Gaver: kærlighedserklæring eller kontrolredskab?

Fik du nogle gode julegaver? Hvilken gave var den største? Hvilken blev du mest glad for? Var der gaver imellem, som du helst ville have været foruden? Hvorfor?

Var du kisteglad for alle dine gaver i år, er alt jo godt. I år. Men du har sandsynligvis oplevet i dit liv, at en gave var lidt besværlig at tage imod, inde i dig. Det er da mærkeligt, for en gave er noget, du får, som du ikke havde før, og du kan vel bare skille dig af med den igen, hvis du ikke bryder dig om den? Njaeh, helt så enkelt er det ikke altid.




Når en gave ikke føles rar at modtage, kan det bl.a. skyldes at
  • Den er meget stor, og du føler dig forpligtet til at give igen i samme størrelsesorden. Din pakke til giveren, som endnu ligger under juletræet, ser pludselig meget lille ud.
  • Den er meget mindre end forventet, og du oplever dig nedprioriteret og uelsket. De andre får meget større gaver. Hvad har du mon gjort forkert, siden giveren åbenbart ikke længere kan lide dig?
  • Den er meget grim, du hader den. Desværre er det en skulptur på 1,5 meters højde og 1 meter i diameter, eller en kjole, som der er en tydelig forventning om at se dig i ved alle kommende, festlige lejligheder frem til næste årtusindskifte. At brænde gaven rituelt first thing in the morning Juledag vil føre til komplikationer i relationen til giveren i adskillige år fremover.
  • Gaven er et tydeligt hint til dig om, at der er noget galt med dig. En saltkværn med samme højde og diameter som skulpturen, for du glemmer jo altid at sætte salt på bordet. Et par bukser, som passer perfekt. Når du har tabt 35 kilo. Et slips i pink med violette blomster på, for du går så kedeligt klædt. Du forventes at smile, mens du modtager din smukt indpakkede irettesættelse.
  • Gaven ledsages af en betingelse. ”Du skal bruge pengene til at købe noget rart til dig selv for”. ”Her er 250 kr. Så gider jeg heller ikke høre mere om, at du mangler penge”.
  • Den er møgkedelig, fordi den er hentet direkte fra den bestillingsliste (undskyld, ”ønskeseddel”), som du blev beordret til at lægge ud på nettet først i september. Et sæt fugtighedscremer, som du rutinemæssigt køber til dig selv hver gang, de er brugt op. Du har desværre ikke kunnet supplere forsyningerne i de seneste måneder, fordi det muligvis ville skuffe giveren, som garanteret giver dig netop de fordømte cremer (der står nemlig ikke andet på listen), hvis du ikke desperat står og mangler dem. Det gør du så, men kun fordi du ikke selv måtte købe dem op til jul.
  • Den er så totalt fantasiløs og standard, at giveren åbenbart overhovedet ikke kender dig som andet end metervare. Du træner japansk kampsport, giver tantramassage, skriver doktordisputats om kvantefysik, kører Harley Davidson, spiller guitar i otte forskellige bands, har en fortid som jagerpilot og rejsefører i Antarktis – og får et gavekort til Imerco?!
  • Gaven henvender sig til en side af dig, som ikke findes. Du føler dig ikke set som den, du er. Du har fået et faldskærmsudspring i julegave, men hader højder, og havde ønsket dig et FOF-kursus i quiltning.
  • Du har en dårlig smag i munden over at blive overlæsset med ting, du ikke har brug for, som belaster miljøet helt vanvittigt uden grund, og som har kostet mere for giverne, end de egentlig har råd til. Der er noget råddent ved det hele, men du kan ikke lige sætte fingeren på, hvad?
I Den Danske Ordbog defineres en gave som: ”Genstand, pengebeløb el.lign., som nogen forærer en anden person, ofte ved en særlig lejlighed som fx jul eller fødselsdag”. Knastørt og faktuelt. Fint, vi er enige. Du har fået gaver. Men ordbogen fortsætter med at beskrive den overførte betydning af ordet: ”Hændelse, fænomen el.lign., der er til gavn eller fordel for noget eller nogen”. Det klinger vel også ganske rigtigt i de fleste. Der er nok generelt en forventning om, at en gave er kendetegnet ved at være til gavn, fordel og især glæde, ligesom de fleste nok vil definere f.eks. kærlighed som noget positivt: det må være overvejende rart at være elsket, ellers er det vel ikke kærlighed, vi taler om?
Ordbogen tager klogeligt ikke forbehold for den mulighed, at den, gaven er til gavn eller fordel for, kunne være giveren!

