"Jeg sidder bare her og kukkelurer. Smerterne er der hele tiden. Alt, hvad jeg har lyst til, kan enten ikke lade sig gøre, eller også er der ikke nogen, der gider at gøre det sammen med mig, og jeg har ikke lyst til at gøre det alene."
"Hvor mange problemer er det?", spurgte jeg
"Hmm, to, tror jeg: smerterne og kedsomheden"
"To? Jeg får det til seks"
"Seks, ligegodt?!"
"Seks, ja:
1. Du burde ikke sidde der
2. Du burde ikke "kukkelure"
3. Du burde ikke have smerter
4. Det, du har lyst til, burde kunne lade sig gøre
5. Andre burde have lyst til det samme
6. Du burde elske at gøre det alene"
Der blev stille lidt. Så:
"Du er på en eller anden måde enormt 𝗽𝗿𝗼𝘃𝗼𝗸𝗲𝗿𝗲𝗻𝗱𝗲 at høre på!"
"Virkelig? Hvordan?"
"Det ved jeg ikke. Det lyder bare som om, jeg er sådan en forkælet møgunge!"
"Virkelig?"
"Ja! Det gør ondt, og der er mange ting, jeg ikke kan. 𝗗𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝗻𝗼𝗴𝗲𝘁 𝗹𝗼𝗿𝘁!"
"Jeg forstår godt, at det føles som noget lort. Jeg har også jævnligt smerter, og der er virkeligt mange ting, jeg ikke kan. Hvordan kan det så være, at jeg ikke synes, det er noget lort?"
"Det ved jeg da ikke. Desuden kan du meget mere end mig"
"Ja, og jeg har også færre smerter end dig. Er det derfor, at jeg ikke synes, det er noget lort, tror du?"
"Ja"
"Du har måske ret. Det er bare mærkeligt, at jeg heller ikke syntes det, før jeg hørte om din situation? Jeg har betydeligt flere smerter end min ven M, som siger, han aldrig har ondt nogen steder, og jeg kan helt vildt meget mindre end min ven S, som har lavet en Ironman. Hvorfor er det ikke noget lort?"
"𝗗𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝘃𝗲𝗹 𝗯𝗮𝗿𝗲, 𝗳𝗼𝗿𝗱𝗶 𝗱𝘂 𝗲𝗿 𝘁𝗶𝗹𝗳𝗿𝗲𝗱𝘀 𝗺𝗲𝗱 𝗱𝗲𝘁, 𝗱𝘂 𝗸𝗮𝗻!"
"Du er på en eller anden måde enormt 𝗽𝗿𝗼𝘃𝗼𝗸𝗲𝗿𝗲𝗻𝗱𝗲 at høre på!"
"Virkelig? Hvordan?"
"Det ved jeg ikke. Det lyder bare som om, jeg er sådan en forkælet møgunge!"
"Virkelig?"
"Ja! Det gør ondt, og der er mange ting, jeg ikke kan. 𝗗𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝗻𝗼𝗴𝗲𝘁 𝗹𝗼𝗿𝘁!"
"Jeg forstår godt, at det føles som noget lort. Jeg har også jævnligt smerter, og der er virkeligt mange ting, jeg ikke kan. Hvordan kan det så være, at jeg ikke synes, det er noget lort?"
"Det ved jeg da ikke. Desuden kan du meget mere end mig"
"Ja, og jeg har også færre smerter end dig. Er det derfor, at jeg ikke synes, det er noget lort, tror du?"
"Ja"
"Du har måske ret. Det er bare mærkeligt, at jeg heller ikke syntes det, før jeg hørte om din situation? Jeg har betydeligt flere smerter end min ven M, som siger, han aldrig har ondt nogen steder, og jeg kan helt vildt meget mindre end min ven S, som har lavet en Ironman. Hvorfor er det ikke noget lort?"
"𝗗𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝘃𝗲𝗹 𝗯𝗮𝗿𝗲, 𝗳𝗼𝗿𝗱𝗶 𝗱𝘂 𝗲𝗿 𝘁𝗶𝗹𝗳𝗿𝗲𝗱𝘀 𝗺𝗲𝗱 𝗱𝗲𝘁, 𝗱𝘂 𝗸𝗮𝗻!"
Stilhed. Jeg smilede irriterende til hende. Mere stilhed.
Så hørte hun, hvad hun selv havde sagt. Skulle lige til at sige noget, men standsede så sig selv. Lidt mere stilhed.
Så mumlede hun: "Det er vel nemmere at være tilfreds, når du kan det, du kan?"
"Det tror jeg ikke. Min ven S er faktisk ikke tilfreds med det, han kan. Han har lyst til mere. Og det kunne være så fedt aldrig at have migræne, sådan som M…"
"Jamen, hvad så?"
"𝗗𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝗻𝗲𝗺𝗺𝗲𝗿𝗲 𝗮𝘁 𝘃æ𝗿𝗲 𝘁𝗶𝗹𝗳𝗿𝗲𝗱𝘀, 𝗻𝗮̊𝗿 𝗷𝗲𝗴 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝘀𝗮𝗺𝗺𝗲𝗻𝗹𝗶𝗴𝗻𝗲𝗿 𝗺𝗲𝗱 𝗻𝗼𝗴𝗲𝗻, men blot ser, hvad der faktisk er muligt for mig"
"Ja, men der er bare så lidt, som er muligt!"
"I sammenligning med mig, ja. Ikke i sammenligning med en, jeg kender, som er lam fra halsen og nedefter, og giver dagligt udtryk for at have et godt og meningsfuldt liv! Kan du få dine smerter til at gå væk, og få din fulde styrke og smidighed tilbage nu og her?"
"Nej, det er jo det, der er problemet!"
"Det er det ikke. Problemet er, at du synes, de burde være væk, og du burde kunne alting. Vil du leve et begrænset liv i bitterhed eller 𝗲𝘁 𝗹𝗶𝘃 𝗺𝗲𝗱 𝗺𝘂𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱𝗲𝗿, 𝗶 𝗴𝗹æ𝗱𝗲 𝗲𝗹𝗹𝗲𝗿 𝗶 𝗵𝘃𝗲𝗿𝘁 𝗳𝗮𝗹𝗱 𝗮𝗰𝗰𝗲𝗽𝘁?"
Kort pause.
"Det sidste…"
"Godt. Så lad os bygge sådan et. Med lige præcis de muligheder, du har, de smerter du har, og de ressourcer, du har. Vi starter nu!"
Mulighederne forblev de samme. Smerterne var et vilkår. Men oplevelsen ændredes fra den dag.
𝗢𝗴 𝗼𝗽𝗹𝗲𝘃𝗲𝗹𝘀𝗲𝗻 𝗲𝗿 𝗱𝗲𝘁 𝗲𝗻𝗲𝘀𝘁𝗲, 𝗱𝗲𝗿 𝗯𝗲𝘁𝘆𝗱𝗲𝗿 𝗻𝗼𝗴𝗲𝘁!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar