CASE: Dragen i vindueskarmen

Hun 𝗵𝗮𝗱𝗲𝗿 𝗮𝘁 𝗵ø𝗿𝗲 𝗽𝗮̊ 𝘀𝗶𝗴 𝘀𝗲𝗹𝘃. Der er alt i vejen. Hun taler for meget, hun afbryder, hun taler udenom, hun starter tilbage ved Adam og Eva hver gang, hun skal forklare noget, og er ganske enkelt ikke skarp nok! 

I hvilken situation har hun denne oplevelse? Til en 𝗷𝗼𝗯𝘀𝗮𝗺𝘁𝗮𝗹𝗲? Når hun holder 𝗳𝗼𝗿𝗲𝗱𝗿𝗮𝗴? I sit arbejde som 𝘂𝗻𝗱𝗲𝗿𝘃𝗶𝘀𝗲𝗿? Sammen med 𝗳𝗮𝗺𝗶𝗹𝗶𝗲𝗻?
Nej. Hun hader at høre på sig selv på 𝘰𝘱𝘵𝘢𝘨𝘦𝘭𝘴𝘦𝘳𝘯𝘦 𝘧𝘳𝘢 𝘩𝘦𝘯𝘥𝘦𝘴 𝘴𝘦𝘴𝘴𝘪𝘰𝘯𝘦𝘳 𝘮𝘦𝘥 𝘮𝘪𝘨! Hun burde performe bedre. Hvis hun var skarpere, ville hun få fem gange så meget ud af sessionerne. Der er for meget spildtid, snakken udenom. Og se…nu afbrød hun igen! 

Skal man være 𝗱𝘆𝗴𝘁𝗶𝗴 𝘁𝗶𝗹 𝗮𝘁 𝗯𝗹𝗶𝘃𝗲 𝗰𝗼𝗮𝗰𝗵𝗲𝘁 for at man kan være bekendt at blive det? Det må vi hellere lige undersøge! Hvorfor er det nu, hun har sat 12 uger af til intensivt arbejde med sit sind, gennem 𝘀𝗮𝗺𝘁𝗮𝗹𝗲𝗿, 𝗺𝗲𝗱𝗶𝘁𝗮𝘁𝗶𝗼𝗻𝗲𝗿, 𝗼𝗽𝗺æ𝗿𝗸𝘀𝗼𝗺𝗵𝗲𝗱𝘀ø𝘃𝗲𝗹𝘀𝗲𝗿 𝗼𝗴 𝘀𝗸𝗿𝗶𝗳𝘁𝗹𝗶𝗴 𝘀𝗽𝗮𝗿𝗿𝗶𝗻𝗴 på sine tanker og oplevelser? Hvad er formålet? 
"Det er 𝘂𝗱𝘃𝗶𝗸𝗹𝗶𝗻𝗴. At blive fri af alt det her", siger hun. Det lyder rimeligt. Hvorfor ellers?
Og ud fra det succeskriterium, er det mon så en fordel at tale hurtigt, kort, skarpt og lige ind til benet hele tiden - når man nu ikke endnu helt ved, hvor benet er? 
Eller kunne det være en fordel at "væve"? 
At afbryde, når en pludselig erkendelse vil frem? 
At beskrive konteksten så omhyggeligt som muligt, for at få alle nuancerne med? 
At tage sig tid? 

"𝗗𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝗷𝗼 𝗮̊𝗯𝗲𝗻𝗯𝗮𝗿𝘁 𝗱𝗲𝘁, 𝗷𝗲𝗴 𝗵𝗮𝗿 𝗯𝗲𝗵𝗼𝘃 𝗳𝗼𝗿 𝗮𝘁 𝗴ø𝗿𝗲", kommer det. Aha! Behov!
Måske virker hun simpelthen på den måde, og handler, som hun virker? Måske er det totalt fint, hvis succeskriteriet ikke er at være dygtig og imponere sig selv, men nysgerrigt at undersøge hvad i sindet, som 𝘀𝗽æ𝗻𝗱𝗲𝗿 𝗯𝗲𝗻 𝗳𝗼𝗿 𝗳𝗿𝗶𝗵𝗲𝗱𝗲𝗻 - 𝗼𝗴 𝘀𝗲𝗹𝘃𝗸æ𝗿𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱𝗲𝗻? 
Kunne den mulighed foreligge, at 𝗵𝘂𝗻 𝗲𝗿, 𝗹𝗶𝗴𝗲 𝘀𝗼𝗺 𝗵𝘂𝗻 𝘀𝗸𝗮𝗹 𝘃æ𝗿𝗲? Og kunne det derfor være en mulighed at høre optagelserne igen, men denne gang med en 𝘯𝘺𝘴𝘨𝘦𝘳𝘳𝘪𝘨 attitude: "Nå, siger jeg virkelig det? Nå, jeg har åbenbart brug for tid til at lade erkendelserne opstå?" etc.
Vi er heldigvis blevet enige om, at den dømmende installation i hendes sind ikke er hende. Det er personaen, egoet, you name it - men vi har døbt den 𝘿𝙧𝙖𝙜𝙚𝙣, og hun har været på loppemarked og fundet en fysisk repræsentant for denne art af ret farlige væsener! 

Den står i hendes vindueskarm, og hver gang en dømmende stemme prøver at forklare hende, hvad der er galt med hende eller med verden, ved hun godt, hvor den kommer fra. 𝗗𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝗗𝗿𝗮𝗴𝗲𝗻, 𝗱𝗲𝗿 𝘁𝗮𝗹𝗲𝗿.

Hvordan mon det er at lytte til sig selv, ikke bare på en fysisk optagelse, men 𝗶 𝗹𝗶𝘃𝗲𝘁 𝗶 𝗱𝗲𝘁 𝗵𝗲𝗹𝗲 𝘁𝗮𝗴𝗲𝘁, uden Dragens kommentarspor af fordømmelse og nedvurdering kørende oveni? Hvordan mon det er at omfatte sig selv med 𝗻𝘆𝘀𝗴𝗲𝗿𝗿𝗶𝗴 𝘃𝗲𝗻𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱?  Hvad nu, hvis nysgerrig venlighed fylder det hele?
Er der så plads til en drage også? 

𝗗𝗲𝘁 𝘂𝗻𝗱𝗲𝗿𝘀ø𝗴𝗲𝗿 𝘃𝗶.