Hvor mange af de gaver, du fik i år, var til udelukkende gavn eller fordel for dig, praktisk som følelsesmæssigt? Altså helt uden det mindste lille dryp fra et eller flere af punkterne på listen ovenover? Intet prisskilt af nogen slags? Måske skrumper stakken af ”gaver” pludselig, hvis du underlægger den ordbogens sidstnævnte definition (og antager, at det er modtageren, der tænkes at skulle have gavn eller fordel af gaver)? Hvad ligger så tilbage i stakken? Ting! Døde, virkningsløse ting, som ikke bærer på noget som helst andet end en mildt til ubærligt dårlig smag i munden.

Deres formål kan, for giveren, have været et eller flere fra denne liste (som ikke er udtømmende):
  • At dulme giverens dårlige samvittighed over dette eller hint
  • At få dig til at rette ind efter giverens forestilling om, hvem du burde være
  • At sætte dig i taknemmelighedsgæld
  • At give dig dårlig samvittighed
  • At få dig til at justere dit gavebudget i forhold til giveren op (eller ned) fremover
  • At giveren kan rose sig selv af at være gavmild/sparsommelig/original
  • At giveren kan flashe, hvor godt det går for ham/hende
  • At få krydset den ulidelige gaveindkøbspligt af så hurtigt og nemt som muligt
Et lille tvist på hele scenariet er, at du kan sidde med en dårlig smag i munden af en af de førstnævnte grunde, uden at giveren har haft nogle af sidstnævnte formål med at give gaven. Hvordan er det nu lige, det kan være? Jo, du husker nok at alt, hvad du ved om Virkeligheden er, hvad dit sind fortolker ud fra sanseneurologiske fakta. Så du kan have en grundlæggende historie om giveren i dit sind, som får dig til at fortolke havenissen med seks forskellige blinkesekvenser til huekvasten som en måde at ydmyge dig på, fordi den (antager du) forventes at stå fremme året rundt, til naboernes uforbeholdne latter og foragt.

Det står vel efterhånden klart, hvorfor det er så sindssygt svært at give og/eller modtage gaver? Der er uendeligt mange måder, det kan gå galt på. Hvordan kan det så gå godt? Det kan det kun, hvor både giver og modtager har kontakt til kærlighed. Det vil sige at giveren, med sin gave, af hjertet ønsker at nære, støtte og glæde modtageren, at giveren ser modtageren med hjertet, ikke ud fra en eller anden kalkule over hidtige og sandsynligvis fremtidige fritidsinteresser, og at giveren ikke forventer nogen som helst fordel for sig selv, herunder selv taknemmelighed. Samtidig er det nødvendigt, for at transaktionen af gaven lykkes efter den ønskværdige definition af gavn og glæde, at modtageren ikke, qua den historik som f.eks. ofte er en del af forældre/børn-relationer, er låst på faste forestillinger af mistro overfor giveren. Altså, at modtageren også ser giveren rent og kærligt, og dermed transcenderer evt. ideer om nærighed, kontrolbehov, manipulation el.lign. hos giveren.
Det er store krav! Og derfor lykkes det sjældent. Gaver er meget ofte lige stressende for giveren og modtageren, og alligevel inkorporerer vi dem ved utallige lejligheder i vores relationelle liv: jul, fødselsdag, bryllup, sølvbryllup, reception, jubilæum etc.

I den ideelle verden ville gaver være forbudt ved højtider af enhver slags, og måtte kun gives spontant, udenfor enhver ramme, når og hvor, der lige var impuls til det, hos giveren. Sådan har vi faktisk besluttet at det skal være i min familie, og sikke en lettelse! Det kunne afhjælpe noget af problemet ude i verden, men ikke det hele. Mange menneskers angstinducerede behov for at kontrollere andre, dvs. orkestrere verden, så den passer bedre til deres egen model af den, vil altid føre til ”gaver” frem for gaver. Der er derfor brug for bevidsthed hos dig, hvis du vil have det bedre i denne ikke-ideelle verden. Du har rent faktisk friheden til selv at bestemme, hvordan du vil have det, og hvad du vil finde dig i. Selvfølgelig har det konsekvenser for dine relationer. Men det har det også, hvis du stiltiende lader gave-manipulation skabe, bekræfte eller forstærke negative mønstre og historier mellem dig og dine medmennesker.
Se øvelsen herunder!






