Og 𝗴𝗶𝗸 𝗶 𝘀𝘁𝘆𝗸𝗸𝗲𝗿.
Det var nemlig som om, at alle dem, der rakte ud, rakte ud efter noget i hende, som de tog med sig, når de 𝗳𝗮𝗹𝗱𝘁. Og der var en tendens til, at det gjorde de. Faldt. Mens hun favnede dem! De blev ikke reddet, mens hun faldt sammen med dem - og de tog det med sig, som de havde rakt ud efter, når adskillelsen uundgåeligt indtraf. Uden at efterlade noget andet i stedet, og uden at det tilsyneladende havde næret dem.
Hun blev 𝗺𝗲𝗿𝗲 𝗼𝗴 𝗺𝗲𝗿𝗲 𝗵𝘂𝗹. Det var naturligvis ikke en mulighed at sige nej, og når hun en sjælden gang imellem var pinedød nødt til det (fordi hun trods alt ikke kunne redde tre indenfor den samme time), vred og vendte hun sig, kom med de besynderligste forklaringer og 𝘂𝗻𝗱𝘀𝗸𝘆𝗹𝗱𝗻𝗶𝗻𝗴𝗲𝗿, som i sidste ende oftest endte med at såre offeret dybere, end det var i forvejen. Og det kunne hun hverken bære eller udholde ved sig selv. Det så med andre ord ikke så godt ud for P .
Det blev 𝗞𝗼𝗴𝗲𝗽𝗹𝗮𝗱𝗲𝗻, som satte gang i den transformation, som førte til enden på den ulykkelige spiral mod bunden.
"Hvad gør du, hvis du kommer til at læne dig op ad en tændt kogeplade?", spurgte jeg.
"Jeg skriger nok"
"Nøjes du med at skrige?"
"Jeg fjerner selvfølgelig også hånden, og puster på den eller putter den i koldt vand!"
"Hvorfor gør du det?"
Hun så på mig, som om jeg var idiot, hvilket jeg selvfølgelig også var.
"Øh, fordi det gør ondt, nok!"
"Hvorfor fjerner du hånden bare, fordi det gør ondt?"
Jeg kunne se, at hun begyndte at blive bekymret for mig.
"For at få det til at holde op med at gøre ondt. Og for ikke at blive forbrændt!"
"Er det en fordel?"
"Ja, sgu da!"
Et lille smil spillede nu om hendes læber, hun begyndte at nære håb om, at jeg bare tog pis på hende.
"OK. Hvem er det en fordel for?"
"Mig selv, selvfølgelig!"
"Det lyder rimeligt. Hvem ellers?"
"Øh, hvem ellers? Det ved jeg ikke lige…?"
"Hvad med dine børn, din mand, dine kolleger f.eks.?"
Hun så langt på mig.
"Jaeh. Jo, det er nok også ret praktisk for dem, at jeg ikke er forbrændt…"
"Fjerner du så hånden af hensyn til dem? Fordi det er praktisk for dem?"
Hun lo.
"Nej da!"
"Godt så. Men det ER immervæk en fordel for dem, at du stadig er funktionsdygtig?"
"Ja, det er det"
"Det er en bivirkning?"
"Haha, det kan man vel kalde det!"
"OK. Men hvis du havde udholdt lidelsen, var blevet stående og var blevet forbrændt, så havde det haft den bivirkning, at du ikke var en skid værd de næste 14 dage, er vi enige om det?"
"Ja, det havde det nok"
"Kunne man sige, at det havde været selvisk?"
Der blev stille. I ret lang tid. Så, tøvende:
"Nej, for det gjorde jo ondt på mig?"
"Ja, men du lavede dig også 14 fridage fra at servicere andre!"
"Haha, ja OK, men jeg ville nok alligevel foretrække at fjerne hånden!"
"Det ville jeg også. Mærkeligt, ikke?"
Hun virkede lettet nu. Point taken.
"Ikke så mærkeligt. Det er jo din krop!"
"Det er det nemlig. Og hvis jeg ikke passer på mig, kan jeg ikke hjælpe nogen med noget som helst!"
"Er det det, du mener med, at "𝗡𝗲𝗷 𝗲𝗿 𝗲𝗻 𝗵𝗲𝗹 𝘀æ𝘁𝗻𝗶𝗻𝗴?""
"Ja. Din krop siger entydigt og uden forsinkelse "Nej" til det, du mærker, da du rører kogepladen. Du flytter dig med det samme, og det er selvfølgelig det rigtige at gøre. Men jeg er alligevel nødt til at spørge: husker du at forklare kogepladen, hvorfor du var nødt til at afvise den - og at 𝘀𝗶𝗴𝗲 𝘂𝗻𝗱𝘀𝗸𝘆𝗹𝗱?"
Hun lo nu mere, end joken berettigede til. For 𝗵𝘂𝗻 𝗹𝗼 𝗮𝗱 𝘀𝗶𝗴 𝘀𝗲𝗹𝘃. En kærlig, forstående latter. En latter, som tog alt af det gamle med sig. Det ville ikke længere være muligt at bide "Nej" i sig uden at tænke på Kogepladen, og uden at Se, hvad hun havde gang i. Og det ville ikke være muligt at have gang i det, nu, hvor absurditeten var afsløret helt ned til roden.
Den latter.
𝗢𝗴 𝗵𝘂𝗻 𝗴𝗶𝗸 𝘂𝗱 𝗼𝗴 𝘀𝗮𝗴𝗱𝗲 "𝗡𝗲𝗷", 𝘂𝗱𝗲𝗻 𝗳𝗼𝗿𝗸𝗹𝗮𝗿𝗶𝗻𝗴. 𝗢𝗴 "𝗝𝗮" 𝘁𝗶𝗹 𝘀𝗶𝗴 𝘀𝗲𝗹𝘃.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar