Jeg er Nogen

Du er måske blevet beskyldt for at være egoistisk? Eller du har, udtalt eller i dit stille sind, beskyldt andre for at være det? Det er ikke nogen rar anklage, de fleste mennesker associerer det med noget negativt. Man må helst ikke være egoistisk, det er forkert at være. Hvorfor mon? Hvad betyder det i det hele taget?

Kan du godtage definitionen: "At være egoistisk er at fremme sine egne behov på bekostning af andres"? Vi skal lige være enige her, så lad os undersøge definitionen, især hvad den sidste del af sætningen angår. Hvis jeg sidder alene i min stue, får lyst til en kop kaffe og laver en, vil de fleste nok ikke kalde mig egoistisk, selv om jeg da fremmer mine egne behov. Men hvis jeg sidder sammen med en anden i stuen, får lyst til en kop kaffe og tager den sidste kaffe, vel vidende at den anden også godt kunne tænke sig en lille slat, så er jeg egoistisk, ikke sandt?
Du kan også beskylde mig for at have "et stort ego". Det er heller ikke så godt. Det er noget med, at jeg er meget optaget af mig selv, selvpromoverende, pralende, selvfed, nærtagende, narcissistisk, måske aggressiv, dominerende. Ikke godt. Ikke spor godt. Hvorfor mon ikke? Påstand: fordi mit "store" ego presser dit! Du skal jo også være her! Du kommer måske til at føle dig lille, underlegen, irriteret, (også) aggressiv, såret, hvad ved jeg. Fordi du også har et ego. Det har vi nemlig alle sammen, og der er ikke en eneste undtagelse.
"Måske lige bortset fra mig, jeg ser altid de andres behov før de selv gør, og sætter mig selv til side for det fælles bedste. Jeg kunne aldrig tiltage mig fordele på andres bekostning, jeg er det mindst egoistiske menneske, jeg kender. Jeg har ikke noget ego!". Godt, så siger vi det. Men jeg har ikke på noget tidspunkt sagt, at du nødvendigvis tiltager dig fordele på andres bekostning, fordi du har et ego. Jeg siger, at dit ego er der, ligesom dine arme og ben er der. Hvad arme, ben eller ego gør, varierer alt efter situationen. Dine arme hænger normalt afslappet ned langs siden og gør ikke noget stort væsen af sig. Men hvis du pludselig falder i vandet, hvor du ikke kan bunde, begynder de at fægte vildt omkring (vi kalder det svømning) for at redde dit liv. "Jeg er ikke nogen stor svømmer". Nej, men det bliver du, hvis det er forudsætningen for at redde dit liv. Kunne det forholde sig på samme måde med egoet?

Vi har i de tidligere indlæg kortlagt og defineret Virkeligheden, vi har set på sindets tilbøjelighed til at lave historier om den, og til at antage, at den værst tænkelige historie er den sandeste (se denne artikel HER). Vi har også undersøgt, hvorfor vi så ofte mærker følelsesmæssig stress i vores liv, selvom vi i Virkeligheden ikke har nogen som helst grund til bekymring (se HER). Men der mangler noget. For der ville vel ikke være noget problem, selv ved udsigten til snarlig udslettelse, hvis der ikke i sindet fandtes en ide om, at der var noget at miste?

Liv fødes og liv går til grunde hvert eneste sekund. Der er ikke én eneste levende organisme, som har overlevet livet indtil nu! En gennemsnitlig menneskekrop består af omkring 70 billioner celler, som er under stadig udskiftning. Hver eneste dag dør der med andre ord millioner af dine celler, og nye dannes. Intet problem. Hver dag dør ca. 150.000 mennesker på Jorden. Det tager du formodentlig meget roligt, for det er jo "naturligt". Ja, indtil du tænker tanken helt til ende og når til den konklusion, at du selv en dag indgår i tallet! Så er det måske lige knap så cool? Hvorfor gør det en forskel? Et menneske er vel et menneske? Alle skal dø. "Af jord er du kommet, til jord skal du blive". Der går intet til spilde, hver eneste gram af din krop bliver genbrugt til at skabe nyt liv, i sidste ende nye mennesker. Intet problem. Eller?

Created by Luis_molinero - Freepik.com
Designed by luis_molinero / Freepik

Nu skal jeg ikke være flabet, selvfølgelig er der et problem. Det er jo dig, der dør, ikke bare en stabel molekyler. Så spørger jeg: hvem er du? Hvorfor er du ikke mig, en af de andre 7 milliarder mennesker på Jorden, eller en af de 150.000, som stiller træskoene i dag? Vi er alle mennesker, dvs. stort set ens. Der kan være ganske små forskelle i udseende, men vi skal ikke zoome ret meget ud, før de bliver ubetydelige. Faktisk har vi 98 % af vores gener til fælles med dværgchimpanser. Det er kun indenfor de sidste to procent, variationerne os imellem kan ligge, og i virkeligheden er 99,9 % af vores gener helt ens. Du synes måske, at der er stor forskel på os, men det er der faktuelt ikke, sammenlignet med forskellen på  mennesket som sådan og en dværgchimpanse, eller en rotte for den sags skyld, den har vi 80 % gener til fælles med!

Prøv nu, bare som et eksperiment med din bevidsthed, at betragte alle mennesker som grundlæggende ens. Det kan du godt tillade dig ifølge ovenstående statistik, som jo beskriver Virkeligheden.
Du har det samme antal celler i kroppen som mig, de er fordelt på funktioner, organer mv. nøjagtigt ligesom i mig, du har arme og ben ligesom mig, et hoved, en torso, et ansigt. Dit hjerte fungerer ligesom mit, ligeså gør din lever, dine nyrer og lunger osv. Også din hjerne, og dermed dit sind, fungerer som mit, og alle andres, og hvis du ikke er enig, kan jeg anbefale at gå tilbage i artikelserien og læse de tidligere indlæg igen! Du registrerer, katalogiserer og værdisætter alt, som kommer ind via sanserne, med dit sind, ligesom mig. At du ikke når frem til de samme resultater som mig skyldes udelukkende, at det er nogle andre historier, der er indlæst i din hjerne end i min, men hjernerne er ens.

Alle disse kendetegn og funktioner er med andre ord upersonlige. Hvis de var alt, hvad der var at sige om os, ville enhver død være uproblematisk. Du tillægger det ikke stor betydning, at et træ i skoven fældes, det er bare et træ, og der vokser jo snart et andet op. Men hvis et menneske, du kender, står for at skulle dø, bliver du bange og sørgmodig. Hvorfor det? Fordi du har en ide i dit sind om, at du, jeg og alle andre mennesker er nogen.
Det eneste, der således adskiller dig fra mig, er vores respektive ideer om, at vi ikke er det samme. Du er dig, jeg er Mads. Vi mener, at vi er nogen. Derfor lider vi!


Uden tanken om, at jeg er mig, dvs. adskilt fra resten af verden, særlig, ville intet kunne berede mig lidelse. Jeg ville se mig selv som ét med alle andre mennesker, og også med træerne, chimpanserne, rotterne, havet, vinden og universet som helhed. Døden ville indtræde, når den nu gjorde, og der var ikke noget tidspunkt, som var bedre end et andet, for der skete jo ingen skade. Jeg døde bare. Derfor ville intet heller kunne true mig, og der ville ikke være nogen grund for sindet til at skabe historier om, at noget gjorde. Jeg ville være helt fri, og i fuldkommen fred. Det er jeg imidlertid ikke. For jeg har et ego, altså en historie om mig, ligesom jeg har arme og ben. Egoet er historien om mig i verden. Den historie er moder til alle de andre historier om de andre, det andet, verden omkring mig. Uden "mig", intet problem!