FRI AF GAVER!



HVIS DU VIL GIVE EN GAVE

Spørg dig selv:
  • HVORFOR VIL JEG GIVE EN GAVE? 
    Hvis svaret er: ”Pligt skal du overveje, om du simpelthen kan lade være? I min familie meldte min hustru og jeg et år ud, længe før jul, at i år ville vi slet ikke give julegaver. Man var velkommen til at give os gaver, hvis det føltes rigtigt, men vi ville ikke stresse os selv med den opgave. Vi fik ingen gaver, og Gud ske tak og lov for det. Byttehandlen var afsløret og ophævet i samme arbejdsgang. I nogle familier vil sådan en udmelding skabe dyb splittelse og misstemning, i andre (som min) en overraskende lettelse hos alle. Hvis du hader gaveræset er det måske værd at overveje, om det ikke er misstemningen værd at bryde ud?
    Hvis svaret er: ”Fordi jeg har lyst”, går du bare videre på listen her:
  • HVAD VIL JEG MED GAVEN?
    Hvis svaret er: noget fra giver-listen i artiklen el.lign., 
    skal du lige være klar over, at din gave overhovedet ikke er nogen gave, og måske, i stedet for at suse i Imerco, sætte dig ned og tænke over din modstand på modtageren. Hvorfor vil du gerne manipulere, ændre, kritisere eller på anden måde berede modtageren kvaler? Er det værdigt for dig? For modtageren?
    Hvis svaret er: ”Glæde modtageren/give modtageren nye muligheder/vise modtageren, at jeg har Set ham/hende/hjælpe modtageren med et problem” el.lign., så gå videre på listen uden ophold:
  • ER DER NOGEN RISIKO FOR, AT MODTAGEREN VIL MISFORSTÅ HENSIGTEN?
    Hvis svaret er: ”Ja” 
    - find på noget andet at give!
    Hvis svaret er: ”Nej, den er dødsikker” - afsted til Imerco!

HVIS DU MODTAGER EN GAVE
  • Og hader den: Husk, at du faktisk ikke kan vide, hvad der har bevæget giveren til at give dig netop denne neongrimme regnjakke (selvom du nok har dine anelser fra listen først i artiklen). Nulstil din frustration og eventuelle sårethed i tingen selv: du står, uanset hvad, ikke med en gave i hånden, før nogen har defineret den som sådan. Du står med en regnjakke, som har en utroligt meget anden farve, end de farver, der ligger indenfor dit præferenceområde. Du har ingen som helst pligt til at gøre noget bestemt med den (f.eks., Gud forbyde det, gå med den!). Rens den for betydning, i din bevidsthed. Det er bare en ting. Den siger ingenting om giveren, ingenting om dig. Den er tom. Derfor er du fri!
    En meget frugtbar nøgle til dette bevidsthedsniveau er ordet ”Nå”. Det kommer vi ind på i en anden artikel. ”Nå, jeg har en regnjakke i hånden”. Punktum.
  • Og er glad for den: Jamen, kære ven, så er der jo intet problem. Glædelig Jul!





 

 Tilmeld dig mit nyhedsbrev





Hvordan man bør leve



 Elsk, og gør hvad du vil
Augustin 


Er du sikker på, at du bør læse denne artikel? Jeg er helt sikker på, at det bør du ikke! Enten læser du den, eller du læser den ikke. Det ved du om et kvarters tid.
Den dag det gik op for mig, at der ikke er noget som helst i denne verden, som hverken du eller jeg i Virkeligheden bør, sprængte min bevidsthed sig vej ud i friheden, og mit liv er aldrig blevet det samme siden. Jeg er stort set holdt op med at gøre noget, fordi jeg bør. Til gengæld er jeg begyndt at handle ansvarligt. Forklaring følger.
Hvis du vil øve dig i ikke at gøre, som du bør, fordi du bør, kan du med fordel læse videre. Hvis du ønsker at være et frit menneske, kommer du ikke uden om denne øvelse. For "bør" er et af de ord, som binder allermest.

Hvis jeg helt ukritisk og bevidstløst spørger mig selv, hvad jeg bør, bøvser mit sind uden betænkningstid en liste ud omtrent som denne (ikke rangordnet og langt fra fyldestgørende!):

Jeg bør...
  1. Tjene mine egne penge
  2. Opføre mig ordentligt
  3. Være social og udadvendt
  4. Være der for mine venner
  5. Tage mig af mine børn
  6. Købe økologisk
  7. Spare op
  8. Læse bøger
  9. Træne regelmæssigt
  10. Meditere
  11. Skrive
  12. Huske Gud og hvermands fødselsdag
  13. Reparere i stedet for at smide ud
  14. Og...
  15. Og...
Du godeste! Hvad er der nu i vejen med at tage sig af sine børn og opføre sig ordentligt?! Hvor er vi på vej hen?! Rolig nu. Der er intet i vejen med nogen af tingene på listen, tværtimod. Problemet ligger i ord nr. 2, før listen overhovedet er kommet fra start: Jeg bør...



Lad os, for eksemplets skyld, antage, at du har nogle børn, og at du tager dig af dem(!). Gør du mon det, fordi du bør? Fordi du elsker dem? Fordi du godt kan lide at tage dig af dem? Eller gør du det bare? Jeg gætter på, at det er en blanding af det hele. Du elsker sandsynligvis dine børn, det kan være hyggeligt at blande en skål fredagsslik til dem, og det meste af tiden tænker du slet ikke over, at du "tager dig af dem", du gør det bare. Så er der også de tidspunkter, hvor du er desperat efter at komme en tur i byen med vennerne, eller ligger syg med influenza. Da tager du dig måske mest af dine børn, fordi du bør?

Lad os undersøge det. Hvad betyder "bør" i det hele taget? Jeg får det i første omgang til at være noget i retning af "skal", og hvor der er et "skal", må der være to instanser: en, som befaler, og en, som adlyder. Det kunne i dette tilfælde være samfundet og dig. Samfundet kan finde på at slæbe dig i retten for omsorgssvigt, hvis du ikke magter at blande en skål fredagsslik, fordi du har 40,2 i feber og helst vil dø snarest muligt. Du skal tage dig af dine børn, basta.
Det er imidlertid interessant, at det ofte hedder "bør og skal". Der skelnes mellem de to. Hvor "skal" primært henviser til praktisk nytte ("...for ellers dør de"), peger "bør" på værdier. "Bør" betyder altså, mere præcist, noget i retning af  "Skal, fordi det har værdi".

Men hvad er værdi for noget? Det er et emne, som kræver en hel artikel for sig selv, og det lover jeg, det nok skal få. Men, helt kort: der er ingenting, som har en iboende værdi! Virkeligheden er bare, som den er  (læs f.eks. Hvad er virkeligheden i virkeligheden?). Et stykke legetøj kan have stor værdi for det ene barn, men blive kastet over højre skulder af det andet. For det ene menneske kan det have værdi at bo i et rent og ryddet hjem, mens et andet menneske er ligeglad, og hygger sig fint i rodet. Og for nogle forældre er det livets mening at være om børnene, for andre er det vigtigere at have tid til karrieren eller spændende fritidsinteresser.
Hvem skal så afgøre, hvad der er rigtigst at tillægge værdi? Hvis vi sætter dig til det, vil et par andre nok slå sig i tøjret og mene, at de ikke kan leve i sådan et rod, eller holde ud kun at være sammen med børnene. Først og fremmest vil de mene, at det skal du sgu ikke bestemme. Og det har de ret i!

Kun du har ret til at definere, hvad der har værdi for dig. Du ville formodentlig blive forfærdet, hvis der blev indført Sharia-lovgivning i Danmark, sågar måske gribe til væbnet modstand. Men Det store Bør, som i forvejen omgiver os alle, er meget svært at få øje på. Sandsynligvis fordi det er blevet gentaget så mange gange, og fra vi var så små, at vi nu tror, at Det store Bør er en universel værdi, og dermed også en værdi for os hver især. Det store Bør har et navn. Det hedder moral.


Moralen er forskellig fra kultur til kultur, men består af et katalog over, hvad vi allesammen skal gøre, fordi det har værdi for os allesammen(!). Noget af det, der står i kataloget, giver god mening. Hvis ingen længere tager sig af deres børn, mister vi en generation til sult og kulde, og hvem skal så betale vores folkepension? Man bør tage sig af sine børn.
Andet er fuldstændig pløk, eller voldsomt selvmodsigende, som universel værdi: hvorfor bør man f.eks. være påklædt, når man bader i havet, eller tage sig af sin hund (i et land, som hvert år mishandler og afliver 30 millioner svin, der er mindst lige så intelligente som hunde)?
Men problemet er sådan set ikke, om moralens store Bør giver mening eller ej. Problemet er, at du i det hele taget tillader det at have nogen som helst betydning i dit liv!

