Alligevel kender jeg mange, som, i det mindste også, tumler med følelser som klaustrofobi, irritation, vrede og angst i forbindelse med den tilstundende højtid. En pakkekalender af rastløshed og ængstelse, og pakkerne bliver større og større, jo tættere vi kommer på d. 24. Kender jeg mon egentlig nogen, som ikke (også) har det sådan?
Når følelserne er såkaldt negative, dvs. er tegn fra kroppen på, at sindet har justeret den til kamp eller flugt, ved du, at der er noget, du har misforstået. Altså lige bortset fra de tilfælde, hvor en 6-akslet lastbil, lastet med broelementer, er på vej imod dig med 80 km/t, mens du står midt på vejbanen. Eller hvor en rocker på 2,10 meter over skuldrene går frem imod dig med løftede knytnæver og et ansigtsudtryk, der ikke giver grund til at antage, at han kommer med blomster. Da er en følelse af angst, altså øget alarmberedskab, ikke baseret på en misforståelse. Sindets fortolkning af verden er i overensstemmelse med den: du er i fare. Kom væk!
Men julen, da? Hvor er lastbilen? Rockeren? Den akutte livsfare? Hvorfor vil du gerne væk? Paradoksalt nok er trangen til flugt fra julen for det meste ledsaget af skyld over denne følelse. Der er ikke meget, som er så hæmmende for lyst som skyld. Lysten bliver altså mindre endnu, skylden større. Pakkerne vokser, men er ikke fulde af det, du ønsker dig. Tværtimod.
Julen kan i langt de fleste tilfælde umuligt være farlig for dig, selvom der er rapporteret enkelte tilfælde af brande i juledekorationer, forbrændinger i forbindelse med karamellisering af brune kartofler og livstruende mavekneb knyttet til kampen om den kornfede marcipangris, som var årets mandelgave. Men du tror åbenbart, den er farlig. Der må altså være noget i setup'et som truer dit ego, altså fortællingen om dig, i dig.
For du er jo et socialt, kærligt, gavmildt og rummeligt menneske, ikke? Dine relationer til de nærmeste er da sunde og karakteriseret ved integritet, kærlighed og respekt? I din familie holder I sammen, og alle vil hinandens bedste. Der er talt ud om alle fortidige uoverensstemmelser, og evtuelle nye (og de er meget sjældne) håndteres følelsesmæssigt kompetent, direkte og uden forsinkelse, på en baggrund af bagvedliggende, ubetinget kærlighed. Ikke sandt? Jo da. Og du har lyst til at skrige?
Julen er et udstillingsvindue for alle de mange løgne, vi fortæller om os selv og hinanden. Vi gør det 24-7, året rundt. Men i julen skal de være sande. For der er investeret umådelig meget ego i julen, for alle implicerede: alle de dyre gaver, al den arbejdskrævende mad, juletræet, konfekten, den smukke dug, som oldemor broderede til bedstemor, lyskæder i ligusterhækken, børnene i deres fine tøj, nisser og engle all over the place. Her har vi det godt, basta!
Hvis du ikke har det, sårer du de andre(s egoer). For de har lagt så meget energi i, at du skal have det godt, og de skal have det for indsatsen, at du har det, siger det og viser det. Så ved de, at de er noget værd. Hvis du ikke har det godt, og ikke formår at skjule det, inviterer du de andre til at føle, at de er værdiløse, og reaktionen vil være vrede, angst, skuffelse, bebrejdelse. Det vil igen invitere dig ind i skyld, så har du det værre, og så tager vi en runde mere i spiralen mod bunden.
Men der er en anden vej. Det vil nok ikke overraske dig (hvis du har læst tidligere indlæg), at jeg peger på kontakt med Virkeligheden som vejen ud af hamster-julen.
Virkeligheden er, at det er umuligt selv at bestemme, hvad man føler. Faktisk er følelser, ifølge nyere forskning, sindets fortolkning af kroppens tilstand, som igen er betinget af sindets fortolkning af omgivelserne, f.eks. lastbil, rocker, jul eller noget andet truende. Følelserne er altså en slags feedbackmekanisme: du har fortolket omgivelserne som truende, og derfor sat kroppen i forhøjet alarmberedskab. Virker det? Angst, check. Vrede, check. Klaustrofobi, check. Yes, det virker. Klar til afgang!
Da du ikke selv kan bestemme, hvad du føler, kan du heller ikke have ansvar for det. Ingen vil vel bebrejde dig, at de valgte Donald Trump? Nej, for du havde ingen indflydelse på det. Derfor giver skyld over følelser, i Virkeligheden, ingen mening. Uanset det shitload af lækkerier, der hober sig op på din tallerken, og en gaveregn, der vil sende dig på bytte-bytur langt ind i det nye år, kan du udmærket sidde og have det ad H... til. Lige midt i hyggen. Måske endda uden at ane hvorfor. Det er bare sådan, det er. Og du er uskyldig!