Denne indsigt er på ingen måde en, jeg har fundet på. Stort set alle religioner og spirituelle udviklingsveje peger på det samme: frigørelsen fra egoet som udfrielsen af lidelsen. Faktisk stammer indsigten bogstavelig talt helt tilbage fra Adam og Eva:
Adam og Eva lever i ubekymret harmoni med naturen i Edens Have. De er skabt af jorden og af hinanden, er Et med verden omkring sig. Paradis er kendetegnet ved at være harmonisk, uden problemer.
Men da menneskene spiser af Kundskabens Træ, sker der et radikalt skift. Bevidstheden stiger, de får et ego. De ser nu sig selv som adskilt fra hinanden, forskellige (mand og kvinde). Skammen følger lige efter, og de dækker sig med figenblade. Lidelsen er indtrådt!
Med ideen om at være adskilt følger også adskillelsen fra Gud (som er det hele). De kan ikke længere være i Edens Have, men fordrives til Jorden, hvor vilkårene fra da af er "med møje at skaffe sig føden" og "i smerte at føde sine børn". Det er ikke, i min tolkning af myten, nogen straf, men et vilkår. Det er ikke gratis at tiltage sig guddommelig bevidsthed!
Med bevidstheden følger også evnen til at "kende godt og ondt", dvs. værdisætte alting. Da vores ego ikke er Gud, men blot isoleret "kundskab" i isolerede sind, fører denne værdisættelse til meget stor lidelse. For nu ses alting ud fra vores individuelle perspektiv, ikke ud fra helhedens. Spørgsmålet om godt eller ondt bliver til "Hvad får jeg ud af det?" og "Hvad truer mig?".
Det er let at se, hvordan Syndefaldsmyten ikke er et sagn fra gamle dage, men også en dybdepsykologisk/spirituel beskrivelse af det enkelte menneskes udvikling fra barn til voksen. Vi fødes frie, ubekymrede, legende, nøgne - og "ens". Senere lærer vi, hvem vi skal "være", tillægges bestemte egenskaber, udvikler selv andre, for at passe ind i det miljø af egoer, vi vokser op i. Vi bliver til "ham, som..." og "hende, som...". Vi bliver voksne, skaffer os med møje føden og føder vores børn i smerte. Det er ikke nemt at være voksen, for det er en tilstand af konstant stress at skulle være nogen!

Det er imidlertid ikke Virkelighed (i min definition af ordet), at vi er nogen. Det er bare noget, vi tænker, at vi er, med den hjerne, som er inde i hver vores hovedskal. Årsagen står hen i det uvisse og kan bestemt diskuteres, Syndefaldsmyten er blot en ud af utallige tolkninger og forklaringsmodeller, som findes indenfor bl.a. religion, spiritualitet, antropologi og evolutionslære. Det fører alt for vidt her at komme ind på flere af dem, selvom det er fristende.
Alt, hvad du behøver for at vinde frihed og få fred i dit liv, er at se egoet som det, det er: en historie, dit sind har brygget sammen, intet andet. Den vil altid være der, den vil blive ved med at minde dig om, at du er "sådan en, som...". Den vil til evig tid ind imellem berede dig lidelse. Men når du ser egoet, er du fri af det. Det er muligt at se egoet, fordi du ikke er egoet. Du er bevidsthed. Du er fred. Du er frihed, og du er kærlighed.
På denne blog, og i samtaler med mig, vil jeg vise dig, hvordan du ser det, og igen bliver det frie menneske, du blev født som. "Sandelig siger jeg jer: den, der ikke bliver som et lille barn, kommer slet ikke ind i Himmerige". Hvad mente han mon med det?

Praktisk øvelse: Skriv øverst på et stykke papir: "Jeg er sådan en som...", og derunder en liste på mindst det hele ark over egenskaber ved dig, som du mener kendetegner dig. Det kan være f.eks. "...elsker fester", "...hader møder", "...er god mod dyr" eller "...du ikke kan regne med"(!).
Betragt listen. Er den helt sand? Er det altid sådan med dig? Find mindst tre eksempler på undtagelser fra hvert kendetegn. Hmm, undtagelser? Er du så ikke dig, når du hader en fest? Eller når man kan regne med dig? Hvem er der hele tiden, uanset hvad du gør, hader, elsker, tænker eller føler? Hvem er du i Virkeligheden?




            Tilmeld dig mit nyhedsbrev


Ingen kommentarer:

Send en kommentar