Villusioner: når "jeg" bliver til "vi"



Vi elsker at gå i teatret. Vi kommer gerne. Vi har et dejligt forhold. Vores elskov er helt vidunderlig. Vores kommunikation er fantastisk. Vi har det svært for tiden. Vi er glade for gaven. Vi elsker hinanden.

Kender du det? Du inkluderer en anden i din personlige oplevelse? Du gør en antagelse om, at den anden har det præcis som dig, til sandhed - i en grad, så du måske ikke engang opdager, at du har gjort det?
I så fald kan jeg ønske dig tillykke: du er et menneske! Tilbøjeligheden til at gøre netop det ligger i den grad i vores sind, og jeg tvivler på, at der er nogen mennesker, som aldrig gør det. Lagde du mærke til det? Jeg skrev: "vores" sind! Inkluderede altså dig i min personlige opfattelse! Hvis du aldrig har oplevet at have brugt ordet "vi", virker det måske næsten som et overgreb, at jeg vi-ficerer en tilbøjelighed, du slet ikke kender til? Jeg er imidlertid flabet nok til ind imellem at bruge ordet "vi". Jeg gør det kun, når jeg mener at have dækning for, at den mekanisme, jeg undersøger, rent faktisk er universel. Det er også her, at det farlige ord man undtagelsesvis kan komme i spil. I alle andre tilfælde er det en virkeligt dårlig ide at vi-ficere. Det fører nemlig næsten uundgåeligt til lidelse. Før eller senere.

Problemet er bl.a., at det slet ikke ér en ide. Det sker nemlig helt ubevidst, sniger sig ind ad bagdøren, mens du er opmærksom på andre ting. Dit sind skaber en "villusion": illusionen om, at "vi" findes, altså at der er en sådan, tredje ting, som ikke er dig og ikke er mig, men er en fælles organisme, som tænker, føler og handler som ét. Det kan ind imellem føles meget sandt. Det gør alle illusioner, så længe Virkeligheden ikke i al for høj grad modsiger dem. Hvordan kan du vide, at det ikke er sandt? At det er en illusion? Det kan du, fordi der ind imellem sker udfald. Noget sker i relationen, som du ikke havde forudset. Hun gør noget andet, end hun burde gøre, hvis hun følte, som du kan "mærke", at hun føler.  Så det føler hun åbenbart ikke! Du har taget fejl: der var ikke en sådan organisme, en sådan forbundethed, som du troede. Hvis det var tilfældet, ville du jo aldrig kunne tage fejl.


I sidder, hånd i hånd, og betragter en mageløs solnedgang over bjergene. Himlen er purpurrød, højorange, lysende gul, på en transparent, lyseblå baggrund. Lette fjerskyer pryder himmelrummet, og ændrer formation og udtryk umærkeligt, men forandringen i lys og form før dybt indtryk på jer. I oplever en dyb samhørighed, kontakten i håndfladerne er varm og tryg, og I opløses sammen i meditation over naturens store under. I er sammen, ét med planeten og universet, to poler, som har mødtes og er smeltet sammen, der er balance og enhed i livet. 
Endelig bryder en af jer stilheden. Det er hende. Hun siger: "Hvem tror du, De Fjendtlige er, i Lost?".

Av! Hvilket forrædderi mod det hellige øjeblik, mod kærligheden, mod dig! Hvilke følelser mon du mærker bruse igennem dig? Det er ikke helt sikkert, at de er behagelige.
Eksemplet er mildt. Det drejede sig bare om en solnedgang. Men "villusion" er også kernen i ekstremt negative følelser som jalousi. Hvor der er en oplevelse af sammensmeltning og énhed, vil der også være en angst, når noget af enheden, nemlig den anden, pludselig bryder trolddommen og gør noget andet end villusionen tilsiger. I sindet, som har inkluderet den anden i sit territorium (det kan, mere usympatisk, beskrives som en oplevelse af ejerskab!), opleves det lige så voldsomt, som hvis din højre arm pludselig begyndte at klø dig i skridtet, slå dig i hovedet og fægte med sabel, uden at du kunne kontrollere det. Det er en del af dig, du mister kontrol over!

Hvoraf kommer denne tilbøjelighed til vi-ficering? Kilden er den dybe længsel efter enhed, som ligger i bunden af os alle sammen. Ja, os alle sammen! For at afprøve det kan du jo starte med dig selv: ville det ikke være fuldstændigt befriende at føle dig ét med alt, aldrig mere alene eller ensom, intet ego at opretholde og forsvare, intet behov for at præstere for at gøre sig fortjent til kærlighed, ingen angst for afvisning, ingen hindringer for selv at elske fuldt og helt og uforbeholdent?
Du kan fortsætte din undersøgelse med at iagttage, at målet for næsten al meditation, uanset kulturel oprindelse og historisk placering, er en oplevelse af enhed med det, der Er, opløsning af konflikt mellem sansning og fortolkning. 
Det forunderlige er, at den store befrielse altid ligger i at Se, at du allerede er forbundet med alt, og med alle. Du ér alt! Alt ér dig! 

Så hvad er problemet? Problemet er, at sindet ikke arbejder spirituelt. Det arbejder psykisk, dvs. med fortolkning af det konkret sansede, i den fysiske dimension. Det tildeler uafladeligt betydning til det sansede. Et bord får ikke lov til bare at være et fladt materiale med fire runde materialer under, uden at få tildelt ordet "bord", og en lang række virtuelle attributter, heriblandt meninger om dets form, farve og størrelse, en evaluering af, hvad du evt. kunne forestille dig at stille på bordet, og en vurdering af, at lakken nok ikke vil kunne tåle spildt væske. 
Sindet er ustandseligt beskæftiget med, hvad det kan bruge omgivelserne til, og hvad det helst skal undgå. Det arbejder med "lyst til" og "glæde ved" (det, jeg kan bruge) og "modstand mod" og "frygt for" (det, jeg skal undgå).
Problemet er også, at sindet arbejder med en grundantagelse om at være adskilt fra verden, og en dertil hørende længsel om adskilthedens ophør. En antagelse, som er umådeligt stressende, og fører til alt det, som jeg før spurgte dig om du ikke gerne ville befries for? Det er en antagelse, som er fysisk og psykisk sand, og spirituelt set er en illusion. Deraf forvirringen.

Her er hun(/han) så. Dette fantastiske væsen, som møder dig så varmt, kærligt og uforbeholdent, og som gør lige det, du drømmer om, hun skal gøre, for at du føler dig tryg ved at være elsket og set. Den spirituelle forbindelse imellem jer er reel. I ér faktisk, åndeligt set, Et, og den indsigt opstår måske i tantrisk elskov, dyb samtale eller fælles opslugthed i en passion. Den oplevelse er fuldstændigt tilfredsstillende og lykkebringende, fordi den møder den dybe længsel. Og sindet tænker: "Ja tak, det vil jeg gerne have mere af". Så kommer fejlslutningen: sindet antager nu, at forbundetheden på det spirituelle plan også gælder på det psykiske. Det skaber en villusion. Den er helt saliggørende, for det stress, der er forbundet med at opleve sig alene og isoleret i verden er pludselig erstattet af fred og kærlighed. Og herfra og frem er det kun at vente på lidelsen, når villusionen afsløres som det, den er.



For der ér faktisk to adskilte psyker til stede. To sind, som er genetisk prædisponeret helt forskelligt, og som med garanti er blevet fodret med meget forskellige oplevelser og endnu mere forskellige fortolkninger/betydningstildelinger til disse oplevelser igennem et langt liv. To sind med forskellige psykiske længsler (den ene længes måske mest efter frihed, den anden mest efter tryghed), forskellige strategier for at møde disse længsler, forskellige sår og traumer, og forskellige præferencer. I eksemplet her er der tale om en mand og en kvinde, og allerede det vil i langt de fleste tilfælde garantere grundlæggende og afgørende forskelligheder.
Der kan være en tilstrækkeligt stor fællesmængde til, at det ser ud til, at de er ens. Eller de to sind kan respektivt fortolke hinandens handlinger forkert, så de passer i billedet af en(s)hed, villusion. Synlige forskelligheder kan sløres gennem en psykisk illusion om at "forstå" den anden, og det kan igen føre til en oplevelse af at "vide", hvad der er bedst for den anden - endda selv om den anden måske er uenig!

Villusion fører til sammenflydning. Det er ikke længere klart defineret hvilket ego, der råder, og det er meget, meget dejligt, nærmest euforiserende, så længe villusionen ikke antastes af Virkeligheden. Men det er farligt!
Desuden står det faktisk i vejen for et møde. Et møde kan vel defineres sådan, at der er to adskilte enheder/mennesker til stede, og at der opstår kontakt imellem dem. Der kan ikke opstå kontakt i en suppe af (illusion om) enhed. Når jeg arbejder med par, består en væsentlig del af arbejdet ofte i at få filtret psykerne ud fra hinanden. Ofte er der tale om et meget hårdt knyttet garnnøgle! Først derefter kan vi arbejde med kontakt. Og så kan et potentielt meget frugtbart møde mellem to hele og selvstændige individer finde sted på det psykiske plan. Nu renset for villusion, og derfor i overensstemmelse med Virkeligheden. Her er ingen angst, for der er ikke nogen illusion at miste. Derfor forstyrres bevidstheden om den  spirituelle samhørighed heller ikke. "Vi" er placeret, hvor det hører hjemme, nemlig i ånden, og er fjernet fra det plan, hvor det er en påstand uden hold i Virkeligheden, nemlig det psykiske.

Jeg citerer Byron Katie: "Der er tre slags anliggender: dine anliggender, de andres anliggender og Guds anliggender". At kunne skelne imellem dem giver mulighed for at handle rigtigt og føle fred. I villusion er de to første anliggender rodet sammen, og kun Guds anliggender får lov at være, hvad de er: det regner, når det regner. Det har vel ikke noget med dig at gøre?



Demontering af villusion

Vi-Fi ("Vi-ficering") er dit sinds tilbøjelighed til at gøre "jeg" til "vi".

Vær i den kommende tid opmærksom på dit ubevidste brug af ordet "vi" - og gør det dermed bevidst. Lever du i et parforhold, har du masser af materiale for undersøgelse indenfor rækkevidde, for parforholdet hviler ofte netop på villusion (illusionen om, at der er et "vi"). Du vil høre dig selv sige nogle af de udsagn, som indledte artiklen (eller nogle tilsvarende), inde i dig selv eller over for andre.

STOP OP!

Erstat "vi" med "jeg" i dit udsagn, og se, hvad der sker i dig. "Vi glæder os til at komme" bliver til "Jeg glæder mig til at komme", og kan suppleres med det nysgerrige spørgsmål i dig: "Hvordan mon han/hun har det med det?". Føler du for det, kan du jo eksternalisere dit spørgsmål og sige det højt til den anden part i dit nu hedengangne "vi". Han siger måske: "Jeg glæder mig". Ha, hvad sagde jeg! Vi har det ens! Eller hvad? Kan du være sikker på, at han glæder sig lige så meget, og af de samme grunde, som dig? Kan du være sikker på, at han ikke siger, at han glæder sig, fordi han selv tror eller ønsker det, af høflighed - eller angst for at punktere sin villusion, ved at føle noget andet end du tilsyneladende føler?

Når du erstatter "vi" med "jeg", vikler du "jer" ud fra hinanden, inde i dig. Det kan virke skræmmende og utrygt. Men tro mig: på den lange bane er det den eneste vej til virkelig tryghed, for kun du ved, og kun du kan vide, hvad du selv føler. Dermed tager du kun ansvaret for det, du har indflydelse på: dine egne anliggender!






     

 Tilmeld dig mit nyhedsbrev



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar