Jeg har, siden sidste efterår, fra sidelinjen fulgt og rådgivet en deltager i et af efterårets SEJLent Retreats. Han vil skille sig af med det meste, nedskalere minimalistisk og leve på en sejlbåd. 𝗘𝗻𝗸𝗲𝗹𝘁, 𝘀𝘁æ𝗿𝗸𝘁 𝗼𝗴 æ𝗴𝘁𝗲,
En båd, som på stort set alle måder var perfekt til formålet, blev udbudt til salg kort efter, at han havde besluttet sig for det store skift. Perfekt timing?
Nej, 𝗱𝗮̊𝗿𝗹𝗶𝗴 𝘁𝗶𝗺𝗶𝗻𝗴! For noget var ikke modent endnu. Der var lige det ene og det andet. Når økonomien lige var lidt bedre. Der kunne komme en endnu bedre båd til salg? Skulle lige være klar. Båden blev solgt til anden side, og nu er det svært at finde en egnet båd - det er heldigvis blevet sådan, at rigtig mange vil ud at sejle! Surt for ham?
Tjaeh, måske. Men der sker altid det, der nu engang sker. Og…𝗴𝗼𝗱𝘁 𝗲𝗹𝗹𝗲𝗿 𝘀𝗸𝗶𝗱𝘁, 𝗵𝘃𝗲𝗺 𝗸𝗮𝗻 𝘃𝗶𝗱𝗲 𝗱𝗲𝘁? Måske er det lige den tid, der skal til, for at han for alvor kan "få sjælen med" - eller finde ud af, at det er et vanvittigt projekt, og derfor nå at komme på bedre tanker?
Jeg oplevede selv noget lignende, da jeg for nogle år siden var alvorligt syg. Fandt undervejs en helt fantastisk båd til salg for en utroligt lav pris i England, og havde en meget stærk impuls til at købe den, og lade den blive min nye langtursbåd. Jo mere, jeg researchede på muligheden, des flere lamper lyste grønt. Spændende, og ret vildt!
Og så alligevel…jeg kunne ikke overskue det. Var i kemobehandling og måtte af den grund ikke forlade landet foreløbig, så hvordan skulle den kunne sejles hjem? Ville jeg nogensinde blive ordentligt rask, så jeg i det hele taget ville kunne få glæde af den? Hvad nu hvis…osv.
Nogle måneder senere tog jeg beslutningen: jeg ville have den båd, som virkelig var unik - der findes kun meget få af den type i hele verden. Den havde været til salg i et halvt år - men da jeg ringede til sælgeren, var den lige blevet solgt…for tre dage siden!
𝗦𝘂𝗿𝘁! 𝗘𝗹𝗹𝗲𝗿 𝗵𝗲𝗹𝗱𝗶𝗴𝘁? 𝗜𝗻𝗴𝗲𝗻 𝗸𝗮𝗻 𝘃𝗶𝗱𝗲 𝗱𝗲𝘁!
Er det her "signaler fra Universet"? Det ved jeg virkelig ikke, men jeg har ingen som helst grund til at tro det. 𝗗𝗲𝗿 𝘀𝗸𝗲𝗿 𝗱𝗲𝘁, 𝗱𝗲𝗿 𝘀𝗸𝗲𝗿
Og vi er klar til forandring, når vi er det. Jeg hjælper naturligvis mennesker med at 𝗯𝗹𝗶𝘃𝗲 𝗸𝗹𝗮𝗿, i forhold til at finde ud af, hvad der skal til for skabe et mere autentisk liv, opløse frygten for at gøre det og booste motivationen for at 𝗳ø𝗹𝗴𝗲 𝗱𝗲𝘁 𝗶𝗻𝗱𝗲𝗿𝘀𝘁𝗲 𝗸𝗮𝗹𝗱.
Men i den sidste ende er det mennesket selv, som skal gå vejen, indtil den ender, og 𝗱𝗲𝗿 𝗸𝘂𝗻 𝗲𝗿 𝗲𝘁 𝘀𝗽𝗿𝗶𝗻𝗴 𝘁𝗶𝗹𝗯𝗮𝗴𝗲.
Man tager springet, eller man tager det ikke. At springe for tidligt har 𝗸𝗼𝗻𝘀𝗲𝗸𝘃𝗲𝗻𝘀𝗲𝗿. At springe for sent ligeså. Og, sjovt nok: det har det også at springe lige på "det rigtige" tidspunkt!
Ingen kan vide, hvornår "det rigtige" tidspunkt er, for ingen ved, hvad vi "skal". 𝗗𝗲𝗿 𝗲𝗿 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗻𝗼𝗴𝗲𝘁 "𝗿𝗶𝗴𝘁𝗶𝗴𝘁" 𝗿𝗲𝘀𝘂𝗹𝘁𝗮𝘁, men der er en hel masse forkerte - nemlig dem, som konsekvent 𝘧ø𝘭𝘦𝘴 forkerte, som om, formen strammer om livet.
Det er ikke sikkert, at du skal springe, og det er heller ikke sikkert, at du skal springe nu.
Men det er helt sikkert, at hvis du aldrig går hen til kanten og mærker, om det er nu, så er du heller ikke 𝗸𝗹𝗮𝗿 𝘁𝗶𝗹 𝗮𝘁 𝘀𝗽𝗿𝗶𝗻𝗴𝗲 𝗱𝗲𝗻 𝗱𝗮𝗴, 𝗱𝗲𝘁 𝗲𝗿.
𝙃𝙑𝙊𝙍𝙉𝘼̊𝙍 𝙑𝘼𝙍 𝘿𝙐 𝙎𝙄𝘿𝙎𝙏 𝙃𝙀𝙉𝙉𝙀 𝙑𝙀𝘿 𝙆𝘼𝙉𝙏𝙀𝙉?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar