Den store angst

Jeg er nervøs, for han svarer ikke på den SMS. Jeg er vred, for jeg blev ikke forfremmet. Jeg er bange, for hun virker så fjern. Jeg er ensom, for der er ingen, der vil danse med mig. Jeg er såret, for ikke én eneste har kommenteret min nye frisure. Jeg er ked af det , for han lytter ikke til mig. Jeg er frustreret, for jeg har ikke råd til den Maserati. Jeg er skamfuld, for jeg snakkede så meget om mig selv sidst. Jeg er rasende, for han flirtede med hende blondinen. Jeg er pinligt berørt, for jeg nåede ikke at støvsuge, inden de kom. Jeg har det skidt, for jeg er alene. Jeg er stresset, for jeg kan ikke leve op til deres forventninger. Jeg er bedrøvet, for han ser ikke hvor træt, jeg er. Jeg har ondt i maven, for jeg skal være sammen med min familie hele julen.

Stress i bredeste forstand er, om ikke kronisk tilstedeværende, så i hvert fald meget hyppigt forekommende i de fleste menneskers liv. Vores mentale og emotionelle liv er i meget høj grad belastet af negative følelser, som forurener vores lykke, forstyrrer vores opmærksomhed – og får os til i afmagt at belaste andre. Hvorfor mon det? I sidste uge så vi på sindets tilbøjelighed til at tildele alt, hvad der sker, betydning, og dets hyppige forkærlighed for at tro på den værst tænkelige fortolkning af en given hændelse (se indlægget HER). Vi konstaterede også, at den reelle risiko for det moderne, vestlige menneske er til at overse, men at vi alligevel sjældent føler os trygge og lykkelige ret længe ad gangen.Sikke et spild! Lad os undersøge årsagen.

Betragt de indledende konstateringer i denne artikel. Ja, de er konstateringer. Altså neutrale udsagn om Virkeligheden. Følelser er lige så virkelige som den fysiske virkelighed, hvis fortolkning, de er billeder på. ”Jeg” har  det sådan, som det beskrives.
Hvad er gennemgående for konstateringerne? Jo, de er alle konstateringer af negative følelser. De har alle sammen med den eller de ”andre” at gøre. Og de er alle udtryk for én angst: angsten for ikke at være eller blive elsket.



Ingen påstand uden afprøvning: forestil dig, at ”du” i eksemplerne ovenfor føler dig grundlæggende fuldkommen hvilende i dig selv. Den tanke, at det kunne være nødvendigt eller bare rart med andres anerkendelse, opmærksomhed eller kærlighed opstår simpelthen ikke i dit sind. Der er intet som helst behov for udefrakommende, positiv respons. Alt er godt, præcis som det er, og selv om intet menneske nogensinde lagde mærke til dig herfra og frem, ville du stadig være bevidst om dit eget værd som menneske og ikke savne noget. Hvis nogen kritiserede dig, ville du nøgternt tage kritikken til efterretning, men uden at føle dig dårligere af den grund. Det lyder rart, ikke? Kærlighed uden andre mennesker?! Utopisk? Selvtilstrækkeligt? Der kan komme alt muligt op, det er ikke vigtigt lige nu (og vi vender i den grad tilbage til det her på bloggen!). Øvelsen er et eksperiment, du laver med dine tanker og følelser for at se, hvad der binder dig, intet andet. Lige for nu...
Renset for behovet for anerkendelse og den deraf afledte angst for at være forkert, ville konstateringerne ovenfor skrumpe til:

 Jeg er nervøs, for han svarer ikke på den SMS. Jeg er vred, for jeg blev ikke forfremmet. Jeg er bange, for hun virker så fjern. Jeg er ensom, for der er ingen, der vil danse med mig. Jeg er såret, for ikke én eneste har kommenteret min nye frisure. Jeg er ked af det , for han lytter ikke til mig. Jeg er frustreret, for jeg har ikke råd til den Maserati. Jeg er skamfuld, for jeg snakkede så meget om mig selv sidst. Jeg er rasende, for han flirtede med hende blondinen. Jeg er pinligt berørt, for jeg nåede ikke at støvsuge, inden de kom. Jeg har det skidt, for jeg er alene. Jeg er stresset, for jeg kan ikke leve op til deres forventninger. Jeg er bedrøvet, for han ser ikke hvor træt, jeg er. Jeg har ondt i maven, for jeg skal være sammen med min familie hele julen.

Bemærk, at Virkeligheden ville være uændret, men alle de mange forskellige, negative følelser ville være forsvundet! Det ville de, fordi deres fælles kilde var væk: angsten for at miste kærlighed udefra.

Praktisk øvelse: Lav en liste på mindst fem negative følelser, der jævnligt opstår i dig, sammen med konteksten (kæresten, jobbet, vennerne, boligsituationen etc.). Der kan godt være følelsesmæssige gengangere, men i forskellig kontekst. Analyser konteksten: kan nogle af /alle følelserne henføres til en bagvedliggende angst for at miste eller ikke få anerkendelse/kærlighed fra andre mennesker? Hvordan ville du have det i de respektive situationer, hvis du ikke havde noget som helst behov for de andres anerkendelse? Hvordan ville dit liv være i det hele taget?

Det forekommer besynderligt, at vi reagerer så følelsesmæssigt negativt på enhver tanke om ikke at være elsket eller anerkendt af andre, for i Virkeligheden er vores overlevelse jo på ingen måde truet. Skulle der være et par stykker, som ikke er helt vilde med mig, klarer jeg mig nok endda. Det er vanskeligt at dø i vores del af verden, og der skal i hvert fald mere til end et par misbilligende ord fra en mere eller mindre tilfældig person i mit liv (og i Virkeligheden er selv din kæreste eller mor mere eller mindre tilfældig!). Alligevel reagerer kroppen ofte, som om den er i livsfare! Hvad foregår der?!

Det sker ofte, at mennesker i samtale med mig bliver forundrede over konfrontationen med det misforhold, der hersker imellem den reelle, Virkelige betydning for overlevelseschancerne og den følelsesmæssige stressrespons i hele systemet. De har ganske enkelt aldrig skænket det en tanke, at desavoueringen, fornærmelsen, svigtet eller hvad det nu er, i Virkeligheden ingen betydning har! For det føles sådan, og følelser er, som nævnt, meget virkelige. Og vi har vænnet os til den lidelse, der ligger i konstant forventning og deraf afledt skuffelse i forhold til omverdenens anerkendelse. Men de ikke-anerkendende tildragelser er vel ikke betydningsløse, hvis de afføder lidelse? Nej, det er de ikke, men de har en ganske anden betydning, end vores sind har vænnet sig til at give dem. Det vender vi tilbage til ved en senere lejlighed.

Angsten for at miste eller ikke få kærlighed kan forklares på to planer: det psykologiske plan og det spirituelle. Her følger den psykologiske forklaring. Den er ikke Sand i min definition af ordet, da det ikke objektivt kan verificeres, at det forholder sig sådan. Det er en teori. Men ligesom med alle andre teorier kan den danne grundlag for en afprøvning af det sansede, altså den virkelighed, du lever i. Giver teorien mening? Kunne det forholde sig sådan? Og, hvis det gjorde: gør det nogen forskel for dit liv, hvis du tænker anderledes om hele grundlaget for din længsel? At du mistænker grundlaget for at være én stor misforståelse? Jeg kan fortælle, at det gjorde det for mig!