Hvad ville der mon ske, hvis du kunne tage en måned fri fra "bør"? Altså en måned, hvor den vanvittige tanke, at du skulle noget som helst, fordi nogen sagde, det havde værdi, simpelthen ikke kunne dannes i din hjerne? Du havde ingen ide om pligt af nogen art, og ingen moral dikterede dine handlinger. Måske løber det dig koldt ned ad ryggen: det rene anarki! Vold, plyndringer og drab alle vegne! Hor! Dovenskab! Nøgenbadning! Hvis du er ryger, så tag lige en smøg ude på altanen, eller træk bare vejret dybt 10 gange. Og vend så tilbage til tankeeksperimentet, helt nøgternt. Hvad ville ske?
Efter to dage får du desværre influenza. Feberen stiger i løbet af tre dage til 40,2 og hele kroppen gør ondt. Du har det virkelig hæsligt. Men ind fra stuen tripper din 4-årige datter. Hun meddeler, at hun er sulten, og gør opmærksom på, at hun faktisk ikke har fået mad siden i forgårs morges. Du stønner, at du er bedøvende ligeglad, og at hun kan lægge sig ind i sin seng og dø. Du bør jo ikke give hende mad, vel?
Tror du virkelig? Ville du, befriet fra moralens byrde, fejre det ved at lade din datter sulte ihjel? Hvad med dig selv? Ville du mon holde op med at gå i bad ("Man bør holde sig velsoigneret")? Stoppe med at træne ("Man bør vedligeholde sin krop")? Holde op med at arbejde ("Man bør bidrage til fællesskabet")? Ja, OK, måske i en måned, men på lang sigt? Ville du slå nogen ihjel ("Man bør ikke slå ihjel")? Bagtale dine venner over for hinanden ("Man bør være loyal")? Slå din hund ("Man bør behandle kæledyr ligeså godt som mennesker")? Ville det være din fejring?
Jeg kender dig ikke, kære læser, og kun du kender svarene - så godt, som du nu kan forestille dig dem. For det ér et tankeeksperiment, og det kan være meget vanskeligt at forestille sig et liv uden "bør". Det er interessant i sig selv: hvad er "bør", og hvad er "dig"?

Jeg selv forlod i det store og hele "bør" for nogle år siden. Det har været interessant at iagttage, at jeg stort set gør, som jeg gjorde før.
Bevares, mit liv er justeret på flere måder: jeg er blevet skilt, har solgt alt mit lort, bor i en sejlbåd, prøver at leve af at skrive og hjælpe mennesker, som er kommet i nød på sindets hav, og jeg anerkender ikke det romantiske parforhold som den eneste måde at have et kærlighedsliv på. Det er da radikalt, afvigende, vildt? Det afgør du, men fælles for de i virkeligheden ret få forskelle på mit tidligere "bør"-liv og mit nuværende "vil"-liv er, at ingen af dem begrænser eller skader andre mennesker på nogen måde.  Er det så fordi, jeg ikke har opdaget min troskab til "Man bør ikke begrænse eller skade andre mennesker på nogen måde"? Nej, det er det ikke.

At tage afsked med "bør" var som at tage et par meget stærke solbriller af. Da jeg ikke længere vidste, hvad jeg burde gøre, var jeg nødt til selv at finde ud af, hvad jeg ville gøre.  Jeg kalder det ansvarlighed. Ansvarlighed er, i min definition, bevidsthed om, at jeg er forbundet med verden omkring mig. Det er derfor meningsløst ikke at arbejde, ubehageligt at gå rundt og lugte, og væmmeligt at slå min hund (og tillige vanskeligt, da jeg ikke har en). Jeg er kun ét levende væsen på denne planet, blandt billiarder andre. Når ingen fortæller mig, hvordan jeg "bør" forholde mig til det, åbner jeg øjnene og ser mig omkring: hvordan bevæger jeg mig bedst i den helhed, jeg er en del af? Der står mit barn, det trænger til mad. Jeg behøver ikke at slå op i noget katalog for at se, at det skal have mad, og det skal være nu. Mine børn får mad, og de får omsorg. I øvrigt en meget mere nærværende omsorg end den, der kommer af at "burde" tage sig af sine børn. Jeg tager mig af dem, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg kan ikke lade være, fordi jeg godt "må" lade være. Eller: jeg gør det bare.

