Tal for dig selv!

Man føler sig godt til mode efter et havbad. Man har det jo altid lidt svært med sin svigermor. Når man bliver inviteret, skal man komme. Man føler jo en forpligtelse overfor sine kolleger. Man bliver forarget, når folk bader nøgne på offentlig strand. Ros kan man jo godt lide. Man vil jo altid hellere holde fri end arbejde.
Man-ien er over os. "Man" er over det hele. Med blot en smule opmærksomhed på det lille ord vil du kunne finde det i stort set enhver sammenhæng i dit liv. Sportsjournalisten spørger: "Hvordan føler man, når man scorer det afgørende mål?", og den svedige, strithårede fodboldspiller svarer, mens blikket farer hid og dig: "Man føler jo en stor glæde og stolthed, men man spiller jo også på et fantastisk hold, hvor man bakker hinanden op".
"Man" betyder "os alle sammen". Det binder os sammen som en enhed, hvor hver celle (det enkelte menneske) blindt følger den lovmæssighed, som lige er formuleret for helheden. Men i omtrent 90 % af de tilfælde, hvor "man" er i brug, er det løgn. Det kan nemt afprøves: Kunne det teknisk set lade sig gøre, at blot ét eneste menneske følte eller gjorde noget andet, end "man" gør?

Hvis det vitterlig var sandt, at "man" føler en stor glæde og stolthed og spiller på et fantastisk hold, hvor "man" bakker hinanden op, så var der kun grund til at stille det intelligente spørgsmål én gang i sportshistorien, til én spiller. Så var dét på plads. Alle andre fodboldspillere til alle tider føler åbenbart glæde og stolthed og spiller på fantastiske hold, hvor spillerne bakker hinanden op. End of story. Alligevel bliver det journalistisk dybdeborende spørgsmål stillet til målscoreren efter stort set enhver fodboldkamp. Selv om vi godt ved, hvordan "man" føler, og dermed hvordan han føler. Det har hans forgængere jo forklaret os, mange gange.



"Man" er en meget stærk invitation ind i binding til et "vi". Når ordet er i spil, bliver det vanskeligt at kommunikere, for alle individuelle følelser og oplevelser er allerede blandet sammen i én stor bowle. Selv i terapigrupper, hvor den enkelte arbejder med sine egne svære følelser og begrænsninger, har jeg ikke sjældent hørt mennesker omtale sig selv som "man". Som det ses ovenfor, gør det udsagnet tomt, og spreder nemt utilpashed hos tilhørerne. Tænk over situationer, hvor du har følt dig låst til en bestemt opfattelse, fordi den er blevet "man-ifesteret" som fælles sandhed. "Tal for dig selv!" føler jeg altid lyst til at sige, og jeg gør det også nogle gange.

Man-ien findes ikke kun hos de andre. Du kan næsten med sikkerhed også se dig selv bruge "man", når du mener "jeg". Det dækker over usikkerhed. Det kan føles sårbart at stå ved sine egne følelser overfor andre mennesker. Tænk, hvis du bliver afsløret i at have forkerte følelser? Det ligger i de flestes opdragelse (læs om Hans og Grethe-syndromet i Den store angst), og sandsynligvis sågar i vores gener, at unikke/afvigende følelser pr. definition er farlige. Det er mest trygt, hvis vi alle føler det samme (læs f.eks. Julen er smerternes fest). Er du en særpræget kat uden hale, kan det være fristende at søge til Man-øen, hvor alle katte er haleløse!


Du kan godt se mig bruge "man" og "vi" i mine tekster. Jeg bruger kun de ord, hvor det vitterlig er vilkår, jeg taler om. For der findes faktisk lovmæssigheder i sindet, som er universelle (det er i høj grad dem, jeg undersøger og underviser i), ligesom det er (stort set) universelt, at "vi" har arme og ben. Der er bare stor forskel på en lovmæssighed og så den måde, den lovmæssighed konkret udmønter sig som følelse i en bestemt situation - i dig.

Med det vage, upræcise og direkte løgnagtige "man" derimod, afskærer du dig fra ægte kontakt med andre mennesker. Du binder dem til din opfattelse, hvilket med stor sandsynlighed får dem til at føle afstand. Og du viser ikke verden, hvem du er. Dermed mister du muligheden for at blive set som den, du er. Men selvfølgelig også risikoen for ikke at blive set, selv om du står "nøgen" frem. Uden risiko, ingen mulig gevinst. Det er dit valg.

Der sker også noget andet, som er mere alvorligt: du afskærer dig selv fra at se, at dine følelser er unikke for dig, og dermed ikke betingede af omgivelserne. Hvis følelserne er såkaldt negative er det meget uheldigt, for så er der jo intet at gøre ved det! Hvis "man" har det svært med sin svigermor, vil du til evig tid have det svært, fordi du har en svigermor. Bare ærgerligt. Der er intet incitament til at undersøge, hvilke tanker og domme i netop dit sind, som gør netop dit forhold til netop din svigermor problematisk for dig. Dermed har du gjort dig til slave af dine egne tanker, og flygtet fra ansvaret ved at gøre det kollektivt: "Vi har det alle svært med vore svigermødre, så vi kan ikke gøre noget ved det". Tal for dig selv! Jeg har aldrig haft det svært med mine svigermødre, og det skyldes, at jeg har tænkt anderledes om dem, end du tænker om din. Hvis du indrømmer over for dig selv, at dine tanker skaber et nederen miljø for trivsel med din svigermor, og ikke indlemmer mig i din flok af lidende svigerbørn, vil du kunne få frugtbar inspiration fra mig til, hvordan du kunne tænke i stedet, og dermed få det bedre. Der er kontakt, og dermed mulighed for vækst mod frihed.

Hvad sker der, når vi gør de indledende udsagn "uman-erlige":
Man Jeg føler sig mig godt til mode efter et havbad. Man  Jeg har det altid lidt svært med sin  min svigermor. Når man jeg bliver inviteret, skal man føler jeg, at jeg skal komme. Man  Jeg føler jo en forpligtelse overfor sine mine kolleger. Man Jeg bliver forarget, når folk bader nøgne på offentlig strand. Ros kan man jeg jo godt lide. Man Jeg vil jo altid hellere holde fri end arbejde.
  1. Udsagnene bliver personlige og dermed interessante. Læg mærke til, hvordan der pludselig træder mennesker frem bag udsagnene. De bliver unikke, du har en mulighed for at se et aspekt af netop dem.
  2. Ansvaret bliver placeret, hvor det hører hjemme: hos den, der oplever følelserne. I samtlige udsagn kunne en anden godt føle noget andet i samme situation (læs Hvad er virkeligheden i virkeligheden?). Nogle hader at bade i havet, elsker deres svigermor, skider på både invitationer og kolleger, bader nøgne, hvor det passer dem, føler sig utilpasse ved ros og er arbejdsnarkomaner.
  3. Du slipper fri af det mulige ubehag ved ikke at føle, som du lige har hørt, "man" gør. Du kan føle, som du nu gør, ved havbad, svigermødre osv. uden at være i konflikt med koncensus. Aaah!
Og nu ud i det virkelige liv. Du hører en ven, kollega eller dig selv sige "man". Er det på sin plads? Prøv denne lille test:


En man-ual til mindre man-dom!


A. Er udsagnet virkelig universelt, som i: overhovedet ingen undtagelser? 
Eksempler på universelle sandheder: "Når man springer ud fra et højhus, falder man ned". "Når man hamrer sig over fingeren, føler man smerte". "Man kan ikke altid selv bestemme, hvad man tænker på".
En anden siger "man", og svaret på ovenstående er:
JA: Gå til C
NEJ: Gå til D
Du siger selv "man", og svaret på ovenstående er:
JA: Gå til B
NEJ: Gå til F

B. Bliver udsagnet mere eller mindre præcist/sandt/nuanceret, hvis "man" erstattes af "jeg"? 
Eksempel på Mere: "Man Jeg udleder relativt meget CO2, når man jeg rejser med fly" (fordi du måske primært rejser oversøisk, nuancerer "jeg").
Eksempel på Mindre: "Hvis verden skal reddes, må man jeg nedsætte sit mit forbrug" (verden bliver ikke reddet af, at kun du nedsætter dit forbrug, så "man" er mere sandt)
MERE: Gå til E
MINDRE: Gå til C

C. Der er grønt lys for "man". I kan nu tale om menneskehedens vilkår, for det er dem, der er på dagsordenen. Det er klart og rent, ingen fimset ansvarsforflygtigelse her.

D. Tænk "Tal for dig selv!" og "Det gælder ikke mig!". Afhængigt af hvem, din "man'e-ven" er, kan du sige det højt eller bare tænke det. Under alle omstændigheder gør det dig fri at gøre dette lille oprør mod man-uduktionen.

E. Diskussionen kan nuanceres, og du kan blive mere fri, med sætninger som "...men det afhænger jo også af, hvordan/hvor meget...".

F. Tag en dyb indånding, og udskift "man" med "jeg". Mærk det skift, som sker indeni. Kan du mærke, at du har bevæget dig ind på et mere sårbart område? Måske angst og usikkerhed? Eller sikkerhed, der kommer af, at du nu kan sige hvad som helst uden at blive modsagt, for dine følelser er jo dine? Hvad nu, hvis du er den eneste i verden, som føler det, du føler, ved det, du beskriver? Hvad frygter du? Er det, du frygter, en sandsynlig, virkelig konsekvens eller bare...frygt?



"Man" dig op! Stå ved dig selv! Jeg har vist nævnt det før, men min erfaring siger mig, at det ikke kan gentages ofte nok: du har lov til at have det som du har det, fordi du har det. Og sådan er det, uanset om ingen eller alle føler som du. God fornøjelse med ejerskabet til dit eget liv.




       

 Tilmeld dig mit nyhedsbrev