CASE: Kan det vente?

Det kan godt vente. Hun har levet i en tung energi i mange år, ofte slæbt sig på arbejde, omgivet af negative brokkehoveder, uden mulighed for egentlig udvikling. Flere gange har hun været under beskydning og kritik.

Der er også noget andet. Hun har en passion, som også er en mission: hun vil og må dele den med andre mennesker, indvi dem i det, hun selv har fundet. Og hun vil leve af det, så hun kan hellige sig det fuldt og helt. Det får sjælen til at synge, hjertet til at danse, og det giver mening. Fuldt og helt mening.

Men det kan godt vente. For på arbejdet er der liiige den proces, der skal bringes i hus, der er også et lån, der gerne må betales lidt ned før opsigelsen ud i det ukendte (men spændende, fede, fantastiske, udviklende, livsglade...) - og desuden er der jo ingen, der vil købe noget af hende, og hun går bankerot indenfor 2 måneder hvis...osv. 

I arbejdet med al denne frygt, alle disse forbehold overfor livet, alle disse kontrakter med pligt og sikkerhed og r..kedelighed, undersøger vi sandheden, forbehold for forbehold. 
Men vi zoomer også ud og ser livet som en helhed: hvad er vigtigst, når du ligger på dit dødsleje? At have passet dit kedelige arbejde, eller have levet dit liv?! 

Hun bliver klar. Og hun får kolde fødder. Det kan godt vente. Bare lige et års nedmuntrende henslæben blandt brokkehovederne mere. Det er nødvendigt, siger pligten. Og frygten. 
Jeg spørger: "Du bestemmer, men er du helt sikker på, at det er sandt?" 

Og så falder det bort. Nu bliver længsler til drømme, og drømme bliver til planer, og det hele sker lige om lidt. Livet venter på hende, og det har ventet længe. Det kan ikke vente længere.