Designed by nensuria / Freepik
Et barns overlevelse er i ganske mange år helt afhængigt af, at dets forældre elsker det, eller i hvert fald anerkender dets eksistens ved at ulejlige sig med at skovle havregrød i munden på det. Derfor er dets sind meget optaget af at måle og forudsige forældrenes kærlighed. Elsker de mig, hvis jeg gør X? Eller Y? Hvad med nu? Tegn på, at forældrene er ved at tabe interessen, eller bare er mere optaget af en anden, opleves, helt i overensstemmelse med Virkeligheden, som livstruende, og barnet vil reagere ved at justere sin adfærd (og det kan både være i en mere nuttet eller mere irriterende retning, bare det giver opmærksomhed!). Jeg kalder det Hans og Grethe-syndromet. Angsten for at blive efterladt alene i den mørke skov sætter sig i kroppen. I større eller mindre grad, alt efter, hvor voldsomt og over hvor lang tid, livet blev oplevet som truet. Og uanset hvor kærlige og opmærksomme, vores forældre var, vil der altid være adfærd, som af barnet på et eller andet tidspunkt i opvæksten er blevet tolket som bortvendt, dvs. farlig.
Så bliver vi voksne, og sindet fortsætter med at tolke Virkeligheden ud fra den historie, der er blevet skabt i barndommen: mangel på anerkendelse er livsfarligt! Som vi så i sidste uge, reagerer vi ikke på Virkeligheden, men på historien om den. Derfor vil vores adfærd også stadig bære præg af det, vi mente virkede dengang. Og vores angst vil være den samme, uanset at vi nu har en årsindkomst på den rigtige side af 800.000 kr., en timeshare-lejlighed ved den franske riviera, et klippekort til Noma, og vi aldrig mere behøver at spise havregrød.

Det her er psykologi for dummies? Det er langt mere kompliceret end som så? Der er gode, reelle grunde til, at vi mennesker konstant efterstræber anerkendelse og kærlighed i hele vores voksenliv? Ja da, ja da – og måske (lad os undersøge det senere!). Men det er en model, som, sammen med gennemgangen af sindets virkemåde i de tidligere artikler, møder det, der er virkeligt og fællesmenneskeligt: det store behov for kærlighed udefra, den lidelse, det afføder, og det indlysende meningsløse i behovet i forhold til den konkrete, fysiske Virkelighed.

Men har vi da i Virkeligheden slet ikke brug for hinanden? Er vi slet ikke sociale væsener? Er de fysiske behov de eneste, vi skal bekymre os om? Drejer det sig kun om, at den her klump kød skal overleve længe nok til at formere sig? Det må vi også hellere undersøge!
Som sagt er der også en spirituel dimension i længslen efter kærligheden fra ”de andre”. Den undersøger vi i næste artikel.

Der skete nemlig noget skelsættende i Edens Have. Noget, som intet har med fluffy religion eller konkret æblegnaskeri at gøre. Vi fik en gæst i sindet. En vogter, som utrætteligt afpatruljerer vores grænse mod verden, som måler på altings betydning og værdi, som skelner mellem ”godt” og ”ondt”, ”mig” og ”de andre”. Som beskytter os mod angreb, forsvarer vores værdier. Og skaber en illusion om afstand, som forekommer uovervindelig og er kilden til kilden til lidelsen i os. Vi fik et ego.




            Tilmeld dig mit nyhedsbrev


Brændt barn skyr ilden

Godt værktøj er det halve arbejde. Jeg fortsætter derfor artikelserien om højere bevidsthed med klargøring af flere begreber og fakta, som vi får brug for længere fremme. I dag handler det om sindets virkemåde. Og om konsekvenserne for dig. Hvem er du forresten?

Vi undersøgte i sidste uge det mylder af historier, som en mand konstruerede omkring det simple faktum, at hans kvindelige partner havde sex med andre end ham selv (se indlægget her). Dette var naturligvis et eksempel. Jeg er ikke i tvivl om, at du ved kun ganske let granskning af hukommelsen kan fremfinde adskillige eksempler fra dit eget liv, hvor "du" har gjort det samme: skabt kæder af betydning og værdiladning i tilknytning til simple, faktiske hændelser. Et blik. En rynke mellem øjnene. En frisk bemærkning i kantinen. Hvad som helst. Det gør noget ved dig, og det er ofte ikke rart. Er det ikke sandt?
Men hov: "du" var pludselig i anførselstegn ovenfor. Hvorfor nu det? Fordi jeg inviterer til undersøgelse af den påstand, at du slet ikke er dine tanker!

