først og fremmest…𝙁𝙧𝙞𝙝𝙚𝙙!