CASE: Forstå eller begribe?

Vi havde arbejdet med hendes lave 𝘀𝗲𝗹𝘃𝘃æ𝗿𝗱 hen over flere måneder. Hun havde lavet de øvelser, jeg havde givet hende, og mediteret hver dag efter guidening. Vi havde undersøgt de overbevisninger i hendes sind, som førte til det uafvendelige resultat, at hun var 𝘃æ𝗿𝗱𝗶𝗹ø𝘀, ikke værd at elske, ikke "nok".

Naturligvis var de blevet grundigt afkræftet som simpelthen usande. Desuden var det klart og tydeligt, når vi scannede hendes både nære og professionelle omgangskreds, at hun var 𝗮𝗳𝗵𝗼𝗹𝗱𝘁 𝗼𝗴 𝗲𝗹𝘀𝗸𝗲𝘁 af temmelig mange mennesker. Lige meget hjalp det. Sindet ville ikke give slip på den krampagtige forestilling, at hun lige om lidt ville blive afsløret som præcis så 𝘃æ𝗿𝗱𝗶𝗹ø𝘀, som hun i virkeligheden var, og hun ville blive stødt ud i mørket, hvor der kun er gråd og tænders gnidsel! 

Jeg spurgte hende så:
"𝘏𝘷𝘰𝘳 vil du gerne have 𝘃æ𝗿𝗱𝗶?". Hun så forvirret på mig.
"Hvor?".
"Ja, hvor?".
Pause.
"Øh, ude i livet, vel?". Hun lød ikke, som om hun selv troede på det.
"Hvor er "livet"?", spurgte jeg så.
"Alle steder. Det er…verden".
"OK. Hvor opleves verden?"
"Inde i mig".
"Hvor opleves verdens 𝘃æ𝗿𝗱𝗶?".
"Også inde i mig".
"Oplever jeg verdens værdi på samme måde som dig?"
"Nej...det gør du nok ikke…?"
"Hvordan kan det være?"
"Fordi...𝙢𝙞𝙩 𝙨𝙞𝙣𝙙 𝙨𝙠𝙖𝙗𝙚𝙧 𝙫æ𝙧𝙙𝙞𝙚𝙣!".
Hun havde fuldstændig skiftet udtryk. Fra sammensunket og modløs til rank og energisk. Der var kommet en gnist i hendes blik, som jeg ikke havde set før.
"Så...𝘩𝘷𝘰𝘳 vil du gerne have værdi?".
"Inde i mig!"
"Og hvem er den eneste, der kan give dig den værdi?".
"𝘔𝘪𝘵 𝘦𝘨𝘦𝘵 𝘴𝘪𝘯𝘥, selvfølgelig!"

Jeg havde været vidne til endnu et eksempel på den transformation fra udefra-og-ind-bevidsthed, som de fleste mennesker lever deres liv efter, til indefra-og-ud-bevidsthed. Og som altid fik jeg gåsehud, mærkede taknemmelighed og kærlighed gennemstrømme mig. Og jeg vidste med fuld sikkerhed, hvorfor jeg står op om morgenen!

 
Da transformationen skete, havde hun allerede for længe siden forstået det hele, 𝗶𝗻𝘁𝗲𝗹𝗹𝗲𝗸𝘁𝘂𝗲𝗹𝘁. Men det er ikke i intellektet, at bevidstheden bor. Derfor er det heller ikke der, eller derfra, frisættelsen sker. Intellektet er kun en forhal, som vi sammen fyldte med de begreber og perspektiver, som hun skulle bruge for at møde sindets intellektuelle modstand.

Hun havde længe vidst, at det var hende selv, der "skulle" elske sig selv. Det kan man jo også læse i enhver selvhjælpsbog om selvværd, og det er en udmærket måde at føje det, ikke at kunne det, til listen over mangler ved sig selv! 

At "vide" og "forstå" er udmærket. Men Skiftet til den dybtgående erkendelse, at hun Er verden, fordi den skabes i hende selv, og dermed er fri, skete 𝗯𝗮𝗴𝗼𝗺 𝗶𝗻𝘁𝗲𝗹𝗹𝗲𝗸𝘁𝗲𝘁, ikke som forståelse, men som begribelse.

 
𝗛𝘂𝗻 𝗴𝗿𝗲𝗯 𝗱𝗲𝘁, 𝗼𝗴 𝗴𝗶𝗸 𝘂𝗱 𝗶 𝗹𝗶𝘃𝗲𝘁 𝗺𝗲𝗱 𝗱𝗲𝘁…