Natten går. Den lille viser snegler sig over urskiven, men nærmer sig alligevel betænkelig hurtigt 7, hvor uret vil kommandere dig ud på den kommende dags krævende mission: børn, arbejde, træning, parforhold og meget mere. Søvnen vil ikke komme til dig. En tanke bliver ved med at køre i ring i hjernen. Et problem. En bekymring. Noget, som truer forude. Noget, som nager fra dagen, ugen eller året før. Du konstaterede allerede kl. 23.30, at der ikke var noget, du kunne gøre ved det nu, her i din seng. At du mangler nogle oplysninger for at få afklaret problemets omfang, at du alligevel ikke kan tage den snak med kollegaen, som trådte dig over tæerne, nu, eller at sket ganske enkelt er sket, og det ikke kan betale sig at græde over spildt mælk. 
Tænk på noget andet! Sov, for pokker! Øv, det virker ikke. Tænk på noget rart! Softice, sommerferie, kys og kærtegn.... og problemet, der var det så igen, efter kun 12 sekunders afledning. Du vil ikke tænke på det fis! Hold op! Drop det! Sov!
Rrrrrrringggg...

Hvis du ligger der og er træt af at tænke det, du tænker, hvorfor holder du så ikke bare op? Hvis du er det, du tænker, vil tankerne vel følge din vilje, fordi de er din vilje? Hvem er det, som ønsker at tænke noget andet, end du faktisk tænker? Jeg påstår, at det er dig. Vi vil i et senere indlæg se nærmere på, hvad du er. Indtil videre er det nok at konstatere, at du ikke kan være dine tanker.
Hvad er tankerne så? De er produkter af sindet, den store regnemaskine, som din hjerne - og resten af din krop - udgør. Sindet er ikke dig, ligesom dine arme, ben og din mave ikke er dig. Men det har en funktion for dig, ligesom arme, ben og mave: det skal sørge for din overlevelse.




Sindet forsøger at hjælpe dig ved at tildele hændelser betydning, altså lave "historier" om dem. Det er i mange tilfælde praktisk: hvis du som barn brændte dig på et lejrbål, vil dit sind kode "ild" sammen med "smerte". Det er smart, for det nedsætter din risiko for fremtidige forbrændinger. Imidlertid er ikke alt, som er lyst og varmt, ild. Og sindet kan ikke altid skelne. I eksemplet med ild er det selvfølgelig forholdsvis tydeligt, men hvad nu, hvis sanserne ikke kan give et entydigt billede til sindet at arbejde med? Det er lyst, det er varmt. Det kan være mange ting, flere af dem har du endnu ikke mødt, og har derfor ikke erfaring med. Hvad skal sindet vælge? Det er her, det sker: sindet vælger worst case. For at passe på dig. Det kan være mange ting, men det er nok ild! Se at komme væk! Du er i fare! En misforståelse kan i værste fald føre til, at du får lidt ekstra motion. En fejlvurdering den anden vej kan føre til død eller svær forbrænding. Sindet tager ingen chancer. Af alle mulige tolkninger af et givet sanseindtryk (som også kan være en frisk bemærkning i kantinen) vil det have tendens til at vælge den værste!