Nøglen ligger i at adskille "bør" fra "skal". Her kommer:


Bliv din egen bør-mægler


Læg mærke til enhver, indre kommando i dit sind, og find den på en af nedenstående lister. Hører den til "skal" eller "bør"? "Skal" er karakteriseret ved "Ellers dør jeg", "bør" ved "Fordi nogen har tillagt det værdi".

DU SKAL:
  1. Spise
  2. Sove
  3. Holde dig nogenlunde ren
  4. Bevæge dig en gang imellem
DU BØR:
  1. Absolut ingenting
Kommandoen står på "skal"-listen: Det vil være dumt at lade være.
Kommandoen står ikke på nogen liste: Gør, som du vil.



Du har nok bemærket, at ovenstående vejledning er aldeles værdiløs. Det, du skal, gør du bare, du behøver ikke at checke med nogen liste. Prøv at udvide dette til resten af dit liv!

Der er ingen tvivl om, at denne øvelse kræver mod. For hvad nu, hvis du viser dig at være et selvisk røvhul, som spiser, sover og i øvrigt er øsende ligeglad med verden omkring dig? Hvis jeg er i radikalt humør, og det er jeg tit, vil jeg sige, at det kun er et problem, hvis du tror på, at "man bør være et uselvisk røvhul, som tilfører verden værdi". Hvem er "man" (se Tal for dig selv!) og hvem har fortalt dig, at man "bør" tilføre verden værdi? Nå, det kan du også bare lige skyde ind under sengen, men så gør noget andet:
Se ind i dig selv. Hvad ser du derinde? Et i virkeligheden selvisk røvhul, som er øsende ligeglad med verden omkring sig? Er det sandheden om dig? Er der virkelig grund til at være bekymret, selv hvis du accepterer præmissen om, at du "bør" være uselvisk? Jeg lader svaret være op til dig, for det er op til dig. Men jeg besvarer gerne mails eller kommentarer til denne artikel!

Jeg gør ofte noget af alt det, der står på "min"/moralens liste i starten af artiklen. Men ikke fordi jeg "bør". Hvis du mediterer eller køber økologisk, fordi du har læst et sted, at du "bør" gøre det for at få fred med dig selv og planeten, så garanterer jeg dig, at du hverken får fred med dig selv eller planeten ved at meditere og købe økologisk. Den værdi, disse handlinger er tillagt, kommer ikke fra dig, men udefra, nemlig fra moralen. Hvis du derimod en dag pludselig henfalder i meditation, måske mens du står i grøntafdelingen i Netto, eller køber økologisk fordi du ikke kan udholde tanken om pesticider i dine børns og børnebørns drikkevand, har du en chance for kontakt til fred.

Det som du ser dig selv gøre, har åbenbart værdi for dig.

En sidste, lille bonus:

At give "bør" fingeren giver dig
  • Et perspektiv på verden omkring dig, som gør den transparent, enkel og ligefrem at forholde sig til.
  • En bevægelsesfrihed, som kan forløse dybt kærlige og ansvarlige aspekter af din natur, som hidtil har været spærret inde af den overdøvende larm fra pligten.
  • En udfrielse fra offerrollen.

Til det sidste punkt:
Du ligger med 40,2 i feber og har det hæsligt. Din datter på 4 år har brug for, at du giver hende mad. I stedet for at tænke: "Åh, hvor er det synd for mig, at jeg skal ud af sengen, men jeg bør jo tage mig af min datter!", tænker du: Ingenting. Du står bare op og gør det.




       

 Tilmeld dig mit nyhedsbrev


Tal for dig selv!

Man føler sig godt til mode efter et havbad. Man har det jo altid lidt svært med sin svigermor. Når man bliver inviteret, skal man komme. Man føler jo en forpligtelse overfor sine kolleger. Man bliver forarget, når folk bader nøgne på offentlig strand. Ros kan man jo godt lide. Man vil jo altid hellere holde fri end arbejde.
Man-ien er over os. "Man" er over det hele. Med blot en smule opmærksomhed på det lille ord vil du kunne finde det i stort set enhver sammenhæng i dit liv. Sportsjournalisten spørger: "Hvordan føler man, når man scorer det afgørende mål?", og den svedige, strithårede fodboldspiller svarer, mens blikket farer hid og dig: "Man føler jo en stor glæde og stolthed, men man spiller jo også på et fantastisk hold, hvor man bakker hinanden op".
"Man" betyder "os alle sammen". Det binder os sammen som en enhed, hvor hver celle (det enkelte menneske) blindt følger den lovmæssighed, som lige er formuleret for helheden. Men i omtrent 90 % af de tilfælde, hvor "man" er i brug, er det løgn. Det kan nemt afprøves: Kunne det teknisk set lade sig gøre, at blot ét eneste menneske følte eller gjorde noget andet, end "man" gør?

