CASE: Hospitalsskræk

Hun havde for mange dårlige oplevelser med "sundheds"væsenet. Kendte for mange, som var døde af sygdom - skønt de havde fået "hjælp" af lægerne. Eller var det lægerne, der havde slået dem ihjel? 
Skrækken for hvide kitler, skarpe lamper, gift og skalpeller sad dybt i hjernebarken, og affødte naturligvis følelser af frygt, vrede og modstand. Det var, som meget af vores frygt, ikke noget stort problem, fordi hun ikke var i berøring med triggeren: de hvide kitler. Hun var jo rask og frisk! 

Men da hun en dag blev syg og måtte ud i en længere, kompliceret udredning for sandsynligvis alvorlig sygdom, trådte hele frygtkomplekset i aktion. Frygten for udredning og behandling overskyggede frygten for sygdommen selv, fordi sindet var fyldt af overbevisninger om disse risici, og tilfældigvis knap så fyldt af overbevisninger om risikoen ved sygdom.

Den frygt, som havde ligget i dvale på lageret over begrænsende overbevisninger om verden, slap ud af sin kokon og drev nu sit spil i sindet - og, især, i kroppen, som stressende følelser! 

Ved en skæbnens tilskikkelse faldt det så heldigt at hun, da hun blev syg, var deltager på mit kursus "𝗦𝗹𝗶𝗽 𝗙𝗿𝗶!", som netop giver værktøjer og perspektiver til at 𝘀𝗹𝗶𝗽𝗽𝗲 𝗳𝗿𝗶 𝗮𝘁 𝘀𝗶𝗻𝗱𝗲𝘁𝘀 𝗮𝘂𝘁𝗼𝗺𝗮𝘁𝗳𝗿𝘆𝗴𝘁 𝗼𝗴 𝗯𝗲𝗴𝗿æ𝗻𝘀𝗻𝗶𝗻𝗴. Arbejdet med egne, personlige begrænsninger er en meget vigtig del af kurset, og hun skulle jo finde noget at "øve" sig på, så hvorfor ikke denne frygt? 

Hun brugte værktøjerne på sin frygt for læger:

• Fandt de udløsende tanker bag frygten.
• Undersøgte, om de var objektivt sande?
• Undersøgte, hvilke andre tanker (som heller ikke var objektivt sande), som fik tankerne til at virke sande?
• Satte overbevisningerne i perspektiv gennem at zoome ud, sammenligne dem med noget andet og værre(!).
• Visualiserede på det udfald af forløbet, som lige så godt kunne være sandt, som hendes værste frygt kunne det: at alt ville gå fint!
• Og hun hengav sig til processen gennem neutral iagttagelse: at vælge "Nå?" som svar, når der skete noget, der kunne trigge frygten. Ikke: "Åh nej!", men: "Nå?".

Det virkede. Den største triumf var ikke, at hun gennemførte undersøgelserne. Det var, at 𝗵𝘂𝗻 𝗴𝗷𝗼𝗿𝗱𝗲 𝗱𝗲𝘁 𝘂𝗱𝗲𝗻 𝗳𝗿𝘆𝗴𝘁! Der blev på sin vis ikke brug for mod, for mod er at gøre noget, selv om man er bange for det. For da Virkeligheden blev fritskrabet fra det lag af stressende fortolkning, som sindet havde lagt over det, viste det sig, at 𝗳𝗿𝘆𝗴𝘁𝗲𝗻 𝘃𝗮𝗿 𝗺𝗲𝗻𝗶𝗻𝗴𝘀𝗹ø𝘀: der sker det, der sker. Alting støtter! Og da det ikke bare var forstået, men bevidst erkendt, med følelserne, slap den. Frygten slap.
𝗛𝘂𝗻 𝘃𝗮𝗿 𝗦𝗹𝘂𝗽𝗽𝗲𝘁 𝗙𝗿𝗶!
Det allerbedste: værktøjerne havde bevist deres værd. Denne frygt var jo blot et eksempel på den frygt, som sindet hele tiden laver, i det store eller små. Og 𝗻𝗮̊𝗿 𝗱𝗲𝗻𝗻𝗲 𝗳𝗿𝘆𝗴𝘁 𝗸𝘂𝗻𝗻𝗲 𝗼𝗽𝗹ø𝘀𝗲𝘀, 𝘀𝗮̊ 𝗸𝗮𝗻 𝗮𝗹 𝗮𝗻𝗱𝗲𝗻 𝗳𝗿𝘆𝗴𝘁 𝗼𝗴𝘀𝗮̊.
Med de rette værktøjer, hvis man kender dem og bruger dem. Det gjorde hun, med vilje og bevidsthed.

𝗢𝗴 𝗵𝘂𝗻 𝗦𝗹𝗮𝗽 𝗙𝗿𝗶!