Undersøg følgende påstand: du reagerer aldrig direkte på Virkeligheden, altid på dit sinds fortolkning af den. De indtryk, som kommer ind igennem dine sanser, skal forbi sindet, før de bliver til tanker og emotioner. Afprøv påstanden ved at betragte Virkeligheden: vi må antage, at to mennesker, som står lige ved siden af hinanden og betragter et lejrbål, modtager nogenlunde de samme sanseindtryk: lys, varme, røglugt, knitren. Hvis det ene af de to mennesker før har brændt sig på et lejrbål, vil det formodentlig blive stående i behørig afstand fra flammerne. Hvis det andet aldrig før har set ild, og derfor ikke har en historie i sit sind om det, vil det muligvis række armen lige ind i bålet for at undersøge det - og blive forbrændt. Men Virkeligheden er den samme for de to. Vi reagerer altså ikke på Virkeligheden, men på historien om Virkeligheden, som vi har hver vores udgave af, afhængigt af tidligere erfaringer. Denne lovmæssighed er et vilkår for os. Tro ikke på det. Undersøg det, ud fra dine egne erfaringer. Kan du finde et eksempel på noget, som to forskellige mennesker med fuld sikkerhed ville reagere helt ens på? Smerte? Alle vil nok trække hånden til sig i en fart, når flammerne slikker op ad huden. Men nogle vil skrige højt, løbe i cirkler og kalde på mor, andre vil bare sige "Av!" og atter andre blot puste lidt på hånden.
Nogle svarer gerne á la: "Hvis man står lige bag en lille dreng, som er lige ved at falde ud over en afgrund, vil enhver vel række ud og holde ham?!". Svaret er: ja, det vil næsten alle. Virkeligheden rummer imidlertid eksempler på mennesker, som er blevet paralyserede i en pludseligt opstået krisesituation. De så det bare ske. Det kan også være, at en er så belastet af højdeskræk, at rædslen får hende til at afholde sig fra at træde det skridt nærmere afgrunden for at gribe fat i drengen. Hvis vi kan finde bare ét eneste menneske, som ikke vil gribe ud efter drengen, ved vi, at det må være sandt: vi reagerer ikke på Virkeligheden, men på vores individuelle tolkning af den.
Dette er langt mere end et interessant, neurologisk fact. Det er nøglen til frihed fra al lidelse. Og som med alle andre påstande vil jeg naturligvis tage dig med på en undersøgelse af den længere fremme i artikelserien, bare hæng på her. Det, du kun tror på eller forstår, har ingen værdi for dig. Det, du begriber, forandrer dit liv.

Du ligger der i sengen og vrider og vender dig, fordi du har modtaget et sanseindtryk (f.eks. en frisk bemærkning i kantinen eller en SMS fra kæresten). Dit sind (ikke dig!) har straks tildelt hændelsen betydning. Hvor denne betydning er "ild", altså fare, reagerer du med stress. Da du ikke reagerer på Virkeligheden, men på historien om den i sindet, kan dit sind fint ligge hele natten og "arbejde" med "problemet", selvom det er indlysende for dig, at du er afskåret fra at påvirke Virkeligheden, der fra sengen. Det er nemlig slet ikke Virkeligheden, der er problemet, men din historie om den. Hvis dit sind havde tolket SMSen anderledes, ville du sove trygt. Surt show? Næ, det er helt fantastisk. For du kan ikke styre, hvilke SMSer, der tikker ind på din mobil, men dine fortolkninger kan påvirkes. Følg med og se hvordan!



Der er langt mellem lejrbålene i vores trygge del af verden. Mange har induktionskomfur, det skal man være meget dygtig for at brænde sig på. Alligevel er de fleste mennesker i mere eller mindre kronisk alarmberedskab. Hvad er vi så bange for? Hvorfor så stressede? Så vrede? Så fulde af sorg og længsel?
Der er én ting, vi er langt mere bange for end at brænde os på et lejrbål: vi er bange for at miste kærlighed. Og hvorfor netop det er kædet sammen med den rædsel, som i det store og hele styrer vores liv, ødelægger vores forhold til hinanden, bringer os ud i krig og overforbrug og truer med at lægge planeten øde, ser vi nærmere på i næste artikel. Sov godt.




Praktisk øvelse: De næste tre gange, der opstår en ubehagelig tanke i dit sind (hvis du er opmærksom, vil du opdage, at der ikke går så lang tid, før det sker!), stor som lille, stopper du op og siger til dig selv: "Jeg har det lige nu ubehageligt, fordi mit sind skaber tanken om, at X". Undersøg, hvad det gør ved dig at betragte fænomenet sådan. Hvem er det, som får det sådan, før som efter? Hvordan ser Virkeligheden ud, med bevidstheden om, at dit sind har skabt en tanke om den, som ikke er Virkeligheden?
Bemærk i øvrigt talemåden: "Sige til sig selv". Hvordan kan man sige noget til sig selv?! Det er jo noget sludder. Hvem er det, som siger det, og til hvem?  Eller...til hvad?




            Tilmeld dig mit nyhedsbrev