En meget hyppig årsag til mavepine op mod jul er angsten for spændinger imellem nogle af de andre. Dette kan naturligvis kun true dit ego, hvis du tror på, at disse spændinger har/får konsekvenser for dette på den ene eller anden måde, men lad os lade det ligge for nu. Alt, hvad du behøver i denne omgang er at se, at når du nu ikke kan bestemme, hvad du selv føler, har du i hvert fald ikke kinamands chance for at bestemme, hvad de andre føler. Uanset hvor hurtig du er til at udtrykke din søns taknemmelighed for den pastelfarvede batik-poncho fra svigermors aftenskolekursus over for hende, kan det ikke udelukkes, at en del af de tilstedeværende vil føle sig virkeligt dårligt til mode. Selvom de ikke burde. Selvom I pr. definition har det sindssygt godt. Selvom det er jul. Og det kan ikke være din skyld.
Misstemning i dig og i de andre vil i næsten alle tilfælde følges ad. Det vil det, fordi I mødes i en fælles forventning (se også artiklen om "villusioner"). Det er jul, og det betyder, at tingene - og følelserne! - skal være på en helt bestemt måde. Hvor noget skal være på en helt bestemt måde, er lidelse stort set uundgåelig. For livet er ikke på en helt bestemt måde, og at kræve det er som at forlange af en flod, at den er en sø.
Lidelsen i løgnen bliver særligt intens til jul, fordi I er fælles om den. Det ligger i løgnen, at alle skal have det godt, hvilket er et absurd forlangende. Der findes intet setup, som alle kan have det lige godt /ens i, da vi alle er forskellige. Det er også Virkelighed.
Da setup'et kræver lykke hele vejen rundt, er det også ekstremt sårbart: der skal kun én til ikke at have det godt, så er det hele ødelagt. For alle de andre! Er det mon dig, der "bliver den"? Den "skyldige" vil trække de andre med sig, og det er ikke bare sandsynligt, men helt sikkert. For misstemning kan mærkes, også selvom det ikke italesættes (og det gør man ikke til jul). Især når alle har misstemnings-radaren justeret til højeste følsomhed.
Men hvad nu hvis du klart ser, at din misstemning ikke er din skyld, men produkt af dit sinds upersonlige og ubevidste fortolkning af omgivelserne? Hvis du anerkender, at du har ret til at føle dig shitty, fordi det er det, du faktisk føler, uanset datoen? Du behøver ikke at hænge et skilt om halsen, før du sætter dig til andestegen, bare have det sådan indeni, og det er OK, for dig selv?
Hvad nu hvis du klart ser, at de andres eventuelle misstemning opstår i dem som følge af nøjagtig det samme fænomen, og at det derfor også er OK? Hvad nu hvis du (som formodentlig den eneste i selskabet) giver alting lov til at være, som det er? Sætter aftenen af til at iagttage Virkeligheden, som udspiller sig for øjnene af dig? Bruger den til at lære din familie at kende, ved at sammenligne løgnene med det, som rent faktisk sker, uden at fordømme forskellen?
Det går lidt lettere, hvis du husker dig selv på, at uanset hvordan aftenen forløber, så er der grund til at antage, at alle tilstedeværende vil have både deres liv og deres førlighed dagen efter, naturligvis med respekt for de førnævnte, med julen samhørende risikofaktorer. Der er faktisk meget sjældent nogen, som dør af at have det ringe, i hvert fald ikke en enkelt aften. Derimod er der akut fare for at dø, hvis du står på vejen, den der lastbil eller rocker kommer buldrende, og du har det fint! At have det dårligt kan være meget praktisk!
Det er altså højst forbundet med et helt ufarligt ubehag at have det dårligt, hvor du faktisk ikke er i livsfare. Du kunne i de tilfælde undersøge, hvori risikoen, som dit sind åbenbart tror på, faktisk består?
I forbindelse med julen kan det sjældent gå værre, end at løgne om jeres indbyrdes relationer, værdier, ønsker og længsler bliver afsløret up front. Det var så ikke meningen med aftenen, men det var det, der skete. Alle har stadig deres liv og førlighed, og dermed mulighed for at bevæge sig fysisk og psykisk med det nye virkelighedsbillede, naturligvis på eget ansvar. Ingen skade sket.
Og da julens problem ligger i løgnene, som kommer under pres, fordi de sættes på spidsen, kunne du måske forestille dig en bedre jul uden løgn? Hvis det går så galt, som det kan, kunne det måske være åbningen til et mere sandt, nyt år?
Så...måske brister relationer, fordi de viste sig at bygge på indbyrdes løgn. Måske ændres de, eller der opstår nye, fordi løgne, som før adskilte, afsløres og falder fra hinanden. Sandsynligvis kommer I til at hygge jer OK, med en snert af bekymringsmavepine i dig, men det er så også bare det. Det er ikke til at sige, hvad der sker. Sådan er det med fremtid.
Men hvis I holder en brandslukker indenfor rækkevidde af juledekorationen, undgår at strinte med vand under bruningen af kartoflerne og flasher svigermors batik-poncho som mandelgave, så tror jeg på, at I kommer igennem uden varige mén.
Det er alt, hvad der behøves. Hvor der er liv, er der håb.
Glædelig jul!