Hvis det vitterlig var sandt, at "man" føler en stor glæde og stolthed og spiller på et fantastisk hold, hvor "man" bakker hinanden op, så var der kun grund til at stille det intelligente spørgsmål én gang i sportshistorien, til én spiller. Så var dét på plads. Alle andre fodboldspillere til alle tider føler åbenbart glæde og stolthed og spiller på fantastiske hold, hvor spillerne bakker hinanden op. End of story. Alligevel bliver det journalistisk dybdeborende spørgsmål stillet til målscoreren efter stort set enhver fodboldkamp. Selv om vi godt ved, hvordan "man" føler, og dermed hvordan han føler. Det har hans forgængere jo forklaret os, mange gange.



"Man" er en meget stærk invitation ind i binding til et "vi". Når ordet er i spil, bliver det vanskeligt at kommunikere, for alle individuelle følelser og oplevelser er allerede blandet sammen i én stor bowle. Selv i terapigrupper, hvor den enkelte arbejder med sine egne svære følelser og begrænsninger, har jeg ikke sjældent hørt mennesker omtale sig selv som "man". Som det ses ovenfor, gør det udsagnet tomt, og spreder nemt utilpashed hos tilhørerne. Tænk over situationer, hvor du har følt dig låst til en bestemt opfattelse, fordi den er blevet "man-ifesteret" som fælles sandhed. "Tal for dig selv!" føler jeg altid lyst til at sige, og jeg gør det også nogle gange.

Man-ien findes ikke kun hos de andre. Du kan næsten med sikkerhed også se dig selv bruge "man", når du mener "jeg". Det dækker over usikkerhed. Det kan føles sårbart at stå ved sine egne følelser overfor andre mennesker. Tænk, hvis du bliver afsløret i at have forkerte følelser? Det ligger i de flestes opdragelse (læs om Hans og Grethe-syndromet i Den store angst), og sandsynligvis sågar i vores gener, at unikke/afvigende følelser pr. definition er farlige. Det er mest trygt, hvis vi alle føler det samme (læs f.eks. Julen er smerternes fest). Er du en særpræget kat uden hale, kan det være fristende at søge til Man-øen, hvor alle katte er haleløse!


Du kan godt se mig bruge "man" og "vi" i mine tekster. Jeg bruger kun de ord, hvor det vitterlig er vilkår, jeg taler om. For der findes faktisk lovmæssigheder i sindet, som er universelle (det er i høj grad dem, jeg undersøger og underviser i), ligesom det er (stort set) universelt, at "vi" har arme og ben. Der er bare stor forskel på en lovmæssighed og så den måde, den lovmæssighed konkret udmønter sig som følelse i en bestemt situation - i dig.

Med det vage, upræcise og direkte løgnagtige "man" derimod, afskærer du dig fra ægte kontakt med andre mennesker. Du binder dem til din opfattelse, hvilket med stor sandsynlighed får dem til at føle afstand. Og du viser ikke verden, hvem du er. Dermed mister du muligheden for at blive set som den, du er. Men selvfølgelig også risikoen for ikke at blive set, selv om du står "nøgen" frem. Uden risiko, ingen mulig gevinst. Det er dit valg.

Der sker også noget andet, som er mere alvorligt: du afskærer dig selv fra at se, at dine følelser er unikke for dig, og dermed ikke betingede af omgivelserne. Hvis følelserne er såkaldt negative er det meget uheldigt, for så er der jo intet at gøre ved det! Hvis "man" har det svært med sin svigermor, vil du til evig tid have det svært, fordi du har en svigermor. Bare ærgerligt. Der er intet incitament til at undersøge, hvilke tanker og domme i netop dit sind, som gør netop dit forhold til netop din svigermor problematisk for dig. Dermed har du gjort dig til slave af dine egne tanker, og flygtet fra ansvaret ved at gøre det kollektivt: "Vi har det alle svært med vore svigermødre, så vi kan ikke gøre noget ved det". Tal for dig selv! Jeg har aldrig haft det svært med mine svigermødre, og det skyldes, at jeg har tænkt anderledes om dem, end du tænker om din. Hvis du indrømmer over for dig selv, at dine tanker skaber et nederen miljø for trivsel med din svigermor, og ikke indlemmer mig i din flok af lidende svigerbørn, vil du kunne få frugtbar inspiration fra mig til, hvordan du kunne tænke i stedet, og dermed få det bedre. Der er kontakt, og dermed mulighed for vækst mod frihed.

Hvad sker der, når vi gør de indledende udsagn "uman-erlige":
Man Jeg føler sig mig godt til mode efter et havbad. Man  Jeg har det altid lidt svært med sin  min svigermor. Når man jeg bliver inviteret, skal man føler jeg, at jeg skal komme. Man  Jeg føler jo en forpligtelse overfor sine mine kolleger. Man Jeg bliver forarget, når folk bader nøgne på offentlig strand. Ros kan man jeg jo godt lide. Man Jeg vil jo altid hellere holde fri end arbejde.
  1. Udsagnene bliver personlige og dermed interessante. Læg mærke til, hvordan der pludselig træder mennesker frem bag udsagnene. De bliver unikke, du har en mulighed for at se et aspekt af netop dem.
  2. Ansvaret bliver placeret, hvor det hører hjemme: hos den, der oplever følelserne. I samtlige udsagn kunne en anden godt føle noget andet i samme situation (læs Hvad er virkeligheden i virkeligheden?). Nogle hader at bade i havet, elsker deres svigermor, skider på både invitationer og kolleger, bader nøgne, hvor det passer dem, føler sig utilpasse ved ros og er arbejdsnarkomaner.
  3. Du slipper fri af det mulige ubehag ved ikke at føle, som du lige har hørt, "man" gør. Du kan føle, som du nu gør, ved havbad, svigermødre osv. uden at være i konflikt med koncensus. Aaah!
Og nu ud i det virkelige liv. Du hører en ven, kollega eller dig selv sige "man". Er det på sin plads? Prøv denne lille test:


En man-ual til mindre man-dom!


A. Er udsagnet virkelig universelt, som i: overhovedet ingen undtagelser? 
Eksempler på universelle sandheder: "Når man springer ud fra et højhus, falder man ned". "Når man hamrer sig over fingeren, føler man smerte". "Man kan ikke altid selv bestemme, hvad man tænker på".
En anden siger "man", og svaret på ovenstående er:
JA: Gå til C
NEJ: Gå til D
Du siger selv "man", og svaret på ovenstående er:
JA: Gå til B
NEJ: Gå til F

B. Bliver udsagnet mere eller mindre præcist/sandt/nuanceret, hvis "man" erstattes af "jeg"? 
Eksempel på Mere: "Man Jeg udleder relativt meget CO2, når man jeg rejser med fly" (fordi du måske primært rejser oversøisk, nuancerer "jeg").
Eksempel på Mindre: "Hvis verden skal reddes, må man jeg nedsætte sit mit forbrug" (verden bliver ikke reddet af, at kun du nedsætter dit forbrug, så "man" er mere sandt)
MERE: Gå til E
MINDRE: Gå til C

C. Der er grønt lys for "man". I kan nu tale om menneskehedens vilkår, for det er dem, der er på dagsordenen. Det er klart og rent, ingen fimset ansvarsforflygtigelse her.

D. Tænk "Tal for dig selv!" og "Det gælder ikke mig!". Afhængigt af hvem, din "man'e-ven" er, kan du sige det højt eller bare tænke det. Under alle omstændigheder gør det dig fri at gøre dette lille oprør mod man-uduktionen.

E. Diskussionen kan nuanceres, og du kan blive mere fri, med sætninger som "...men det afhænger jo også af, hvordan/hvor meget...".

F. Tag en dyb indånding, og udskift "man" med "jeg". Mærk det skift, som sker indeni. Kan du mærke, at du har bevæget dig ind på et mere sårbart område? Måske angst og usikkerhed? Eller sikkerhed, der kommer af, at du nu kan sige hvad som helst uden at blive modsagt, for dine følelser er jo dine? Hvad nu, hvis du er den eneste i verden, som føler det, du føler, ved det, du beskriver? Hvad frygter du? Er det, du frygter, en sandsynlig, virkelig konsekvens eller bare...frygt?



"Man" dig op! Stå ved dig selv! Jeg har vist nævnt det før, men min erfaring siger mig, at det ikke kan gentages ofte nok: du har lov til at have det som du har det, fordi du har det. Og sådan er det, uanset om ingen eller alle føler som du. God fornøjelse med ejerskabet til dit eget liv.




       

 Tilmeld dig mit nyhedsbrev